Vi sidder bare her og synger

Der er tyst i Herskind Forsamlingshus. En tirsdag aften har en hvid skolebus kørt os, publikum til Kirstine Fogh Vindelevs performanceværk Selskabssange, fra midten af Aarhus til et festlokale små tyve kilometer mod vest. Vi får en velkomstdrink, hilser lidt på de andre fremmødte og sætter os ned ved pyntede borde, der er opstillet i hesteskoform. Der skal synges. Vi får udleveret sange på kulørt, velduftende papir. Melodierne er kendte: Jeg er havren. Regnvejrsdag i november. Jens Vejmand. Og andre kendinge. Men teksterne er pimpet op.

I et hjørne af festlokalet sidder en pianist, Tobias Sachse, og spiller. Når vi ikke synger, lærer vi hinanden at kende; på min højre side sidder en operationssygeplejerske, over for mig et medlem af Superheroes. Snitter bliver sendt rundt, vi skåler i både vin og kaffe og spiser lagkage. Vi er et blandet selskab, som blot venter på, at de festlige viser skal virke, ryste os sammen, uden alt for meget blotten og rødmen.

Humøret i sangene er ofte pinligsjovt og skævt. Til en imaginær 30-årsfødselar synger vi:

Jeg kan ikke knalde skævt
Det er vigtigt at få nævnt
Vi skal ligge ganske lige
Flugte sengekant deslige

Alle I, som sidder her
Er jeg egentlig noget værd?
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre
Er det så’n at blive større?

Tvivl, melankoli, incest, skam og bleg hud – det er det, vi er fælles om i Kirstine Fogh Vindelevs livsfortællinger på rødkindede vers. Vindelev er uddannet i sangskrivning fra Det Jyske Musikkonservatorium samt i elektronisk musik og lydkunst fra Syddansk Musikkonservatorium og – står der i Facebook-invitationen – skriver sange om »fortiede og tabubelagte tilstande«. Selskabssange – et hudløst fællessangsværk er den fulde titel på forestillingen, og den måde, familieharmonien bliver sat på prøve på med ****-ord, får nogle til at hviske om Thomas Vinterbergs Festen (1998). Især da en velklædt ældre herre rejser sig fra bordet for at gå afsides.

De voksne synger

»Et liv uden fester er som en landevej uden kroer,« skriver Stine Pilgaard i sin roman Lejlighedssange (2015), hvor hovedpersonen tæller stavelser og »opsummerer menneskers liv, der kan synges«. Det samme gør Kirstine Fogh Vindelev i sit kærkomne projekt; komponisten vil tjekke op på, hvilke sange vi kan, må og tør synge ved de festklædte borde i dag. Med en intention om at vende de evigt opgejlede og åh-så-positive lejlighedskvad og give dem én over nakken med historier fra det rigtige liv, uden filter. For hudløse fortællinger er in. Tidens kunstnere skriger på hudløshed, fra Ariana Grande, Lukas Graham og Thomas Adès til Karl Ove Knausgård og Niels Hausgaard. Selvfølgelig følger festsange med tidens behov og luner.

En af gæsterne i Herskind Forsamlingshus tager det virkelig seriøst, når han har fået til opgave at udbringe en skål. Nogle folk er født til fest, og vi må jo stå sammen om at skabe denne fest. I forestillingen gennemlever vi alle den rejse, som lejlighedssange jo er, og vi, de syngende, spejles og bliver mindet om noget med minutternes gang, fortid, alder og det næste hjørne. De otte sange, vi når igennem, ville nok få problemer med både sangbogsudvalget og visepolitiet. Og godt så. Her er det de voksne, der synger. Hudløst.

Hvad er det egentlig, der sker, når vi siger noget til nogen gennem en melodi? Som den koreansk-danske kunstner Jette Hye Jin Mortensen har undersøgt i sit projekt Songs of the Songless (2011), ændres samtalens tyngdepunkt, når det er sangstroferne, som udgør strukturen for vores dialog.

Som tiden går, opstår tanken, at det store problem måske er, at vi bare sidder der og synger, men mangler nogen – en rigtig jubilar, et menneske, en svigermor eller bedstefar – at synge til?

Hvorfor vi overhovedet synger så meget i dette land, var desuden omdrejningspunktet i den australske videokunstner Angelica Mesitis filmprojekt Mother Tongue til Aarhus 2017 – Europæisk Kulturhovedstad. Her så man andægtigt syngende mennesker på Aarhus Rådhus og i Gellerup; Mesitis værk var en bulet blues om afsavn og tilhørsforhold, om landflygtighed og national identitet.

Også i Herskind Forsamlingshus bliver vi mindet om, at fællessang er en integreret del af vores modersmål, i en grad, så den sangglade Grundtvig ofte skrev »det folke-lige« med bindestreg. Alt det ligger i bagagen hos Kirstine Fogh Vindelev, som ved, at det er en kunst at fortælle et menneskes levned; at matche rim om livets højdepunkter med snapseritualer eller bare være stangbacardi og blueset på vers.

Hudløst på papiret

Selskabssange, der også involverer Signe Klejs som visuel iscenesætter og Tine Voss Ilum som dramaturg, mangler ikke dirty mind – og sangene jonglerer med både frækt muntre og melankolske vendinger. Komponisten har haft en klar mission om at synge os ud på glatis. Tirsdag aften i Herskind bliver det bare kun ved tanken. For selvom discokuglen i festlokalet begynder at dreje rundt til sidst, tager forestillingen aldrig rigtig fat eller fart. De gode idéer bliver på papiret.

Måske er det os, der er dårlige til at holde en fest? Det er muligt. Men i sin nuværende form har Selskabssange mere karakter af en skitse, et forstadie, end en færdig forestilling. Det skyldes flere ting: Sangene og forløbet er alt for forudsigelige – forestillingen savner en dramaturgisk opstramning. Festen mangler rigtig mindeværdige guldkorn. Mere end ti beboere fra lokalområdet sidder med ved bordene, men de har ikke nogen rolle og bliver ikke brugt til noget. Synd, når nu de længe har deltaget i udviklingen af forestillingen.

Det er ærgerligt, at Kirstine Fogh Vindelev ikke bruger den spændende ramme – fællesskab og sang – til noget mere. Specielt i en tid, hvor det diskuteres, hvilke sange der kan komme med i fællesskabet: Kan vi synge ramadansange, eller skal den danske sang for evigt forblive en ung, blond pige?

Som tiden går i forsamlingshuset, opstår tanken, at det store problem måske er, at vi bare sidder der og synger, men mangler nogen – en rigtig jubilar, et menneske, en svigermor eller bedstefar – at synge til? Nogen, vi kan mærke en reaktion hos. Frækheder dur heller ikke, når de bare råbes ud i det blå.

»Selskabssange« spillede i Herskind Forsamlingshus 1.-2. oktober med Bora Bora, Radar og Aarhus Unge Tonekunstnere som medproducenter.