Jacob Kirkegaard: »Membran«. © Jacob Kirkegaard
kritik

Lige på grænsen

Jacob Kirkegaard har optaget lyden af det store grænsehegn mellem USA og Mexico, og i værket »Membran« kombinerer han optagelserne med tålmodige videoindstillinger. Det kan næsten ikke undgå at blive politisk.
Af
7. april 2020

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

»Are you ready?«

Det er sommeren 2016, og Donald Trump fører valgkamp. Med fire ophængte amerikanske flag som baggrund løfter han sin højre pegefinger og kigger ud på sit publikum i Phoenix, Arizona, og fortsætter: »We will build a great wall along the southern border!« Deltagerne ved vælgermødet bryder ud i ekstatisk jubel.

Den mexicansk-amerikanske grænse er ladet til bristepunktet med politisk konflikt. En konflikt, der ikke er blevet mindre højspændt i kølvandet på Trumps valgløfte om at bygge en mur.

Formens fortællende karakter står i stærk kontrast til den observerende distance, der ellers præger værket

Bill Clinton-administrationen bestilte i starten af 1990’erne den første strækning af den grænsebarriere, der i dag holder de to lande adskilt: et 22,5 kilometer langt hegn fra San Diego, Californien, og ud til Stillehavet, primært bygget af overskydende helikopterlandingsmåtter af stål fra Vietnamkrigen. Siden er det taget til med at opføre hegn i grænselandet. Hegntyper i alskens former og materialer bugter sig i landskabet: beton, pigtråd og stålgitre, der demonstrativt griber ind i ørkenens mennesketomme sandbanker eller grænsebyernes hektiske liv.

Grænser manifesterer sig særligt visuelt. Tænk bare på billeder som stregen i sandet, naboens hæk, grænsebommen eller jerntæppet, der engang gik ned igennem Europa. Måske netop derfor har Trumps forestilling om en stor mur haft en særlig slagkraft, hvad enten man er for eller imod.

Men hvordan lyder grænser egentlig, og har grænsens lyd et bestemt budskab? Den danske lydkunstner Jacob Kirkegaard stillede spørgsmålet i værket Through the Wall (2013), der bød på optagelser fra grænsen mellem Israel og Palæstina. Nu har Kirkegaard igen stillet skarpt på grænsebegrebet i lyd- og videoværket Membran (2020)der tager udgangspunkt i de forskelligartede grænsehegn mellem USA og Mexico, der endnu ikke er blevet erstattet af Trumps mur.

Mellem to verdener

På Galleri Tom Christoffersen i det coronanedlukkede København sidder jeg med vaskede hænder i et mennesketomt rum. Der er kun mig og galleristen. Membran kører på skærmen foran mig. Jeg ser ind i et pigtrådsvirvar, et hypnotiserende mønster af både runde og skarpe former. Fra højttalerne lyder en ambient rungen og en metallisk raslen fra pigtråden, som er sat i bevægelse af vinden.

Jeg er kommet ind midt i værket, der er 40 minutter langt. Kirkegaard er lige kommet hjem fra USA for få uger siden, oplyser galleristen mig. Så det er helt friske optagelser. Han har rejst langs den amerikansk-mexicanske grænse fra El Paso i Texas til kysten ved Tijuana med sine fintfølende mikrofoner og et kamera.

Værket er bygget op omkring stillestående scener, der undersøger grænsehegnets forskellige materialer og det landskab, det opbryder. Der er en tydelig kronologi i værket, og man har som beskuer følelsen af at være med på rejsen fra start til slut. Men formens fortællende karakter står i stærk kontrast til den observerende distance, der ellers præger værket.

Uddrag fra Jacob Kirkegaards audiovisuelle »Membran« (2020). © Jacob Kirkegaard

Vi hører optagelser af selve hegnet, der tager sig ud i forskellige afarter af metallisk resonans. Langstrakte ståldroner, der har deres særegne dybde, fordi lyd bevæger sig 17 gange hurtigere i stål end i luften. Samtidig hører vi de kinetiske energiindsprøjtninger, der bliver sendt ind i hegnet af eksempelvis vinden eller forbipasserende trafik, som alt sammen bidrager til resonanspuljen med skraben, raslen eller stakkerede anslag.

Optagelserne af hegnet er kombineret med optagelser af det omgivende landskab. Det være sig fuglekvidder, hundes gøen eller trafiklyde såsom godstogets rytmiske tøffen, motorcyklernes maskinelle brøl eller bilernes forbipasserende sus.

Membran fungerer bedst i de scener, hvor kontrasten mellem grænsens visuelle opdeling og lydens overskridende karakter er mest tydelig. Det kommer eksempelvis til udtryk i en scene, hvor beskueren er placeret frontalt over for hegnet og kan se aktiviteten på den anden side igennem hegnets gitter. Vi hører hegnets vibrerende ståldrone. Biler suser forbi på den anden side af hegnet. Den genkendelige lyd af forbipasserende trafik får en distinkt metallisk kant igennem hegnets stålfilter. Der er en verden på den anden side, som vi visuelt er afskærmet fra, men lydens passage gennem hegnet gør opmærksom på en sansemæssig forbundethed.

Politisk eller ej

Det er allerede muligt at få en fornemmelse af, hvordan en virkelighed med Trumps grænsemur kan se ud. I 2017 blev 3,3 millioner dollar brugt på at opføre otte prototyper. Prototyperne er udarbejdet med bemærkelsesværdige æstetiske hensyn – dog med særbehandling af den amerikanske side: »Den nordlige side af muren skal være indbydende i farvevalg og tekstur, så den passer ind i omgivelserne,« lyder det i en testrapport fra Department of Homeland Security.

Det har fået den schweiziske provokunstner Christoph Büchel til at foreslå, at man bør betragte prototyperne som bevaringsværdig landskabskunst – en provokation, som i sin logik gør Trump til en slags kurator. Virkeligheden overgår nogle gange fantasien, synes Büchel at fortælle os. Og frem af provokationen vokser spørgsmålet: Hvordan skal kunsten forholde sig til en politisk virkelighed, der i forvejen er mættet med symbolik?

Det er der i lydkunstens verden forskellige bud på. Og Kirkegaard er bestemt ikke den første til at få idéen om at optage grænsehegnet. Siden 1997 har den amerikanske komponist og lydkunstner Richard Lerman optaget grænselandet og hegnets lyde, senest i 2018 foran Trumps murprototyper.

Hvordan skal kunsten forholde sig til en politisk virkelighed, der i forvejen er mættet med symbolik?

Lermans optagelser er foretaget med kontaktmikrofoner og piezo disks – simple elektriske sensorer, der eksempelvis bruges i dørklokker. I optagelserne har han fundet det samme indre lydlige liv, som også høres i Membran, men hos Lerman klinger de mere lo-fi, da der er brugt billigere optageudstyr.

Lerman har hovedsageligt anvendt optagelserne i lydinstallationer. Hegnoptagelserne bliver typisk afspillet ind i et anbragt hegn eller ophængt pigtråd i et gallerirum ved hjælp af piezo disks, hvorved hegnet bliver lydkilde og højttaler på samme tid. I hans performanceserie Border Fences bliver hegnet også brugt som instrument. I et instruerende partitur opfordrer Lerman blandt andet til at spille på hegnet med et pas og med penge, at lyse på det med en lommelygte, at råbe igennem det, forsøge at kravle over det og opvarme det med en fakkel.

Hegnets lyd – som lydkilde og instrument – bliver i Lermans værker ensbetydende med den magt, det både udøver og bevidner. Med til lyden af det vibrerende metal hører også lyden af overvågning, kontrol og de mange frustrationer, som placeringen netop dér på grænsen mellem USA og Mexico forårsager. Lyd er i sit væsen afhængig af sin kontekst, og her kan man ikke sortere de politiske reminiscenser fra. Hvis lydkunsten vil være kritisk over for politiske beslutninger, må den derfor producere skarpe symboler, som retter et fokus mod omstændighedernes problemer. I det øjemed adskiller Richard Lerman sig markant fra Jacob Kirkegaard.

Mobilisering af kritik

I Kirkegaards æstetik er lyd ikke noget, der kan siges at have en bestemt politisk ladning. »Lyden har ganske enkelt ingen vilje,” fortalte han i den udstillingsbog, der ledsagede soloudstillingen »Alt og intet« på Aros i 2017. Lyd er frekvenser og bølger, som Kirkegaard frasorterer eller fremhæver, når han har indfanget dem. Lyden bærer først på en narrativ, når den får tildelt en. Det underliggende spørgsmål til denne form for lydfilosofi, der vel har rumsteret siden Cages 4’33”, er, hvorhen fortolkningen så retter sig?

Det er vanskeligt at aflæse i det lyd- og videoformat, som Membran begår sig i. Det kan være svært at afgøre, om Kirkegaard har indlagt specifikke budskaber i redigeringen af værket, eller om et observerende grundlag skal få os til at tænke selv.

Optagelsen af »Membran«. © Jacob Kirkegaard
»‘Membran’ har sine bedste momenter, når Kirkegaard lader den førte hånd hvile lidt.« © Jacob Kirkegaard

I en scene skuer vi ud over et bjerglandskab med en utydelig fornemmelse af pigtråd fremme i billedet. Langsomt skifter linsen fokus fra landskabet i baggrunden til pigtråden i forgrunden. Herpå følger et længere pigtrådsafsnit, hvortil dundrende basfrekvenser buldrer ud i galleriet og fylder rummet med en tung og ængstelig energi. Det er ikke til at sige, hvor Kirkegaard har opsnappet de dybe frekvenser, men de ender med at klamre sig til billederne af pigtråden som et utvetydigt faresignal.

Et andet sted følger vi en langsom zoombevægelse ind mod en dør i hegnet, der er brutalt afskærmet af pigtråd. Mens kameraet langsomt zoomer ind, hører man i ståluniverset tiltagende mystiske anslag og fjerne brag, der effektivt omdanner gallerirummet til et metallisk fængsel, i takt med at en klaustrofobisk fornemmelse af indespærring sniger sig ind på én.

I starten af filmen har kameraet fra et fugleperspektiv fanget tre personer, som hopper over grænsehegnet for at kaste sig ind i et forbipasserende godstog. I dobbelteksponerede billedforstørrelser kan vi se, at den ene person taber noget, kigger tilbage, men lader det ligge for at nå med på toget. Konnotationen til en overvågningssituation bliver her meget åbenlys.

Det er sådanne redigeringsmæssige tilsnit, der gør, at man som modtager ender med at sidde lidt stift i stolen. Er det meningen, at man selv skal reflektere, eller har Kirkegaard allerede gjort det for én?

Hegnets insisteren på at opdele drukner i denne sanselige enhed

Membran har sine bedste momenter, når Kirkegaard lader den førte hånd hvile lidt. Og sådan ender værket lykkeligvis, når grænsebarrieren til slut munder ud i Stillehavet ved Tijuana. Lyd og billede får lov til at tale for sig selv. Havets lydlige nuancerigdom – det kildende støjtæppe af varm brusen og endeløs plasken – forsoner sig med dets visuelle uendelighed, og hegnets insisteren på at opdele drukner i denne sanselige enhed (Lerman har i øvrigt også lavet en udgave af denne scene). Dette simple greb efterlader et kæmpe refleksionsrum. Lyden er der på begge sider af grænsen, om vi vil det eller ej. Og problemerne forsvinder heller ikke ved at bygge en stor mur.

Om lyd er politisk eller ej, kan man diskutere herfra og til månen. Det interessante, når det kommer til snakken om lydkunst, er snarere, hvordan værkerne mobiliserer kritik i de rammer, der åbner sig for modtageren. I den henseende er Membran svær at blive klog på.

»Membran« kunne opleves på Galleri Tom Christoffersen i København fra 28. februar til 26. marts.