Før og efter Kalvebod Fælled

»Listen to the sound of the Earth turning.« Sådan lyder Yoko Onos enkle instruktion Earth Piece fra foråret 1963. Jeg må indrømme, at jeg sjældent lytter særlig koncentreret til mine omgivelser. Endnu mindre lytter jeg til selve planeten, om end pålidelige internetkilder fortæller mig, at Jorden udleder en konstant, uhørlig summen, som tyske observatører har viet deres liv til at forsøge at høre. Nej, jeg lytter sjældent til mine omgivelser; jeg går sjældent ud ad min dør uden at have Juliette Gréco i ørerne i et desperat forsøg på at placere mig selv i en konstant og endeløs Godard-film.

Det er ikke, fordi musikken nødvendigvis skal være meget høj: kun lige præcis høj nok til, at den ikke overdøver, men blander sig med støjen fra bilerne, vejarbejdet, snakken fra fodgængerne og vinden, der, hvis jeg kender den ret, sandsynligvis vil forvilde sig ind bag presenningen på et stillads og komme til at lave en farlig larm i forsøget på at komme ud igen. Musikken skal være lige præcis høj nok til, at de forskellige auditive byggesten formes til en enkelt, bastant lydmur: lydens ækvivalent til en betonbygning, en storbyens symfoni. Jeg foretrækker på den måde at lade lyden ramme mig som et knytnæveslag af modsatrettede indtryk, at lade den overvælde mig, og jeg lytter sjældent særlig koncentreret til dens enkelte bestanddele: Jeg har aldrig forsøgt at lytte til lyden af Jorden, der drejer.

Nej, jeg kan ikke høre det, jeg kan ikke høre noget. På Kalvebod Fælled føles stilheden som en trykken for ørerne

Ikke desto mindre var det med Yoko Onos instruktion i baghovedet, at jeg – at vi – for en uge siden cyklede til Kalvebod Fælled på Amager for at lytte til stilheden. Jeg har aldrig før besøgt denne fælled, men det enorme, kunstigt inddæmmede naturområde gjorde med det samme indtryk på mig. Der er noget fascinerende ved den demonstrativt bratte overgang mellem Kalvebod Fælled og Ørestaden: hvordan de ellers ret imponerende byggerier set fra midten af den fuldstændig flade slette ligner en samling legoklodser tilfældigt sammensat og placeret i en bunke af et lille barn. Der er ligeledes noget fascinerende ved Kalvebod Fælleds perfekte og tydeligt menneskeskabte orden, ved den måde, stierne og de små vandløb ligger på, som var de tegnet med lineal: helt lige og udsøgt symmetriske i forhold til hinanden. Jeg kom med det samme til at tænke på billeder, jeg har set, af vietnamesiske rismarker: natur og kultur i storslået samspil.

Det slog mig, mens jeg betragtede det flade landskab, der så ud til at fortsætte i uendelighed, hvor anderledes vinden føles, når den får mulighed for bare at løbe løbsk over et helt åbent terræn uden bygninger, der går i kollision med den og afskærer den vejen. Hvor ruskende den griber fat i én, men også hvor lydløst den bevæger sig. »Lyt / Kan du høre mørket blæse?« spørger den iranske digter Forugh Farrokhzad (1934-67) i sit digt »Vinden vil tage os med«, og skønt jeg sagtens kunne mærke, hvad end det var, der ret så aggressivt blæste gennem mig – måske skyggerne, lyset, det spirende forår – måtte mit svar være: Nej, jeg kan ikke høre det, jeg kan ikke høre noget. På Kalvebod Fælled føles stilheden som en trykken for ørerne: stilheden manifesteret ikke som lydens fravær, men som tilstedeværelsen af noget udefinerbart, der har taget dens plads. Måske er det sådan, det føles at lytte til Jorden, der drejer.

Cigaretter, fluer, død frø

Der vokser birketræer på Kalvebod Fælled. Træerne har sået sig selv via frø, fugle har fløjet dertil fra Sverige, og på den måde beretter de poetisk, at mens mennesket måske nok kan inddæmme havet, overvinde og erobre naturen, kan det aldrig sige sig fri for naturens generobring af sig selv. De hvide birkestammer står som et værn om små enge, små, hemmelige oaser, hvor roen er endnu mere påfaldende end på den store, åbne slette; små oaser, der synes at indbyde til, at man synker ned i en seng af grønt græs og gyldne strå og lader stilheden lægge sig som en dyne over en.

Vi smed vores cykler og lagde os ned, lyttede. Jeg har aldrig før bemærket, hvor mange lyde en cigaret frembringer, når den ryges: en konstant knitren og syden, der tiltager i styrke ved hvert sug. Jeg har heller aldrig bemærket, at den lyd, et strå afgiver, når det knækkes, besidder forskellige grader af sprødhed, alt efter hvor enten spændstigt eller tørt strået er. At så banale observationer i et øjeblik kan føles betydningsfulde, er et vidnesbyrd om, hvor gribende en sanseoplevelse det kan være at hengive sig til Kalvebod Fælleds stilhed. Hændernes vandring gennem græsset ophøjet til en sensorisk opdagelsesrejse.

Mens vi lå dér, kom jeg til at tænke på slutningen af digtet »Porcelain Bowl« (1980), der er skrevet af den nyligt nobelprisvindende amerikanske digter Louise Glück:

The grass sways,
as though that motion were
an aspect of repose.
Pearl white
on green. Ceramic
hand in the grass.

»An aspect of repose«; bevægelsen som et aspekt af hvilen – ikke et brud på den. Sådan er det, tænkte jeg, på Kalvebod Fælled: Hver eneste bevægelse, hver eneste lyd medvirkede til opretholdelsen af den gennemgribende oplevelse af ro og stilhed. De mange, meget snakkesalige gæs, der med jævne mellemrum punkterede ikke blot stilheden, men også himlens perfekte blå. Vinden i græsset, i grenene, i vores hår. Cigarettens knitrende lyd. De summende fluer, der grådigt inspicerede en død frø, der lå i kanten af et af de små vandløb og var så opsvulmet af forrådnelse, at den så ud til at nærme sig en eksplosion. Hændernes vandring i græsset; hænderne, der mødes i græsset. Alt sammen bidrog til den konstante følelse af ro.

Det er svært, når man er der, når man mærker roen og stilheden, at forestille sig, at Kalvebod Fælled i fyrre år blev benyttet som militært øvelsesterræn. Det er svært at forestille sig, at de små vandløb, det grønne græs, de gyldne strå, birkestammerne, denne overvældende idyl, i fyrre år fungerede som kulisse for unge mennesker, ihærdigt trænende for at forberede sig bedst muligt på potentielt at blive sendt i krig. Det er svært at forestille sig og underligt at tænke på, at en del af disse unge mennesker formodentlig blev sendt af sted, og at flere af dem muligvis ikke vendte tilbage i live.

Gad vide, hvordan stilheden føles, når det er skud, der momentant afbryder den, og ikke skræppende gæs? Mon stilheden og roen manifesterer sig som en smertefuld tomhed, en tung melankoli, en klump i maven, når den kontrasteres af den konstante bevidsthed om krigens brutale virkelighed? »Du gode gud, hvor er tavsheden knugende / hos træer og græs og buske, der bølger / og synker sammen på jordens bryst«, som den hebraiske digter Zrubavel Gilad (1912-88) skriver i sit digt, der blot hedder »Tavshed«.

Radigue på en ny måde

For tavsheden kan føles knugende. Lige så smuk, lige så beroligende stilheden kan forekomme, når man ligger i græsset mellem birketræerne på Kalvebod Fælled, lige så ulidelig kan den føles i andre situationer. Som på en søndag, hvor butikkerne er lukkede og gaderne er tomme, hvor støvet hvirvler dovent rundt i den allerede tunge, lavtstående sol, der strømmer gennem vinduet, og dagen er gået med ingenting.

Eller som da jeg var lille og det var sommer og jeg blev lagt i seng, mens det endnu var lyst udenfor, og den eneste lyd på mit soveværelse stammede fra et ur, der stod på min kommode og aldrig var blevet stillet rigtigt, og jeg pludselig, helt ufrivilligt, begyndte at tænke over døden. Jeg beskrev tidligere stilheden på Kalvebod Fælled som en dyne, der lagde sig over os, men lige så ofte oplever jeg tavsheden som en kæmpemæssig kampesten, knusende under sin enorme vægt. Måske er det derfor, jeg sjældent risikerer at gå udenfor uden Juliette Gréco solidt plantet i mine ører.

Det var, som om min opmærksomhed – hvis ikke min hørelse – var blevet skærpet efter mødet med Kalvebod Fælleds totale stilhed

De sidste par måneder har jeg lyttet regelmæssigt til Éliane Radigues Trilogie de la Mort (1985-93). Det tre timer lange droneopus har spillet mere eller mindre konstant i baggrunden, imens jeg har været optaget af at læse eller skrive, og jeg har på den måde benyttet det mere som en måde at overdøve al anden lyd på – der er larmende vejarbejde ude på gaden, og min underbo er bogstaveligt talt en børnehave – end som et selvstændigt musikalsk værk, jeg aktivt har lyttet til: mere en variation i stilheden end en tilføjelse af lyd. Nogle ville måske mene, at et par ørepropper også ville gøre tricket, men hvorom alting er: Da jeg vendte hjem fra udflugten til Kalvebod Fælled, fast besluttet på med det samme at begynde at skrive dette essay, satte jeg endnu en gang Trilogie de la Mort på for at kvæle lyden af mine omgivelser, men da var det, som om noget havde ændret sig.

Det var, som om min opmærksomhed – hvis ikke min hørelse – var blevet skærpet efter mødet med Kalvebod Fælleds totale stilhed. Jeg blev pludselig dybt betaget af de langsomme, flydende variationer, af lydens varme, af dens tekstur, af de konstante, små, sitrende vibrationer, af den måde, hele værket på et eller andet synæstetisk plan syntes at manifestere sig på som en gylden, men støvet lysegrøn. Jeg var ude af stand til at fokusere på noget som helst andet: som tryllebundet.

Det fik mig til at tænke på en anden af Yoko Onos instruktioner, Room Piece I fra vinteren 1963, der lyder: »Stay in a room for a week. Do not take anything except water. Have someone whisper to you in the end of the week.« Jeg har ikke forsøgt at efterleve instruktionen, og jeg kommer sandsynligvis heller ikke til det, men tanken har alligevel strejfet mig gentagne gange i løbet af de sidste par dage: Hvis min oplevelse af de lyde, der normalt danner lydtæppet til min hverdag, kan variere så meget efter nogle timer i Kalvebod Fælleds stilhed, gad vide så, hvilket indtryk lyden af et andet menneskes stemme ville gøre på mig efter en uge tilbragt i total isolation?

Rasmus Weirup er litteraturstuderende. »Før og efter Kalvebod Fælled« er andet essay i Seismografs serie »Lydtryk«, hvor forfattere og skribenter sætter ord på særlige lydsituationer i hverdagen.