Mangedobling af lyd

»Nogle steder bliver den musik, jeg laver, anset for at være meget radikal, men omvendt kan man også sige, at den i virkeligheden er meget simpel,« forklarer komponisten Niels Lyhne Løkkegaard, der er aktuel med de sidste værker i SOUND X SOUND. Serien har været undervejs siden 2013 og er manifesteret på syv gange 7”-vinyler på det lille Nørrebro-label Hiatus.

Jeg prøver at genopfinde instrumentet ud fra et konstruktivt nulpunkt

Den "tidligere" jazzmusiker og improvisator har altid interesseret sig for lyd somen slags grundstof og har siden udgivelsen Sikorsky primært beskæftiget sig med komposition. På mange måder var det basklarinetternes tekstuelle samklang og interferensmønstre i værket Sikorsky, der blev afsættet til værkserien SOUND X SOUND – som er en række undersøgelser af, hvad der sker, når et instrument bliver mangedoblet. MUSIC FOR 10 HI-HATS er for eksempel ikke bare et konceptuelt værk, men også et socialt eksperiment, en fysisk provokation af musikerne og forskning i rene lydkilders påvirkning af øret.

»Jeg prøver at genopfinde instrumentet ud fra et konstruktivt nulpunkt. Skabe ny musik, og skabe nye måder at lytte på,« forklarer han.

MUSIC FOR 10 HI-HATS, som også bliver et socialt eksperiment med de mange trommeslagere.

Mangedobling af instrumentet
Hvor hans forrige album Vesper (Hiatus, 2012) udspringer af jazzen, så er værket Sikorsky (Hiatus, 2013) konceptuelt tungere, udgivet på lysbillededias og indspillet af 8 klarinetter, 4 bassister og 4 trommeslagere. Sikorsky er ifølge Niels Lyhne Løkkegaard hans første aktive forsøg på at gå ind i, hvad han kalder lydens ‘transformationspotentiale’ – den kvalitet ved et stykke musik, hvor man holder op med at høre lyden af det individuelle kendte instrument, men i stedet begynder at lytte til instrumentet på en ny måde, hvor den individuelle lyd bliver opløst i en større kollektiv lyd. »Jeg er optaget af at skabe lyd, hvor instrumenterne transcenderer deres indlejrede soniske normer og genopstår som ny lyd.«

Mangedoblingen af instrumentet er berørt tidligere i musikhistorien, bl.a. i kormusik som Løkkegaard kalder en ‘mangedobling af menneskestemmen’ og f.eks i György Ligetis berømte Poème Symphonique For 100 Metronomes, men mangedoblingen er ikke som sådan blevet dyrket som metode, forklarer Niels Lyhne Løkkegaard.

Man kan sige at når sproget opløses og ordet mister dets betydning, da står lyden tilbage – ren og fri

»Jeg plejer at bruge dette sproglige billede: Forestil dig, at du kommer ind i et lokale med levende akustik, fyldt af mennesker, der taler med hinanden på kryds og tværs. Enkeltvis fører de samtaler med hinanden, og når man er tæt på samtalen, hører man sproget og forstår ordene. Træder man imidlertid væk fra bordene og stiller sig i døråbningen, ophører man med at kunne adskille ordene fra hinanden, og menneskets sprog ophører med at eksistere. I stedet for den enkelte samtale, smelter alle samtalerne sammen og forvandler sig til en ny lyd. En lyd af mennesker, uden ord og sprog, men derimod en slags naturgiven lyd, sådan som vi hører en gruppe gæs der skræpper, eller som vi hører vinden i trækronerne. Man kan sige at når sproget opløses og ordet mister dets betydning, da står lyden tilbage – ren og fri.«

Fælles for de syv udgivelser i SOUND X SOUND (læses: ‘sound times sound’) er, at hver af værkerne har en kropslig konfronterende lyd, og at de er udgivet på 7”-vinyler, hvilket har sat sin begrænsning i kompositionernes længde.

»Blokfløjten var mit eget første instrument, og den bliver ofte opfattet som et instrument for børn og forbundet med en lyd, der er meget skinger. Den kan ved sin invasive lyd overskride den intellektuelle sansning af lyd og i stedet opleves som en kropslig konfrontation. Det, synes jeg, er fantastisk. Så ved at bruge instrumenter og lyde, som man ikke normalt tillægger så stort værdi, så er det med til at nedbryde de kendte og ofte magtfulde strukturer i musik.«

Flere af stykkerne kan således fremføres af ikke-musikere, fx. MUSIC FOR 15 SHAKERS, MUSIC FOR 30 CHROMATIC TUNERS og MUSIC FOR 9 PIANOS. I stedet har kompositionerne andre formål. De 30 tunere kan stemmes med ned til 1 hertz mellemrum, hvor de mikrotonale trin fra 410 til 480 hertz skal åbne måden at lytte på. Kammertonen (440Hz) og 12-trins skalaen er ikke naturgivne konstanter, men er begge blot udtryk for en vedtaget konvention og er således til forhandling.

»Det begyndte med klarinetten, som jeg mener, har et stort ‘overskridelsespotentiale’. Dens lyd opløses meget let ind i lyden af andre klarinetter og har en formidabel evne til at interferere med andre klarinetter. Dette arbejdede jeg med i værket Sikorsky, og interessen for interferensen går igen i mange af værkerne i SOUND X SOUND-serien. Fælles for alle værkerne i serien er, at de på forskellig vis skaber nogle ret ekstreme teksturer – så ekstreme, at den krystallinske lyd fra trianglerne og den hvide støj fra shakerne var virkeligt svære at skære ned på vinyl. Faktisk i en sådan grad at vinylproducenten ikke ville tage ansvaret for skæringerne.«

Indspilningen af værket for 18 klarinetter.

Lydsanselighed
Den 37-årige Niels Lyhne Løkkegaard er vokset op ved marsken i Ribe og begyndte sin professionelle musikalske karriere med flere prisvindende lyriske jazzudgivelser med ham selv på saxofoner og klarinet og med naturen som det poetiske omdrejningspunkt. Senere skiftede han spor, og har særligt inden for de seneste 4 år markeret sig som komponist i feltet mellem lydkunst og eksperimentalmusik og som underviser ved RMC.

»Der findes både fordele og ulemper ved at være en del af en given viden. Klassisk skolede komponister har en anden type faglighed end mig, og de skaber én type musik. Jeg skaber med min faglighed en anden type musik, og således er den viden vi er viklet ind i med til at diktere, hvad vi skaber.

Mine værker er konceptuelle, men min metode er helt klart præget af en improvisatorisk tilgang til materialet, og derved adskiller jeg mig nok fra komponister med en klassisk baggrund

Jeg kalder det med et lidt selvopfundet begreb for ‘det kreative paradoks’. Helt overordnet så tilegner vi os viden inden for et felt, men hvad sker der, når man har været vinklet ind i en bestemt vidensretning? Hvordan undersøger man, om man er blevet slave af en dogmatisk viden? Altså paradokset i at man ved at blive sin egen herre også dermed potentielt set kan blive slave af sig selv.

Jeg har nogle gange elever, der skal skrive for strygere for første gang. Og så kan der være noget frugtbart i at tænke “Det har jeg aldrig prøvet før, så det er jeg garanteret skidegod til”. Man skal ikke nødvendigvis se det som en bagdel, at man ikke har prøvet det før, så kan det nemlig være, at man gør tingene på en lidt anderledes måde. Mine værker er konceptuelle, men min metode er helt klart præget af en improvisatorisk tilgang til materialet, og derved adskiller jeg mig nok fra komponister med en klassisk baggrund« forklarer Løkkegaard.

Løkkegaard interesserer sig for lydens sanselighed og den fysiske påvirkning, man kan opleve i mødet ved lyden.

»For mit eget vedkommende har ‘peaket' under tilblivelsen af Sound x Sound-projektet været optagelserne med de 18 klarinetter. Bare dét at have samlet og høre 18 klarinetter i studiet. Det føltes som om min brystkasse blev revet op, og at lyden som en art røntgenstråler gennemlyste min krop. Jeg er ikke interesseret i bestemte fortællinger, følelser eller individer i musikken, men jeg er optaget af den fysiske indvirkning på kroppen, og det at lyd dermed kan ‘tricke’ fornemmelser lagret i den kropslige hukommelse. Det er ligesom at blive masseret. Noisemusik kan også gøre noget af det samme for mig.«

En social musik
Sound x Sound er også noteret på vidt forskellige måder. Værkerne for blokfløjter og klarinetter er noteret i nodeark med præcist spilanvisninger og ‘fingerings’. Andre er grafiske og afbildninger af klaviaturet, mens nogle andre igen er ren tekst.

»Rammen omkring denne serie har i den grad været en del af værket. Når der dukker 18 klarinettister op i studiet, ofte underlagt små økonomiske rammer, så er der også grænser for, hvad man kan bede folk om. Alle værker er lavet på sessions, der skulle kunne øves og nå værkhøjde i løbet af den ene dag i studiet. Og det skulle passe ind på et 7”-format, hvilket vil sige minimum to stykker musik af op til 6-7 minutters varighed.«

Alle de der ting, hvor mange kan blive målt på, om man er god eller dårlig er opløst, fordi alle gør det samme

Indspilninger har i sig selv været et socialt eksperiment. De medvirkende bliver sat sammen på tværs af vidt forskellige baggrund i klassisk musik, jazzscenen og avantgarden, fra den selvlærte eksperimenterende scene og til Underholdningsorkesteret.

»Dette første møde er meget interessant, for der er ikke nogen soloindsats og ikke noget interplay i musikken. Alle de der ting, hvor mange kan blive målt på, om man er god eller dårlig er opløst, fordi alle gør det samme. Til gengæld kan det være utroligt svært at spille rent fysisk, for eksempel er hi-hat-værket hård prøvelse, en kropslig provokation. De fleste stiller op, fordi musikken er frisk, og fordi de ved, at de får en oplevelse og en fysisk pågåenhed af lyden. Og så sidder vi og spiser frokost sammen bagefter. Det har været supersjovt.«

Kompositionerne er tilstande, som starter og slutter. Formmæssigt er Sound x Sound »blokke af lyd, plateauer, som kan strækkes ud i tid«, men hvor der ikke er et stort narrativ. I stedet er mangedoblingen en afbildning med en mere skulpturel kvalitet og en repetitiv tilstand, inspireret af f.eks. James Tenney, György Ligeti, Hanne Darboven (tysk konceptuel kunstner og komponist) og Henry Chopins skrivemaskineværker.

Opgør med narrativerne
Er din musik aktivistisk?

»Ja, det ser jeg den mere og mere som. Jeg bliver mere og mere optaget af musik, som alle kan være med til at fremføre – det inkluderende potentiale. Jeg er optaget af, hvorledes individet bliver opløst  i det kollektive, og jeg kunne godt tænke mig på sigt at arbejde med det her som et erklæret politisk greb i min musik. Vores måde at tænke og konstituere kunstnere på, og specielt i den tradition jeg er skolet i, er oftest fokuseret omkring en dyrkelse af individet, af oplysningstidens geni, og det har ofte været problematisk for mig. Jeg har haft glimrende koncertoplevelse, hvor man ikke kunne se musikeren, der fremførte det. Det kunne være fint for mig, hvis individet i musikken kunne forsvinde lidt mere.«

Udgivelsen med de 18 klarinetter, der som resten af serien udkom på 7" vinyl

Hvorfor vil du gerne ophæve magtstrukturerne i musik?

»For det første vil jeg gerne lave musik, hvori jeg oplever en art sonisk renselse. Den følelse har jeg oplevet før, når jeg har lyttet til andet musik, og det er den lytteoplevelse jeg søger gennem min egen musik. Jeg har det bedst med musik, som ikke er spundet alt for tungt ind i kulturelt arvemateriale. Når jeg lytter til musik, så hører jeg selvfølgelig altid referencer, som jo er til stede i alt musik. Men udover det refererende så lytter jeg efter noget andet, noget helt uforståeligt andet. Hvorledes en lytter ønsker balancen mellem det refererende og dette uforståelige andet er subjektivt, men for mig må det velkendte helst ikke fylde for meget – jeg vil meget hellere hoppe ind i dette andet.”

»Der skal helst være et eller andet, jeg ikke forstår i musikken. Ved at det uforståelige er til stede, så er jeg fri til at skabe min eget narrativ. Med hensyn til SOUND X SOUND, så er der nogle, der elsker musikken, og andre der hader den, og det er perfekt. Det er præcis netop sådan, jeg gerne vil have det skal være… Jeg føler det som katharsis. Hvis der er andre, der føler sorg eller vrede, så er det også meget fint. Det er musik med ‘en affektiv potentialitet’, det kan gå i alle retninger.«

Er SOUND X SOUND konceptuel musik?

»Det er vigtigt for mig at understrege, at udgangspunktet for SOUND X SOUND er at skabe musik, jeg synes lyder godt, men det er også dybt konceptuel musik. Jeg er dog slet ikke bange for det konceptuelle som begreb, idet jeg mener, at stort set alt musik er konceptuel. Man glemmer måske, at noget der engang var et konceptuelt eksperiment med tiden er blevet klassikere. Vivaldis De Fire Årstider er et konceptuelt stykke musik, strygekvartetten er et konceptuelt format, Symfoniorkesteret er et vedtaget koncept og en popsang ligeså. Med tiden kan koncepter blive institutioner, og det skal man selvfølgelig udfordre, og det gør man netop ved at undfange nye koncepter; at koncipere noget nyt. Hvorfor skulle man blive ved med at reproducere den samme virkelighed?«