Marcella Lucatelli: »This Music Is an Embarrassment to Humanity«. © Martin Høyer

Ikke helt så sort-hvidt

Så var hun der igen, Marcela Lucatelli, komponistverdenens enfant terrible. Nu med et musikdramatisk soloshow, der egentlig skulle handle om kunstig intelligens og fællessang, men slet ikke kunne slippe den ironiske standup.
Af
8. november 2021
  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Man blinker med øjnene, og så er hun væk. Borte, af sted i et nyt arbejdsraseri, ude for at slippe en ny uro løs. Det kan føles helt umuligt at holde trit med Marcela Lucatelli, og før jeg får set mig om, er afstanden mellem os pludselig vokset med adskillige værker og begivenheder.

Vi mødtes for halvandet år siden, lige inden pandemien, det var dengang med det symfoniske stykke, der ikke ville opføres. Eller orkestret, der strittede imod. Spekulationerne var mange, men nu er vi videre, fornemmer jeg. Var Lucatelli trængt i defensiven dengang, har hun mere eller mindre kun blæst til angreb siden: skabt nye kunstnernetværk, udgivet ny musik, indtaget nye scener. Fået nyt, sort-hvidt hår som en anden Cruella de Vil.

Som så ofte før i genren Lucatelli-PR er der ikke nødvendigvis en klar sammenhæng mellem foromtale og faktisk opførelse

Ganske apropos, for nu står vi her, på Københavns officielle hjemsted for musikdramatisk udvikling de kommende år, teatret Sort/Hvid i Kødbyen. Anledningen er et spidst betitlet sangshow, This Music Is an Embarrassment to Humanity (5.-6. november), med Lucatelli i hovedrollen. Og som så ofte før i genren Lucatelli-PR er der ikke nødvendigvis en klar sammenhæng mellem foromtale og faktisk opførelse, men dog er vi vistnok blevet stillet i udsigt, at Højskolesangbogen skal omkalfatres ved hjælp af kunstig intelligens og politisk satire.

Hvem taler?

Lidt ængsteligt noterer jeg mig ordet »standup« i foromtalen. Flashback til Spor Festival 2019, hvor Marcela Lucatelli strakte en indledningsvis hysterisk morsom udklædningsperformance, Run, Run, Run, ud i det uendelige. Først forklædt som tyrannosaurus, siden som alt fra stormtrooper til abbed, ledsaget vokalt af skiftevis growlende og pibende kaudervælsk. De afvekslende kostumer til trods var udtrykket rigeligt afsøgt allerede en tredjedel inde i stykket. 

Festligt og Instagram-venligt, men også generisk tøhø’sk ser det ud i »This Music Is an Embarrassment to Humanity«. © Martin Høyer
Festligt og Instagram-venligt, men også generisk tøhø’sk ser det ud i »This Music Is an Embarrassment to Humanity«. © Martin Høyer

Fredag aften i Kødbyen har hun modereret sig og nøjes med ét og samme outfit, en allefarvet dragt med blomster og tegnede dyreansigter. Så er der børnedisko! Omgivelserne er ligedan ironiske: græske søjler, palmer, bregner, en rød oppustelig stol og et lille sidebord med transistorradio, rødvin og en skål finsk lakrids. I centrum troner feberdrømmen over alle analoge synthesizere, det meget uironisk dyre Moog One med træpanel, farvedisplay og hundredvis af knapper, man kan trykke og dreje på.

Festligt og Instagram-venligt, men også generisk tøhø’sk ser det ud. I baggrunden hænger et lærred, der, lige fra vi træder ind i salen, med tempofyldte videosekvenser fra det store internet illustrerer, hvad der skal synges om, og viser sangteksterne. For det er altså, hvad der er på programmet, konstaterer man hurtigt: en række sange skrevet af lejlighedskomponist Kirstine Fogh Vindelev og Lucatelli selv, men, nok så vigtigt, gennemløbet af kunstig intelligens med hjælp fra Mirabelle Jones, programmør og ph.d.-studerende i computeretik.

Lucatelli – er det en krydsning af Ole Erling og lokal-DJ, hun forestiller? – kaster lidt håndtegn og har tilsyneladende en fest

Men hov, konceptet slår sprækker. For nok kan man let forestille sig, at sangtitler som »Tingrang Lund kokokopp«, »Lunken er en bunke lort«, »Naralra – Jeg kan ikke lide filen« og »Tingeling bib bib« i varierende grad har digitale fingeraftryk, men den kunstige intelligens’ indflydelse på tekst og musik er uigennemsigtig og ender mere som en påstand. Når den anvendte GPT-3-software fra OpenAI desuden slår sig op på at kunne skabe menneskelignende tekst, er der så meget desto større behov for at fremhæve netop selve processen, men den forbliver altså skjult i This Music Is an Embarrassment to Humanity.

Grundtvig i makulatoren

Lucatelli indtager scenen og går i gang med det, jeg aldrig helt finder ud af, hvad egentlig er. Moog One er indstillet til arpeggiator, så selvom hun kun febrilsk rammer tangenterne, rejser der sig en abrupt underskov af automatiseret elektronisk puls.

På lærredet lyser billeder af Danmark og Mette Frederiksen op, et sted dybt nede i Lucatellis fragmentariske vokal klinger fragmenter af »Der er et yndigt land«, men teksten er skiftet ud med, formentlig AI-genereret, nonsens. Lucatelli – er det en krydsning af Ole Erling og lokal-DJ, hun forestiller? – kaster lidt håndtegn og har tilsyneladende en fest; i salen er latteren i bedste fald spredt.

Højskolesangbogen udkom første gang i 1894 og bygger på den grundtvigianske idé om at parre foreningsliv og fællessang. De seneste år er dens symbolske værdi kommet under angreb, for hvor rummeligt var nu det fællesskab, de 600 sange repræsenterede? Det virker, som om det er i sin allermest reducerede, spidsformulerede udgave, bogen danner baggrund for aftenens koncert. Få er glimtene af de sange, som showets uigennemskueligt omskrevne melodier efter sigende bygger på; Højskolesangbogen ender næsten som ren symbolik.

Klart står det aldrig, om det er Vindelev, Lucatelli eller Jones’ algoritmer, der taler. Vokalen lægger sig til tider op ad en genkendelig melodi som Oluf Ring og Steen Steensen Blichers »Sig nærmer tiden« eller folkevisen »Det var en lørdag aften«, men er oftere en form for løbsk recitativ, der sagtens kunne lyde digitalt aleatorisk, men lige så vel kunne lyde som karakteristiske Lucatelli-improvisationer kombineret med melodiske hooks såsom et »frihed, frihed«, der falder som et diskant gøgekald.

En krydsning af flodhesten Dolph, den dejglade Smadremanden, en tasmansk djævel som pladevender og en bøvet gestikulerende Linda P.

Hurtigt afløses den tekstlige nonsens også af trods alt forståelige verslinjer som »jeg er et røvhul / jeg er en øjenfarve« eller »jeg kan ikke lide at tage ordrer fra en maskine / men jeg har ikke noget valg«. Absurdisme parret med cyberpatos, samtidig med at akademisk-marxistiske sangtitler blander sig med komikken: »Mulighed for robotopstand« lyder én, andre »Jeg er en del af et system (AI om den menneskelige tilstand)« og »Klimakrisen (Jeg går på diæt)«, mens en fjerde sang slet og ret er navngivet »Kolonialisme«. 

Marcela Lucatelli er stadig en af de mest spændende stemmer i komponistmiljøet. © Martin Høyer
Marcela Lucatelli er stadig en af de mest spændende stemmer i komponistmiljøet. © Martin Høyer

Eftertanken først

Ligesom i tilfældet Run, Run, Run er det dog slående, at selve det musikalske udtryk og generelle koncept ikke udvikler sig i løbet af den ret lange halvanden time, This Music Is an Emberrassment to Humanity varer. Medmindre man morer sig kosteligt over Lucatellis onemanshow – og det gør i hvert fald hendes kæreste på pladsen bag mig (that’s a keeper!) – sidder man altså og savner modspil til personaen på scenen, der vel må beskrives som en krydsning af flodhesten Dolph, den dejglade Smadremanden, en tasmansk djævel som pladevender og en bøvet gestikulerende Linda P. I stedet er der makset ud på alle parametre fra første til sidste sekund; selvtilliden fejler intet.

Marcela Lucatelli er stadig en af de mest spændende stemmer i komponistmiljøet

Overraskende er det også, at et værk med rod i fællessang lader publikum forblive passivt. Én ting er, at vi kan beskæftige os med at prøve at gennemskue, hvilken rolle den kunstige intelligens har haft for den abrupte synth, de heftige melodilinjer og teksterne på lærredet. Men den aktive deltagelse, man måske nok kunne have forventet, når Phillip Faber blev bragt i spil i foromtalen, er afløst af et bitte lydspor på vores telefoner, som vi på opfordring har tilsluttet et lokalt netværk inden start. Herfra lyder så en blanding af støj, fuglefløjt og babygråd, men det er en ringe adspredelse med bismag af pseudoaktivering.

Opførelsen har mere karakter af en messen end af fællessang, og den allestedsnærværende, nærmest jubelglade, ironi saboterer den politiske satire, som ellers ligner værkets grundidé. Det er, som om tanken er sat før tonen, som om man har haft for stort fokus på perspektiveringen (klima, kolonialisme, systemkritik) og har glemt materien (AI-proces, fællessang, syntetisering), som jo ellers helst burde tale for sig selv.

Et glimt af, hvad TMIaEtH kunne have været, får vi til allersidst. »Jeg føler mig forkælet,« messer Lucatelli og afbryder sig selv med et hosteanfald, mens en postapokalyptisk video af en asiat iført gasmaske fanger vores blik. Vores telefoner slutter sig til koret med hosteloops som en knitrende synthsværm, og et stille tremolo og sirenelignende glissandi lyder fra lydanlægget. Lucatelli lyder tiltagende desperat, mens hun gentager sit refræn, og her laver showet et omslag i temperament, der minder om et klassisk Lucatelli-moment.

En metallisk robothånd overtager lærredet og vinker til os. Lyset tændes i salen. »Thank you«, står der. Punktummet er sat – flot – med en isnende besked om, at robotterne står klar til at tage over for menneskeheden, når vi går under. Marcela Lucatelli er stadig en af de mest spændende stemmer i komponistmiljøet, også selvom – ej, fordi – hun ikke sjældent rammer uden for skiven, ja vel nærmest sigter efter noget helt andet.