© Zharate/Shutterstock.com
essay

Nattens gehør

Lydtryk #1. Generationer af forældre har udviklet en særlig lydfølsomhed, der gør det muligt at være på forkant med spædbarnets behov. Ditte Holm Bro om en verden af skumrende lytning.
Af
10. august 2020

Annonce

Edition S-annonce

Annonce

Køb en annonce hos Seismograf

Lavalampen kaster et pink skær ud i soveværelset, en svag summen, det tager lidt tid inden væsken inde i lampen bliver varmet op og boblerne begynder at dele sig. Et sted i det pink mørke til venstre for mig ligger et lille barn. Det rører på sig, giver lyd fra sig, det er svært at beskrive, det lyder som en prusten, det nedadgående forløb som afslutter hestens vrinsk, mere og mere insisterende, en slags crescendo som hiver mig op af søvnen, lag for lag. Den lille hest er sulten.

Jeg sætter mig op i sengen i mørket, jeg er en fabrik, mælken er mit arbejde. Jeg placerer hovedpuden mod sengegavlen, den store med moskusfjer bag ryggen, som et værn mod den fugtige kulde der trænger gennem væggen. Jeg fisker ammepuden op fra gulvet, flytter dynen, det strikkede tæppe og løfter barnet op og lægger det til. Alle bevægelser udføres i søvne, i en døs hvor kun høresansen er vågen.

Den britiske psykoanalytiker og børnepsykiater Donald W. Winnicott skriver om og til den nye mor i 1950’erne (i dag giver det mere mening at tale om forælderen):

»Det er her, hun ikke kan lære af bøgerne. End ikke Spock (Benjamin McLane Spock, amr. børnelæge, red.) kan hun bruge netop på det tidspunkt, hvor hun fornemmer, at barnet skal tages op eller lægges til, lades i fred eller vendes, eller hvor hun ved, at det, der er det afgørende, er den enkleste af alle erfaringer, nemlig den, der bygger på kontakt uden aktivitet, hvor det er muligt for to mennesker at opnå følelsen af enhed, selvom de faktisk er to og ikke én.«

En kontakt uden aktivitet, følelsen af enhed, en særlig fornemmelse som forældrene ikke kan læse sig til eller lære af andre. Jeg tænker at det Winnicott her beskriver, er en slags lytning, den intense nærlytning, som omsorgen for et barn er. Omsorgen som et særligt gehør, som at lære at genkende en skala, en taktart, at høre om en akkord er sus4 eller om 9’eren er med, høre forskel på en klarinet og en obo. Jeg kan huske hvor svært jeg syntes hørelære var, dengang jeg gik på musikvidenskab. Det var som at famle i blinde, mine ører føltes som trætte og underudviklede organer. Men langsomt åbnede lydene sig op og blev til stemninger, farver, fornemmelser.

--

Lavalampens bobler er mange og bittesmå nu, de fylder hele lampens bassin ud. At lytte til mørket må være en af de ældste discipliner. Lytte efter farer, efter den andens åndedræt. Lytte for at stille en sult, for ikke at blive ædt. Barnet trækker vejret på den næsten mekaniske og stakkerede måde små børn gør, lungerne der presser diafragma ned og udvider den mælkespændte mave. Et vådt element i åndedrættet kan være tegn på at barnet har gylpet, den tørre rømmen når barnet presser stemmelæberne sammen og mellemgulvet nedad for at bearbejde mælken. Jeg lytter til barnets lyde i mørket, deres karakter og afstanden mellem dem, om de intensiveres, om intervallet bliver mindre, om der falder ro på, hvilken slags søvn han trækker vejret fra.

At lytte til mørket må være en af de ældste discipliner. Lytte efter farer, efter den andens åndedræt. Lytte for at stille en sult, for ikke at blive ædt

Udenfor kører en bil forbi, en af de små elbiler som, når den passerer, lyder som starten på et stykke elektronisk musik, en sitrende og syntetisk frekvens. Værelset er stille i forhold til livmoren. Jordemoren der sætter doptonen mod maveskindet og fremkalder livmorens store støj. De første ni måneder af sit liv har barnet været vant til et ekstremt støjende miljø, hvid støj op til 90 decibel som svarer til et travlt bymiljø, en vild trafik. Stilheden er fremmed for barnet. Jeg giver mig til at nynne, barnet holder en kort pause i mælken, jeg lukker øjnene og falder tilbage i døsen. Lyden af vandet, det første bassin, organer der udveksler næring og affaldsstoffer, morens åndedræt, det buldrende hjerte, stemmerne udefra, lyden af fosterhinder der gnider mod hinanden, hovedet der arbejder sig ned i bækkenet, får det til at udvide sig og blive blødt.

--

Et pludseligt skrig flænger mørket. Jeg farer op og løfter barnet op af sin seng. Jeg må være faldet i søvn, må have lagt barnet fra mig. Jeg løber ud på gangen med ham for at beskytte det andet barns søvn. Jeg går rundt på gangen med gråden på armen, holder øjnene lukkede fordi det alligevel er mørkt.  

Jeg havde lovet mig selv ikke at blive lige så ramt af barnets gråd denne gang, jeg ville ikke lade mig stresse nu hvor jeg ved at barnet ikke går så let i stykker. Jeg vil bevæge mig mod det når det kalder, men ikke løbe og svede og stresse, sådan forestillede jeg mig det inden barnet kom. Men selvfølgelig er det ikke lykkedes. Gråden sætter kroppen i alarmberedskab, den går i kroppen som intet andet. Forsøg viser at babygråd forbedrer vores reaktionsevne og motorik. Gråden har opdraget os gennem millioner af år, den aktiverer en langstrakt hukommelse, på tværs af tid. Jeg går frem og tilbage på trappen med barnet på armen, det er ikke mælk barnet græder efter, den dybe, stødvise gråd der kommer helt nede fra maven, en uragtig længsel, det er en anden slags gråd, klagende og skinger, barnet der vrider sig i det arbejde det er at forvandle mælk til krop.

Hans lyde minder så meget om hendes, det første barns, lyde jeg helt havde glemt, de lave pibelyde langt inde fra en drøm, de tilfredse synkelyde og mælken der løber til som en lang, dyb streng der vibrerer i kroppen.

Jeg bliver i tvivl i mørket, er det ham eller hende jeg holder, deres lyde er ens, mørket er ens, lavalampen sender sit pink skær ud i rummet som den gjorde to et halvt år tidligere. Sammenfaldet gør mig svimmel, det er som at falde ned gennem en skakt
tiden der bliver gennemsigtig
et omkvæd af amning og mælk
generationer af mødre der tysser på gråden
en dirrende marv
den første lyd
chokket over at blive født
og ikke længere at skulle leve
under vand

© Zharate/Shutterstock.com
Stilhed er fremmed for barnet, der har været vant til øredøvende hvid støj i livmoren. © Zharate/Shutterstock.com

--

Trætheden nu. Jeg forsøger at overtale kroppen; sætte sig op, rigge til, orker ikke men lystrer. Barnet græder i søvne, sultens gråd, de dybe stødvise hulk. Barnet skal have mad, det skal skiftes. Jeg bærer den lille krop gennem mørket, over de brædder der knirker, over tærsklen, fylder skålen med vand. Det rishh det siger når man åbner bleens velcro, vandet der rammer emaljeskålens bund, hult og højt indtil vandet rammer vand og lyden bliver dybere. En skumklud dyppes i vand, en plasticpose knitrer, det lave klik når trykknapper lukkes, mørket der knækker fingre. Ikke at orke men alligevel lystre, som en naturlov, besvare barnets lyde.

--

Lyset begynder at sive ind bag mørklægningsgardinet. Barnet slipper brystet og hiver efter vejret, lukker øjnene og lyder som en der er ved at drukne. Hvis han får for meget mælk, får han ondt i maven, men uanset hvor mæt han er, begynder han at hikste en optakt til gråd hver gang han kommer tæt på brystet
refleksen er at blive mæt og leve
selvom han allerede er mæt og levende
min opgave er at lytte og være på forkant
som med et partitur
der endnu ikke er skrevet
og hver gang jeg læner mig
ind i det lærte
har mælken og natten gjort barnet en anden
hver dag
et lille skred i tonaliteten melodien
forskyder rytmen
tilføjer en akkord en tone
vil gerne være åben
for den slags forandring
hos alle

Nu begynder solsorten at synge. Klokken må være halv fire eller deromkring. Solen er ved at stå op. Det er ikke de sædvanlige smukke og varierede melodier, de solsorte der bor her, har lært at efterligne en bilalarm og synger deres alarmlyd ud i morgenen. I lang tid spekulerede jeg over om solsortene havde lært alarmsangen af bilen eller af hinanden. Min nabo som er ornitolog, siger at der kun er tale om en enkelt solsort, og at solsorte normalt ikke er gode til at efterligne. Han har allerede rapporteret det til ornitologisk forening, han siger at nu er spørgsmålet om solsorten giver alarmlyden videre til sine unger.

Ditte Holm Bro er forfatter og oversætter. »Nattens gehør« er første essay i Seismografs serie »Lydtryk«, hvor forfattere og skribenter sætter ord på særlige lydsituationer i hverdagen.