Animation af Ludwig van Beethoven. © VectorVictor/Shutterstock.com
essay

Musikteoriens hvide verden

En ophedet debat om race har ramt det amerikanske miljø for musikteori. Hvorfor insisterer flere akademikere på at ignorere åbenlys racisme hos de sidste hundrede års mest indflydelsesrige teoretiker?
Af
31. august 2020

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Det er slutningen af maj måned i år, og fra vores soveværelse kan jeg se en tyk, sort røgsøjle, der svæver hen over nabolaget i Minneapolis, hvor jeg flyttede til for seks år siden for at tage en ph.d. i musik- og kulturvidenskab. I luften hænger også en politihelikopter, der overvåger os alle sammen. Jeg bor lige nede ad vejen fra politistationen, hvor betjenten, der dræbte George Floyd, arbejdede. Vi har været på gaderne i protest mod politivolden og racismen, og selvom der er udgangsforbud, gør en stor mængde demonstranter oprør.

På trods af afbrændinger og tyveri er det dog politifolkene og hjemmeværnet, som vi er mest bange for. De er kørt ind med paramilitært udstyr og tøver ikke med at skyde med gummikugler mod folk, hvis blot de sidder på deres terrasse med et #BLM-skilt. Til den konstante lyd af helikopterens hakken prøver jeg at arbejde hjemmefra og forbereder mig blandt andet på mit foredrag om pianisten Joe Zawinul til efterårets konference for det amerikanske Society for Music Theory og American Musicological Society.

Støjen er selvfølgelig distraherende, men den gør det også umuligt at ignorere, at de sociale omvæltninger også trænger sig på i akademiske kredse – selv på et område så tørt som musikteori. Det leder mine tanker hen på en oplevelse, jeg havde sidste år. På University of Minnesota havde vi besøg af en ung, kvindelig populærmusikforsker. Under sit foredrag annoncerer hun, at det næste musikeksempel er et stykke hiphop. Det reagerer en af vores professorer, der sidder blandt tilhørerne, på med det samme: »Åh nej,« siger han og dækker sine ører med hænderne, kniber øjnene sammen og ryster på hovedet.

Philip Ewells udgangspunkt er den omstændighed, at det musikteoretiske elfenbenstårn er en blændende hvid institution

Han har et skælmsk smil på, men signalet er klart: Sort musik er en slags larm, der er skadelig for mine ører. Denne professor er specialist i den østrigske teoretiker Heinrich Schenkers (1868-1935) form for musikanalyse – selvsamme Schenker, der denne sommer er blevet centrum for en debat om racisme i amerikansk musikteori.

Heinrich Schenkers teorier er sjældent i brug i dansk sammenhæng, men i USA er hans metode fremtrædende i universiteternes musikundervisning. Sckenker-analyse er karakteriseret ved brugen af grafiske reduktioner, der kan minimere en hel symfoni til en enkelt kadence. Hans mål var at vise, at den »frie sats«, som vi hører i den klingende musik, er et overfladefænomen skabt gennem en »udkomponering« af den grundlæggende tonale Ursatz. Dermed mente Schenker, at man kunne påvise geniale mesterværker fra den vestlige kanon, fra Bach til Brahms.

Ved sidste års konference for Society for Music Theory gav lektor Philip Ewell fra Hunter College i New York et foredrag med titlen »Music Theory’s White Racial Frame«, der beskyldte Schenker for musikteoretisk racisme. Ewell står bag et større forskningsprojekt om samme emne, og nogle måneder efter konferencen blev foredraget udgivet i en længere artikelform.

Hans arbejde står ikke alene, men er en del af en større bølge af musikforskning, der arbejder med at undersøge race og køn i musikteori, kultivere antiracistisk musikvidenskab og afkolonisere musikpensa. Alt sammen meget lødigt, om end nogle steder udfordrende og kontroversielt. Det blev i hvert fald kontroversielt i juli måned i år, da en gruppe (hvide) musikteoretikere lancerede et storstilet modsvar til Ewell (der er sort) via tidsskriftet Journal of Schenkerian Studies.

#MusicTheorySoWhite

Philip Ewells udgangspunkt er den omstændighed, at det musikteoretiske elfenbenstårn er en blændende hvid institution. Hovedparten af professionelle musikteoretikere er hvide på trods af årtiers arbejde med at få mere diversitet i Society for Music Theory. Ewells j’accuse og hans vigtigste argument er dog mere grundlæggende og vidtgående: Vestlig musikteori i sig selv – ikke bare teoretikerne – er også rodfæstet i hvidhed, domineret af studiet af musik af hvide komponister (i særdeleshed tyske og østrigske), og dét med en diskurs og ideologi, der underbygger hvidhed.

Inspireret af forskere i kritiske racestudier kalder Ewell det for musikteoriens hvide racemæssige ramme. Dermed er hans artikel også en opfordring til at skifte vores institutionelle fokus fra at skabe mere »diversitet« til at være eksplicit antiracistisk. Han ønsker ikke bare, at der, så at sige, kommer lidt flere farver på musikteoriens palet, men at vi skifter rammen, perspektivet og billedet af, hvad musikteori er, kan og skal.

Pointen er, at rammen ikke blot er defineret af eventuelle negative fordomme om ikkehvid, ikkevestlig musik, men at den – og dette er endnu vigtigere – fremmer positive fordomme om hvid musik og hvide erkendelsesformer. Det behøver imidlertid ikke være noget, der afspejler sig i åbenlys diskrimination. I vore dages undervisnings- og forskningsverden er åbenlys, diskriminerende racisme ofte afløst af farveblind racisme, der bruges til at skubbe spørgsmål om race til side og dermed fastholde den hvide ramme og i stedet spørger retorisk: »Hvad har musikteori med race at gøre?«

Den store hvidvask

Grunden til, at Ewell har fået en gruppe musikteoretikere på nakken, er dog ikke hans generelle kritik af musikteori, men, som sagt, at hans primære casestudie er Heinrich Schenker og de moderne tilhængere af hans begreber og metode.

Schenker er ellers et velvalgt eksempel, fordi han ligesom vestlig musikteori – og sin samtid – generelt havde racistiske synspunkter, der ifølge Ewell ikke bare var uheldige, tidstypiske bemærkninger, men rent faktisk gennemsyrer hans teorier. Derudover er Schenker, i USA, et institutionelt, intellektuelt og symbolsk pejlemærke. Som Ewell skriver: »Hvis Beethoven er vores eksemplariske billede på en komponist, så er Schenker vores billede på en musikteoretiker.«

Philip Ewell talte ved sidste års forsamling i Society of Music Theory om musikteoriens hvide ramme. © Society of Music Theory

Ewell opsummerer og citerer Schenkers racisme. Og her taler vi altså ikke om kulturel hyggeracisme, men om fuldblodet biologisk racisme med beskrivelser af »undermennesker«, »vilde folk«, »primitive racer«, sorte mennesker som »kannibaler«, og at »mennesker ikke er lige« – alt sammen noget, Schenker brugte som et argument for hvidt, særligt tysk, overherredømme.

Schenkers racistiske overbevisning er velkendt, og Ewells kritik er ikke bare en kritik af Schenker selv, men af den efterfølgende hvidvaskning af Schenker. Han dokumenterer, hvordan forskere og redaktører har udeladt, underspillet eller bortforklaret Schenkers racisme som ekstramusikalske bemærkninger, der intet har at gøre med hans teorier.

Ewells pointe er, at forfattere, der undlader at gøre opmærksom på Schenkers hvide racemæssige ramme, ikke har fjernet denne ramme, men har hvidvasket dens tilstedeværelse. Hans egen fortolkning af Schenkers teorier – som ikke skal forveksles med et forsøg på akademisk cancel culture – forsøger derimod at synliggøre rammen: Schenkers teorier om musikalske hierarkier har alt at gøre med hans idéer om kulturelle og biologiske hierarkier.

Ophedet debat

At Ewell på den måde gik til angreb på Schenker, ville en gruppe dedikerede musikteoretikere ikke sidde overhørig. Journal of Schenkerian Studies (JSS) – et årligt tidsskrift, der udkom første gang i 2005 og er tilknyttet University of North Texas – tog sagen i egen hånd og udgav et symposium på femten svar til Ewell.

Redaktørerne begik dog flere bemærkelsesværdige fodfejl: Svarene blev ikke fagfællebedømt, Ewell fik ikke mulighed for at skrive et svar på kritikken, og et efterfølgende åbent brev fra redaktøren Timothy Jackson ligner mere et eksempel på hvid skrøbelighed end en opfordring til »udveksling af idéer«, sådan som man oprindeligt havde hævdet.

Det skal dog også siges, at mens de fleste af bidragene til JSS fortsætter forsvaret for den hvide racemæssige ramme, er der også nogle af forfatterne, der ligger tættere på Ewells kritik af Schenker. Desuden varierer svarene i omfang og tone, fra afdæmpet saglig uenighed – for eksempel Nicholas Cook, der skriver om Schenkers jødiske identitet – til det absurde, som når Barry Wiener sammenligner Schenker med Martin Luther King og kalder kurser med kritisk raceteori for politiske genopdragelseslejre.

Et argument, der går igen i flere af svarene til Ewell, er variationer over temaet ‘Schenker var måske lidt racistisk, men det var alle jo dengang’. En anonym bidragsyder skriver for eksempel, »at det, der ville have været virkelig bemærkelsesværdigt, var, hvis Schenker ikke, på noget tidspunkt, havde haft disse racistiske holdninger«.

Forskere og redaktører har udeladt, underspillet eller bortforklaret Schenkers racisme som ekstramusikalske bemærkninger, der intet har at gøre med hans teorier

Det er dog en indvending, Ewell afviser i sin artikel. Han er godt klar over, at Schenker ikke stod alene med sine racistiske synspunkter. Musikteoretikere fra François-Joseph Fétis til Hugo Riemann og Anton Webern troede også på hvid overlegenhed. Den vestlige verdensforståelse bygger netop på hvide (mænds) synspunkter.

»Det er ikke overraskende,« skriver Ewell, »at hvide Schenker-forskere ikke hæfter sig ved de racemæssige aspekter af hans liv og værk på samme måde som mig, der er ikkehvid. Og det er lige præcis disse ikkehvide perspektiver på race, der bliver ignoreret og underkendt i global raceteori.«

Nicholas Cook, der er forfatter til en stor Schenker-biografi, skriver, at debatten bør tage højde for, at Schenker, der var jøde, selv kendte til følgerne af racisme og »udmærket vidste, hvad det vil sige at tilhøre en racegjort minoritet«. Det får redaktør Jackson til at hævde, at Ewell er ude i et antisemitisk ærinde – som et udslag af »en omfattende tendens til sort antisemitisme« – mens andre mener, at Schenkers racisme bliver mere moderat af, at han grundlæggende var xenofobisk indstillet over for alle andre end tyskere.

Men det er ifølge Ewell blot et eksempel på, hvordan man forsøger at skjule den hvide ramme ved at rette fokus væk fra hvidhed og over mod andre marginaliserede grupper.

Uløseligt bånd mellem teori og samfund

Så hvad stiller man op med den måde, som man underviser i musikteori på i dag? Flere af de femten svar er forsvar for den hvide investering i klassisk musik. Ifølge dem er vestlig kunstmusik et farveblindt meritokrati, hvor de største genier og værker har en selvfølgelig plads på pensum.

Her tager Jackson igen-igen prisen som den mest tonedøve racist og fremturer, at afrikansk-amerikanske »forældre må give deres børn muligheden for at få musiktimer [i klassisk musik] og insistere på regelmæssig øvning fra en tidlig alder. Lav socioøkonomisk status udelukker ingen racegrupper fra dette; fattigdom forhindrer ikke én i at have prioriteter«.

Denne opfordring til sorte mennesker om blot at knibe ballerne sammen og assimilere sig til hvid kultur bliver fulgt af små imødekommelser om lidt flere kvinder og sorte komponister i kanonen, ligesom man opfordrer til, at Schenker-analyse også bruges på ikkeklassisk musik. Eller som David Beach bramfrit skriver: »Jeg vil opfordre Philip Ewell til at stoppe med at brokke sig over os hvide fyre og udgive nogle sofistikerede analytiske grafer af værker af sorte komponister.«

Den østrigske musikteoretiker Heinrich Schenker spiller en stor rolle i amerikansk musikvidenskab; på Youtube findes flere introduktioner til hans metode. © Segno

Men det handler ikke bare om mere diversitet i pensum eller koncertprogrammer. Problemet er, skriver Ewell, at »den hvide racemæssige ramme kun kan forestille sig at udvide repertoiret, men ikke at studere ikkevestlig musikteori«.

‘Jamen race har jo ikke noget med musikteori at gøre,’ lyder indvendingerne. Selv når man indrømmer Schenkers racisme, bliver det hurtigt slået hen som noget irrelevant. På trods af at Schenker selv så en sammenhæng mellem sit verdenssyn og musikteori, så skriver Barry Wiener, »at der ikke er nogen åbenlys sammenhæng mellem hans politiske overbevisning og musikalske idéer«.

Modsat mener Ewell, at musikteori ikke kan løsrives fra sin kontekst, og at Schenkers strenge musikalske hierarkier spejler sig i hans holdning til racehierarkier. Her er vi så ved den helt centrale og overordnede præmis i Ewells artikel: at musikteori ikke kan adskilles fra sin samfundsmæssige kontekst. Som han skriver, er det »logikken om musikteoriens transcendente uskiftelighed, der gør det muligt for den hvide racemæssige ramme at overse de racemæssige strukturer, som hvide drager fordel af«.

Bør ikke affejes som amerikaneri

Stort set så snart tolvte udgave af Journal of Schenkerian Studies var online, begyndte den musikvidenskabelige shitstorm på sociale medier. Det førte hurtigt til en massiv protest mod JSS’s racistiske bidrag fra hundredvis af amerikanske musikteoretikere og til en officiel udtalelse fra Society of Music Theory. Studerende fra University of North Texas, der udgiver tidsskriftet, skrev et åbent brev, der foreslår, at JSS helt lukkes, og universitetet har indledt en formel undersøgelse af tidsskriftet.

Uden for musikvidenskabens rammer gav sagen også genlyd. De lokale medier i Texas dækkede sagen og rapporterede, at konservative studerende var bekymrede over censuren, som hvide professorer kunne blive pålagt. Konservative medier tog også sagen op, og den nåede hele vejen til Fox News, mens mainstreamradiokanalen NPR skrev, at sagen viser, hvor langsom den klassiske musikverden er til at tage raceemner op.

Den overvældende støtte, som er gået Ewells vej, er dog nok et bevis på, at den musikvidenskabelige strømpil peger i retning af ham og ikke JSS, selvom det antiracistiske arbejde kun lige er begyndt. I Danmark kan man måske være fristet til at se denne sag som et særlig amerikansk fænomen. I den danske uddannelseskontekst er musikteori ikke udskilt som en separat institution, og klassisk musik nyder ikke den helt samme ophøjede position i gymnasie- eller universitetsundervisningen, som den gjorde engang.

Vi skal, som Ewell skriver, opbygge en racestamina, forstået som evnen til at have ærlige, åbne og selvkritiske diskussioner om, hvilken rolle hvidhed spiller i musikforskning og -uddannelse

Det betyder dog ikke, at vi skal undlade at undersøge vores egen hvide ramme. Som talrige danske, ikkehvide debattører har givet udtryk for hen over sommeren, så eksisterer racisme og farveblindhed også i Danmark. Vi bør udvise rettidig omhu og spørge, hvordan musikverdenen bidrager til den hvide racemæssige ramme. Grundstenen i dansk musikteori er stadig vores udgave af riemannsk funktionsteori, og en undersøgelse af dens kulturelle rødder er på sin plads.

Node-til-node-analyse er teknisk set ikke længere påkrævet i gymnasiet, men bekendtgørelsen gør det klart, at selv når der er tale om populærmusik eller ikkevestlig musik, er det at foretrække, og »musikkens væsentlige parametre« defineres stadig kun som »harmonik, melodik og rytmik«, mens form, klang, tematik, teknologisk musikproduktion, performance, æstetik, historie, klasse, køn, seksualitet, race og så videre er mindre væsentlige parametre.

I en post-Ewell-musikteori bør også vi danskere undersøge, hvordan disse parametre er forbundne til vores hvide racemæssige ramme. Det betyder ikke, at vi ikke kan undervise i klassisk musik og funktionsteori eller i harmonik, melodik og rytmik, men vi bør belyse de begrænsninger, disse rammer har, ikke kun i musikhistorieundervisningen, men også i musikteoritimerne. Vi skal, som Ewell skriver, opbygge en racestamina, forstået som evnen til at have ærlige, åbne og selvkritiske diskussioner om, hvilken rolle hvidhed spiller i musikforskning og -uddannelse.