Opløsning af den holocæne tid

SKLASH+ er et netværk af cirka femten kvindelige kunstnere – med plustegnet som en invitation til kvindeligt identificerende og nonbinære personer. Det mundrette navn er en forkortelse for Samtids-Kvindelige Lydskaberes Atrium for Samtale og Holocænstudier. Og hvad ligger der i sådan et navn? Ja, det kræver måske en smule uddybning.

Et atrium er et åbent rum uden øvre afgrænsning, hvilket meget fint beskriver, netop hvor højt der var til loftet, da netværket den 10. november havde scenen til Klub Primi på H15 i Kødbyen. Igennem fire opførelser af lydværker og nye samarbejder – lydkunst, kompositions- og improvisationsmusik med elektronik, strygere og stemmer – blev både publikum og musikere ført ud i endnu ukendte landskaber. I et netværk af stemmer og frekvenser blev rummet udforsket og befolket med nye soniske tilstedeværelser.

Der er en forskydning mellem den tid, vi befinder os i, og musikscenens nuværende indretning

Og så er der det holocæne, der i sin græske oprindelse betyder »en helt ny tidsalder«. Det er nok her, i etymologien, at man skal forstå meningen bag »holocænstudier«. Den holocæne periode betegner nemlig også den geologiske tidsalder, vi har befundet os i siden afslutningen på den sidste istid – knap 12.000 år – og måske ligger der her en skjult antydning af et paradoks i brugen af ordet. At der er en forskydning mellem den tid, vi befinder os i, og musikscenens nuværende indretning.

SKLASH+ beskriver selv, at der er et gab mellem nyere feministiske strømninger og samtidig lydkunst. Den ‘nye’ tid er måske ikke så ny; men musikscenen, som i høj grad repræsenterer flest mandlige kunstnere og komponister, er ikke fulgt med. Der er derfor behov for et rum, hvor kvindelige og queer kunstnere kan bidrage med tiltrængte nyskabelser – og det skete i særdeleshed på H15. Men det var ikke i nyskabelse alene, at kvaliteten af aftenens opførelser lå. Det var i kunstnernes evner til at skabe miljøer af lyd, der kunne rumme inkongruente følelser og opløse tid og stabile subjekter.

Fravær og forgængelighed

En opening talk af Birgitte Alsted var aflyst, men i stedet så vi et ældre videointerview med komponisten og hørte hendes værk Zu versuchen, die Fragen (2002) fra en tom scene. I interviewet siger Alsted blandt andet, at »omverdenens forventninger til, hvordan kvinder skal opføre sig, betyder en hel del for, hvad vi føler os tilpasse med at gøre«. Hun fortsætter, at nogle af de livsvalg, som er nødvendige for en skabende kunstner, ikke traditionelt har været »comme il faut for kvinder«. Alsted har en meget lang karriere med elektroakustisk musik bag sig, og hendes virtuelle tilstedeværelse fungerer som et fint åbnende argument for SKLASH+’s formål.

Aftenens første liveoptræden er fra Shattered Objects: Neli Pantsulaia og Sophia Sagaradze fra Georgien, som begge er komponiststuderende i Danmark. Deres værk Foreword. Cycle Patterns (2020) er en blanding af performance, reallyd fra scenen og afspillet lyd. På scenen står et bord med et spejl, en hårbørste, en dagbog og forskellige nipsgenstande. Foran spejlet sidder den ene kunstner og blæser sæbebobler frem for sig. Den anden står i skyggerne ved siden af og hvisker i en mikrofon, mens lyde af bristende klik forsvinder i en astral rumklang og dybe toneflader. Sæbeboblerne brister i scenens lys og fungerer som vanitassymboler, der understreger forgængeligheden i spejlbilledet.

Toechter og Marcela Lucatelli uropfører »It Ain’t Easy but It Could Be Fun«. © Klub Primi

Der er en ensomhed i det universagtige lydbillede. Men i løbet af værket ændrer lydbilledet sig til det helt nære, og vi præsenteres for hverdagslyde som anslag mod et computertastatur, fuglekvidder og en skingert knirkende havelåge. Slagene mod tastaturet falder i beslutsomme kaskader, og det er som at høre den skrivendes idéer uden at kende det skrevne. Subjektet bag dem er skjult, og sentenserne får deres egen personlighed. Det ledsages af et nervøst elektrisk åndedræt af korte stød af hvid støj.

Den skingre lyd af en havelåge gentages og loopes hen over sig selv til en disharmonisk akkord, der lyder, som om den bliver afspillet både bagfra og forfra på samme tid. Den ene kunstner på scenen er begyndt at rede den andens hår som et roligt aftenritual. Lydene er som hverdagssekvenser, der rituelt gentager sig dag efter dag i en sammenblanding af tid, hvor før og efter er opløst og kondenseret i nervøse repetitioner.

På dette tidspunkt begynder den siddende kunstner at blæse en ballon op. Hun blæser den op til bristepunktet, og man ser flere i publikummet begynde at sidde anspændt i stolen. Spændingen stiger, da hun begynder at kærtegne ballonen med en kniv – og pludselig brister ballonen med et brag i mikrofonen, der gengiver lyden med samme universagtige rumklang, som koncerten startede i. Den sprungne ballon i det store rum lader lytteren stå tilbage i et ensomt univers af forsvindende lyd, og man forstår den skrøbelighed, der findes i objekterne og deres øjeblikslyde. De to synger en stille epilog, der lyder som bulgarsk folkesang (der er tale om en georgisk sørgesang, oplyser Pantsulaia, red.), og man er efterladt i en rar melankoli.

På forskellige frekvenser

Nasia Kotronia er også komponiststuderende, og premieren på Tre röster (2020) er hendes første solooptræden. Værket er en dialog mellem en ‘stemme’ bestående af korte skrat af hvid støj og Kotronias egen stemme. Hun holder sig selv i et greb om halsen, og små, undertrykte gisp skaber sammen med støjskrattene en rytmisk call-and-response-dialog, der kunne minde lidt om duetterne på Meredith Monks Volcano Songs (1993-94).

På et tidspunkt indleder hun en sætning med ordene »Jag vill känna mig själv och«, men overdøves af støj, der nu bliver konstant, indtil sætningen slutter med ordene »och så vill jag baka wienerbröd«. Hun veksler mellem glæde og angst og giver et intimt indblik i et rum, hvor modsatrettede følelser glider umærkeligt ind i hinanden. Overgangene i følelser er wild at heart and weird on top og leveres med en til tider nærmest pantomimeagtig performance.

Det er som et indre skænderi eller en fremmanen af ånder. Kraftfuldt og ublufærdigt, smukt og uhyggeligt

Den tredje stemme introduceres i sidste del af værket, hvor en anden kvinde på scenen (Neli Pantsulaia, red.) på skift med Kotronia læser en brevveksling højt mellem to venner i to forskellige byer. Skiftene i oplæsning er betinget af støjfrekvenser i to forskellige niveauer. Støjen giver dem på skift taleret og fungerer som en betingelse for, at de må sige noget. De er bogstaveligt talt på to forskellige frekvenser.

Legen med støjfrekvenserne som præmis for taleretten fungerer illustrativt som kommentar til medieringen af vores private udvekslinger som noget, der selv har sin egen vilje. Mediet siger stop og start for, hvornår vi kan tale, og hvornår vi er stille. Der er en indeklemt glæde, som virker særligt spinkel og tydelig i sin kamp mod både ydre og indre overmagter. De Tre röster synes ikke at tilhøre bestemte subjekter, men er viklet ind i hinanden i et netværk af både menneskelige og elektriske signaler.

Lucatelli fremmaner ånder

Toechter, en trio fra Berlin bestående af to violinister og en cellist, spiller aftenens sidste koncert, som i sidste sektion er ledsaget af Marcela Lucatellis vokal. De klassiske instrumenter bruges både konventionelt til at skabe smukke harmonier og melodier og ukonventionelt med buerne som percussion og skrab mod klangkasserne.

Med et stort setup af effekt- og looppedaler og rumklange i forskellige dybder og længder fører de først lytteren gennem store, åbne lydlandskaber. Cykliske melodier fra celloen og droner fra den ene af de to violiner former klangen foranderligt i et forløb, mens den anden violin supplerer med dramatiske atonale crescendoer og fald mod afgrunde. Der er en kraft og dybde i musikken, som leder tankerne hen på tektoniske forskydninger og den holocæne periodes mennesketomme begyndelse.

Da Marcela Lucatelli slutter sig til trioen, bliver det vildt. Hun bruger ikke blot sin stemme, men hele sin krop som et orkester af forskellige udtryk. Hun synger og klager, græder, hvisker, growler og bruger klusiler, strubelyde og små hvin som selvafbrydelser og udbrud. Det er et fysisk udtryk, hvor klassiske sangteknikker afbrydes og nærmest parodieres af kropslige lyde. Teknikker, som Joan La Barbara udforskede i dybden på albummet Voice Is the Original Instrument i 1976, i heftig afveksling med pompøs sang. Det er som et indre skænderi eller en fremmanen af ånder. Kraftfuldt og ublufærdigt, smukt og uhyggeligt.

Strygerne følger hende nøje og supplerer, svarer og harmoniserer med en sans for dramatik som i Psycho. Lucatelli manipulerer sine egne vokaludtryk på en filterbank, som hun vrider knapperne rundt på, så det til tider ser ud, som om hun bliver elektrificeret af den. Det kunne minde om en slags besættelse af ånderne af Amy Camus og Diamanda Galás i Lucatellis krop, der udgår fra apparatet. De soniske personaer, der har overtaget hende, får frit lejde til at gøre, hvad de vil. Og når man ser rundt på publikum, er der ingen, der virker ligegyldige over for, hvad der sker på scenen. Værket, It Ain’t Easy but It Could Be Fun (2020), er alt andet end easy listening, men det er virkelig fun.

Mark Fisher bruger begrebet eerie om det sælsomme og uhyggelige. Begrebet er nært beslægtet med Freuds unheimlich – noget, der ikke helt hører til, eller fraværet af noget, der burde være der. Et landskab tømt for mennesker, eller noget, der ikke kan lade sig gøre. Følelsen af, at ‘dette ikke hører til’, er ofte et tegn på, at vi er i selskab med noget ganske nyt. Mødet med det mærkelige er ofte ledsaget af en form for fornøjelse blandet med ubehag, som minder om, hvad Lacan kalder jouissance – en type af nydelse, der forener både frygt, aggression og seksuel ekstase.

Der er ingen tvivl om, at man med SKLASH+ og i særdeleshed Lucatelli er i selskab med noget ganske nyt. Måske deraf nydelsen ved at opleve hende. Eller måske ligger nydelsen blot i, at hun er en overbevisende kunstner, som formår at sidestille temperamenter og følelser, der virker inkongruente, og således skabe nye oplevelser uden for det endnu kendte.