Solist i evigt samspil

Jeg møder Søs Gunver Ryberg blandt bøger, skitser, plancher og højttalere i en prøvesal i Skuespilhuset i København, hvor hun for tiden arbejder på lydsiden til en kommende forestilling af instruktør Anja Behrens over Platons Symposion. Det er ikke længe siden, komponisten og lydkunstneren afsluttede et kollektivt residency på spillestedet Forbrændingen i Albertslund, som kulminerede i en audiovisuel koncert i arrangementsserien med overskriften Suburban Summit. Og om kort tid udkommer hendes næste soloalbum på det Berlin-baserede pladeselskab Avian. På mange måder er dette møde – flygtigt og midt mellem en række forskelligartede projekter – meget symptomatisk for, hvordan Søs Gunver Ryberg arbejder: Det ene øjeblik skaber hun musik til scenekunst eller dans, det næste lyd til computerspil eller film, måske afbrudt af en turné, installation eller multikanalskoncert undervejs.

»Jeg arbejder i alle mulige sammenhænge, hver proces er forskellig, og det er udfordrende hele tiden at skifte,« fortæller hun. »Men jeg er også en person, som trives i det. Det kræver virkelig noget energi at gå ind i alle de her nye sammenhænge hele tiden, men det er også helt vildt spændende. Her på det seneste er jeg dog blevet mere bevidst om at skabe nogle lidt længere fordybelsesperioder for mig selv, fordi jeg også gerne vil udgive musik, og det har sit eget spor, som kører parallelt med de andre ting. Det spor er virkelig vigtigt for mig, og indimellem har jeg brug for bare at koncentrere mig om dét.«

Personligt forbinder jeg mest Søs Gunver Ryberg med billedet af et langt, lyst, flagrende hår, der danser hen over forskellig elektronik – det er sådan, jeg har oplevet hende stå på en scene gentagne gange, mens hun har sendt elektroniske lydmure ud over et gigantisk PA-anlæg. Men jeg ved også, at jeg flere gange har oplevet hende uden at se hende – for eksempel i Den Sorte Diamant, hvor hendes kompositioner Arterie og OztAân spillede hver dag kl. 13 i udvalgte uger i 2013, eller i det danskproducerede computerspils-hit Inside (2016), som hun skabte lydsiden til sammen med kollegaen Martin Stig Andersen.

Jeg har en idé om, at hun navigerer i de her mange verdener og skaber musik til så vidt forskellige sammenhænge ved at indtage forskellige roller og jonglere mange færdigheder. Men da jeg i en bisætning benævner én af hendes mange roller lyddesigner, går det op for mig, at hendes tilgang måske alligevel ikke er så forskelligartet endda.

»Jeg kalder mig faktisk ikke for lyddesigner. Jeg er virkelig komponist og vil hellere sige lydkunstner end lyddesigner. For i mit univers er en lyddesigner noget helt andet. Det er mere en, der er håndværker og går ind og faciliterer, end en, der har kunstneriske visioner og identitet i det kunstneriske. Jeg er komponist, og jeg er performer af min egen musik. Jeg har det faktisk også svært ved ordet musiker. Det føles heller ikke rigtigt. Den rolle føler jeg mig slet ikke hjemme i.«

På tværs af udtryk

Måske ledt på vej af de fysiske rammer, vi mødes i her i Skuespilhuset, falder vores snak hurtigt på hendes rolle i de mange scenekunstneriske samarbejdsprojekter, hun ofte indgår i, og hvordan de er at være i sammenlignet med virket som mere vanlig solokomponist. Søs Gunver Ryberg er blandt andet en del af det tværkunstneriske kollektiv Logen, der tæller folk fra scenekunstens forskellige områder, og hvor hun som komponist bidrager med musik eller det, hun meget åbent betegner som »lydteksturer«.

»Som komponist og lydskaber til en forestilling arbejder jeg i feltet mellem komposition – noget, mange vil opfatte som musik – og det, jeg vil kalde for lydteksturer, hvor det er meget mere abstrakt. Scenekunst er en sammensmeltning af alle parametre; det er et Gesamtkunstwerk, hvor de enkelte dele skaber noget større. Jeg skaber noget, som er én dimension, noget andet har en anden dimension, og sammen bliver det et helt univers. Jeg vælger de samarbejdspartnere, som forstår, hvor vigtig musik og lyd er, og virkelig giver det plads – som er interesserede i det som et medie i sig selv og ikke tænker det som et parameter nederst i hierarkiet, der skal på til sidst.«

»Jeg er vant til at være i det flygtige, men indimellem tænker jeg: Hvad har jeg egentlig lavet?«

Søs Gunver Ryberg kigger ud i luften, tænker sig om et øjeblik og fortsætter:

»Overordnet, så er jeg jo i virkeligheden en solokunstner, som bliver bedt om at komme ind og fylde den her rolle ud i en given sammenhæng, og det er jo også det, folk forventer af mig, kan jeg mærke på de ting, jeg bliver spurgt om. Folk har set mig spille koncerter og kender mit udtryk.«

En technomadisk karriere

Lader man øjnene rulle ned over aktiviteterne det seneste årti, ser man, hvordan Søs Gunver Ryberg har været involveret i det ene samarbejdsprojekt efter det andet. Men blandt de mange scenekunstrelaterede projekter står samtidig en betydelig række soloperformances, som føjer til billedet af en kunstner, der forstår at navigere på tværs af forskellige musikmiljøer: koncerter på de progressive mediekunstfestivaler CTM og Atonal, optrædener på nogle af den elektroniske musiks højborge såsom Berlin-klubben Berghain og koncertstreamingplatformen Boiler Room samt mere white cube-agtige sammenhænge som Istanbul Biennalen for ikke at nævne de mange optrædener her til lands på festivaler som Spor, Click og Strøm.

»Jeg er vant til at være i det flygtige, men indimellem tænker jeg: Hvad har jeg egentlig lavet? Når jeg så ser tilbage i min kalender, tænker jeg: Fuck, der er virkelig mange ting, som er for dem, der kommer og oplever det den dag, det bliver fremført, og så er det dét. Og det er jo også helt vildt vidunderligt at have det magiske rum med et publikum. Men jeg kan godt mærke, at jeg med tiden har fået lyst til, at jeg også skaber noget, man kan opleve igen og igen. Så det er blevet en rigtig vigtig prioritet for mig at lave udgivelser. Det er noget, jeg kommer til at have meget mere fokus på fremover.«

Allerede på fredag udkommer Søs Gunver Rybergs næste album, der bærer titlen Entangled. Det føjer sig dermed til et bagkatalog, der blandt andet også tæller soloudgivelserne Aftryk (2016) og Solfald (2018), lydsiderne til computerspillene Thoth (2016) og førnævnte Inside samt soundtracket til Rasmus Kloster Bros klaustrofobiske katastrofefilm Cutterhead fra sidste år.

Svær at begrebe

Det er dog svært for mig at indkredse, hvad det er for et udtryk, der kendetegner og samler hendes bagkatalog. Alligevel mærkes alt umiskendeligt som Søs Gunver Ryberg, når jeg hører det. Abstrakt og elektronisk, ja, men meget sjældent skabelonisk, floskelagtigt eller for refererende til den elektroniske musikhistories lydbank. Æstetikken går fra at være rå og hårdtslående til det næste øjeblik at være omsluttende og lyrisk. Men det er omsonst at tale om en dualitet; der er snarere tale om en bredspektret palet af udtryk, der spejler hele følelsesregistret og føleregistret – alt det, der kan erfares gennem en krop – mens stemningen svæver mellem tilstande. Der er noget meget sanseligt, nærmest taktilt over hendes lydunivers og måden, hvorpå de mange lydflader kribler, knaser og ormer sig rundt blandt hinanden, samtidig med at en klubagtig puls pludselig kan overtage styringen, uden at udtrykket forfalder til lineær dansemusik.

Men hvad hører hun selv i musikken? Jeg spørger ind til Suburban Summit-koncerten på Forbrændingen, der tog sig ud som et installatorisk samarbejde med scenografen Nathalie Mellbye og de to VJ’s Alice Topsøe-Jensen og Kristin Wichstrøm.

»Udgangspunktet var, at jeg lavede en eller anden form for rave, men så kunne jeg bare mærke, at det skulle ikke være sådan en koncert. Alice, Kristin og Nathalie talte om, at de alle havde haft meget spirituelle oplevelser andre gange, de havde hørt mig spille, og det ville de gerne forstærke visuelt. Der skulle altså flere facetter på. Det skulle være noget større, hvor man talte ind i den her storhed, som installationen også kom til at have – hvor jeg virkelig fik de andre dimensioner med ind i musikken. Jeg spillede også ting, der var superabstrakte, meget fragmenterede, og fik sat hele rummet i bevægelse, så det resonerede i folk. Jeg tænkte meget over i processen: Hvad er det, vi er i gang med at skabe? Hvad er den højere kvalitet af det her? Det ville jeg jo gerne give videre.«

Det her er for mig meget karakteristisk for Søs Gunver Ryberg: at klubmusikkens primitive legemlighed kommer allerstærkest til udtryk – får sin urkraft, om man vil – når den møder noget intellektuelt appellerende, noget poetisk. Når det banale i det ene spejler kompleksiteten i det andet, og vice versa. Måske er det i virkeligheden dét, der kendetegner Rybergs musik for mig.

»Det er virkelig en balancegang. Musik og lyd kan bringe os nogle helt andre steder hen og har denne her umiddelbare indgang til vores følelser. Jeg er ikke ude på at tvinge publikum til at føle noget bestemt. Jeg prøver at arbejde mere i nogle universelle grundfølelser, som kan være ret abstrakte, og forhåbentlig er der noget, der trænger dybere ind.«

Stunt, performance og stemmetræning

Søs Gunver Ryberg stiftede første gang bekendtskab med komposition og den elektroniske musiks værktøjer, da hun i starten af nullerne ellers gik og beskæftigede sig med eksperimenterende teater og performance. Hun snusede sågar til en karriere inden for stunt på film (man kan se hende som Iben Hjejles stunt double i Lasse Spang Olsens gangsterdrama Inkasso fra 2004). Det var også i disse (per)formative år, at hun gik til stemmetræning. Og hos sin stemmetræner fik hun første gang ørerne op for de håndværksmæssige aspekter ved elektronisk bearbejdning af lyd.

»Det var en oplevelse af at kunne skabe et univers, som kunne sige meget mere, end ord eller det visuelle kunne, men hvor man bevægede sig i nogle meget mere abstrakte rum og følelser. Og det var det, jeg i virkeligheden længtes efter. Og det var også det, jeg var interesseret i ved scenekunsten, men på det tidspunkt var jeg bare ikke klar over, at det var muligt at gøre på den her måde. Den musik, jeg på det tidspunkt lyttede til og var blevet introduceret for, var meget konventionel. Jeg var ikke rigtig stødt på elektronisk musik eller avantgardemusik. Det var ikke i min bevidsthed, så det var en stor verden, der åbnede sig op for mig. Da jeg opdagede, at man kunne være helt fri af konventionerne, fandt jeg bare hjem.«

Selvom der er et stykke vej fra teater, stunt og stemmetræning til livet som komponist, løber scenekunsten og den tværkunstneriske interesse på en eller anden måde som en rød tråd gennem forløbet. Men hvornår kom lyden og musikken i centrum for det hele?

»Når jeg tænker tilbage, har jeg altid været meget interesseret i filmmusik og klassisk musik, fordi der ofte på en eller anden måde lå noget mere abstrakt i det. Der kunne jeg også finde de store, universelle følelser og budskaber, som jeg var interesseret i. Men jeg var ikke interesseret i at gå den klassiske vej og lære at spille et instrument og reproducere andres musik. Det var jeg gået kold i. Så da jeg opdagede, at man kunne tale ind i det her meget mere abstrakte musiklandskab, var der bare noget, der faldt på plads inde i mig.«

»Da jeg opdagede, at man kunne være helt fri af konventionerne, fandt jeg bare hjem«

Efter det dengang stadig unge internet og forskellige gode råd, hun fik med på vejen, pegede hende i retning af noget begynderudstyr, realiserede Søs Gunver Ryberg en række installationer og ansøgte med dem Charlottenborgs Forårsudstilling, hvor hun kom med. Sidenhen lavede hun videoværker, fik forskellige opgaver hist og her og hørte på et tidspunkt om den relativt nystartede uddannelse Tonespace på Syddansk Musikkonservatorium, som i dag hedder Elektronisk musik og Lydkunst. Her dygtiggjorde hun sig i den elektroniske musiks værktøjer og fik kort efter sin bachelorgrad et job i computerspilsfirmaet Playdead, ligesom hun begyndte at spille flere koncerter i både ind- og udland.

‘Og resten er historie’, har man næsten lyst til at sige. I hvert fald slutter cirklen sig på en måde, hvor man forstår, hvordan skabelsen af lydteksturer først blev et middel og senere hen et mål i sig selv.

»Det var meget bevidst, at det var musik, jeg valgte. Det var meget selvfølgeligt, at det skulle være det. Musikken og lyden har altid været det primære for mig. Det har også noget at gøre med, at jeg fra starten var interesseret i at arbejde tværkunstnerisk. Det er det udgangspunkt, jeg kommer fra i arbejdet med lydinstallationer og video. Men det er sindssygt hårdt at arbejde på alle de parametre alene, og jeg havde fornemmelsen af, at jeg aldrig ville blive god til noget af det, hvis jeg hele tiden spredte mig over, at jeg samtidig også skulle klippe videoen, performe i den og lave lydsiden. Indimellem laver jeg stadigvæk projekter, som er på den måde, men det havde jeg ikke lyst til at basere hele mit fremtidige virke på – så ville jeg hellere arbejde sammen med nogle mennesker, hvor jeg bare vidste, at de havde deres ekspertise, og at der på den måde skete en højere sammensmeltning.«

Den rette hylde

Jeg mødte Søs Gunver Ryberg dybt fascineret af, hvordan dette tilsyneladende helt almindeligt dødelige menneske, der også spiser og sover om natten og måske nogle gange skal svare på nogle e-mails, finder tid, energi og inspiration til at indgå i så mange forskellige sammenhænge og samtidig have så distinkt et solooutput. Mod enden af vores snak står det klart for mig, at det netop er de mange forskellige sammenhænge, der nærer hinanden og bliver den inspiration og energi, som holder Ryberg i bevægelse – det lange, lyse hår dansende hen over elektronikken.

»Når jeg indgår i samarbejdsprojekterne, bliver jeg udfordret på en anden måde, end jeg gør, når jeg er alene. Der er nogle følelser, som jeg måske ikke ellers ville have undersøgt, men det synes jeg kun er med til at styrke mig selv som menneske og komponist, hvilket jeg tager med mig, når jeg så sidder i mit eget lukkede rum. Den dynamik er vigtig – balancen mellem det ene og det andet. Man har jo også nogle vaner og mønstre som sig selv, og dem bliver jeg virkelig udfordret på. Det vigtigste er, at man som kunstner hele tiden bliver ved med at udvikle sig. Derfor er det også vigtigt for mig ikke at låse mig fast i nogen genre. Jeg elsker bare at kunne være i muligheder; at være nysgerrig. Så at begrænse sig eller være fastlåst i en scene, hvor der opstår nogle specifikke forventninger til, hvad man skal levere, det synes jeg er enormt ufrit at være i. Som kunstner har jeg slet ikke lyst til det. Jeg kan godt lide, at der er den der omskiftelighed, og at man ikke rigtig kan vide sig sikker på eller definere det. Det er jo noget, jeg har været med til at skabe selv, at det er blevet sådan. Og det er helt vildt, at det har kunnet lade sig gøre.«