Kristian Finne Kristensen. © Søren Thue Stenager

En stemme uden ord, en sandhed uden sprog

Det kan lyde som ufærdige skitser, når sangskriver Kristian Finne Kristensen på albummet »Underbelly« nynner sin vokal. Men udtrykket er et forsøg på at holde fast i det skabende øjeblik, inden det bliver til en konstruktion. At give form til det tågede område mellem fantasi og bevidsthed.
Af
22. Februar 2021
  • Annonce

    Ung Nordisk Musik 2021
  • Annonce

    Ung Nordisk Musik 2021
  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Det er en lille musikalsk tænkningsmaskine, sangskriver Kristian Finne Kristensen har begået med sin seneste udgivelse. Underbelly er på samme tid en podcast og et album, og begge dele snor sig om hinanden som et möbiusbånd af nysgerrige refleksioner over en grundlæggende undren: Hvor kommer musikken fra? Et spørgsmål, der måske kun kan besvares – som Finne gør det – ved på den ene side at prøve at sætte ord på dette mystiske fænomen og på den anden side ved helt at udelade ordene. Der er nemlig en helt særlig feature ved den del af projektet, der er udformet som et album: Finnes vokal er ordløs – alle sangstemmer nynner.

Kristian Finne Kristensen er ikke et nyt navn på den danske musikscene. Hans evner som særligt sangskriver, sanger og guitarist i projekterne Chorus Grant og Cancer har tidligere vakt interesse både i ind- og udland. »This strikes me as a personal outpouring from a tremendous talent,« skrev Stereogum om Chorus Grants debutalbum Space i 2014, og Underbelly viser, at kilden for personlige udgydelser bestemt ikke er udtømt. Underbelly udgives i Kristian Finne Kristensens eget navn og udløber af et kunstnerisk projekt, han lavede som soliststuderende på Rytmisk Musikkonservatorium i København.

Forholdet mellem skitseoptagelsen og den færdigproducerede version er omgærdet af en romantisk tåge for mange af os sangskrivere

Musikalbummet Underbelly består af otte lydmontager, der over 38 minutter tager lytteren gennem et patchwork af soniske nærværstilstande. Det ambiente album væver sensitivt mellem akustiske optagelser af instrumenter som guitar, klaver, würlitzer, mandolin og stueorgel samt field recordings fra løbeture, gåture med barnevognen, bleskift, opvask hjemme i køkkenet – tilsat udgivelsens hovedobjekt: den nynnende stemme. Den elektroniske postproduktion manipulerer kun ganske mildt de skitselignende optagelser og gør sparsom brug af effekter.

Umiddelbart kan det jo næsten lyde som ufærdige udkast. Som demovokaler, der mangler at få betydning gennem en tekst. Men fraværet af lyrik og sproglig mening i musikken lader til at være selve kernen i projektet, og det er det, podcastdelen udforsker gennem fem kapitler. Ikke som en podcast om musikken, men som en del af den – de to formater udgør tilsammen en slags kunstnerisk fælde, som man sætter ud i håb om at kunne indfange det skabende øjeblik i sangskrivningen. Det øjeblik, der er præget af en ‘ustyrlig tilfældighed’ og derfor er så vanskeligt at definere eller indfange metodisk – det skal dog ikke afholde passionerede sjæle fra at blive ved med at forsøge.

Stemmen er et interface

En onsdag formiddag tidligere på måneden, mens den porøse sne falder udenfor, sætter jeg mig foran computeren og får forbindelse til Kristian Finne Kristensen, der sidder i sin lejlighed på Østerbro i København.

Finnes projekt vækker min nysgerrighed på flere områder. Forholdet mellem skitseoptagelsen og den færdigproducerede version er omgærdet af en romantisk tåge for mange af os sangskrivere; vi ville egentlig helst bare udgive demoen, fordi den indfangede følelsen og øjeblikket bedst, men vi ved også, at den skal gennem en kritisk efterbehandling, før den er udgivelsesklar. Denne lange proces er det tilsyneladende lykkedes Finne at omgå. Der er noget gådefuldt over den skrøbelige tilstand mellem skitsen og den fuldendte version, og denne gåde peger på noget centralt for Finnes projekt. Det vender jeg tilbage til.

Den nynnende stemme afføder en lang række spørgsmål. Hvad er en stemme uden sprog? Sprogløse stemmer tilhører mere dyreriget – ved papegøjen, hvad den taler om? – eller kan hos mennesker være tegn på mentale eller fysiologiske problemer. Menneskestemmen er vel skabt til at kommunikere med! Nej, så enkel er verden ikke, minder Finne os om, sproget selv rummer en begrænsning, og ordene kan ikke umiddelbart beskrive verden sandfærdigt.

»Stemmen er et interface mellem det indre og det ydre,« siger Finne. Det handler altså om forholdet mellem mennesket og verden, når man taler om vokal. »Interfacet gør, at de kan tale sammen. At de hænger sammen. Det er måske en lidt naiv idé, jeg holder fast i, at verden på den måde er i dit indre, og at dit indre er i verden. Men det er da en meget smuk ting, at man kan lade verden blive en del af sig selv og så også give noget tilbage til den igen. Når jeg nynner, er det, som om jeg åbner en passage, en sti, der leder fra mit hverdagsliv til noget mere mystisk.«

Underbelly-albummet lægger instrumentalt ud med en knap otte minutter lang klangkollage, »Eske Mandolin«. Lyden, der minder om et syngende gyngestativ, flyder stemningsfuldt sammen med den mandolinmelodi, der dominerer første del af kollagen. Forskellige reallyde udskiftes i baggrunden – alt fra gravemaskiner til barnepludren under opvasken skaber forandring i musikkens soniske teksturer. En støjflade toner ind, inden et orgel mediterer os beroligende videre mod en skøn mønstermusik af akustiske guitarer, der fletter sig ind og ud af hinanden.

»Når jeg nynner, er det, som om jeg åbner en passage, en sti, der leder fra mit hverdagsliv til noget mere mystisk«

På »Solex« introduceres den intuitive nynnen. Et enkelt nynnemotiv kører i ring over en sekvens af otte takter. Efter første sekvens nynnes ‘hovedmelodien’ gennem to ordløse vers, lidt støj fades ind, og efter tredje sekvens erstattes hovedmelodien af et lille orgel – måske pitchede vokaler? – som harmoniserer motiverne. Hovedstemmen vender tilbage, støttet af en charmerende overstemme. Man hører fodtrin i grus, mens korstemmerne væver sig ind i hinanden. En retningsløshed træder langsomt frem i sangen, mens en guitar begynder at spille variationer over de tidligere harmoniseringer, og så forsvinder sangen igen – ind i et skønt ornamenteret spøgelseshus.

Sangene følger relativt klassiske formsprog og arrangementer inden for sangskrivning, og lydene – håndspillede såvel som reallydsoptagelser og manipulerede – klinger velkendt, mens de på hele pladen bidrager til en stemningsfuld maskeringseffekt. Det er dog den nynnende stemme, der skaber ravage i vores forventninger til sangenes formål og meningsindhold.

På jagt efter noget sandt

De uartikulerede melodier står for Finne i kontrast til dem, han tidligere har skrevet til sine andre projekter, og selvom det ikke er unormalt, at en sangskriver indsamler intuitive, ‘ubevidste’ melodier – som regel i form af et hav af memoer på telefonen – er tilgangen her anderledes, fordi Finne insisterer på at bruge dem i uændret form, inden melodierne er blevet til noget.

»Jeg har altid gået uhyggeligt meget op i sætningskonstruktioner, metaforik og det ene og det andet,« fortæller han. Det kan let ende som en lyrisk og melodisk begrænsning, at man på den måde presser sig selv til at skulle »sige noget, der klinger sandt«. »Derfor blev det noget særligt bare at sige hm-hmm-hmm. Ellers tror jeg ikke, det havde været interessant for mig. Den nynnen, der finder sted på albummet, er ikke en, hvor jeg står foran en mikrofon og vil forsøge at få en bestemt følelse frem eller sige noget konkret uden ord. Det er noget, som er kommet til mig, mens jeg har været i andre situationer – ude at gå, været i køkkenet, puttet ting på plads.«

»Jeg har ikke oplevelsen af, at min nynnen har en bestemt mening, tværtimod har den måske en åbenhed«

Når Finne blev selvbevidst i sin indsamling af nynnematerialet, hørte optagelserne op. Det intuitive element, som var så vigtigt for sandfærdigheden, var væk. »Jeg blev bevidst om, at jeg havde fundet noget exceptionelt, og det betød så også, at det desværre var slut,« siger han. Uskylden var væk, når han fik tanker som: »Hvor skal jeg tage hen, for at mit memo kan lyde rigtigt og mystisk – i kælderen, måske? Hvad ville jeg nynne dernede?« Det har altså handlet om at finde en sandfærdig nynnen.

Et frigørende potentiale

Hvilken melodi finder jeg i min egen stemmes resonans, spørger podcastens fortæller i tredje kapitel. Den indre stemme er i høj grad et spørgsmål om fysiologi; når man nynner, er man nødt til at lukke munden, så kroppen resonerer i ‘undermaven’. »Der er forskel på at synge la-la-la, hvor lyden forlader mundhulen og kroppen, og at synge hmm-hmm-hmm, hvor musikken er mere til stede i mig,« fortæller Finne.

Så én ting er den type melodi, der trænger sig på, en anden er, at nynnen har en terapeutisk effekt: »Når jeg nynner, mens jeg sætter glas på plads eller går med barnevognen, er det en slags companionship. Det synes jeg er et meget positivt og smukt ord at knytte til albummet. Egentlig vil jeg godt, at musikken tilbyder en nærhed med noget, at den signalerer, at man ikke er alene.«

Her nærmer vi os endnu et tema, der aktiverer min nysgerrighed ved de nynnende vokaler på Underbelly. I sangskrivning plejer man at lade teksten være det betydningsbærende og lade det klingende underkaste sig det lyriske koncept. Det gør man blandt andet, kan man sige, for at indlemme klangen i en meningssammenhæng. Viser Finne ikke netop, hvordan denne mekanisme fungerer i sangskrivning – hvordan der tydeligt er tale om et møde mellem to meget forskellige værensformer: en sonisk og en logisk? Som om han husker os på, at der ligger et frigørende potentiale her. At man kan finde en subjektiv og kunstnerisk frihed ved at lade den kunstneriske undersøgelse starte netop på dette punkt, hvor klang og mening mødes.

Det er næsten, som om den ordløse stemme – der er så svær at fiksere og forklare – træder frem som et filosofisk objekt for Finne og bliver et værktøj, han kan minimere eller helt tilintetgøre sit kunstneriske ego med.

»Der er noget ved dét, at der ikke er en artikuleret retning i musikken, som gør, at der på en eller anden måde bliver plads til os selv,« siger Finne. »Noget af det, der har været min drøm med musikken, er, at jeg ikke er hovedpersonen eller den, der fortæller rent narrativt; du bliver selv hovedpersonen. Jeg har ikke oplevelsen af, at min nynnen har en bestemt mening, tværtimod har den måske en åbenhed, som helt kemisk forløser noget inden i mig. At den ikke er meningsløs, men meningsåben.«

Når Finne arbejder med at udslette sit kunstneriske ego, giver det plads til en anden lytning, men også plads til den lyttende. Hvad er det så, vi hører? En sjov tanke er, at det også kan hænge sammen med forbindelsen mellem et foster og dets mor: Er det at nynne ikke en form for akusmatisk ur-stemme: moderens stemme, sådan som fostret hører den gennem fostervandet og knoglerne? Den franske komponist og teoretiker Michel Chion kalder det en slags primal lytning, hvor fostret ikke forstår det hemmelige sprog, det hører. For den ufødte er alt nynnen. Kan det tænkes, at alle mennesker trækker på en sådan primal erfaring, når vi hører en nynnende stemme – vi mindes om lydens fundamentale enigmatiske karakter?

At tale uden et sprog

Ud over de ASMR-lignende kvaliteter ved at lade umiddelbare nynnememoer spille en hovedrolle inviterer de rå optagelser også en blind passager med om bord, ikke mindst på podcasten. Under gennemlytningen af de mange fragmenter blev Finne opmærksom på de skjulte baggrundslyde på optagelserne: skraldebiler, bildæk mod våd asfalt, kirkegårdens fugle, egne fodtrin. En glemt sonisk verden rejser sig i teksturerne, og perspektiverne skifter i fortællingen, mens baggrunden træder frem i forgrunden. Underbelly bliver mest af alt til et ambient værk – en sangundersøgelse af menneskets møde med verden, initieret af optagelser af den kropsligt fokuserede nynnen.

Hvor kommer musikken fra? Hvor kommer stemmen fra? Hvis Underbelly­-undersøgelsen giver et svar, er det måske, at vi også kan bruge ikkesprog til at kommunikere med. Fordi sproget ikke blot har funktion som en afdækker af mening, den dækker også verdens fænomener til i foregivet mening. Måske er Finne på jagt efter det, den slovenske filosof og psykoanalytiker Mladen Dolar kalder objektstemmen. Dolar opdeler stemmen i tre kategorier: stemmen som en bibringer af mening, stemmen som en kilde til æstetisk beundring og en objektstemme, som ikke udtømmes af meningsindholdet eller ‘størkner’, når stemmen bliver til en genstand. Finne bruger stemmen som ren æstetisk kilde, men er det ikke, som om den alligevel hele tiden er i færd med at sige noget – spørgsmålet er jo så hvad? Som en diskursivitet uden sprog.

Måske er Finne på jagt efter det, den slovenske filosof og psykoanalytiker Mladen Dolar kalder objektstemmen

Stemmen er netop helt central inden for psykoanalysen, hvor den opererer på grænsen mellem fantasi og bevidsthed – den tilhører begge sfærer på samme tid. Og jeg oplever, det er dette grænseområde, Underbelly befinder sig i: Podcasten søger konstant at pege på musikkens skrøbelige oprindelsespunkt, og stemmen er det fænomen, der, med og uden ord, bruges til at pege os i retning af mysteriet.

Derfor har udgivelsen et skær af noget gådefuldt over sig, som om værkets subtekst vil minde os om, at vi må lade vores forståelse af verden forblive i en åben tilstand. At verdens mysterier er en forudsætning for det nære hverdagsliv, og at menneskets rolle i verden måske mest af alt består i at lære sig, hvordan man lever i en tilstand mellem de to sfærer: én, hvor verden skal give mening, og én, hvor man søger erfaringer hinsides meningen. Og mellem de to en tredje sfære, subjektivitetens, hvor fantasi og bevidsthed, den indre og ydre verden, flyder sammen og bliver udelelige – som med möbiusbåndet. Måske er det rigtigt, hvad Finne for nylig skrev på Facebook: »Døren ind er ‘det at nynne’, men indenfor åbenbarer sig noget større.«