© Daniilantiq/Shutterstock.com
replik

Rammen er problemet

Det er oplysende at få indsigt i uddannelsen i musikteori ved Det Jyske Musikkonservatorium, men Daniel Torlop Norstrøm fejllæser i et vist omfang kritikken af musikteori og dens hvide rammesætning.
Af
8. Oktober 2020

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Daniel Torlop Norstrøm overser enkelte helt centrale og – ironisk nok – grammatiske ting i min kommentar. Det, han anser som en kritik af DJM – han skriver, at jeg »går i kødet på« og »udtrykker stor forargelse« over DJM – i min tekst, er netop ikke en kritik, fordi den beror på et enkelt ord, som jeg kursiverer netop for at fremhæve et væsentligt forbehold: ‘Hvis x, y og z, så har vi et problem.’ Norstrøm nævner, at han selv har mødt musikteorien bag gamelan tidligt på sin BA-uddannelse, og det er jo netop den slags forbehold, som min formulering tager højde for.

At læse min kommentar som en kritik af DJM’s musikteoristudie er en seriøs misforståelse. Jeg har aldrig gået på uddannelsen og ville derfor aldrig kritisere den uden forbehold. Norstrøm misforstår derfor hele præmissen for min kommentar, for hvor mit sigte er på musikteoriundervisningen i gymnasieskolen og de kurser, som fremstilles som ‘basale’ og ‘generelle’ på universiteterne og konservatorierne (nu med DJM’s musikteorilinje som mulig undtagelse), læser Norstrøm min tekst, som om jeg skyder efter specifikke emnekurser med afgrænset fokus. Det gør jeg ikke.

Musikteori er mangfoldigt, men den måde, den rammesættes på, er det sjældent

Mit problem er, at man i gymnasiet og som oftest på kurser, der beskrives som indføring i ‘grundlæggende’ musikteori, ikke læser teorien og historien bag de begreber, man bliver sat til at bruge, man bruger dem bare. Norstrøm rammer jo helt plet, når han skriver, at min indramning af musikteori baserer sig på riemannsk terminologi, men det er helt bevidst fra min side. Det er et valg, der er taget, fordi det netop er den indramning, der fremføres i undervisningen af ‘generel’ eller ‘basal’ musikteori, også dér, hvor undervisningen rækker ud over funktionsharmonikken.

Jeg forstår dog til dels Norstrøms antagelse, for jeg har formuleret mig upræcist. Jeg har skrevet, at musikteori normalt anses som et vokabular til at beskrive syntaks og semantik, men jeg burde have skrevet, at musikteori normalt fremføres eller indrammes sådan, og jeg burde også have specificeret allerede der, at der er tale om undervisning i musikteori på et ‘grundlæggende’ niveau.

Mit argument er netop, at man bør sætte spørgsmålstegn ved, hvad der indrammes som grundlæggende, basalt og generelt i den undervisning, der er beskrevet som sådan. Det bør man gøre, netop fordi – og det er jo hovedpointen i min tekst – musikteori er mangfoldigt, men den måde, den rammesættes på, er det sjældent.

Anders Aktor Liljedahl

Harmonik, melodik og rytmik

Jeg takker Daniel Torlop Norstøm for at give os indsigt i det musikteoretiske miljø i Danmark og for at nuancere debatten om musikteoriens status. Min fornemmelse er, at Norstrøm er enig med Anders Aktor Liljedahl og mig selv i, at debat og refleksion over musikteori er vigtigt. Dermed ser jeg også Norstrøms indlæg som en invitation til fortsat dialog om musikteori. Det følgende svar uddyber nogle af de uklarheder, som Norstrøm påpeger i min oprindelige artikel.

Jeg beklager, at jeg fejlagtigt henviste til gymnasiets vejledning som en bekendtgørelse. Selvom det er rigtigt, at dette dokument ikke er bindende, så finder jeg det stadig relevant at bruge det som kilde, da det rummer den mest udførlige beskrivelse af rammen for gymnasiets musikundervisning (dertil kunne man tilføje, at en undersøgelse af den musikteoretiske praksis ude i klasselokalerne er en undersøgelse værd, men det er selvsagt et større forskningsprojekt).

Ret skal være ret, denne vejledning præsenterer en i det store hele meget moderne musikvidenskabelig tilgang. Når jeg bruger den som eksempel, er det, fordi vejledningen viser, hvor svært det er at vriste sig fri af den hvide musikteoretiske ramme, på trods af et ellers meget globalt udsyn og politisk progressivt musikvidenskabeligt projekt.

Der er et implicit musikteoretisk hierarki mellem musikalske parametre, som der ikke bliver stillet spørgsmålstegn ved

Under »musikalsk analyse« i vejledningen er den første sætning: »Eksaminanden skal demonstrere indsigt i musikkens væsentlige parametre: harmonik, melodik og rytmik.« Norstrøms klandrer mig for at overfortolke dette som de væsentligste parametre, men min pointe er netop, at vejledningen fremhæver og definerer disse parametre som mere væsentlige end andre. Det er ikke mig, der vil reducere musikteori til disse tre ting, det er vejledningen, der gør det.

Ja, vejledningen nævner også andre parametre (side 3), men de er ifølge den musikteoretiske ramme, med Norstrøms ord, ikke »målbare«, og dermed rangeres de som mindre væsentlige. Det er lige præcis det faktum, at der er et implicit musikteoretisk hierarki mellem musikalske parametre, som der ikke bliver stillet spørgsmålstegn ved, der er en del af problemet. (At nogle parametre kan være vigtigere end andre, vil jeg gerne medgive, men disse hierarkier afhænger af stilart, genrekonventioner, semiotisk betydning, social sammenhæng et cetera; de er ikke universelle.)

Intersektionel analyse og funktionsteoriens funktion

Daniel Torlop Norstøm skyder også både Liljedahl og mig selv i skoene, at vi hellere vil fokusere på race end på køn. Vores artikler var dog baseret på diskussionerne om hvidhed specifikt, og derfor fokuserede vi på race, men vi argumenterer også begge for et intersektionelt arbejde med musikteori, der ser de nære forbindelser mellem race, etnicitet, køn, seksualitet og klasse. Jeg gør det også klart i begyndelsen af min artikel, at Philip Ewells forskning »er en del af en større bølge af musikforskning, der arbejder med at undersøge race og køn i musikteori, kultivere antiracistisk musikvidenskab og afkolonisere musikpensa«.

Jeg vil give Norstrøm ret i, at for meget fokus på (riemannsk) funktionsteori kan være med til at forvrænge billedet af, hvad kernen i de musikteoretiske diskussioner egentlig er. Men når vi slår ned på lige præcis dette, er det, fordi harmonisk analyse jo netop er kernen (men ikke det eneste element, selvfølgelig) i meget musikteori ude i klasselokalerne.

Som Svend Hvidtfelt Nielsen skriver i en netop udgivet anmeldelse af et par nye musikteoribøger: »Harmonisk analyse har i mange år været en grundsten i musikalsk teori. Mange bøger er skrevet om emnet, bøger hvis overordnede pædagogiske hensyn (oftest ønsket om primært at formidle satslærekompetencer) ikke sjældent har resulteret i inkonsistent indføring i den analysemetode, som i Danmark har vundet en grad af hævd. En hævd, der gerne får dens udøvere til at tvivle på, at andre tilgange til stoffet kan være relevante. Jeg taler naturligvis om funktionsanalysen.« (Hvidtfelts pointe er i øvrigt, at disse bøger rusker lidt, men ikke meget, op i funktionsanalysens hegemoniske status.)

Hvis vi har bundet os til en teoretisk tradition og analytisk praksis, der får folk til at afvise andre tilgange til stoffet, så har vi jo et problem; og som for eksempel Ewell påviser, så er race, køn og klasse en del af baggrunden for dette problem.

Den musikteoretiske rammes begrænsninger

Norstrøm skriver, at der allerede er refleksion over musikteoriens begrænsninger i Danmark, og argumenterer indirekte for, at de problemer, som Liljedahl og jeg påpeger, er for vidtgående eller praktisk umulige at imødekomme. Han mener, at musikuddannelserne har større kvaler – et faldende antal studenter med musik på A-niveau og lavere optag på musikvidenskabsuddannelserne – end de her diskussioner om race.

Praktisk set er det dog, vil jeg mene, musikuddannelserne – og ikke bare musikforskningen – der lige præcis er stedet, hvor de her problemer er mest aktuelle. Det ville for eksempel være interessant at undersøge, om grunden til, at færre elever og studerende vælger musik og musikvidenskab, er, at vores disciplinære ramme virker fremmedgørende, fordi den er baseret på hvidhed, maskulinitet og borgerlige værdier. Mit indtryk er, at musikundervisningen i Danmark (både i gymnasiet og på universiteterne) er langt længere fremme i opgøret med investeringen i klassisk musik, end man er i USA, men det betyder ikke, at vi bare skal hvile på laurbærrene.

Dermed fungerer vestlig musikteori stadig som rammen for musikanalyse i Norstrøms argument

Norstrøms eksempler på musikteoriens ‘mangfoldighed’ afslører lige præcis problemerne: Han nævner en gruppe hvide, mandlige, vestlige komponister og musikteoretikere. Han skriver: »Således kan selv en bred indføring i vestlig musikteori reducere distancen til ikkevestlig musik.« Selvom det bringer et tiltrængt komparativt element i spil i musikteorien, så bemærker jeg, at Norstrøm ikke argumenterer for en reel dialektik: at en bred indføring i ikkevestlig musikteori (eller for eksempel populærmusikanalyse) kan reducere distancen til vestlig musik, så at sige. Dermed fungerer vestlig musikteori stadig som rammen for musikanalyse i Norstrøms argument.

Som jeg selv, Liljedahl, Ewell og andre påpeger, er det ikke nok at sætte spørgsmålstegn ved indholdet i musikteorien. Det er rammen for, hvad der konstituerer musikteori, der skal brækkes fra hinanden og samles på en ny måde.

Mikkel Vad