© Nneirda/Shutterstock.com
audio paper

De tavse tilskuere

Hvordan bruger man som fodboldfans lyd til at protestere mod et profitorienteret fodboldmaskineri? Tilsyneladende ved ikke at sige noget overhovedet. I Tyskland har man gennem længere tid gjort brug af tavse protester for at tale magten imod.

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Det er en mandag aften i september sidste år. Tilhængerne af KFC Uerdingen og SV Waldhof Mannheim har indtaget deres respektive pladser på Merkur Spiel-Arena i Düsseldorf, og lyset skinner fra projektørerne – perfekte omgivelser for en god og afslappet fodboldaften til at sparke ugen i gang. Men der er noget galt med stemningen. Normalt ville der lyde opmuntrende slagord, omkvæd og tilråb – selve kernen af den lydlige atmosfære – men folk omkring mig er helt stille. Det eneste, jeg hører, er dæmpet tale fra menneskemængden og de højrøstede kommandoer fra de 22 fyre på banen, som vi er kommet for at se.

I min højre hånd har jeg en Olympus-lydoptager. Hvis man holder den i hoftehøjde, er apparatet heldigvis lille nok til, at ingen tager notits af det. Så jeg lytter ikke bare med mine egne ører i realtid – min optager er også vågen og lagrer sine indtryk til senere brug. Sagen er nemlig, at jeg er på arbejde.

Ved at forholde sig tavse nægter fansene at bidrage til TV-forestillingen med deres vigtige lydkulisse

Uerdingen-fansene omkring mig virker forsigtige, nærmest apatiske; de snakker om begivenhederne på banen, men med helt neutral stemmeføring. Imens lyder der råb fra spillerne nedenfor: »Geh ran!«, »Drauf!«, »Bravo, gut gemacht!«. Det er, som om deres stemmer pludselig er blevet forstærket. Eller rettere: Det er, som om et akustisk gardin er blevet trukket fra, så vi nu opdager en fodboldkamps lydlige kerne, og hvordan lyden kontrollerer og styrer de fysiske bevægelser, der driver spillet fremad i et organisk flow.

Et tavst fodboldstadion

Siden 1993 har 2. Bundesligas Montagsspiel været en integreret del af den tyske fodbolduge som en forlængelse af weekendens kampdage. Fra og med 2017/18-sæsonen blev Montagsspiel introduceret i 1. Bundesliga, hvilket imidlertid førte til en omfattende kritik, som kom til udtryk ved hjælp af tavse protester. Hvorfor dette pludselige ramaskrig? Formentlig fordi fodboldkampe på en mandag aften i 2017 ikke er det samme som i 1993 eller 2002. De har en symbolsk betydning, der rækker ud over den rene fiksering på én bestemt af ugens dage.

I løbet af de seneste to årtier har turbokapitalismen nået et historisk højdepunkt i fodboldens verden. Det har medført omfattende forandringer på mange niveauer – både for klubber og fans. Alle tavse protester retter sig mod denne udvikling, som blandt andet har betydet forhøjede billetpriser, selvom klubberne tjener ublu beløb på verdensomspændende TV-rettigheder.

Lyt til Friedemann Dupelius’ tyske audio paper »Silencing Stadion«, produceret i forbindelse med afhandlingen »The Audio Paper is …? – Akustemische Wissenkultur und die Idee Audio Paper«. © Friedemann Dupelius

Den globale kapitalisme og neoliberalisme gennemsyrer fodbold, hvilket vi har set et eksempel på de seneste uger, hvor TV-kampe på grund af covid-19-pandemien er blevet spillet uden publikum. I ‘moderne fodbold’ er tilhængerne på stadion underordnede – deres eneste rolle er at agere et værdifuldt bagtæppe for et lukrativt TV-setup. Hvis de ikke kan møde op til en kamp mandag aften på grund af deres arbejde, betyder det intet for industrien. Den har talrige betalende kunder, som ser med bag en skærm. Ved at forholde sig tavse nægter fansene at bidrage til TV-forestillingen med deres vigtige lydkulisse.

De tavse protester – som ikke kun er rettet mod klubberne og deres forhøjede billetpriser, men også mod en problematisk udvikling vedrørende fodboldforbundenes og politiets behandling af fansene – viste sig hurtigt effektive: Blot et år efter indførelsen af Montagsspiel meddelte DFL, Deutsche Fußball Liga, at man ville opgive idéen fra og med 2021/22-sæsonen. Samtidig indførte man dog en ugentlig mandagskamp i tredje række, 3. Liga, hvilket førte til en ny bølge af tavse protester; dette er endnu ikke blevet omgjort.

1-0 til tilhængerne

Jeg besluttede, at jeg ville undersøge disse tavse protester og deres lydlige materialitet i form af et audio paper. Hvordan lyder en tavs menneskemængde egentlig? Hvilke indre lydlige dynamikker udspiller sig midt på tribunerne? Hvad betyder det for stadionet – en bygning, hvis formål er at forstærke tilhængernes slagord?

Noget, der også fangede min interesse, var de komplekse og tætforbundne magtstrukturer i tavse protester. Som regel konkurrerer de to holds fans om den lydlige dominans på stadion. Samtidig bliver fansene dog udnyttet af medierne og deres egne hold som staffage for at sælge et produkt. De er en del af gentrificeringen af stadionet og spiller på den måde rollen som offer og gerningsmand på én og samme tid.

Tilhængernes og protestformens magt har vist sig stor. Pludselig ser man tilhængerne af konkurrerende klubber finde sammen om den samme sag

Tavse protester er en måde at sabotere magtforhold på. Normalt har TV magten over fansene. Hvis de råber kritiske paroler, kan medierne fjerne lyden af dem ved hjælp af teknologi. Det skete rent faktisk ved den tyske pokalfinale i 2017, da slagersangerinden Helene Fischer optrådte i pausen. Store dele af publikum på stadion begyndte at catcalle hende, men TV-seerne hørte blot et tydeligt ‘decrescendo’ i stemningslyden under Fischers optræden. Det er her værd at bemærke, at Sportcast – selskabet, der havde ansvaret for TV-signalet under pokalfinalen – er et datterselskab til DFL. Denne tvungne tavshed kom helt fra øverste sted.

Men fans, som med vilje har valgt at tie, kan TV ikke gøre tavse. Til gengæld sker der det, at kommentatorerne enten ignorerer protesterne eller forklarer dem i korte og oftest nedladende vendinger. Tilhængernes og protestformens magt har dog vist sig stor. Og pludselig ser man tilhængerne af konkurrerende klubber finde sammen om den samme sag. Det er imidlertid ikke alle fans af de enkelte klubber, der bakker op om de tavse protester og motiverne bag, hvilket kan føre til mærkværdige sammenstød, når visse fans begynder at råbe slagord og så bliver dæmpet af deres medfans.

Det, jeg gerne ville opnå med mit audio paper Silencing Stadion, som jeg har produceret i løbet af det seneste års tid, var at dokumentere og fremvise de tavse protesters lydlige kvaliteter samt de iboende magtspil, der bliver tydelige for øret, når man sammenligner de oplevede lyde på stadion med de lyde, der medieres gennem TV.

Forskellige stilheder

Derfor overværede jeg tre udvalgte fodboldkampe på mandage i løbet af sidste sommer – to af dem i tredje række (Uerdingen mod Mannheim, Mannheim mod 1860 München), en af dem i anden række (Osnabrück mod Darmstadt). Hver gang forsøgte jeg at finde en ny plads på stadion for at få forskellige lydlige vinkler på protesterne.

Som nævnt stillede jeg mig midt i kernen af Uerdingen-tilhængere under deres kamp mod Mannheim. I Mannheim valgte jeg at stå sammen med de mere moderate af klubbens tilhængere, da de mest hardcore af deres fans er kendt for deres hang til verbal og fysisk vold; dem havde jeg ikke lyst til at stå i midten af med min lydoptager. I Osnabrück satte jeg mig på første række på den tribune, hvor de moderate, men dedikerede tilhængere sidder.

Ingen af stederne hørte eller optog jeg ‘ægte’, ‘absolut’ stilhed. Selv i midten af Uerdingen-afsnittet blev der talt og mumlet hele tiden – og lejlighedsvist endda råbt. Men spillernes kommandoer var lette at høre. I Mannheim var det kun hjemmeholdets tilhængere, der udførte en tavs protest, så gæstefansene fra München begyndte at synge ved kickoff, hvilket fik Mannheim-fansene til at pifte højt og slynge fornærmelser i deres retning (som ingen af München-fansene i sagens natur kunne høre). I Osnabrück var det tydeligt, at de moderate fans omkring mig ikke gik op i protesterne. Selvom de fleste forholdt sig tavse gennem hele første halvleg, råbte fansene omkring mig slagord fra tid til anden.

Også den amerikanske fodboldliga MLS har oplevet tavse protester, i dette tilfælde rettet mod et forbud mod politiske bannere. © KGW News

Når jeg står blandt fans, kan jeg godt lide at opfatte mig selv som en ‘sonisk persona’ med ører og lydoptager tændt. Ved at placere min krop, hele mit perceptionsapparat, midt i de tavse protester får jeg et helt andet og mere holistisk perspektiv på begivenhedernes gang. Stemningen omkring mig, som formes af arkitekturen, menneskene, deres adfærd og udstråling, har en kraftig indvirkning på mig selv ude i felten – hvordan jeg bevæger mig, hvor jeg står, hvordan jeg lytter, hvordan jeg optager. Så hele optageprocessen var idiosynkratisk, situeret, ufuldstændig, performativ og affektiv, nøjagtig som Sanne Krogh Groth og Kristine Samson foreskriver i deres audio paper-manifest fra 2016.

Under tilblivelsen af Silencing Stadion hjalp akustiske optagelser af tavse protester på TV mig med at skabe en kontrast mellem lyden fra min position midt blandt de tavse protester og deres medierede udgave. På TV er publikums mumlen næsten umulig at høre, hvorimod spillernes kommandoer og lydene af, at de sparker til bolden, bliver forstærket og udgør den væsentligste del af de akustiske omgivelser. Jeg valgte desuden at sammenligne TV-kommentatorernes behandling af protesterne.

Mit audio paper begynder med et langt take efter kampen i Düsseldorf. Jeg ønskede at sammenligne lyden af et tomt stadion med lyden af den samme bygning, når den gøres tavs på kunstig vis. Det gør sig også gældende i slutningen af Silence Stadion – i et lydligt appendiks tilføjet i begyndelsen af marts – hvor man hører et minuts stilhed afholdt på Düsseldorf-stadionet til minde om ofrene for det højreorienterede terroristangreb i Hanau i februar i år. Forskellen mellem en tavs protest og ‘ægte’ stilhed under et minuts stilhed er slående. Denne oplevelse understreger – ligesom de tavse protesters reference til problemer, der er ‘større end fodbold’ – stadionets karakter af offentligt forsamlingssted, hvor man kan sætte sociale emner til debat.

Lad ørerne føre an

Ganske tidligt i forløbet besluttede jeg, at jeg ville holde mængden af tale på et minimum i mit audio paper. Ikke fordi jeg nærer generel mistro til sproget som sådan, men fordi jeg var optaget af, hvor langt jeg kunne nå ved hovedsageligt at bruge lyd til at forme mine argumenter. Med afsæt i idéen om absolut musik var det mit mål at skabe en slags ‘absolut audio paper’. Det indebar dog en reel risiko for at blive for vag, så jeg prøvede at formulere det medfølgende resumé så præcist og klart som muligt. Jeg ville heller ikke virke for stålsat i min afsværgelse af tale, så jeg indsatte nogle verbale markører i mit audio paper for at adskille de enkelte kapitler og give nogle lyttemæssige ledetråde, ligesom man kender det fra billedtekster inden for dokumentarfotografi. (Optagelserne af TV-kommentatorerne udgør selvfølgelig en undtagelse.)

Alligevel viste forløbet sig at blive en større udfordring. Jeg forsøgte at holde styr på mine tanker ved at skrive mine resultater ned. Jeg lyttede til det lydlige materiale igen og igen, mens jeg analyserede optagelserne, noterede tidsmarkører og endda transskriberede tilhængernes samtaler. Jeg tegnede skitser, nedfældede koncepter og tanker. Men mit audio paper ville ikke rigtig finde sin form.

Denne oplevelse understreger stadionets karakter af offentligt forsamlingssted, hvor man kan sætte sociale emner til debat

Da jeg var allermest opgivende og desillusioneret, oplevede jeg imidlertid et vendepunkt, efter jeg gemte skitserne væk og simpelthen begyndte at lege med materialet i mit redigeringsprogram. Jeg cuttede, pannede, skabte små scener, og pludselig begyndte Silencing Stadion at vokse frem. Nye tanker meldte sig på banen, nye konklusioner blev draget, og nye idéer til akustiske scener blev undfanget af denne direkte omgang med materialet. Der skete en slags sonisk tænkning, en tænkning med og ud fra lyd. Det skabte en vej frem og førte til klip og ændringer, jeg ikke kunne finde frem til ved at sidde ved et bord, hvor jeg skitserede, skrev og tænkte i et verbalt sprog og derved gjorde mig selv tavs.

Det, der er så tillokkende ved et audio paper som akademisk format, er spændingen mellem en enorm frihed til at eksperimentere med formen og sliddet med at skabe en præcision i den mening, man gerne vil have frem. Overordnet set tror jeg, at audio paper-formatet især egner sig til undersøgende spørgsmål med relation til lydlige verdener eller med akustiske aspekter. I sidste ende handler det om at have et klart og præcist spørgsmål – eller flere af dem – som udgangspunkt for en lydlig udforskning. Derfra handler det så til gengæld om at lade ørerne styre hjernen og nå ind til en frugtbar dialog mellem forskellige måder at percipere på – at udvide sit tankesystem på en altomfavnende og affektiv måde.

Friedemann Dupelius arbejder med radiofeatures, musikjournalistik og lydkunst. Han har en master i musik- og medievidenskab (Universität zu Köln, 2020); »Silencing Stadion« var en del af hans afhandling, »The Audio Paper is …? – Akustemische Wissenkultur und die Idee Audio Paper«.

Oversat fra engelsk af Sune Anderberg.