Et flygtigt øjeblik af verden som komposition

Vi står 30-40 mennesker foran Rytmisk Musikkonservatoriums hovedindgang i en kreds rundt om den canadiske lydforsker Hildegard Westerkamp og lægger ører til hendes introduktion til den lydvandring, vi om lidt skal begive os ud på. Det er svært at høre, hvad hun siger. Hun er lige kommet sig over en forkølelse og taler med en sagte røst, og trafikstøjen fra Danneskjold-Samsøes Allé sluger nogle af hendes ord. Jeg kan mærke, hvordan jeg allerede nu er på vej over i en anderledes oplevelsesmodus, hvordan min hjerne allerede nu er mere fokuseret på det lydlige miljø, jeg befinder mig i, end normalt.

En lydvandring er på samme tid et socialt eksperiment, en selvbevidsthedsøvelse og en kompositorisk strategi

»Husk også at lytte til jeres indre snak, læg mærke til, hvornår den opstår, og vær særligt opmærksomme på overgangen fra den indre til den ydre lytning,« lyder en afsluttende bemærkning fra Westerkamp, inden vi efter en dyb vejrtrækning påbegynder vores gåtur langs den trafikerede vej med kurs mod Refshaleøen.

En fodtøjssymfoni
En lydvandring er på samme tid et socialt eksperiment, en selvbevidsthedsøvelse og en kompositorisk strategi til at skabe åbne værker. I dette tilfælde er formlen såre simpel: En gruppe af mennesker går en på forhånd tilrettelagt rute uden at snakke med hinanden.

Udelukkelsen af den verbale kontakt skaber et immunforsvar for min egen idiosynkratiske oplevelse, fordi jeg ikke behøver at bekymre mig om, hvad vedkommende ved siden af mig mon sanser. Alligevel kan jeg mærke fælleskabet. Jeg kan høre det. Skridtene, der falder dumpt på asfalten, bliver knasende, når vi bevæger os på en grussti, eller mere udfasede og hvislende, når vi bevæger os igennem græs. En stokastisk symfoni for mennesker i fodtøj, der minder mig om, at vi konstant er medskabere af det lydmiljø, vi gebærder os i – på et individuelt og fælles grundlag samtidig.

Hildegard Westerkamp introducerer lydvandringen. © Jenny Gräf Sheppard

Vinden i træerne
Da den canadiske lydøkolog R. Murray Schafer i 1977 i bogen The Tuning of the World inviterede til at lytte til verden som en stor komposition, skabte det bølger i den akademiske såvel som den kunstneriske sfære. Nogle år forinden havde han iværksat World Soundscape Project, som Hildegard Westerkamp var med til at udvikle. Det var igennem dette projekt, hun lancerede de første soundwalks for at rammesætte den form for lytning, som Schafer plæderede for.

Vi står nu stille på et græsareal nær ved nogle høje træer. Gåturskompositionens første af i alt fem fodtrinsfattige fermater. Hvad hører jeg? Bladenes hvislende hvide støj og trafikkens fjernere drone, som egentlig minder meget om hinanden lydligt. Lydene er tæt på hinanden frekvensmæssigt og bevæger sig på samme måde i uregelmæssige udbrud i lydstyrke.

Jeg kigger op på trækronerne. Min kompositoriske lytning er ved at smuldre

Opslugt af den æstetiske oplevelse af, hvordan de to lyde komplementerer hinanden, vender jeg mig rundt for at manøvrere i lydmassen og retter mit fokus skiftevis på bladene og trafikken. Jeg mærker et kraftigt vindstød tage fat i min jakke. Pludselig bliver jeg opmærksom på en anden lyd, som fylder meget mere, og som har været der hele tiden: vinden, der slår mod min egen krop. En dyb buldren, som er fuldstændig uadskillelig fra den samtidige taktile følelse af vindens gnidning mod min krop. Jeg kigger op på trækronerne. Min kompositoriske lytning er ved at smuldre. Jeg hører ikke længere lyden af vinden i bladene, men vinden i bladene, den samme vind, som jeg kan mærke på min krop, den samme vind, som jeg kan se bevæge mit hår og bladene i træerne.  

Vi er nok for tæt på verden til at kunne fastholde den som en komposition, fortæller min indre stemme mig, idet vi bevæger os videre fra græsarealet. Vi kan allerhøjst gribe den i flygtige øjeblikke af æstetisk tilfredsstillelse.

Motorsaven og skovens dybe, stille ro
Vi er på vej væk fra trafikstøjen, idet vi går forbi Nyholms husbåde til et mere maritimt miljø. Jeg fornemmer lydvandringens skarpe koreografi, idet vi bliver dirigeret hen på en stenbred, som giver fodtrinsnarrativen et meget distinkt særpræg. Her stopper vi op. Som på bestilling afløser en øresønderrivende motorsav trafikstøjen. Den skærende lyd dominerer så meget, at jeg ikke kan høre vandet, selvom jeg ihærdigt forsøger. Den indre snak tager over. Billedet af motorsaven, der fælder træer, samtidig med at den skærer det ellers fredfyldte lydmiljø midtover, virker nærmest komisk oplagt at tænke på. Det rammer hovedet på sømmet med hensyn til det, akustiske økologer som Hildegard Westerkamp beskæftiger sig med: forholdet mellem naturens lyde og de mekaniske menneskabte lyde, og hvordan dette relativt uligevægtige forhold påvirker os mennesker.

Økolytterne er standset ved et lille skovområde. © Jenny Gräf Sheppard

Det sidste stop på turen er inde i et skovområde nær vandet ved Christiania. Den knasende lyd af mennesker, der betræder træernes nedfaldne blade, minder mig om den årstid, vi er i. Skovens soundscape adskiller sig radikalt fra de andre steder, vi har været. Træerne omslutter os som et varmt tæppe af hvid støj, der skærmer for byens infrastruktur, som jeg nu kun fornemmer som en fjern rumsteren. En fugl kvidrer. En anden fugl stemmer i, imens en cyklist panorerer forbi. Mine tanker falder tilbage på motorsaven – endnu en gang som en allegori over den akustiske økologi: Vi må huske på skovens lydlige kuppel, og hvilken effekt dette akustiske rum har på os, inden vi beslutter os for at fælde den. 

Fordybende fremmedgørelse
Kling! Hildegard Westerkamp slår to vinglas mod hinanden: Lydvandringen er overstået. Vi står ved Frederiks Bastion og skal til at diskutere det, vi lige har oplevet. Jeg kan mærke normaltilstandens sociale strukturer hæve mine skuldre en smule og lægger mærke til, hvordan min venstre hånd automatisk begynder at pille ved mit skæg. Jeg er igen omgivet af professorer, kunstnere eller lydinteresserede, der før var helt neutrale skabninger.

Vi må huske på skovens lydlige kuppel, og hvilken effekt dette akustiske rum har på os, inden vi beslutter os for at fælde den

Selvom en lydvandring formentlig er tænkt som en metode til at komme tættere på de lydmiljøer, vi færdes i, er den gennemsyret af et paradoksalt lag af fremmedgørelse. Man holder den verden, man ellers er intimt indforstået med, ud i strakt arm for at interagere med den selvsamme verden i en anderledes perception. Det skaber et rum for fordybelse. De indsigter, der åbner sig for én i den fordybelse, kan måske lagre sig som en ny måde at opleve hverdagens lyde på. For mig bliver de hængende i den time, lydvandringen varede.

Sound Forms-symposiet fandt sted 11.-13. oktober som en del af lydkunstlektor Jenny Gräf Sheppards forskningsprojekt Sounding Bodies.