Lyden af Andy Warhol i supermarkedet

På listen over ting, du sandsynligvis ikke har oplevet meget under pandemien, er et besøg på et britisk museum, men her er din chance – uanset verdenssituationen: Museum of Portable Sound er et fysisk museum dedikeret til at indsamle, bevare og udstille lyde som kulturobjekter, der rejser debatter om digital materialitet, lydens skævhed og lyd som kulturarv. Indtil pandemien har besøgene været rent fysiske, men i løbet af det sidste halvandet år har det været muligt at komme på en personlig omvisning på museet med kurator John Kannenberg via Zoom eller Google Meet. Seismograf mødtes med Kannenberg til en omvisning og et interview. Ved min ankomst fik jeg at vide, at jeg var gæst nummer 1894 – eller rettere besøgsnummer 1894, da turene varierer meget i størrelse, og den sidste omfattede 117 personer.

»Så jeg havde omkring to uger til at sammensætte et egentligt museum«

Tak for turen rundt i dit tankevækkende museum! Kan du give en kort introduktion til Museum of Portable Sound, hvilke samlinger du har, og hvordan du faktisk besøger museet?

»MOPS begyndte som et sideprojekt i slutningen af ​​det første år af min ph.d. Jeg studerede de lyde, som er på fysiske museer, og samtidig havde jeg tænkt på, hvordan det kunne være muligt at skabe et museum for lyde, hvilket man altid har troet var umuligt. Jeg gik med ideen til et museum for lyde uden et fysisk rum i omkring et år, før jeg faktisk byggede det. Jeg satte det kun sammen, fordi jeg blev inviteret til at holde et offentligt foredrag, og arrangørerne bad om mere end én mulig tale. Jeg kom med to ideer, hvoraf den ene var en stor åbningsceremoni for Museum of Portable Sound, og alle var enige om, at det var den stærkeste af de to ideer. Så jeg havde omkring to uger til at sammensætte et egentligt museum.«

Før pandemien krævede han, at alle besøgende skulle møde ham personligt, medbringe deres egne høretelefoner og lytte til museet på hans telefon

At kuratere et museum for lyd

Museet rummer en bred vifte af lyde samlet på forskellige måder. Kan du fortælle lidt om, hvordan du samler lyde, hvem der optager dem, og hvordan du vælger, hvilke lyde du vil udstille?

»En af de ting, der gør MOPS unikt som et moderne lydprojekt, er dets eksklusivitet. Trenden inden for lydprojekter har i et stykke tid været ting som crowdsourcede online sound maps – alt er åbent, og det har været fantastisk – men det betyder også, at nu hvor det er en trend, er det blevet en forventning,« fortæller John Kannenberg. 

»Da MOPS først begyndte, var alle lydene optagelser, jeg selv havde lavet. Jeg havde en ret stor samling, som jeg vidste sparsomt kunne udfylde de fire hovedemner, som jeg gerne ville dække. Så da MOPS først var oppe at køre, gav det mening for mig, at dets lydobjekter næsten udelukkende var ting, jeg selv har samlet.

»Jeg ønskede, at MOPS skulle være unikt og at udforske, hvordan optaget lyd kan få følelelsen af ‘museumskvalitet’ i en verden efter MP3/streaming«

Som tiden er gået, har jeg inviteret andre til at bidrage med optagelser, men altid fordi jeg ved, at de har noget bestemt, som jeg gerne vil have på museet. Museet er allerede vokset til en størrelse, som synes overvældende for besøgende, og at være meget selektiv med hensyn til, hvad der bliver tilføjet museet, er delvist en måde at holde det fokuseret og overskueligt. Men jeg vil også gerne have, at de nutidige feltoptagelser på museet ikke er tilgængelige andre steder, og det er svært at finde andre kunstnere, der laver feltoptagelser, som er ok med, at noget, de har optaget, ikke kan streames eller downloades på internettet.«

Eksklusivitet på en iPhone 4S

Museets lydobjekter er primært feltoptagelser, som John Kannenberg har foretaget gennem de sidste tyve år. Optagelserne gemmes som digitale filer på en enkelt mobiltelefon – en iPhone 4S – og før pandemien krævede han, at alle besøgende skulle møde ham personligt, medbringe deres egne høretelefoner og lytte til museet på hans telefon. 

»Jeg ønskede, at MOPS skulle være unikt og at udforske, hvordan optaget lyd kan få følelelsen af ‘museumskvalitet’ i en verden efter MP3/streaming. Så at holde bidragyderne til en så lille gruppe som muligt og ikke distribuere lydene nogen steder online, er en del af det, der giver materialet denne aura af at høre til på et museum i stedet for blot en hvilken som helst gammel FLAC-fil, du har downloadet. 

Jeg var også nysgerrig efter Freuds toilet i Wien – som viste sig at have en meget mere autentisk og stærk toiletlyd end hans vandkloset i London

Lydene i samlingerne er kun tilgængelige fra denne ene mobil – de er ikke tilgængelige på en hjemmeside eller en app. Det er derfor, jeg fik folk til at møde mig personligt. Jeg ønskede specifikt ikke at distribuere lydene online, for jeg ville gerne have, at besøgende lavede en aftale med ikke kun mig, men med sig selv, for at sætte sig ned og lytte. Og jeg ville ikke have, at de skulle kunne slette museets app fra deres telefon, første gang de havde brug for mere plads til billeder,« fortæller John Kannenberg om sit museum, som fokuserer så meget som muligt på ikke-musikalske lyde:

»Ikke-musikalske lyde er lyde, som et generelt museumsbesøgende publikum (ikke lydkunstnere eller komponister) opfatter som værende ikke-musikalske. I modsætning til alle, der har forgudet John Cage, er det almindelige publikum meget fortrolige med tanken om, at der er ikke-musikalske lyde, så da jeg besluttede mig for at acceptere det koncept, blev det meget nemmere for mig at finde ud af, hvad museet skulle handle om: lydes rolle på tværs af alle aspekter af natur, videnskab og kultur.« 

Museet har 30 gallerier i øjeblikket, og disse er organiseret under fire hovedemner: Naturhistorie, Videnskab & Teknologi, Arkitektur & Urban Design og Kunst & Kultur. 

»Jeg valgte disse, fordi de alle er historisk typiske måder, museer har organiseret verden på, og at bruge disse kategorier hjælper besøgende med at relatere til lydene som museumsgenstande. Så inden for disse fire hovedemner er gallerier dedikeret til ting som vejr og vand, transport, mad, undervandsliv, ritualer og begivenheder, historien om lydoptagelse osv. Denne tilgang ses tydeligt på MOPSs Instagram-feed eller Twitter-konto, hvor jeg diskuterer lyd på tværs af kultur og historie ud over det, der repræsenteres af feltoptagelserne på mobilen.«

»Det er nok det tætteste, jeg nogensinde er kommet på at fange lyden af ​​ren menneskelig glæde«

Fonoautogram, vokscylindre og Freuds toilet

Museets samling tæller næsten ti timers lyde, så John Kannenberg sendte mig et link til besøgsguiden, inden vi mødtes. Jeg valgte at høre galleri 8: London Museums inklusive en vokscylinderoptagelse fra 1888 på Crystal Palace med et kor på 400 mennesker, der synger Händel, og rulletrapperne på Tate Modern (ca. 20 minutter). Jeg gik også til Bonus-udstillingen Recent Acquisitions, inklusive blandt andre Andy Warhol i supermarkedet, og den første piratkopierede mp3 nogensinde. Jeg var også nysgerrig efter Freuds toilet i Wien – som viste sig at have en meget mere autentisk og stærk toiletlyd end hans vandkloset i London. En af de mest interessante lyde var dog den første optagelse af den menneskelige stemme fra 1860, lavet af den lidet kendte Édouard-Léon Scott de Martinville fra Paris. 17 år før Edison lavede sin første indspilning på sin fonograf. Denne optagelse var en visuel fortolkning af lyd, men teknologien til at spille den blev først opfundet i 2008. Jeg blev introduceret til historien om denne lyd efterfulgt af ordene »Vær forberedt på at blive uimponeret!« Jeg vil lade det være op til fremtidige besøgende at træffe denne vurdering. 

»Den tredje lyd på min liste er lyden af ​​min kone, der spiser Pop Rocks® slik for første gang«

Har du en top tre over personlige favoritter?

»Ja! Der er faktisk en guidet tur på museet med min personlige Top 40, men mine favoritter bliver ved med at ændre sig hele tiden. 

Der er to lyde, som er knyttet til førstepladsen for mig, en sjov og en seriøs. Den sjove er lyden af ​​mig, der falder ned af en kamel ved siden af ​​Den store pyramide i Egypten, som næsten altid får folk til at grine. Den alvorlige er en lyd, jeg optog under en ferie i San Francisco i 2008, hvor jeg ved et uheld faldt over Pride Parade. Det var det år, Californien stemte om legalisering af homoseksuelle ægteskaber, så det var en særlig følelsesladet Pride. Jeg kom tilfældigvis med i paraden ved at følge lyden, da jeg forlod mit hotel om morgenen. Pludselig drejede jeg om et hjørne og stod midt i Pride – lige da et lesbisk marchband holdt pause og spillede deres fortolkning af »Chapel of Love« og mængden udstødte et brøl. Det er nok det tætteste, jeg nogensinde er kommet på at fange lyden af ​​ren menneskelig glæde.

Den tredje lyd på min liste er lyden af ​​min kone, der spiser Pop Rocks® slik for første gang. Jeg fik hende til at holde kontaktmikrofoner til hendes kinder for at fange lyden inde i hendes mund, og det er ret vidunderligt. Vi filmede den, og videoen er en del af MOPS-videoarkivet på vores YouTube-kanal.«

»MOPS er et virkelig svært projekt at sætte i en enkelt kategori«

Videnskab eller Gesamtkunstwerk?

Da du viste mig rundt på museet, var jeg lige ved at forveksle dig med en videnskabsmand, da Museum Of Portable Sound (MOPS) kan have stor interesse for – og betydning for – historikere både i dag og senere. Blandt andet kontekstualisering af historien om den første piratkopierede mp3, de teknologihistoriske aspekter af fonografens udvikling og toiletternes kulturhistorie. Men det forekommer mig nu, at din mission er kunstnerisk – er det korrekt? Hvis ja – hvordan adskiller det kunstneriske projekt MOPS sig fra det historiske/videnskabelige projekt MOPS?

»MOPS er et virkelig svært projekt at sætte i en enkelt kategori, fordi det på en måde – i hvert fald for mig – er indbegrebet af tværfagligt stykke arbejde. Det begyndte som et kunstprojekt, fordi jeg er kunstner af uddannelse, men det blev udviklet gennem 15 års studier og forskning, både i og uden for den akademiske verden.

Fordi jeg var interesseret i museer, ikke bare kunstmuseer – ligesom jeg er interesseret i lyd ud over bare musikalsk lyd – betød det, at MOPS blev sat op med disse fire hovedkategorier, hvoraf kun én var kunstrelateret. Jeg ville undersøge lydens forhold til så meget af verden som muligt, så pludselig så jeg på lyd i arkæologi, i videnskab, i arkitektur, i mytologi, i popkultur, i sociologi, i militærhistorie, i antropologi, i zoologi – i stort set alt, hvad jeg kunne komme i tanke om, og hele tiden forsøgte jeg at se ud over musikken – hvilket er den enkleste måde at tænke lyd på.

Men så faldt det tilbage til det kunstneriske aspekt af projektet: Det blev også et projekt, hvor jeg udførte museumsvirke. Jeg kuraterede ikke andre kunstneres arbejde, jeg kuraterede lydoptagelser i videnskabelige kategorier for at undersøge, hvordan lyd er indlejret i hele vores oplevelse af verden og opførte mig, som om jeg vidste og forstod det hele. Men fordi jeg interesserer mig for at humanisere museer som institutioner, lader jeg grænserne for min viden og mine fejl blive en del af performancen, især på sociale medier.«

»Indspillede lyde bliver normalt indsamlet af biblioteker og arkiver, ikke museer«

Lyd som kulturarv

Du har en ph.d.-grad med titlen: At lytte til museer: Lyde som objekter for kultur og kuratorisk omsorg. Hvad er lydens nuværende tilstand som kulturobjekt? Jeg ved, at noget håndværk er på UNESCOs liste over kulturarv – har vi samme anerkendelse af lyde?

»Nej, det gør vi ikke, og det er virkelig en skam. I øjeblikket beskytter UNESCO 'immateriel kulturarv', som den primært definerer som bevarelse af instruktioner om, hvordan man udfører ritualer såsom danse, sange osv. Det er et meget musikcentreret synspunkt, og også, efter min mening, et kolonialistisk synspunkt – det er en politik og en definition, der i høj grad var sat op med gode intentioner, men som også i nogen grad forstærker forestillingen om ikke-’vestlige’ mennesker ude af stand til at bevare kontrol over deres egne ceremonier og praksis.

Men lyde betragtes også som immaterielle, og ideen om lydmærker – lokale lyde, der bidrager til en regions akustiske identitet, populariseret af den canadiske komponist R Murray Schafer i 1970'erne – ser ud til at være skræddersyet til ideen om 'immateriel kultur' i mange henseender. Men dette er mere et bevis på, hvordan museer og kulturinstitutioner er meget lydsky og usikre på, hvordan man håndterer lyde som objekter. Indspillede lyde bliver normalt indsamlet af biblioteker og arkiver, ikke museer, og selv da er disse arkiver normalt fyldt med to ting: musik og interviews. Selvom der kan være ikke-vokale eller ikke-musikalske lyde i samlingen, bliver de ofte sat til side på grund af skævheden mod musik som i udgangspunktet ‘bedste’ lyd. Jeg ville elske, hvis MOPS kunne være med til at forsøge at ændre denne holdning.«

»Fugle 'synger' ikke til gavn for menneskelig æstetik«

Politiske diskurser og lydens bias

Jeg formoder, at der ikke er mange museer, der arbejder med lyde som kulturobjekter verden over? Er et initiativ som MOPS en politisk prioritet, når det kommer til finansiering og anerkendelse som en international kulturarvsinstitution?

»Der er flere og flere museer, der begynder at beskæftige sig med lyd, men igen er der en kæmpe slagside over for musikalsk lyd. Meget af det, vi tænker på som 'Sound Art', er i bund og grund musik, der spilles i et gallerirum, så selvom lyd har haft en øget tilstedeværelse på kunstmuseer i løbet af de sidste to årtier, er meget af det simpelthen det, der også kaldes 'eksperimentel musik' frem for lyde, der er museumicerede (omdannet til museumsgenstande ved aktivt at dokumentere og fortolke dem i en museumskontekst på samme måde, som museer fortolker fysiske genstande). Den type aktiviteter sker hovedsageligt kun på videnskabsmuseer eller på naturhistoriske museer med ting som fuglekald eller hvalvokaliseringer – som desværre opfattes som musik frem for, hvad de virkelig er, et kommunikationssprog i dyresamfundet. Fugle 'synger' ikke til gavn for menneskelig æstetik, de vokaliserer for at kommunikere med hinanden. Men det er nemmere at få mennesker til at interessere sig for dem ved blot at påstå, at det er musik.

Dette er bestemt en del af MOPS’ mission at hjælpe flere museumsprofessionelle med at erkende muligheden for, at lyde – især de ikke-musikalske – kan tages seriøst som objekter i deres egen ret, ikke kun som det kildemateriale, en DJ bruger til at remixe på en fredag aften.«

Sound, Please! og fremtiden for MOPS

MOPS er med andre ord i samme situation som mange andre kulturinstitutioner, der ikke lever op til de herskende politiske diskurser om kunst, kulturarv og prioriteringer. Kannenberg kører faktisk selv hele showet, fra kuratering af lydene til design af galleriguiden, research og sociale medier. Der er en international bestyrelse, men uden budget er det svært at få dem involveret i det daglige arbejde med at producere indhold. 

»Jeg havde en praktikant i et år, som var fantastisk og hjalp med en masse projekter, men jeg havde ikke råd til at betale hende – hun insisterede på at arbejde gratis, fordi hun ville have oplevelsen – så til sidst måtte hun rejse videre. Den bedste måde, folk kan støtte, er at booke et besøg på museet og dele deres tanker om det med mig, fordi jeg altid lytter meget nøje til feedback og ofte ændrer noget efter folks forslag.«

Har du en fremtidsplan for de kommende år – eller har du et drømmescenarie for museet i fremtiden?

»Jeg har mange fremtidige projekter på vej i øjeblikket, men da jeg er den eneste medarbejder, og museet ikke har andre midler end adgangsgebyrer, er det virkelig svært at gennemskue dem alle. 

I den umiddelbare fremtid bliver jeg endelig færdig med at katalogisere alle de bøger og PDF'er, jeg har indsamlet, relateret til de forskellige emner, MOPS udforsker, og vil udgive indholdet af MOPS Forskningsbibliotek til efteråret. Vi har en ny midlertidig udstilling på vej meget snart kaldet Sound, Please!, som indeholder Treg Browns arbjede, lydredaktøren, der var ansvarlig for lydeffekter til alle de klassiske Warner Brothers animerede tegnefilm,« siger John Kannenberg, der også bidrager med et kapitel til den kommende Oxford Handbook of Archaeology Museums, som handler om lydens historie på arkæologiske museer, der inkluderer et casestudie af MOPS Archaeology Gallery.

»Jeg skriver også på Museum of Portable Sound Guide to Museum-Quality Field Recording, som faktisk ikke er en feltoptagelsesmanual, men mere om historien om, hvordan og hvorfor jeg laver feltoptagelser og viser dem i en museumssammenhæng – men det vil også dække en masse af mine aktiviteter med at optage lydene på andre museer.«

Er MOPS et museum, eller rettere et kunstværk i sig selv?

»Det er begge dele! Og det er sikkert også andre ting.«


Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek