Improvisationen åbner musikkens verden

Komponisten Birgitte Alsted (f. 1942) har komponeret eksperimenterende både akustisk og elektronisk musik siden 1972. Hun er uddannet violinist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med debut i 1971 og master i komposition af elektronisk musik fra Det Jyske Musikkonservatorium i 2006. Birgitte Alsted er fascineret af alle former for lyd og støj og af alle de lydlige forvandlinger, som både det akustiske som det digitale muliggør: stemmens mange lydlige udtryk, reallyde og elektroniske lyde forvrænget digitalt og musik vendt, drejet og strakt til ugenkendelighed – ligesom i en drøm.

Det første Birgitte Alsted husker fra musikkens verden var, at hendes mor spillede klaver efter nogle underlige tegn på papir, hvilket vakte hendes interesse. Hun fortæller: »Min mor gav mig noget nodepapir, som jeg tegnede nogle noder derpå. Jeg anede ikke hvad der kom ud af det, men hun improviserede noget så smukt og så blev jeg så glad. Så det var en fed leg for mig. Vi blev ved nogle gange indtil hun åbenbart blev træt af det og spillede hvad der stod; og så blev jeg meget skuffet! Så holdt jeg op; så slap hun. Men så begyndte jeg selv at improvisere, når mine forældre ikke var hjemme og klaveret var ledigt.«

At finde på de der lange blokke og den grafiske notation, det synes jeg var meget flot og inspirerende

Birgitte Alsteds interesse for musik var vakt og de næste år brugte hun på at lytte til musik og lade sig inspirere. Hun kom ind på musikkonservatoriet med violin, øvede sig og lærte musikteori, men slap improvisationen og dermed den skabende del af musikken. Men så skete der noget; Alsted kom i solistklassen og fik mulighed for at studere i Polen, hvor hun stødte på Pendereckis musik: »Jeg tror nok det var de her meget brede klanglige forløb, som var noget helt andet end det motiv-arbejde, som fik sin kulmination i den wienerklassiske musik, som jeg jo selvfølgelig stadig holder meget af. Pendereckis musik var nutidig. At finde på de der lange blokke og den grafiske notation, det synes jeg var meget flot og inspirerende.«

At tænke i lyde og sætte musikeren i fokus
En anden skelsættende oplevelse i årene på konservatoriet var mødet med komponisterne Maurcio Kagel og Gertrud Meyer-Denkmann, der ledte et kursus for interpretation og ny musik i Göteborg. Alsted fortæller: »Jeg kan huske – efter en improvisationstime hos Meyer-Denkmann – at vi gik tur nogle stykker, og så begyndte vi at lege med lydene. Og på dette her tidspunkt havde jeg ikke tænkt musik i andet end toner. Men nu begyndte jeg faktisk at tænke musik i lyde. For eksempel at gå i sand, at lytte til skridtene i sand: Ahhh, så interessant. Og selvfølgelig alle mulige andre lyde; trafik osv. (…) Og så var der Mauricio Kagel, han var mesteren i instrumentalteater. Vi så blandt andet et stykke for en blæser, som kommer ind på scenen, begynder at udvælge rør, afprøver dem og pudser lidt på dem. Alle de lyde og hans forvirring med hvad han nu skal, - hele det dramatiske i selve musikersituationen, åbnede rigtigt meget for mig. Alt det ’bag kulissen’ blev taget frem og vist.«

Anti-autoritet og Gruppen for alternativ musik
Nogenlunde samtidig, i slut-60erne, begyndte en anti-autoritær bevægelse mod konservatoriets traditionelle udtryksformer, som for Alsted udmøntede sig i den eksperimenterende improvisationsgruppe, Gruppen for alternativ musik. Udover komponisterne Hans Abrahamsen, Helle Norup og Carl Bergstrøm-Nielsen, tiltrak gruppen også forfattere og poeter som Poul Borum, Inger Christensen og Per Højholt. Her skrev Alsted sit første værk, et stykke for kammermusikbesætning: slagtøj, violin, klaver og baryton. Hun fortæller: »Værket hed Klumpe, for så kunne jeg godt tillade mig at klumpe lidt rundt. Og det var så morsomt, at jeg derefter ikke kunne holde op. Jeg gik altså ikke på konservatoriet med komposition, men komponerede bare, og det var vi flere der gjorde i Gruppen for alternativ musik. Det var et skønt miljø, fordi man inspirerede hinanden og selv arrangerede vores koncerter; jo det var ret skægt. Så sådan startede det, og så var det ikke til at holde op igen.« 

Alsted i studiet anno 1975. Foto: Privat

Teknologien åbner nye musikalske muligheder – teatermusik og det elektroniske lydlandskab
Gruppen for alternativ musik gik i opløsning i 1976, og Alsted begyndte at få opgaver til forskellige teater- og danseforestillinger. I starten spillede hun violin og improviserede i Rimfaxe Teateret og Fønix-teatret, men i 1977 blev hun kontaktet af koreograf Marie Lalander, som havde hørt en af hendes strygekvartet og gerne ville starte et samarbejde. Det blev til flere værker komponeret til Lalanders danseforestillinger i et tæt og frugtbart samarbejde.

Det tværæstetiske arbejde med teater- og dansemusik førte Alsted ind i den elektroniske musik. I forbindelse med musikken til Rimfaxe teater var Alsted blevet introduceret til lydstudieteknik og lydcollage, og da sceneinstruktør Line Krogh bad Alsted komponere en lydside til hendes opsætning af Antigone, gik hun sammen med teknikeren Per Meistrup i gang i lydstudiet. Alsted beskriver kompositionsprocessen således: »Og der sad jeg som komponisten, der beder teknikeren: gør lige dét og gør lige dét. Og hvad gør vi lige her, og hvordan får vi fat i en høg og sådan noget. Og det var jo enormt skægt, og han syntes jo også det var enormt sjovt. Og vi sad flere døgn i træk og mixede færdigt på det. Det var jo også en slags improvisation: hvad gør vi nu her, og hvad gør vi nu her, og hvordan passer det sammen med det? – en meget langsom improvisation. Ikke planlagt på forhånd, men drevet af improvisation og de idéer, der lige kom.«

Der var jo det, at når de elektroniske værker skulle opføres til forskellige koncerter, så er det jo lidt kedeligt at sidde og se på nogle højtalere

Fra bånd til computer og kunsten at tilføje elektronisk musik et live-element
I 1987 komponerede Birgitte Alsted musik til instruktør Brigitte Kolerus opsætning af Strindbergs Drømmespil på Teatret ved Sorte Hest. Her fik Alsted adgang til et lydstudie med en 24-spors båndoptager, hvor man kunne klippe, fade og splejse – og, ikke mindst, adgang til en sampler, som på dette tidspunkt var helt ny på markedet og uhørt dyr. Sampleren kunne optage en lyd, afspille lyden ved tryk på en tangent på keyboardet, transponere lyden op og ned. Alsted var fascineret af de nye musikalske muligheder, som sampleren tilbød og ville også have en. Hun blev anbefalet at købe et ’composer’-program til Atari-computer, som kunne styre samplerens lyde ved hjælp af MIDI med et klaviatur. Med dette MIDI-styrede kompositionsprogram kunne Alsted indspille en ’stemme’ ad gangen på hvert sit sequencer-spor: »og det var også improvisation, kan man sige«, fortæller Alsted. 

I denne periode komponerede Alsted  de elektroniske værker Vækst og Natterdag, men i stedet for at lade dem opføre som båndmusik, tilføjede Alsted et live-element: »Der var jo det, at når de elektroniske værker skulle opføres til forskellige koncerter, så er det jo lidt kedeligt at sidde og se på nogle højtalere. Nørderne kan godt finde ud af det, de lukker jo bare øjnene og lader det strømme ind. Men resten har ofte lidt svært ved det. Så jeg fandt på at spille violin til nogle af de elektroniske værker; f.eks. Vækst og Sorgsang. Og det var jo også en opgave at finde ud af, hvordan jeg skulle gøre det, så jeg ikke forstyrrede mine værker for meget, og så det alligevel gav et eller andet ekstra.«

DIEM – lydforvandlinger med computer
Dansk Komponistforening arrangerede i midt-80erne i samarbejde med DRs legendariske musikchef Mogens Andersen nogle musikfestivaler med medlemmernes musik. Nogle af Alsteds venner havde sendt Mogens Andersen hendes musik på bånd, men der var ikke kommet nogen respons. Alsted gik prompte op til Mogens Andersen og sagde: »Jeg er sur over, at jeg ikke kommer med til den festival, du arrangerer.« Alsteds musik kom ikke med på festivalen, men to af hendes værker blev senere spillet i radioen, og en sats fra Vækst kom i fjernsyn med Alsted på violin i en meget gul kjole, fortæller hun.

Mødet med Mogens Andersen viste sig at være skelsættende for Alsted, fordi det blev gennem ham, at hun fik kontakt til Dansk Institut for Elektronisk Musik i Aarhus (Herfra DIEM). I starten af 1990erne havde DIEM et af landets mest avancerede lydstudie med det nyeste digitale lydudstyr, stærkt inspireret af IRCAM i Frankrig og EMS i Sverige. Alsted fortæller om DIEM: »Mogens Andersen syntes, at det var synd for DIEM-studiet, at der aldrig var nogen, der kom over til Aarhus og komponerede noget musik, for vi boede jo alle sammen i København. Så det ville han stimulere lidt. Derfor bestilte han tre komponister til at lave nogle narrative værker og betingelsen var, at vi skulle lave dem på DIEM. Og for at få københavnerne til at lave noget, så fik man tilskud til rejser og hotelophold. Også dejligt, at være hjemmefra for telefoner og regninger og alt sådan noget.«

»Men det var noget af en udfordring at være derovre på DIEM, for det var jo ikke en Atari-, men en Macintosh-computer, man arbejdede på. Og den kunne ikke MIDI, så jeg skulle lære en hel anden måde at tænke på, og det var meget mere langsomt. Her var det harddisk-recording direkte med lydene; lyd-for-lyd-for-lyd. På DIEM havde de en tekniker tilknyttet lydstudiet, som hjalp, hvis man havde brug for det: »Han var der, når jeg havde brug for hjælp med tekniske problemer, men det var mig selv, der sad ved computeren og komponerede og det var jeg rigtigt glad for, selvom jeg også, inden jeg kom derind om morgenen, var enormt bange for de der maskiner. Men frygt og kærlighed, de hænger tit sammen.«

Sorgsang II – det digitale åbner drømme
»På DIEM havde de på et tidspunkt anskaffet en stor computer – en NEXT-computer, tror jeg nok – som kunne strække lyde. F.eks. kunne de få en lyd, der kun varede 3 sekunder, til at vare 5-6 minutter og det uden at ændre på tonehøjden, og det var jo noget nyt. Det passede rigtigt godt til emnet sorgsang: når man er deprimeret og fyldt med sorg, så går alting langsommere: ”soooooooooooorg”, og sådan begynder værket Sorgsang II (1995). Men det tog enorm tid. Man kunne ikke sådan afbryde processen, for det tog hele natten at strække en lyd. Så man måtte sige: jeg vil have det til at vare 5 minutter, så passer det nok. Det var mit første rigtige ordentlige værk på DIEM: Sorgsang II. Og det var jo et frugtbart samarbejde, så der havde jeg jo lyst til at komme over igen. 

Så det har været mine symfonier, kan man sige, som jeg har lavet ovre i DIEM-studiet. Og der er jo en hel række af værker, som har været sjove at lave, og som også har givet lidt genklang her og der. Så det er lykkeligt.«

IO: Hvad er det for et univers, som det digitale åbner for dig? 

BA: »Ja, noget af det, som jeg selv vil være bekendt på den lange bane, det er digitalt. Også fordi man kan meget mere med det. Så mange af mine drømme kan blive realiseret noget nemmere. Så det med at fortælle noget uden ord, det er også det, der sker, når man drømmer. Her er også nogle mærkelige ting, som man ikke er vant til at se i dagliglivet, som pludselig ændrer sig. Mange forvandlinger, som man alligevel relaterer til, og som ikke er noget fuldstændigt gakgak. Det er en del af ens oplevelse alligevel, på en eller anden måde.«

Portræt af komponisten ca. 1990. Foto: Anja Tollan

Alsteds rolle i dansk musikliv
IO: Hvordan oplever du din rolle i det danske ny musikliv?

BA: »Det ved jeg ikke. Det er jo totalt svært. Altså, inden DIEM blev ’halshugget’, om jeg så må sige (støtten blev skåret ned), der lavede de jo mange koncerter og der fik jeg tit mange ting opført. Og da jeg var yngre, der fik jeg også tit det akustiske opført; der var mange musikere, som gerne ville spille min musik, og jeg fik mange værkbestillinger. Men så kom der faktisk et tomrum, hvor der ikke rigtigt skete noget; altså hvor DIEM ikke rigtigt kunne arrangere koncerter og der ikke rigtigt var noget forum for mig. Og så, lige så langsomt, kom der mere respekt, og man kan mærke at det begynder at udmønte sig nu.«

Agnetes Latter – gennembruddet 
Birgitte Alsted peger selv på tilblivelsen af det elektroniske værk Agnetes Latter, som det, der satte skub i anden halvdel af hendes karriere. Lydingeniør og forsker Kristoffer Jensen var i 2007 med til at organisere den prestigefyldte elektroniske musikkonference ICMC (International Computer Music Conference 2007: Live Electronics Re:New). Han havde hørt noget af Alsted elektroniske musik og fik en idé om, at hun skulle komponere et stykke musik til Suste Bonnéns undervandsskulptur Agnete og Havmanden, som står under vandet i Christianshavns Kanal. Alsted fortæller: »Jeg lavede lydene og lidt af værket i DIEM-studiet, men så blev DIEM-studiet cut’tet, og så lavede jeg resten hjemme. Det var faktisk Kristoffer Jensen, der syntes, at jeg skulle lave det, og at det skulle opføres under denne her konference med to Genelec højtalere i to Christiania-cykler, og når det regnede, så var det jo bare ærgerligt. Jeg tror sådan set, at det måske har kickstartet min senere karriere. Så ham er jeg stor tak skyldig.«

Selvom Agnetes Latter aldrig blev en permanent lydinstallation som planlagt til Suste Bonnéns vandskulptur, så fortsatte det sit liv. Komponist Bent Sørensen var meget glad for værket, og Alsted fik i 2011 Kunstfondens store pris for kvindelige komponister for netop Agnetes Latter. Samme år fik hun også Kulturministeriets livsvarige kunstnerydelse. Med disse skulderklap fra etablissementet begyndte Alsted karriere for alvor at tage fart (igen). Året efter i 2012 udkom Alsteds første soloudgivelse på Dacapo Records: Agnete’s Laughter med både hovedværket og andre akustiske såvel som elektroakustiske værker, heriblandt Melencolia, Sorgsang V og Belletter). Alsted fortæller: »I samarbejde med foreningen Kvinder i Musik og med alle mine endnu ikke drukkede flasker rødvin, lavede vi en release på pladen, hvor jeg lokkede med kager og vin, og der var kø langt ud på gaden. Så der var pludselig interesse: Hov, det er måske faktisk lidt spændende, det som hende her laver. Accordeornisten Rasmus Schjærff Kjøller, som indspillede Melencolia på CD’en og opførte det til releasen, har jo også været enormt skubben-på for at få lavet den CD. Når en dygtig musiker gerne vil indspille ens musik, så er det altså godt.«