© PR

På den anden side af kugleregnen

Aldrig har lydkunstneren Jacob Kirkegaard været så klimakssøgende som i værket »Kryds Ild«, der behandler begrebet krig. Og Livgardens Musikkorps spillede med så stor en indlevelse, at man til sidst næsten kunne mærke skudsårene på kroppen. 
Af
9. september 2022
  • Annonce

    Unsound Festival
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Stivnet sad vi i Stærekassens teatersal, kringsat af militærmusikere. Tubaerne på scenen lignede et kanonbatteri.  Deres instrumenter var afsikret og rettet skarpt mod publikum. Instrumentmutes lignede sprænghoveder, klar til affyring som en stranguleret, død klang. 

Vi var midt i Jacob Kirkegaards orkestrale kampzone Kryds Ild. På en måde havde jeg mest lyst til at desertere. Rundt om os fløj det med lydlige slagtøjsprojektiler og skælvende messinggranater. Men noget holdt mig til ilden, en makaber nysgerrighed. Værket bevægede sig gradvist tættere på den smældende frontlinje i et langt Boléro-agtigt crescendo. Hvad mon der ventede på den anden side af kugleregnen? 

Tre dage efter koncerten var det – måske ikke helt tilfældigt – Flagdag for Danmarks udsendte. Her blev krigstraumer det helt store tema. Når vi sender våben til Ukraine, er vi også moralsk forpligtet til at hjælpe med bearbejdelsen af de psykiske mén, krigen efterlader, lød opfordringen fra forskellige danske veteranforeninger. 

Det var kun et spørgsmål om tid, før de første skud meldte sig i det fjerne

© PR
© PR

Det anslås, at hver tiende danske soldat får symptomer på psykiske skader efter en mission. Et af symptomerne på PTSD er ifølge sundhed.dk ufrivillige flashbacks til den katastrofale hændelse. Kryds Ild kunne med sit rekonstruerende udgangspunkt og cinematiske udtryk til tider godt føles som afspilningen af et krigstraume. Hjemsøgende detaljerigt. 

På én gang var værket genkendelig Kirkegaardsk konceptæstetik og helt nye takter fra den garvede lydkunstner, som uden en eneste højttaler bragte sin lydfilosofi til fremmede regioner. 

Den ultimative konflikt

Jeg blev slemt skuffet, da Klang Festival i juni måtte corona-aflyse værket, der med to opførelser den sidste dag skulle kulminere festivalugen. Kombinationen af Kirkegaard og Den Kongelige Livgardes Musikkorps virkede nemlig som skabt til mig. Dels har jeg fulgt Kirkegaards virke, siden jeg i 2016 blev væltet omkuld af et kosmisk buldrende klimabrag i Marmorkirken, hvor det ikoniske højttalerværk Isfald (2013) blev sat op. Og dels arbejder jeg selv i et militærorkester. 

Men det var ikke fordi, jeg havde fornemmelsen af, at der i dette match made in heaven skulle gemme sig en markant ny retning hos Kirkegaard, der efter min mening er begyndt at falde lidt i staver i det kunstneriske greb, han mestrer som ingen anden. Det er typisk noget med at finde de allermest betydningsmættede lydobjekter og stille dem frem, som var de ikke andet end nøgne frekvenser og rytmer. 

Alt fra grænsehegn til atomkraft har tjent som de højspændte konflikter, der er afgørende for Kirkegaards destabiliserende lydgreb. Så det virkede som den største selvfølgelighed, at han også skulle plante sine avancerede mikrofoner og skarpe ører i den største konflikt af alle: krig. 

© PR
Jacob Kirkegaard nye værk er komponeret ud af diverse lydoptagelser. I opførelsen medvirkede Den Kongeloge Livgardes Musikkorps. © PR

Stilhedens rædsler

Der er ikke noget at være bange for, forsikrede dirigent Michael Aaberg Thomsen publikum, da vi havde sat os til rette i, hvad der rigtig nok kunne ligne et baghold. Musikkorpset, der havde omringet stolerækkerne, var i dagens anledning trådt an i forsvarets camouflagefarvede MTS-uniform og ikke bjørneskindshuerne. Det komplementerede værket bedre, som dirigenten sagde.

Scenen blev sat med lyden af en knastør vind, som blæserne pustede igennem deres instrumenter. Værket er komponeret ud af Kirkegaards lydoptagelser men aldeles kyndigt oversat af komponist Connor McLean til korpsets besætning. For det var præcis som at sidde i et kvadrofonisk højttalerrum og høre krummende hvid støj suse rundt mellem kanalerne. 

Man var smertelig bevidst om, at den kildende ørkenbrise var stilhed før stormen, og det var kun et spørgsmål om tid, før de første skud meldte sig i det fjerne. Det var stortrommerne, der – ligesom i marchmusikken – først agerede kanonkrudt. Skud ud til traditionen. Men snart åbnede andre slagtøjsinstrumenter også ild, og lilletrommerne havde både en aftrækker med og uden seiding. 

Geværsalver blev sendt af sted og besvaret: Kamphandlingen er en dødbringende koreografi, hvor rytmiske fragmenter informerer hinanden. En skralde placerede kuglerne helt tæt som en maskinpistol, først i den ene side af salen, så den anden. 

© PR
© PR

Så pludselig: et kort ophold, fundamentet forsvandt. Artilleristøj et sted i landskabet. Bekymrende stilhed. 

»I krig er hørelsen den vigtigste af de fem sanser,« har kunstnerisk leder af Kyiv Symfoniorkester Lyuboy Morozova skrevet i et essay her i Seismograf: »Du forvandler dig bogstaveligt til ét stort øre.« Og stilheden, skriver hun, er – som et rungende livløst varsel – det mest ødelæggende. 

Hvad var det egentlig, vi sad og lyttede til?

Det rene effektmageri

Midtvejs blev stikket sat i korpsets blæsere, da de iværksatte en længerevarende clusterdrone. Ikke Penderecki-spids, men smidig som modellervoks og med bredde i tætheden. Som det øjeblik i krigsscenen, hvor alt går i slowmotion, og hovedkarakteren skuer hen over slaget, panorerede den eftertænksomme klang rundt i salen. 

Værket slog altså om i abstraktionen, og der åbnede sig et uventet refleksionsrum: Hvad var det egentlig, vi sad og lyttede til? 

Indtil videre havde værket inviteret til en meget distinkt form for kognitiv lytning. Alle lyde kunne afkodes, det gjaldt bare om at beslutte sig for hvilke våben, de kom fra. Men det var som om, den fremmedgørende drone hev tæppet væk under den form for lydlig repræsentation. Foley-artisten blev afsløret: Det hele er ren effekt. 

Her indledte Kryds Ild i den slags kispus, Kirkegaard altid leger med lydens betydning: Hvad er det præcist, der afgør, at vi hører noget som et skud? Skal det nødvendigvis affyres af en person i camouflageuniform, eller bor der et dybere instinkt i lydenes anslag?

Hastigt tøffende whiskers-lilletromme kunne være en helikopters rotorblade eller en kampvogns larvefødder

Fremad, march!

Glissando-basuner indikerede, at vi var på vej ud af tænkepausen. Lydene begyndte igen at blive til billeder. Hastigt tøffende whiskers-lilletromme kunne være en helikopters rotorblade eller en kampvogns larvefødder. Lyden af fremrykning, i hvert fald, for skuddene tog ligeledes til i styrke. 

© PR
© PR

Stortrommerne smed de bomber, som træblæserne doppler-intonerende bar igennem luften. Tubaerne tog båttende pulsen på musikken, der blev højdramatisk, idet orkestret begyndte at marchere på stedet. Slagtøjet haglede over ophængte tordenplader, som automatvåben på klods hold, og en sirene gjaldede over kakofonien, som eskalerede trampende mod det endelige granatchok. 

BOM! Tinnitus-fløjter. Slut. 

© PR
© PR

Selvom Kryds Ild kunne virke som traumebehandling, blev det aldrig rendyrket konfrontation

Raketformet programmusik

Forpustet sad jeg helt ude på kanten af stolen. Jeg har aldrig hørt Kirkegaard så klimakssøgende, så lineært orienteret. Det var forfriskende, og Livgardens Musikkorps spillede med så stor en indlevelse, at man til sidst næsten kunne mærke skudsårene på kroppen. 

Finalen var blevet pisket fremad, som en eskatologi, hvor vi hele tiden havde været på vej mod den afsluttende eksplosion. På den måde opstod der en højst besynderlig reference til Tjajkovskijs 1812-overture. Kunne det virkelig passe? Kirkegaard, der jo ellers er så uromantisk og installatorisk orienteret. 

Men der var ikke skyggen af patriotisme involveret i Kirkegaards sønderrivende værk. Det var kynisk programmusik, ikke senromantisk. Selvom Kryds Ild kunne virke som traumebehandling, blev det aldrig rendyrket konfrontation. Det lykkedes værket at forblive spørgende til sit koncept. 

Det sidste skud splintrede trommehinden, og hørelsen blev dekonstrueret. Lyd og lytning smeltede sammen. Det blev igen klart, at ligegyldig hvor alvorstungt og konfliktfyldt et tema, Kirkegaard tager op, så er det altid kun for at søge om adgang til dybere spørgsmål om det auditive. Men at raketformet musik også skulle vise sig som en vej derhen, havde jeg næppe forestillet mig. 


Jacob Kirkegaards værk Kryds Ild blev uropført 2. september på Stærekassen, Det Kongelige Teater.