Pauline Hall (forrest) sammen med ledelsen i Ny Musikk, 1958. © Nasjonalbiblioteket
portræt

Komponist, kritiker og kosmopolit

Komponisten Pauline Hall spillede en stor rolle i norsk musikliv, ikke mindst for udbredelsen af modernistiske og avantgardistiske strømninger fra resten af Europa. Men også som skikkelse i kulturlivet – i et åbent lesbisk forhold – satte hun sit aftryk.
Af
24. august 2020
  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Det var en træt, men glad Pauline Hall, der 10. juni 1953 smilede ud mod Dagbladets læsere (Norges tredjestørste avis, red.). Over en helside får hun en stor del af æren for, at »et nyt syn på musik er ved at blive skabt« i Norge, og at »folk har overvundet frygten for nye klange«.

Baggrunden for euforien hos dem, der flankerer hende – violinisten Ernst Glaser, dirigenten Øivind Fjeldstad og formanden for Tono (Norges svar på Koda, red.), Erling Kjellsby – er et opbud af ny musik fra store dele af verden ugen før. Som leder af Ny Musikk, den norske afdeling af International Society for Contemporary Music (ISCM), har Hall været vært for organisationens årlige musikfestival. Resultatet i Oslo er så vellykket, at det også i udenlandske medier bliver omtalt som et vendepunkt.

Opslag i norske aviser vidner om det ry, Hall har fået, siden hun stiftede Ny Musikk på Hotel Continental i 1938 med 17 medlemmer – et ry som samtidsmusikkens ‘grand old lady’, der har holdt ved helt op til i dag. Hvem var denne driftige, bramfri og visionære kvinde, komponist og kritiker, som også levede i et åbent forhold med journalisten Caro Olden?

Apotekerdatter med musikalsk talent

Pauline Hall blev født ind i en apotekerfamilie i Hamar i 1890, ind i ‘et hjem med klaver’, og her var hun omgivet af slægtninge, som var aktive i det lokale musik- og kulturliv. Senere i livet lagde hun vægt på, hvor vigtigt dette var. Til Programbladet (en norsk TV-guide, red.) fortalte hun i 1950: »Mor spillede klaver, og far cello, så jeg hørte en hel del musik. Far havde fem brødre, som alle sammen var gode til at spille, og når de af og til holdt komsammen, musicerede de til langt ud på natten. Jeg er vokset op med musik omkring mig, og det kan man ikke overvurdere værdien af – det er i barndomsårene, man får de allerstærkeste indtryk.«

Som 14-årig begyndte Pauline på latinlinjen på Hamar katedralskole. I Studenterforeningen Frams arkiver finder man spor af en aktiv pige i en flok, der engagerede sig i samfundet: Foreningen arrangerer debataftener og teaterforestillinger, og Pauline tager del i det meste, uanset om de debatterer opløsningen af den svensk-norske union, sprogpolitik eller »Sladder og den skade, den gør«, overskriften på et indlæg af frøken Hall. Hun bidrager også til livet på skolen fra klaverbænken, hvor hun spiller violin og klaver ved Frams teaterforestillinger.

Ikke længe efter hendes studentereksamen i 1907 gik turen til Kristiania (Oslos officielle bynavn indtil 1925, red.), hvor Pauline Hall ligesom mange andre i sin generation af musikere studerede hos Catharinus Elling. Han gav en relativt traditionel indføring i kompositionsfaget, med rødder i tysk musik, og udtrykte i den forbindelse forventninger til Halls talent og »egenartede fantasi og ejendommelige lyriske temperament«, som han skrev i en udtalelse. Pauline Hall var da også fast besluttet på at blive komponist. I en ansøgning til Toldkasserer Schäffers legat i 1912 understreger hun, at det udelukkende er komposition, hun vil fordybe sig i, hvis hun får stipendiet til et ophold i Berlin.

Hvem var denne driftige, bramfri og visionære kvinde, komponist og kritiker, som også levede i et åbent forhold med journalisten Caro Olden?

Hun fik ikke stipendiet og rejste heller ikke til Berlin, men med støtte fra familien gik turen til kontinentet i efteråret 1912 – til Paris. I denne by, som var en smeltedigel af ‘orientalsk’ inspiration, russisk ballet og storslået tysk opera, og som i øvrigt havde fået en ny nationalkomponist i skikkelse af Claude Debussy, fik den 22-årige det, hun siden har omtalt som »chokerende oplevelser«: I foråret 1913 overværede hun premieren på Igor Stravinskij og Sergej Diaghilevs skandaleombruste Vårofferet, hun gik til koncerter, teaterforestillinger og operaer, og hun blev overvældet af Debussys Pelléas og Mélisande, Musorgskijs Boris Godunov og meget mere.

Impulserne fra udlandsopholdet – som også inkluderede et halvt år i Dresden i foråret 1914 – kom til udtryk på flere måder. I efteråret 1914, mens verden var på vej ind i en ny storkrig, skrev Hall en artikel i Norsk Musikerblad om spændingerne mellem fransk og tysk kultur, som man også kunne høre i musikken. Ved hendes debutkoncert i 1917 hæftede også mange af kritikerne sig ved inspirationen fra Paris. Især violinsonaten, »der tydeligvis er blevet til under Frankrigs sol« (som Ulrik Mørk skrev i Musikbladet), var i slående grad påvirket af Debussy – men ikke helt vellykket, mente kritikerne. De fleste kunne bedst lide de tyskinspirerede sange, der var skrevet i en romantisk, mere velkendt – og mere arketypisk ‘feminin’ – stil.

At en kvinde debuterede med sine egne kompositioner i Kristiania i 1917, vakte dog opsigt, mest i positiv forstand. Selvom det ikke var usædvanligt, at kvinder skrev sange, klaverstykker og anden musik i ‘husligt’ format dengang, var det mindre almindeligt at stå frem i offentligheden med stillingsbetegnelsen komponist. Hall føjede sig derfor til en række af exceptionelle ‘komponistinder’ og blev omtalt som den mest lovende siden Agathe Backer Grøndahl (1847-1907) eller måske Signe Skabo (senere Lund, 1868-1950).

En »fandens karl«

Op gennem 1920’erne overvandt Hall yderligere traditionelle forhindringer, da hun skrev og fik fremført værker for fuldt symfoniorkester. I 1928 lå en suite i fire satser inspireret af et digt af Paul Verlaine klar. Men Filharmonisk Selskabs Orkester i Oslo takkede nej til at fremføre værket på sit eget program. Løsningen blev at alliere sig med to kolleger, Arne Eggen og Ludvig Irgens-Jensen, og leje orkestret for 1.000 kroner (Hall pruttede prisen ned fra 1.200).

Koncerten, der også omfattede Eggens Symfoni i g-mol og Irgens-Jensens Passacaglia, blev på mange måder en succes – dog ikke økonomisk (der blev kun solgt billetter for 398 kroner). Særligt Hall og Irgens-Jensen imponerede med ungt, moderne og internationalt orienteret materiale, som samtidig ikke var alt for radikalt. Kritikerne virkede også langt mere åbne for det ‘franske’ end i 1917. I Verlaine-suite blomstrer dette også i fuldt flor med satser, der skildrer dunkel længsel, livlige markeder og andre kontinentale stemninger. I teksten til satsen »Nocturne parisienne« hedder det (i Halls oversættelse):

hvor skjønt for en drømmer å krype ned fra sin hule
og stå der ved broen til la Cité
under Notre-Dame, og drømme
med hjertet og luggen flagrende i vinden!

Med denne koncert ser det også ud til, at Hall har taget skridtet fra at være en dygtig ‘komponistinde’, som mestrer de intime formater, til at blive ‘en af gutterne’. I et interview dagen før koncerten (17. januar 1929) svarer Arne Eggen i hvert fald journalisten fra Dagbladet således:

– Er der nogen ligheder mellem jer tre, som gør det naturligt at …
– Ikke andre, end at vi alle hver især synes, vi er nogle fandens karle.

Måske er der bare tale om et jovialt og skødesløst udsagn om en kvindelig kollega. Alligevel er det ikke helt søgt at spekulere i, om Eggen i en eller anden forstand ‘vidste’, at den 39 år gamle, ugifte og barnløse Pauline Hall var lesbisk og dermed kunne regnes for en af ‘karlene’ på en anden måde end andre kvinder.

Hall har ikke efterladt sig mange private kilder fra denne tid. Hverken fra Paris eller Berlin, hvor hun havde sin base fra 1926 til 1932. Der findes hverken breve eller dagbøger, som fortæller om det liv, hun levede ‘i byen’ – hvem hun mødtes med, hvor hun færdedes, eller hvad hun længtes efter. Det er selvfølgelig en udfordring for os, som forsker i hende og den tid, hun levede i.

Dog tegner de artikler, hun skrev hjem til Dagbladet om teater, opera med mere i Berlin, et ret klart billede af en politisk (venstre)radikal kulturskikkelse. Hall skriver uden omsvøb om teater, der beskæftiger sig med abort, krig og lesbisk kærlighed, og hun håner det borgerlige operapublikum, som bare vil flygte ind i standardrepertoirets romantik og nostalgi eller Richard Wagners overdådige værker. Det aktuelle, det fordomsfri og gerne provokerende er vigtigere.

Kringkastingsorkestret og dirigent Christian Eggen spiller Pauline Halls »Verlaine-suite« fra 1929. © Simax Classics

Kabaret og kvindesag

Noget af det, Hall virkelig får smag for i Berlin, er Kurt Weill og Bertolt Brechts politisk engagerede, jazzinspirerede og politisk beske operaer. Ved premieren på Aufstieg und Fall der Stadt Mahagonny fryder hun sig over skildringerne af »det kapitalistiske helvedes dyb« (20. juni 1930), og det var hende, der på teaterchefens invitation fik bragt kæmpesuccesen Dreigroschenoper hjem til Centralteatret i Oslo. Tolvskillingsoperaen blev opført i 1930, 1938, 1947 og 1955 i Halls udgave – og hun stod ikke kun for den musikalske ledelse: Hun havde også oversat værket til norsk og instruerede det.

Barthold Halle, som senere blev skuespiller og regissør, var med som ung mand, da Tolvskillingsoperaen blev opført på Studioteatret i 1947. I et interview med mig har han fortalt om en Hall, der ikke lagde skjul på, at hun havde færdedes i miljøet omkring den politisk radikale, litterære kabaret i Berlin. Hun fandt nok også de norske skuespillere lidt for uskyldige. Den sleske hovedskurk, helten Mackie med Kniven, som løb efter kvinderne, kunne ifølge Hall lige så let være gået i seng med en mand. Halle erindrede også, at han var hjemme og besøge Pauline – og Caro, som hun boede sammen med.

Caro Olden, født i 1887, var en journalist fra Trøndelag, som havde arbejdet på Adresseavisen (regionalt dagblad i Trondheim, red.) samt Stavanger Aftenblad og i flere år rapporterede fra Berlin, London og Paris. Fra 1923 havde hun hjemme i Oslo hos Arbeiderbladet (i dag Dagsavisen, red.) og som freelancer, blandt andet som redaktør af magasinet Film. Olden redigerede også Yrkeskvinnen (Den arbejdende kvinde, red.) for Norges Yrkeskvinners landsforbund. Her var hun både leder af den lokale afdeling – Oslo Yrkeskvinners Klubb (YKK) – og aktiv i den internationale organisation International Federation of Business and Professional Women.

Hall nægter at ‘forsvare’ forløbet; Ny Musikk gjorde jo bare sin pligt: at formidle, hvad der foregik på avantgardescenen ude i verden

Hvornår Pauline og Caro mødtes, er usikkert. Men de kendte formentlig til hinanden fra journalistmiljøet i 1920’erne. Gennem 1940’erne var Hall også aktiv i YKK, ad flere omgange som næstformand. Hun var også drivkraft, da klubben i 1932 holdt marked med egen kabaret i Bøndernes hus – Hall komponerede musikken og fik musikere fra Tolvskillingsoperaen til at spille.

YKK’s protokoller giver et indblik i et engageret miljø. Medlemslisterne tæller repræsentanter fra en lang række erhverv – fra »kontordame« og »sygeplejerske« over »sangpædagog« og »danserinde« til »arkitekt«, »komponist« og »læge«. De arrangerer møder med foredrag om emner lige fra boligproblemer og børnetilskud over industrialisering og krig til nye skuespil og musik. I 1936 står Olden i spidsen for en nordisk sommerlejr i Hundorp, og i en artikel derfra i Urd (norsk ‘dameblad’, red.) rapporterer Lise Lindbæk både om aktuelle spørgsmål i kvindesagen og om sang, sol, god mad og masser af latter. Klubben arrangerer studiekredse i fransk og etablerer en dramaklub – sidstnævnte i regi af Caro Olden. Da hun fylder 50 i efteråret 1937, fejrer klubben hende med »en stilfuld fest på Continental«.

Det mest almindelige er dog øl- og pølsefester. Fra en fest i marts 1938 fortælles det, at Dagmar Matthiasen sang »med stor begejstring og akkompagneret af Pauline Hall. Der var fællessang (YKK-sangen og andre muntre sange), og festen varede til klokken ét, hvor man brød op efter en på alle måder vellykket aften«. Året efter vender journalist Lindbæk tilbage for at berette om »Den sidste fase af den spanske borgerkrig«, som hun har fulgt fra fronten. I 1939 går Olden af som formand med en tale, hvor hun ser med bekymring på den anspændte situation i verden.

Arbejdende kvinder i krig og i dagligdagen

Anden Verdenskrig greb på en direkte måde ind i Pauline Hall og Caro Oldens liv. I 1942 måtte Hall forlade det, der havde været en fast stilling som musikkritiker ved Dagbladet, da hun ikke var ‘tyskvenlig’ nok. Magasinet Yrkeskvinnen lukkede samme år. Derudover gjorde tyskerne krav på Paulines hus, så hun blev tvunget til at flytte. Det var alt sammen hårdt, ikke mindst økonomisk. Men i et brev (25. juni 1942) til en ven i Bergen, Øivind Bolstad, understreger hun, at situationen også har ‘sine lyse sider’: »Den 1. juni flyttede jeg hjem til en gammel og god veninde, som omtrent er i samme båd, og forhåbentlig kan vi blive boende der. Adressen er Munkedamsvejen 75.«

Den omtalte veninde var Caro. Men glæden over at bo sammen blev kortvarig for modstandskvinderne. I maj 1943 blev Caro sendt til Grini (norsk koncentrationslejr, red.) for »transport af flygtninge«. Og i december 1943 blev deres hjem ødelagt, da der gik ild i et lager med 1.200 ton ammunition på Filipstadkaia. Hall måtte flytte ud en tid, men var kommet i orden, da Caro blev løsladt i maj 1944. Siden da fortsatte de med at dele adresse – med tiden fik de hver sin lejlighed ved siden af hinanden – og med at arbejde side om side.

Kritik, teatermusik og rejser

For Pauline Hall blev karrieren som komponist aldrig det, hun havde regnet med. Trods succesen med Verlaine-suite i 1929 blev det for hårdt at leve af at komponere i 1930’erne. Hun arbejdede også som arrangør og oversætter, skribent og meget andet, og fra omkring 1935 takkede hun ja til flere og flere opgaver som teaterkomponist.

Selvom det ikke gav lige så stor prestige som at skrive symfonier og anden ‘koncertmusik’, var det alligevel et arbejde, hun havde det godt med, ikke mindst på grund af samarbejdet med regissører som Agnes Mowinckel og Hans Jacob Nielsen – og på film: Tancred Ibsen og Astrid Henning-Jensen. Hall nåede med tiden at skrive musik til mere end tredive teaterstykker og fire film, deriblandt Shakespeares En skærsommernatsdrøm, Julius Cæsar og Som man behager (hun brugte i øvrigt musikken fra de to sidstnævnte til suiter til brug ved koncerter) og filmudgaven af Cora Sandels Kranes konditori.

På samme tid etablerede Hall sig fra 1934 i den rolle, mange husker hende for i dag. Frem til 1964 var Hall en frygtet og respekteret musikkritiker på Dagbladet. Både som komponist og musikformidler i forskellige sammenhænge var Hall optaget af det gode håndværk og det ukunstlede sprog, og hun havde intet tilovers for sværmeriske idéer om komponister, der »bare sidder hjemme på kammeret og venter på, at ildtungen daler ned fra himlen« (Nationen, norsk dagblad, 14. november 1935). Samtidig nærede hun en tro på musik som en kraft i samfundet, en kraft, man måtte udnytte til at skabe bånd mellem mennesker – ikke til at styrke det, hun gerne kaldte »nationalistiske isolationstendenser«.

Pauline Hall i Rom. © Nasjonalbiblioteket
I 1959 blev ISCM afholdt i Rom. Her ses Pauline Hall samme år på Peterspladsen, formentlig i denne forbindelse. © Nasjonalbiblioteket

I både mellem- og efterkrigstiden stod det national(istisk)e tankegods stærkt i det norske musikmiljø, hvor kosmopolitter som Hall var i mindretal. Da hun grundlagde Ny Musikk i 1938, var det sandsynligvis både for at fremme moderne musik i Norge og for at blive en del af et større netværk. For Hall betød hvervet som leder af den norske afdeling af International Society for Contemporary Music også mange udfordringer med at rejse penge til at arrangere koncerter i hjemlandet, samtidig med at hun hvert år rejste til festivaler og generalforsamlinger rundtomkring i verden.

Reportagerne til Dagbladet om ISCM-festivalerne vidner om et stærkt engagement – som toppede, da Hall inviterede til musikfestival i Oslo i 1953. På det tidspunkt befandt organisationen sig i en krise og var tæt på at blive nedlagt, kort sagt fordi de demokratiske principper om, at alle lande skulle være repræsenteret på festivalprogrammerne, gav middelmådige kunstneriske resultater. Derudover herskede der økonomisk kaos, så i 1952-53 var der ingen, der ville overtage posten som leder af ISCM.

I denne situation stillede Pauline Hall derfor op som øverste leder af en festival, der forløb så godt, at organisationen kom på fode igen. At hun – ligesom i 1929 – opnåede dette uden egentlig økonomisk støtte, er en anden historie. Underskuddet blev i sidste ende dækket, og betydningen for det norske musikliv varede ved. Gennem alt dette ser Caro ud til at have stået last og brast med Pauline. Nærlæser man artiklen, som i 1953 beretter, at »et nyt syn på musik er ved at blive skabt«, opdager man således, at den er underskrevet med et »c.« – Oldens signatur.

Fra de sidste år, de levede sammen, har Olden efterladt sig en del postkort og breve – mange af dem fra Paulines udlandsrejser om dette og hint – og en dagbog fra deres fælles ferietur i sommeren 1960. Det år meldte Hall for første gang afbud til en ISCM-festival og rejste i stedet med sin kæreste til Nordnorge. Her finder man noter om mennesker, de mødte, om slægtninge, venner og bekendte fra musiklivet fra Trondheim til Tromsø, om, hvad de spiste og drak i kahytten om aftenen, spydigheder om tyske turister og rigelige portioner humor.

Pligtskyldigt chokerende

De to kulturelt og politisk engagerede, internationalt orienterede kvinder tilhørte begge en generation, der var vokset op på tværs af to verdenskrige. De var blandt de første kvinder, der fik stemmeret ved valg til Stortinget. Og de voksede ud af 1800-tallet, var med i de første radioudsendelser og videre med ind i TV-æraen.

Et af de mest karakteristiske TV-interviews med Pauline Hall er fra dengang, da hun i 1964 (»Tonekunst og unoter«, 15. januar) måtte stå skoleret, fordi performancekunstneren Nam June Paik i 1961 havde vakt skandale med badekar, rådne æg, klipning af slips og smadring af et klaver ved en ‘koncert’ i Ny Musikk-regi. Hall nægter at ‘forsvare’ forløbet; Ny Musikk gjorde jo bare sin pligt: at formidle, hvad der foregik på avantgardescenen ude i verden.

Da Pauline Hall døde i 1969, var det efter hendes eget ønske med en globus ved siden af hospitalssengen. Caro Olden levede indtil 1981. Før hendes 90-årsfødselsdag hyldede Adresseavisen den første kvinde i deres redaktion med et stort interview (14. september 1977), hvor hun siger: »Hukommelsen er ikke, hvad den har været. Men jeg husker, jeg husker så meget. Også min bedste ven i livet – komponisten og musikkritikeren Pauline Hall. Vi holdt sammen i mange år.«

Meget af det, Pauline Hall og Caro Olden havde sammen, er i dag glemt og borte. Men de to velskrivende, radikale og åbensindede kvinder har alligevel sat sig spor. Måske har de også hjulpet os med at »overvinde frygten for nye klange« i mere end musikalsk forstand?

Denne artikel blev oprindeligt publiceret i det norske tidsskrift Melk i november 2018. Oversat fra norsk af Sune Anderberg.