© Art Furnace/Shutterstock.com
kommentar

Hvad skal vi med musikteori?

Debatten om den vestlige musikteoris blinde vinkler har sat fokus på problematiske forhold ved den nuværende tilgang til forståelsen af musik. Hvordan kommer vi videre?
Af
21. september 2020

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

For to uger siden lagde den populære youtuber Adam Neely en video ud med titlen »Music Theory Is Racist« (siden ændret til »Music Theory and White Supremacy«). I videoen gennemgår Neely den verserende sag om Philip Ewells kritik af »musikteoriens hvide rammesætning«. Hele sagen om Ewells kritik og ikke mindst den respons, der sidenhen blev fremført i Journal of Schenkerian Studies, diagnosticerer og diskuterer en række centrale problemer vedrørende den måde, man underviser i musikteori på i dag – men hvad er egentlig alternativerne?

For at svare på det bliver man først nødt til at spørge: Hvad er musikteori, og hvad er dens funktion? Normalt anses musikteori som et vokabular til at beskrive musikalsk syntaks og semantik, altså det, der normalt kaldes horisontale og vertikale musikalske dimensioner. Her skal man dog passe på ikke udelukkende at medregne de tre store ‘klassikere’: melodik, rytmik og harmonik. Det er heller ikke nok at arbejde med udvidede modeller, som eksempelvis også fokuserer på klangfarve, sangtekst, dynamik, orkestrering og mixning. For det ville stadig bygge på en vesteuropæisk forståelse af, hvad musik i det hele taget er. Musik ville stadig implicit være rammesat som en ting i sig selv – fri af sin kontekst.

Der er et enormt analytisk potentiale – både strukturelt og kulturelt – i at beherske musikteori, der kommer mange steder (og tider og kontekster) fra

Sådan en rammesætning må ikke stå alene. På danske konservatorier og musikvidenskabelige uddannelser indgår musikteori i varierende grad som en del af undervisningen, uden at den dog er dominerende for udbuddet af kurser. Den eneste undtagelse er Det Jyske Musikkonservatorium, som udbyder en dedikeret bachelor- og kandidatuddannelse i musikteori. Læser man studieordningerne herfra, får man dog – selvom det ikke står eksplicit – et indtryk af, at der er et klart fokus på vestlig musik og teori.

Der er selvsagt intet galt i at specialisere sig i den retning, men hvis man, i 2020, kan blive bachelor eller kandidat i musikteori uden på én eller anden måde at have beskæftiget sig med eksempelvis indonesisk gamelan, indiske ragaer eller mellemøstlig maqamat, så har vi et seriøst problem. For mange steder er syntaks og semantik ikke nok til at beskrive musik: Pragmatikken mangler, altså relationen til de mennesker, som interagerer med lyden.

Eksempelvis er dans en fuldstændig integreret del af musikforståelsen flere steder i Vest- og Centralafrika. Her er musik ikke noget, man danser til; dansen er simpelthen et musikalsk parameter i sig selv. Den Berklee-uddannede Neely citerer den berømte musikforsker Kofi Agawu for at skrive, at hvis afrikanske tilgange til rytmik var udgangspunktet på vestlige musikinstitutioner, ville man ikke kunne bestå uden at kunne danse – »kendskab til de basale dansebevægelser er essentielt for en korrekt analyse«, som Agawu skriver i »Structural Analysis or Cultural Analysis? Competing Perspectives on the ‘Standard Pattern’ of West African Rhythm« (2006).

En dans?

Der er altså blevet introduceret en pragmatik i musikteorien, hvor musikkens funktion og relation til ikkelydlige fænomener ikke længere kan ignoreres på samme vis, som den ofte er blevet det i gængs vestlig forståelse af musikteori. Jovist, dans har da haft lidt at sige her: En gavotte er for eksempel et stykke musik i medium tempo og med bestemt taktart, der ledsagede fransk dans i 16- og 1700-tallet, men at den rent faktisk er skabt til dans, spiller som regel en mindre rolle i den teoretiske tilgang til musikken.

Jeg har hørt utallige menuetter, allemander, bourréer og giguer opført live, og jeg har også brugt musikteori til at analysere en del, men jeg har aldrig overvejet, hvad det ville betyde for min analyse, at folk dansede til dem, jeg har aldrig selv danset til dem, og jeg har heller ingen anelse om, hvordan man gør.

Adam Neely har over én million følgere på Youtube, hvor han jævnligt uploader videoer om musikteori. © Adam Neely

Titlen på Agawus artikel stiller det helt centrale spørgsmål om musikteoriens formål: strukturel analyse eller kulturel analyse? Måske er forskellen ikke så stor, som man skulle tro, for den måde, vest- og centralafrikansk musik ofte er blevet analyseret på af vestlige teoretikere, er med en vestlig adskillelse mellem struktur og kultur – en adskillelse, der ikke er helt så enkel, hvis man skal forstå musikken fra et mere lokalt perspektiv.

Løsningen er dog ikke bare at forkaste vestlig musikteori, heller ikke når det kommer til forståelse af vest- og centralafrikanske musikformer, skriver Agawu. Hans projekt er grundlæggende komparativt. I stedet for enten at mene, at disse musikformer ikke kan oversættes eller forstås ved hjælp af udefrakommende musikteoretiske begrebsapparater, eller at mene, at det kan de da sagtens, så advokerer Agawu for en simpel og gammel morale: Vær ekstremt bevidst om dit udsigelsessted og dets begrænsninger.

Tendens til at hierarkisere

Det er dog lettere sagt end gjort. En af de løsninger, som både Philip Ewell og Adam Neely foreslår, er et mere alsidigt teoripensum. I stedet for at have tyve øvelser med Bachs brug af generalbas og halvtreds med funktionsharmonik anvendt på Haydn eller Mozart kan man skære i antallet for så i stedet at give plads til musikteoretiske indgangsvinkler udviklet til andre typer musik og andre steder.

Agawus artikel viser, at der er et enormt analytisk potentiale – både strukturelt og kulturelt – i at beherske musikteori, der kommer mange steder (og tider og kontekster) fra, fordi man netop kan bruge ét perspektiv til at belyse et andet. Vestlig musikteori kan bruges til at differentiere mellem enkelte toner og rytmer i mikroskala; til gengæld har den en uheldig tendens til at hierarkisere, hvilket muligvis giver mening i dele af den vestlige kanon, men ikke uden videre bør overføres til andre steder.

Eksempelvis er det efterhånden en sørgelig kliché, at afrikansk og afrikanskinspireret musik er mere cirkulær end vestlig kompositionsmusik. Men som Agawu nævner, er det »suspekt at anse cirkularitet som et typologisk aspekt i afrikansk musik«. En anden berømt musikforsker, minimalisme- og Motown-eksperten Robert Fink, skriver også om tendensen til at opfatte amerikansk soul eller Motown-musik som cirkulært og repetitivt i artiklen »Goal-Directed Soul? Analyzing Rhythmic Teleology in African American Popular Music« (2011).

Der er noget rigtigt i Ewells kritik af, at den måde, vi underviser i musikteori på, ikke er i stand til at omgås musik uden for den vestlige klassiske kanon

Han argumenterer for, at en opfattelse af soul som værende cirkulært altid baserer sig på en ubevidst skabelon for, hvordan en ‘almindelig’ og ‘neutral’ sang må lyde til sammenligning med soulen, som så rammesættes som fremmed. »Den syntaks, man sammenligner med,« skriver han for eksempel om den cirkulære tilgang til James Brown, »altså den ‘typiske’ sang, hvor rytmen er anonym og simple toner skaber simple former, er lige så problematisk en karikatur, som man kender det fra forfægterne af den klassiske ‘kunstmusik’.«

Agawu og Finks argumenter viser helt tydeligt, at der er noget rigtigt i Ewells kritik af, at den måde, vi underviser i musikteori på, ikke er i stand til at omgås musik uden for den vestlige klassiske kanon. Deres respektive musikteoretiske overskud viser også styrken i at være trænet i andre musikteoretiske perspektiver end dem, som er baseret på vestlig kompositionsmusik. For på trods af at man både som forsker og almindelig musikinteresseret kan være oprigtigt interesseret i mange forskellige musikformer, er det helt tydeligt, at hvis ens musikalske skoling går i én retning, så vil man også overføre – desværre ofte ubevidst – de måder, musik forstås på inden for denne skoling.

Som Agawu argumenterer for, er der bestemt en del at vinde ved at overføre musikteori udviklet i én kontekst til en anden, men kun såfremt man er bevidst om de problematikker, der kan opstå. Det kan man kun blive, hvis man læser op på musikteori og musikforståelse, der er skabt inden for de musikmiljøer, man vil arbejde med.

Fra idealisme til praksis

Det var det idealistiske perspektiv. Hvad så med pragmatikken?

Er der tid til at undervise i alle de forskellige begrebsapparater, der er udviklet rundtomkring i verden? Neely og Ewell foreslår som sagt, at man skærer ned på noget til fordel for noget andet, og man vil med rette kunne påpege, at selvom man stadig må prioritere mellem, hvilke systemer der skal undervises i, så er nogen diversitet bedre end ingen.

Flere populære youtubere er begyndt at diskutere den vestlige klassiske musiks indre mekanismer. © 12tone

Men Neely og Ewell tager begge udgangspunkt i et amerikansk system, som opdeler musikuddannelse på andre måder, end vi gør herhjemme. I USA kan man være såkaldt major i musikteori. Ud over Det Jyske Musikkonservatorium findes den mulighed ikke i Danmark. Man kan højst forsøge at vælge så mange musikteoretiske valgfag som muligt, men det er jo også på bekostning af andre essentielle kundskaber. Og hvad med kapaciteten til at undervise? Skal alle musikuddannelsesinstitutioner have eksperter i begrebsapparater fra hele verden til rådighed? Som skal kunne kommunikere på dansk? Der er i forvejen alt for få penge til musikuddannelse.

Men når Ewell, Neely, Agawu og Fink alle sammen har ret, så må man gøre et eller andet. Men hvad? Man kunne for eksempel starte med at gøre det til en fast del af pensum i gymnasiet at adressere, i hvilken kulturel kontekst den brugte musikteori er blevet skabt og anvendt. Her mener jeg ikke, at det er nok bare at nævne, at eksempelvis funktionsharmonik og kvintcirklen er udviklet med tanke på bestemte former for musik. Det må i stedet være en løbende dialog i klasselokalet, også når man har fået funktionsharmonisk analyse af »Danse i måneskin« for som aflevering. Eller Rhapsody in Blue, for den sags skyld. Der må man som lærer have overskud til at påpege de underliggende strukturer og perspektiver, som ens metodevalg medfører.

Begynd med gymnasierne

Jeg er selv et glimrende eksempel på, hvor vigtig den dialog er. Som de fleste andre danske musikuddannede er jeg primært skolet i funktionsharmonik, altså en tankegang, hvor fjerde (eventuelt andet), femte og første trin på en toneskala har en privilegeret status. I gymnasiet lærte jeg så, at blues var baseret på kvarter i stedet for kvinter, men jeg fandt distinktionen meningsløs, når nu der alligevel var en dominant til sidst, før de tolv takter var overstået. Det var jo stadig funktionsharmonik og endda meget tydeligere end eksempelvis senromantisk musik.

Det er netop den type logik, der fører til de problematikker, som Fink og Agawu belyser. For jeg havde allerede et aggregat, der, på overfladen, kunne ‘forklare’ den musik, jeg skulle analysere, og det aggregat var ude af stand til at se sine egne mangler. Og selvom der ikke var noget oplagt racistisk ved min funktionsharmoniske forståelse af blues, er der alligevel ubehagelig kort afstand fra den forståelse, jeg havde, til Theodor W. Adornos eksplicit racistiske jazzkritik, som netop – meget groft sagt – gik på, at sorte amerikanere blot brugte gængs vestlig tonalitet og åbenbart ikke var i stand til så meget andet.

Undervisere i musikteori på universiteterne og konservatorierne må sendes på efteruddannelse i musikteoretiske systemer, der er fremmede for dem selv

Derfor starter opgaven med en ny tilgang til musikteori på gymnasiet, men gymnasiets opgave starter på musikvidenskabsuddannelserne landet over, for det er jo dér, lærerne bliver uddannet. Og så er vi tilbage ved mangel på tid og penge. Jeg tror dog, at den første – og gratis – del af løsningen kommer, ved at undervisningen i musikteori på universiteterne og konservatorierne integrerer refleksionen over grænserne for den musikteori, man underviser i, som en lige så vigtig del af undervisningen som selve den musikteoretiske substans. For som Philip Ewell argumenterer for, er de mangler og blinde vinkler en del af substansen.

Det næste skridt er ikke gratis, men er dog forhåbentlig inden for økonomisk rækkevidde alligevel: Undervisere i musikteori på universiteterne og konservatorierne må sendes på efteruddannelse i musikteoretiske systemer, der er fremmede for dem selv, og skoles til at kunne se komparativt på disse. De næste skridt – der er ingen sidste skridt – er op til Christiansborg.

Anders Aktor Liljedahl er ph.d.-studerende ved Musikvidenskab på Københavns Universitet. Her forsker han i sammenhængen mellem musikvideoers audiovisuelle æstetik og sorthed i USA.