Dansegulvets shamanistiske beruselse

På AFTRYK finder vi fire numre fra omkring seks til ni minutters længde, og selvom dette er SØS Gunver Rybergs første soloudgivelse, er det langt fra den første lyd, hun giver fra sig. Optrædener over hele verden – på Berlins Atonal festival, Boiler Room og i New Yorks ISSUE Project Room – har gjort Ryberg til et kendt navn i den internationale elektroniske undergrund. Udover rytmisk pumpende techno, har Ryberg også arbejdet med multikanals højtaler-setups og stedsspecifikke lydinstallationer. I værket Flying Speakers fra 2012 hænger to højtalere ned fra loftet og svinger fra deres kabler i hver sin akse, der giver lyden en yderligere rumlig dimension. Scenerne for de to aspekter af Rybergs virke er måske vidt forskellige, men undersøgelsen af lydenes indvirkning på rummets relation til publikums indre binder de to sfærer sammen.

Organiske instrumenter
SØS Gunver Ryberg udforsker ikke kun indre og ydre rum, men også relationerne og samspillet mellem det organiske, maskinelle og menneskelige. AFTRYK placerer sig i arven af 1990’ernes ambient techno pionerer Aphex Twin og Tetsu Inoue, samt den mørkere techno fra tyske kunstnere så som Ancient Methods. Disse kunstnere differentierer sig fra anden elektronisk musik ved at introducere en mere organisk og skramlet lyd i en tradition, der er kendetegnet ved det digitale og syntetiske. Især brugen af kontaktmikrofoner, er centralt i Rybergs arbejde med feltoptagelser. Ved at montere kontaktmikrofoner på diverse genstande, kan man opfange vibrationerne som de forplanter sig i dette objekt. Det giver mulighed for at opfange verdens rytmer, eller at bruge sten, mælkekartoner eller maskiner som instrumenter.

Skolezit er åbningsnummeret på AFTRYK og det tyske ord for mineralet CaAl2Si3O10·3H2O, hvis piezoelektriske egenskaber gør, at det under mekanisk tryk reagerer ved at danne elektriske spændinger. Denne egenskab kan bruges til at registrere lydbølger, og derfor kan skolezit anvendes i konstruktionen af kontaktmikrofoner. Nummeret Skolezit starter i den ambiente afdeling med rolige lydlandskaber, der tiltager, indtil de bliver en kompakt støjmur, som igen giver plads til akkorder fra en 70’er-klingende synthesizer à la Rumrejsen 2001.

Algorytmisk
Rybergs maskinelle og elektroniske musik rækker tilbage til det organiske og dyriske. Ikke mindst på pladens andet nummer, Pantodont (Touching Thulitheripus Svalbardii) – en mere polyrytmisk og kaotisk oplevelse. Titlen referer til Pantodonta, der er en uddød gruppe af kridttidens største planteædende pattedyr. Lyden er enorm og bastant med sløve brøl, der lægger sig som droner bag de metalliske trommer. Nummeret indeholder feltoptagelser fra Rybergs ekskursion til et arktisk bjerg, der stadig er en aktiv kulmine. Men det føles også, som om dele af Pantodont (Touching Thulitheripus Svalbardii) er konstrueret af tilfældighedsalgoritmer – noget algorytmisk. Det er umuligt at vide, hvor optagelserne ender, og elektronikken sætter ind. Måske skal vi se denne udgivelse som en videreudvikling fra Rybergs oprindelige interesse for lydens indvirkning på menneskets indre og ydre rum, til en undersøgelse af hvordan vi kan ændre vores forståelse af omverdenen gennem lydlige teknologier? Ved hjælp af feltoptagelser hører vi mere end, hvad der normalt er menneskeligt muligt. Vores relation til rummet omkring os ændres, når vi lytter gennem Rybergs optagelser. Sanserne forstærkes i kraft af både feltoptagelser og elektronik.

De sidste to numre – 1170 Siva (Bare Bones) og 1170 Siva – er i virkeligheden det samme frenetiske nummer på to forskellige måder. Som titlen hentyder til, er Bare Bones versionen en mere afskrællet, simpel version – skellettet til den anden. Her er rytmerne, det eneste man kan fokusere på, når de fyrer afsted som maskinpistolild om ørerne på én. Igen har Ryberg de naturvidenskabelige referencer i orden, da 1170 Siva også er navnet på en asteroide, der ligger i astroidebæltets inderste område, og som krydser kredsløb med Mars. Det betyder, at de to legemer, givet nok tid, kunne ende i en kollision, hvor Mars vil opsluge 1170 Siva. Dette apokalyptiske scenarie afspejler sig i de faretruende bagvedliggende dybe droner og rytmernes hektiske fart. Til slut stopper rytmerne og 1170 Siva – pladens sidste nummer – afsluttes med en æterisk stilhed efter stormen.

Shamanistisk beruselse
AFTRYK arbejder med en lyd, der lader til at passe bedre til dansegulvet end til stuen. En stue kan selvfølgelig sagtens være et dansegulv, og denne plade lyder også godt i hovedtelefonerne. Der er dog noget umiskendeligt ”late night” over AFTRYK. Den grovkornede – næsten lo-fi – repetitive bas lyder af koldt resonerende betonlokaler med ondt i fødderne og frihed i hovedet. Det er lyden af at give slip på hverdagens rutiner og blive væk i dansegulvets shamanistiske beruselse. Det er lyden af at være alt for udmattet, glad, fuld, euforisk, lemfældig og træt til at bekymre sig om andet end musikkens rytmer.

I sin bog More Brilliant than the Sun, skriver Kodwo Eshun; »You can theorize words or style, but analyzing the groove is believed to kill its bodily pleasure, to drain its essence.«1 Derfor er der noget bizart i forsøget på at skrive om en plade som denne. Hele dens essens er så indlejret i en stemning, der først og fremmest eksisterer på dansegulvet som resultat af dens ”groove.” Pladen i sig selv er på denne måde sin egen modsætning. Den er et destillat, ikke kun af en lyd i tid og rum, men af en specifik form for kropslig oplevelse. Hvorvidt det er muligt, at genskabe det dansegulv som er destilleret i pladen er en urimelig forventning. Den form for idealiserede oplevelser hører netop til klokken fire om morgenen, som et resultat af uendelige personlige og sociale forviklinger.

Ønsket om et større aftryk
AFTRYK ender med det fjerde nummer, 1170 Siva, og det er virkelig en effektiv afslutning. Det er også en meget brat slutning efter blot 27 minutter og 10 sekunder (hvor 6 af disse er en genfortolkning af det forgående nummer). Der er ingen grund til at holde fast i normative idéer om en LP eller EPs længde, men det er ærgerligt, at Ryberg ikke har grebet muligheden for at sætte et lidt større aftryk på denne, hendes første, 12” vinyl. Især da hendes kunstneriske virke på dette tidspunkt spænder så bredt, at hun må ligge inde med et mindre bibliotek af interessante lyde. Derfor kan vi kun vente i spænding for at se, hvad Rybergs næste udspil bliver. Forhåbentligt får vi noget længere og mere eksperimenterende, fra en kunstner der allerede har bevist sit værd på galleriet, scenen og klubben.

• 1. Eshun, Kodwo 1998. More Brilliant than the Sun: Adventures in Sonic Fiction (London: Quartet Books)