26 år med Beograds eksperimenterende fyrtårn Ring Ring 

Heden er trykkende den sene majdag i det jødiske kulturcenter Oneg Shabbat i Beograd. Også på scenen, hvor den legendariske franske kontrabassist Joëlle Léandre både på den ene og den anden måde kæmper med sit instrument. Sveden driver fra den 70-årige musiker, der mellem numrene hele tiden må tørre sit instrument med en klud for at få sveden bort, samtidig med at hun selv må indtage store mængder vand. Det kan ligne en atletisk præstation, og det er ikke kun varmen i rummet, der bringer sveden frem. For hos Léandre er den musikalske frembringelse i høj grad en fysisk brydekamp med instrumentet, ledsaget af vokale udbrud, der understreger denne helt igennem kropslige oplevelse fra sagte hvisken til næsten dødsmetallisk growlen.

Hun belærer os om, at improvisation ikke er fri, men tværtimod kræver en høj grad af opmærksomhed

På samme måde trakteres instrumentet med lige dele blide buestrøg og pågående kollisioner mellem fingre og strenge. »C’est la vie!« udbryder Léandre, der bestemt ikke er uden humor, da hun atter må finde kluden frem og tørre det hårdtprøvede instrument. Og hun joker med, at det er hårdt at spille såkaldt »freedom music«, hvorefter hun næsten spytter ud i rummet og udbryder, at der ikke findes fri musik, og at ingen af os er en skid frie. Så kaster hun sig ud i en længere monolog om improviseret musik, som hun selv hører til de store europæiske pionerer for, og de mange misforståelser der hersker om denne. Og hun belærer os om, at improvisation ikke er fri, men tværtimod kræver en høj grad af opmærksomhed rettet mod både den bagage, man selv bærer med sig, og det man forbinder sig med. 

På min stol i den godt fyldte sal tørrer jeg selv sveden af panden, mens jeg tænker, at hun nok har ret, men jeg tænker samtidig at hendes belæringer om, hvad improviseret musik er, forekommer lettere malplacerede i dette rum, hvor størstedelen af publikum tydeligvis udmærket er bekendte med genren og forstår, hvad den kræver af både musikere og lyttere. Flere i salen er selv musikere, og endnu flere er faste stamgæster til Ring Ring Festival, som på 26. år holder den eksperimenterende musikfane højt i Beograd og omtaler sig selv som den ældste alternative musikfestival i Serbien.

Stamgæstfølelsen underbygges, da jeg i pausen trækker ud i den friske luft foran kulturcentret, som ligger et stenkast fra Beograds vartegn, Kalemegdan-fæstningen. Jeg køber et glas serbisk vin til en yderst beskeden pris, mens jeg hilser på nogle blandt publikum. Folk hilser på kryds og tværs, udveksler anekdoter fra tidligere års festivaler eller diskuterer med kendermine detaljer i trommespillet hos australske Tony Buck, der gæstede festivalen nogle dage inden. Ring Ring er ikke kun en festival. Det er også det årlige træf for et lille, men dedikeret serbisk miljø, som dels bruger den som platform for deres egne samtaler om musikalske eksperimenter, dels bruger den som et vindue til et internationalt musikmiljø, som landet, der på mange måder stadig er en outsider i det europæiske fællesskab, nemt bliver afgrænset fra. 

De unge hungrede efter kultur, men også efter at blive set som del af et internationalt samfund

Født ud af isolationen

Netop Serbiens status som europæisk paria i 90’erne var da også indirekte årsag til, at Ring Ring Festival opstod i 1996. Initiativtageren Bojan Djordjevic havde siden 80’erne arbejdet som radiovært i Jugoslavien, ligesom han havde arrangeret flere koncerter. På grund af internationale sanktioner mod Serbien grundet landets krig mod Bosnien i kølvandet på Jugoslaviens sammenbrud uddøde kulturlivet praktisk talt i Serbien mellem 1992 og 1995. Dermed blev også Djordjevics arbejde som koncertarrangør sat på pause. Efter Dayton-aftalen i 1995 blev den kulturelle embargo ophævet, og Djordjevic begyndte atter at præsentere koncerter. Her blev det indlysende for ham, at interessen var enorm, også for den mere eksperimenterende musik. De unge hungrede efter kultur, men også efter at blive set som del af et internationalt samfund. I stedet for at fokusere på enkeltstående koncerter så Djordjevic derfor et potentiale i at lancere en festival, der bedre kunne fungere som brobygger mellem et marginaliseret alternativt musikmiljø i Serbien og resten af verden. Konceptet blev lanceret i maj 1996, og interessen var ifølge Djordjevic enorm, selvom festivalen fandt sted med minimal promovering i en præ-internet-tid. 

Festivalen blev allerede i 1999 udfordret på sin eksistens, da NATO bombede Beograd

Det er fortsat Djordjevic, der her 26 år efter er tovholder på festivalen. Jeg møder ham i foyeren til Oneg Shabbat på festivalens sidste dag, hvor han er travlt beskæftiget med at hilse på folk, hente ting i sin bil og passe den lille bod med plader, som befinder sig i foyeren, og hvor man, ud over plader fra dette års kunstnere, også kan købe den 25 års jubilæumsudgivelse, som Ring Ring lancerede sidste år, i en tid præget af international pandemi, men hvor det lykkedes for Ring Ring at gennemføre en mindre festival, skønt denne måtte udskydes fra foråret til senere på efteråret. Djordjevic finder tid til at tale et kvarters tid om festivalens fødsel, udvikling og de mange udfordringer undervejs.  

Når man taler med Djordjevic, får man i høj grad indtryk af en festival, som eksisterer på trods, hvilket giver mening i forhold til de omstændigheder, der skabte den. Måske derfor har den også vist sig at være forbløffende overlevelsesdygtig. Djordjevic fortæller, hvordan festivalen allerede i 1999 blev udfordret på sin eksistens, da NATO bombede Beograd. Selv da lykkedes det dog for Ring Ring at holde fanen højt ved at opfordre de bands, der var inviteret, til at gennemføre koncerter hvor end de var i verden, og mange greb denne mulighed, så Ring Ring, mens bombardementerne stod på, kunne gennemføre over 60 koncerter over hele verden, ligesom de udsendte CD’en Ring Ring 99. 

Efterfølgende har Ring Ring kæmpet med bl.a. manglende venues, begrænsede støttemuligheder (da jeg første gang skriver sammen med Djordjevic få måneder inden dette års festival, er der stadigvæk uafklarethed om støtte) og ikke mindst det faktum, at store dele af Serbiens kunstneriske elite har forladt landet, hvis de har set deres snit til det. I 2020 måtte festivalen så rent faktisk aflyses grundet COVID-19, men i 2021 vendte den, trods pandemiens begrænsninger, tilbage. 

»Ring Ring er med tiden blevet sit eget brand i Serbien«

Festival for innovativ musik

Når man betragter årets program til Ring Ring kommer det rundt i krogene af både ny kompositionsmusik, fri improvisation, eksperimenterende elektronisk musik og mange ting derimellem. 

»I starten brugte vi undertitlen ‘International festival for ny musik’,« fortæller Djordjevic. »Men ‘ny musik’ har for mange nogle specifikke associationer til Neue Musik-begrebet og kompositionsmusikken. Nu taler jeg bare om profilen som innovativ musik, og Ring Ring er med tiden blevet sit eget brand i Serbien,« uddyber han. 

Det er dog også en profil, der har udviklet sig gennem tiden. Djordjevic fortæller, at festivalen i starten også havde et stort fokus på verdensmusikken, foruden de former for musik, som i dag er på programmet. Men i dag er verdensmusikken kanaliseret over i søsterfestivalen Todo Mundo, som i år finder sted til september. Ring Ring fokuserer i dag således mere eksplicit på den eksperimenterende musik, skønt der også her er navne, som bevæger sig ind i, hvad man kunne kalde verdensmusik eller folk. Fx trioen Gordan, der optræder på årets festival, og som også kunne opleves på Roskilde Festival. Her optræder den serbiske sangerinde Svetlana Spajic, der også begår sig i mere traditionelle sammenhænge, med de eksperimenterende musikere Andi Stecher og Guido Möbius. En trio, der på sin vis nærmest er indbegrebet af Ring Ring, både ved at bygge bro mellem genrer, men også mellem serbisk kultur og en international scene for eksperimenterende musik. 

I endnu højere grad end Léandre omfavner den 81-årige Minton humoren i avantgardemusikken

Djordjevic er heller ikke i tvivl om, at festivalen har været med til at udvikle en scene for eksperimenterende musik i Serbien:

»Der fandtes musikere, som spillede alternativ musik og lidt mere eksperimenterende jazz i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne. Det var dog et meget lille miljø og en scene for fri improvisationsmusik eksisterede fx næsten ikke. Men i kraft af at de kunne opleve internationale navne fra den eksperimenterende scene, fik nogle af de unge musikere mod på at prøve at arbejde i den retning, og der opstod en lokal scene, som igen blev styrket af serbiske musikere, som vendte tilbage fra Vesten. Omkring 2012 opstod et egentligt kollektiv for improviseret musik i Beograd. I dag er fokus så rykket mere i retning af den eksperimenterende elektroniske musik. Men det er fortsat et lille miljø, og det er altafgørende, at de fortsat kan samarbejde med internationale musikere.«

Intentionen med at bringe internationale navne og lokale musikere sammen gennemsyrer også årets program, hvor man de fleste aftener kan opleve både serbiske og internationale kunstnere, og hvor der også optræder flere særligt sammensatte konstellationer. Efter min snak med Djordjevic suser han ind for at introducere festivalens afsluttende aften, der dels byder på et finsk/serbisk samarbejde med gruppen Echo Pointers og på en fremragende koncert fra den forunderlige britiske vokalkunstner Phil Minton i duo med den serbiske bratschist Szilárd Mezei. En koncert, der som Joëlle Léandres optræden dagen forinden, viser hvor rig og kropslig en erfaring det kan være at opleve improviseret musik, og hvor på én gang smukt og morsomt det kan være, for i endnu højere grad end Léandre omfavner den 81-årige Minton humoren i avantgardemusikken. Modsat Léandres monolog bevæger vi os med Minton og Mezei også ind i en sand musikalsk dialog. Hvilket må siges at være helt i Ring Ring Festivals ånd.

Ring Ring Festival fandt sted i Beograd 19.-26. maj. 

Læs mere om Ring Ring Festival her.

Lyt til jubilæumsudgivelsen Ring Ring 25 godina på bl.a. Spotify