Radikal tillid til lytteren
Annonce
Forestilling, eller på tysk Vorstellung, kan oversættes til engelsk på (mindst) to måder: til performance eller imagination. De to betydninger samler sig meget bogstaveligt i Niels Lyhne Løkkegaards ét år lange kunstneriske udviklingsprojekt ‘Musik for det indre øre’, som mandag eftermiddag kulminerede i en afsluttende præsentation for offentligheden og over for opponenterne Anne-Helen Mydland, professor i billedkunst og prodekan for forskning ved Universitetet i Bergen, og Søren Kjærgaard, pianist og komponist.
I sit projekt har Løkkegaard på forskellig vis komponeret værker uden reel fysisk lyd, værker, som kun skal høres for det indre øre. Løkkegaard har tilgået denne opgave på flere vidt forskellige måder. Hans første undersøgelser udi det imaginære begyndte allerede inden det egentlige, af KUV (Kulturministeriets udvalg for kunstnerisk udviklingsvirksomhed) støttede, projekt – nemlig med hans Symfoni nr. 1 i G-dur (2016).
Symfonien er en slags ultimativ deltagelseskunst: Der ér kun den musik, som læseren/lytteren forestiller sig
Symfonien er slet og ret en tekst: en bog med passager som »A tone is played without any vibrato, and it has a cold and unsentimental character to it« og »Sounds of wood«. Læseren, som i denne sammenhæng også er lytteren, skal selv forestille sig disse lyde realiseret for sit indre øre. Man kan sige, at symfonien er en slags ultimativ deltagelseskunst: Der ér kun den musik, som læseren/lytteren forestiller sig – ud fra tekstens beskrivelser, naturligvis, hvormed projektets fluxusagtige karakter, med alle dets instruktioner og anvisninger, også bliver tydelig.
Som Løkkegaard fortalte til præsentationen på Rytmisk Musikkonservatorium i København, ville han dog gerne væk fra den musikfaglige terminologi, som symfonien indeholdt (udtryk som vibrato, mezzoforte, concert E-flat og lignende) – han ville gøre den indre musik tilgængelig og realiserbar for alle, således at enhver ‘lytning’ vil være valid. I første omgang resulterede dette i en række værker, som på mere umiddelbar, ja næsten naiv vis beskrev lyde, som lytteren/læseren skal forestille sig: »A pointy sound«, »a blurry sound«, »a loud sound« og så videre, alt sammen samlet i et bogobjekt, hvor lytteren/læseren selv sætter tempoet for bladring/lytning.
Fra eksploration til eksplosion
I løbet af præsentationen kom Niels Lyhne Løkkegaard ind på et kunstnerisk vendepunkt – et punkt, hvor hans projekt gik fra at være en eksploration til at blive en eksplosion, som han formulerede det. I de efterfølgende værker går Løkkegaard væk fra tekst-som-musik og musik-som-tekst og nærmer sig den imaginære lyd fra mange andre kanter: Serien Immersive Sound (2018) består for eksempel af en række tegninger i dimensionerne 70 x 100 centimeter, som præsenteres for tilskueren – eller lytteren – som lyd.
... en diskussion af, hvornår et værk er lyd, musik, installation eller noget andet
Serien er tydeligt inspireret af den tyske tegner Rudolf Pfenningers lydtegninger, men fremstår alligevel som et af projektets mere radikale elementer: Vi kigger på en række tegninger, indrammet, hængt på en væg, men alligevel bliver vi bedt om at forestille os, at dette ikke er billedkunst, men simpelthen lyd. En del af oppositionen fra Anne-Helen Mydland kom da også til at handle om netop dette: en diskussion af, hvornår et værk er lyd, musik, installation eller noget andet, og hvad det betyder, at vi benævner det, som vi gør.
Lyden af 100 brintbomber
I endnu en serie af værker arbejder Løkkegaard med det, han kalder potentiel lyd. Den potentielle lyd er i disse værker manifesteret som en art lydinstallationer eller lydskulpturer, vel at mærke stadig uden reel fysisk lyd, men med den potentielle lyd så potent til stede, at man virkelig ikke kan undgå at høre noget for sit indre øre: I Potentials for 1000 Recorders (2018) ses ikke mindre end 1.000 blokføjter ligge side om side. I Potentials for 65 Triangles (2018) hænger 65 triangler i snore ned fra loftet, uden at nogen af dem rører ved hinanden, uden at nogen af dem afgiver nogen lyd. Men at der er potentiale for lyd, kan enhver se: Det er ikke svært at forestille sig, hvilket inferno af højfrekvent klingen og ringen som blot et lille puf ville udløse.
Det er ikke svært at forestille sig, hvilket inferno af højfrekvent klingen og ringen som blot et lille puf ville udløse
Et interessant aspekt ved disse værker, som kom frem ved præsentationen, er, at Løkkegaard har valgt netop disse to instrumenter, fordi de for ham selv ikke udelukkende er forbundet med positive musikalske minder. Alle, som i folkeskolen har spillet blokfløjte sammen med en masse andre børn, kan utvivlsomt huske det hylende spektakel, det kunne resultere i, men også – og det gælder nok alle musikere – den ubehagelige fornemmelse af skam, der kunne komme over en, hvis man spillede hørbart forkert. Hvad angår trianglen, var det et af de instrumenter, som Løkkegaard oplevede blev givet til de mindst musikalske børn – det kan alle jo spille! Undertegnede kan nikke genkendende til Løkkegaards instrumenthistorier, og på den måde indkapsler værkerne både en imaginær lyd samt alt det, som forbindes med selve objekterne ‘blokfløjte’ og ‘triangel’.
Interessant var det også at høre, at Løkkegaard sent i projektet gik tilbage til den tekstlige mediering af lyd, men denne gang med et noget anderledes sprog. Denne gang fyldte blandt andet tid meget: »Silence for a year«, lød en af teksterne, og i en anden skulle man forestille sig en lyd blive fastholdt igennem efterår, vinter og forår – en noget anden katalogisering af tid end den for musikken gængse inddeling i takter og puls, må man sige. Nogle tekster legede også med grænserne for, hvad man overhovedet kunne forestille sig: Hvordan lyder 100 eksploderende brintbomber for eksempel?
I ‘Potentials for 1000 Recorders’ ligger 1.000 blokfløjter på gulvet. © Niels Lyhne Løkkegaard
En tilstand af potentialitet
Hvad skal man så have ud af sådan en række værker? Tja, det er på en måde op til dig selv at finde ud af, for det er netop dét, som er noget af det spændende ved Niels Lyhne Løkkegaards musik: Han sætter i radikal grad sin lid til lytteren. Jeg selv fik i hvert fald vældig meget at tænke over. For mig fokuserer værkerne på nogle aspekter af både lyd- og musikoplevelse, som er helt fundamentale, uanset om vi har at gøre med klingende eller imaginær lyd.
Man kan sige, at alle værkerne er repræsentationer af lyd via forskellige medier – tekst, todimensionelle tegninger og tredimensionelle installationer. Og dét at repræsentere lyd på forskellig vis er jo en helt indgroet del af vores musikhistorie og den kompositoriske praksis. Vores tidligste musikhistoriske kilder er for eksempel afbildninger af musikalske situationer: instrumenter, performere, ritualer og så videre. Det er selvfølgelig umuligt at sige, hvordan musikken egentlig har lydt, ud fra sådanne kilder, men dog kan de indfange aspekter af den musikalske akt.
Forbindelsen mellem tekst og musik, som Løkkegaard har arbejdet med, trækker også dybe spor tilbage i historien og er let at få øje på i dag: Hvis blot jeg skriver I østen stiger solen op, er der en god mulighed for, at du vil høre en melodi for dit indre øre, og hvis du skal huske, hvornår bogstavet m kommer i alfabetet, kan melodien være en huskehjælp. Ligeledes før nodeskriftens opfindelse, hvor ord og melodi i den kristne liturgi var tæt forbundne: På denne tid repræsenterede ordene ikke kun semantisk betydning, men også de melodier, som de skulle synges på, og som kirkesangere alene kendte via mundtlig overlevering.
Forskellen er selvfølgelig Løkkegaards kunstneriske fordring: Denne musik skal ikke realiseres fysisk, men forblive en imaginær størrelse, en tilstand af potentialitet og på den måde også en utopi
Med nodeskriftens gradvise fremkomst udvikledes så en måde at repræsentere musik på, som blandt andet kan kommunikere tonehøjde og varighed samt relativ styrke og tempo. Men alt dette er abstrakte størrelser, og reel lyd kan nodeskriften aldrig nedfælde: Den må komponisten, som skriver noderne, selv forestille sig, ligesom dirigenten, som forbereder en orkesterprøve, må forestille sig, hvordan det lyder. Først i den reelle opførelse opstår lyden, som dog altid kun er én version af de myriader af muligheder, som nodernes repræsentation af musik byder på.
På den måde er Løkkegaards kompositioner ikke meget anderledes end megen anden ‘partiturmusik’: Han har skabt forskellige repræsentationer af lyd, på samme måde som den døve Beethoven skabte en noderepræsentation af en musik, han havde forestillet sig med sit indre øre. Forskellen er selvfølgelig Løkkegaards kunstneriske fordring: Denne musik skal ikke realiseres fysisk, men forblive en imaginær størrelse, en tilstand af potentialitet og på den måde også en utopi.
Ind i utopien
Det er netop den utopi, som vi inviteres indenfor i på udstillingen Into Utopia i koncertsalen på Rytmisk Musikkonservatorium. Her præsenteres et udvalg af det kunstneriske udviklingsprojekts værker, nogle af dem i en ny form. For eksempel er Potential for 65 Triangles nu blevet til Potential for 25 Triangles. I stedet for at hænge hulter til bulter hænger trianglerne nu i en nedadgående (eller, alt efter perspektiv, opadgående) skrå linje igennem luften, en fysisk form, som ikke kunne undgå at påvirke den musik, jeg selv hørte for mit indre øre.
Igennem præsentationen af projektet mandag aften og til ferniseringen af udstillingen bagefter blev der blandt meget andet kredset om, med hvilket ord man skulle henvise til de værker, som Niels Lyhne Løkkegaard præsenterede. Skulle man kalde det en udstilling? En koncert? Performance? Installation? Heldigvis har vi netop dette ord, som på dansk både indkapsler det flygtige, det rumlige og det imaginære: en forestilling.
‘Into Utopia’ kan opleves til og med 26. oktober på Rytmisk Musikkonservatorium i København – læs mere.