Lydprojektet, der var dømt til at mislykkes

I april 2019 står kronprinsesse Mary i den nyudsprungne Dyrehave i Klampenborg med en telefon i hånden og spejder fokuseret rundt i den naturskønne kulisse. Man kan se, at hun lytter efter et eller andet. Ved siden af hende står tre fintklædte herrer, der imidlertid virker mere interesserede i den telefon, hun holder op i luften. Forståeligt nok, for kronprinsessen er ved at lave en lydoptagelse. De fotojournalister, der er troppet op, holder et øjebliks våbenhvile fra deres blitzende dokumentation af seancen for ikke at ødelægge lydoptagelsen.

Den ene af de fintklædte herrer, professor Carsten Rahbek, er leder af Københavns Universitets Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, der i samarbejde med blandt andre DTU har udviklet den app, som forestår kronprinsessens lydoptagelse. Appen er en del af det storstilede forskningsprojekt Lyden af Danmark, der har sat sig for at skabe klarhed over, hvilke lyde der findes i Danmark. 100.000 lydoptagelser skal over en årrække indsamles af borgere, kortlægges og omformes til data og dokumentation, der kan stå til rådighed for forskningscentret og øvrige lydforskere. Formålet er blandt andet at skabe et overblik over forholdet mellem naturskabte og menneskeskabte lyde i landet og »sætte fokus på lyd som en overset miljøfaktor«.

Kronprinsesse Mary i selskab med bl.a. Carsten Rahbek og daværende uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers. © Billed-Bladet

I Dyrehaven emmer stemningen af forårsfriskhed og håbefuld forventning til det ambitiøse projekt, nu den første lydoptagelse er i kassen. Optagelsen hæfter sig som et geotag på et online danmarkskort og er nu tilgængelig for alle. Et spændende projekt, bemærker kronprinsessen og tilføjer: »Lyden af Danmark kan være mange forskellige ting.«

Fast forward til januar i år. Jeg sidder foran min computer og prøver at komme ind på Lyden af Danmarks hjemmesidde, lyden-af.dk, men bliver mødt af en fejlmeddelelse. Det undrer mig. Jeg har ikke læst nogen udmelding om, at projektet skulle have nået sit mål med de 100.000 optagelser, men jeg har lagt mærke til, at deres facebookgruppe er blevet slettet. Jeg skriver til Rahbek, der forklarer, at Lyden af Danmark i sin nuværende form er lukket ned på grund af udfordringer med den teknologi, der skulle behandle de mange lydoptagelser.

Jeg ville gerne spørge Rahbek, hvad der så skal ske med de tusinder af lydoptagelser, der allerede er indsamlet, og om problemerne kun er af teknisk karakter. Kan det overhovedet lade sig gøre at kortlægge lyden af Danmark, og hvilken form for forståelse af lyd og lytning indebærer det? Han svarer dog aldrig på min forespørgsel om et interview.

Er der hul igennem?

»Hjælp forskerne, hent appen nu«, stod der sidste år på forsiden af den hjemmeside, der nu er lukket ned. Forskerne, man skulle hjælpe, havde udviklet en kunstig intelligens, der var tilknyttet appen. Den kunstige intelligens havde til opgave at identificere lydkilder, og ved at blive fodret med alskens lydoptagelser skulle den med tiden blive bedre til dette arbejde.

Så hjælpen bestod i optræningen af den kunstige intelligens, og Lyden af Danmark fik på den måde en aura af citizen science, hvor almindeligt dødelige er med til at påvirke forskningsresultatet: heraf det omfattende PR-arbejde og samarbejdet med Danmarks Radio, der blandt andet udmøntede sig i et stort tema på DR’s hjemmeside.

Det var ikke meget, jeg kunne blive enig med teknologien om. Jeg undrede mig især over, at den hørte gnavere over det hele

Jeg oprettede selv en profil og bidrog med nogle optagelser fra københavnsområdet. Jeg var blandt andet forbi Christianshavns Torv og optage den menneskelige aktivitet træde frem i baggrunden af bussernes prusten. Og jeg var på Amager Fælled og prøve at fange vindens rusken i træerne i udbrud af hvid støj og rumlen. Inden mine lydoptagelser blev uploadet til danmarkskortet, skulle jeg igennem en dialogboks, der bad mig tage stilling til, om »den kunstige intelligens havde hørt rigtigt«. Det var ikke meget, jeg kunne blive enig med teknologien om. Jeg undrede mig især over, at den hørte gnavere over det hele.

Jeg fandt efterfølgende ud af, at den indledende oplæring af intelligensen, som forskerne selv havde stået for, var baseret på lydoptagelser fra Youtube af høj kvalitet. Det var altså derfor, at den havde svært ved at identificere noget som helst i de mudrede lo-fi-optagelser fra min udgåede smartphone. Og dette problem, kunne jeg forstå på Rahbek, blev hele kimen til, at projektet nu ligger på is.

Kortlægning af lyd

Det var ellers med noget af en sensationsdrift, at projektet blev skudt i gang. Forskellige udgaver af sætningen ‘for første gang i verdenshistorien kortlægges lyden af et helt land’ fandt vej til hverdagspressen i 2019. Nu, hvor projektet er sat på pause, er det måske også på tide at løsne båndet om de journalistiske stramninger, der prægede indvielsen.

Lyden af Danmark skal i min optik forstås i forlængelse af den praksis for stedsspecifik lyddeling online, der vandt frem, i takt med at internettet fik fart på i midten af 00’erne. Tag bare et projekt som Radio Aporee, der siden 2007 har haft endnu større armbevægelser end Lyden af Danmark: Her er det ikke bare et land, men hele verden, der bliver kortlagt i lyd. Det efterhånden udbredte fænomen har nu etableret sig som begrebet soundmapping, altså lydkortlægning.

Forskningsprojektet blev lanceret i samarbejde med Uddannelses- og Forskningsministeriet, DTU, SDU og Carlsbergfondet. © Uddannelses- og Forskningsministeriet

Lydkortet indikerer et opgør med den figurative kartografiske fremstilling: I stedet for atlassets abstrakte makroblik får man her en mere jordbunden version, der sparker noget realisme og en tidslig dimension ind i kortets statiske gitter. Ikke ulig Google Street View, der også i 2007 for første gang førte os fra fugleperspektivet og ned på gadeplan i billeder, der ganske vist var frosset fast, men alligevel havde en vis tidslighed over sig.

Men selvom der kommer lyd på, vil kortet stadig være et kort: en kraftig mediering af den virkelige verden, som giver indtryk af en stor sammenhæng, hvor store sammenhænge ellers kan være umulige at sanse med egen krop. I den akademiske diskurs går kritikken af den dokumentariske lydkortlægning på, at lydkortene i deres struktur underbetoner den mediering, der nødvendigvis finder sted. Lydoptagelserne bliver taget for givet som neutrale vidnesbyrd eller som rigide informationsbeholdere, der passer godt sammen med kortets traditionelle objektive distance.

Kortet er tegnet af nogen, ligesom at lydoptagelsen er foretaget af nogen, lyder kritikken fra de forskere, der i stedet fremhæver lydkort, som på en kreativ eller kunstnerisk måde sætter spørgsmålstegn ved kortets og lydoptagelsens påståede objektivitet: projekter som Cities and Memory, hvor man først hører en geotagget lydoptagelse og derpå en remixet udgave af selvsamme optagelse. Eller Layered London Sound Map, hvor et nutidigt kort med geotaggede lydoptagelser kan skiftes ud med ældre kartografiske fremstillinger. Lydkort som disse prøver at gribe de forestillings- eller hukommelsesnuancer, som hører med til den auditive oplevelse, og som dokumentariske lydkort som Lyden af Danmark ikke rigtig får taget højde for.

Ét skridt frem

Som musikvidenskaber er jeg flasket op med, at kategorier og strukturer er noget, man skal forholde sig kritisk til. Den antiessentialistiske pegefinger er til stede i næsten alle fagets grene. Om så det handler om genrer, køn, etnicitet, lyd eller lytning er den klar til at pege på, at verden er mindre firkantet, end vi hele tiden gør den til.

Jeg har læst musiketnologen Steven Feld argumentere for, at man i mindre grad skal forstå lyd som noget, der findes uafhængigt af os selv, og i højere grad som noget, vi lever igennem. Jeg har også læst kropsfænomenologen Holger Schulze tage fat om de mindste idiosynkrasier i den auditive oplevelse og samtidig trække antiessentialismen til sin yderste grænse i bogen The Sonic Persona (2018). Forskere kan ikke gemme sig bag den objektive distance og lade teknologien gøre arbejdet, skriver han og argumenterer i stedet for en mikrorepræsentation, der altid har sit udgangspunkt i en sansende krop.

Lydoptagelsen kan ikke stå alene som dokumentation, den er grundlæggende ustabil og har behov for fortolkning

Den store øvelse er at undgå, at antiessentialismen kammer over i en subjektivistisk blindgyde, der er lige så lukket som de kategorier, man prøver at pille fra hinanden. Og det er ikke altid, det lykkes. Når det kommer til lyd og lytning handler det om at få et greb om de relationer, der er mellem afgrænsede enheder som ‘dig’, ‘mig’ og ‘Danmark’ frem for at fokusere på enhederne i sig selv. Feltoptagelsen er i det lys også et udtryk for en proces. Den er ikke rundet af sig selv, men indgår som en del af de relationelle muligheder, der bor i lyden. Lydoptagelsen kan ikke stå alene som dokumentation, den er grundlæggende ustabil og har behov for fortolkning. En fortolkning, der altså afhænger af, hvem der hører den.

Her findes efter min mening det grundlæggende problem med Lyden af Danmark. Når lydens betydning bliver afgjort i en forhandling med en kunstig intelligens og havner som afrundede og endegyldige tags på et landkort, går helt afgørende nuancer desværre tabt. Det minder mest af alt om et stort skridt tilbage til 70’ernes soundscapeforskning, hvor lydene skulle hjem til deres sokler, for at vi kan finde ud af, hvad de betyder.

Soundscapeforskeren R. Murray Schafer mente dengang, at vi må kategorisere os frem til en kantet forståelse af verden, give lydene nogle navne, der stabiliserer og ensretter deres betydning. En tilgang, man siden da har gjort meget for at nuancere inden for faget sound studies – og derfor kan man da også undre sig over, at ingen humanistiske videnskaber er repræsenteret i forskningsprojektet, der ellers er tværvidenskabeligt orienteret. Emnet skriger på en kulturvidenskabelig vinkel.

Teknologiangst

Lyden af Danmark kan være mange forskellige ting, sagde kronprinsesse Mary befriende indsigtsfuldt. Måske mente hun også, at lyden af Danmark kan høres på mange forskellige måder. For de to ting hænger vel uløseligt sammen? Hvis man køber den præmis, så burde et lydkort, som lydkunstneren Isobel Anderson foreslår, snarere tage sig ud som et »kort over lytning«.

Løsningen ligger naturligvis ikke ligefor. Lyden af Danmark arbejdede bevidst med den bredest mulige repræsentation igennem citizen science-modellen, hvor alle med en smartphone kunne være med. Det var det metodiske es i ærmet, der samtidig blev den tekniske akilleshæl. Men problemerne ligger for mig at se på et dybere plan: i selve forståelsen af lydens betydning, og hvad man kan bruge feltoptagelser til i en videnskabelig sammenhæng.

Rasmus Høegh, videnskabelig assistent ved DTU, fortæller om maskinlæringen bag Lyden af Danmark. © Lyden af Danmark

Det skal blive spændende at se, hvad den nye udgave af Lyden af Danmark bringer med sig. Jeg kan ikke lade være med at grue lidt for, at det rent faktisk lykkes for forskerne at optræne den kunstige intelligens. Bliver der så overhovedet behov for en sansende krop, når vi skal gøre os tanker om, hvordan lyd, lytning og sted hænger sammen? Hvilken rolle får den menneskelige agens?

I andre sammenhænge er jeg ikke så teknologiforskrækket, som jeg er her. Jeg skal vænne mig til tanken om, at vi nok er på vej ind i et forskningsparadigme, hvor kunstig intelligens bliver et langt mere almindeligt redskab. I mellemtiden håber jeg, at konklusioner om lyd, der baserer sig på data kategoriseret af en kunstig intelligens, ikke bliver forhastede. Der findes ikke et endegyldigt svar på, hvordan Danmark lyder, heller ikke selvom der kommer millioner af lydoptagelser i kassen.