Lyd gange lyd som instrument

Det er en interessant og konsekvent udført serie af 7-tommer-vinyler, som Niels Lyhne Løkkegaard er i færd med at udgive.

Når man til daglig omgives af nyheder om bomber i metroer, lufthavne og tætbefolkede storbyer – når krigszonen igen og igen udvides til det sociale rum – er der noget smukt ved at dykke ned i Sound x Sound-serien. De indtil videre tre udgivelser – Music for 8 Recorders, Music for 30 Chromatic Tuners og nu Music for 9 Pianos, der udkommer i dag – har alle et stærkt socialt element, selvom det måske ikke er dét, der er Løkkegaards egentlige fokus.

Ensemblerne er sammensat af musikere uddannet fra både det klassiske konservatorium, det rytmiske ditto og selvlærte, rutinerede typer hentet fra forskellige grene af musikmiljøet. Det er i sig selv en smuk præstation at smelte de ofte adskilte grupper sammen.

Musikken er på alle tre plader – og på de kommende, må man gå ud fra – blevet til ud fra samme kompositoriske princip: at mangedoble et enkelt musikalsk moment i et længere forløb. Mangedoblingen sker ikke ved hjælp af overdubs bestående af flere indspilninger foretaget over tid, men spilles af ét ensemble på samme tid. Deraf titlen ’lyd gange lyd’. Det giver lejlighed til at nærstudere instrumentets muligheder, og høretelefoner kan anbefales for at fange alle detaljerne.

I pressematerialet og i interviews på nettet forklarer Løkkegaard, at han ønsker en overskridelse af instrumentet selv for at opnå en ren lyd, ’en lydens naturlige habitat’. Jeg forstår det sådan, at han vil vride sin egen måde at komponere på – og lytterens måde at høre instrumentet på – ud af den klassiske kulturelle kontekst. Det ligger der en stor styrke i at påstå: en naivitet og en utopisk tænkning, som kan flytte kompositionen, værket og pladen ud i et nyt betydningsrum. Løkkegaard kalder da også serien for grundforskning udi forskellige lydarter.

Klaverer, blokfløjter og tunere
Music for 9 Pianos lyder dog bekendt. Med voldsomme atonale anslag, så klaverernes store metal/træ-ramme synger ud i rummet, peger pladen i mine ører i retning af 60’ernes fluxus, selvom det muligvis slet ikke ser sådan ud fra komponistens side. Og det er netop en pointe i forhold til Løkkegaards udtalelser: Det ér virkelig svært at lytte til musik som ’ren’ lyd uden at forholde det til anden lignende lydlig virksomhed. Derfor er det måske nødvendigt at motivere lytteren ved at ledsage udgivelserne med tale om ’lydens naturlige habitat’ og grundforskning. Det kan være et værktøj til at motivere lytteren til at værdsætte lyden fra en ny vinkel.

De kraftige angreb bliver nu afløst af en trillen på de høje tangenter, som langsomt bevæger sig mod de dybe tangenter. Igen og igen. Helt monotont … og dog: Da det er ni pianister, som spiller simultant, er der mange toner, som glider ind og ud af små mønstre. Det snyder øret. Helt monotont er det alligevel ikke, men det er umuligt at adskille de enkelte pianister fra hinanden – de er forvandlet til en perlende masse af toner.

Blokfløjten er jo et lidt overset instrument, som kan lyde skingert og overblæst, men også smukt og blidt. I Løkkegaards regi viser instrumentet begge sider.

Sound x Sound-serien blev indledt med Music for 8 Recorders i 2014. Blokfløjten er jo et lidt overset instrument, som kan lyde skingert og overblæst, men også smukt og blidt. I Løkkegaards regi viser instrumentet begge sider. Den ene pladeside, hvor sopranfløjten iscenesættes, er stærkt skinger og – i forhold til hvad mit anlæg kan gengive – måske ikke helt godt skåret på vinylen. Der er meget larm og brummen, og de meget høje frekvenser krøller sammen. Jeg sætter alligevel pris på den kontante og invaderende lyd, som iscenesættelsen af sopranfløjten skaber. Man ønsker kun, at værket varer lidt længere – især fordi slutningen, hvor fløjtenisterne blot anslår hullerne uden at blæse, sådan at træets meget sagte klang høres, kunne udpege nye, stille veje at gå.

Den modsatte pladeside viser altfløjtens rolige tone af mørkt træ i gentagende triller. Det er interessant at høre de enkelte fløjter sætte ind. Åndedrættets stød bliver til en mild perkussion, og mønstrene veksler alt efter de enkelte fløjtenisters indsatser. De fem minutter ender næsten unisont, hvor hver enkelt fløjtes stemning skaber minimale interferenser – det kunne sagtens være en smuk pladeside i sig selv.

Music for 30 Chromatic Tuners er på sin vis den mest interessante og fremmede i serien.

Music for 30 Chromatic Tuners er på sin vis den mest interessante og fremmede i serien. Tuneren er jo som instrument betragtet snarere et værktøj, som hjælper andre instrumenter på rette vej. Men på denne plade omringes den famøse kammertone – a’et på 440 hertz – af et stringent interfererende virvar af klangløse sinustoner fra 410 til 480 hertz. Som en slags enerverende kunstalarm. De to pladesider fremviser nogenlunde det samme værk – på den ene pladeside er det én person, der spiller på alle tunerne, og på den anden er de et ensemble om arbejdet. Hvis man nærlytter med høretelefoner, kan man høre enhver detalje og støjen fra det, der lader til at være besværet med at betjene værktøjet som instrument.

Her fristes man også til at sammenligne med anden musik. Det ville være oplagt at nævne Ligeti og Niblock eller sågar en rent elektronisk komponist som Ryoji Ikeda. Men Music for 30 Chromatic Tuners er alligevel særegen og fremmed – det gælder både kompositionen og de frekvensområder, som øret skal forholde sig til. Det er absolut en kvalitet.

Konceptuelt overudbud
Måske er Sound x Sound-serien en slags tvistede readymades? Instrumentets lyde bliver gjort til en genstand, som ganske elegant flyttes ud af sin vante musikalske sfære, så musikkens bestanddele får en ny karakter og betydning. Når det gælder blokfløjten og klaveret, er der jo tale om instrumenter med århundreders bagage.

Eller er det snarere en slags op art? Som lytter kan man så sidde og betragte, hvordan simple tonale skift bliver til dirrende og svært gennemskuelige mønstre, hvor øret forvirres. At gange lyd med lyd – selvom det vel egentlig burde hedde Instrument x Instrument – er under alle omstændigheder et kompositorisk greb, som kaster mange interessante betydninger af sig. Det stiller lytningen og aflæsningen af genstanden i en position, hvor der skal tænkes.

Løkkegaard insisterer på at kalde pladerne for lydlig grundforskning. Som en geolog, der undersøger stenarter, så undersøger han lydarter.

Løkkegaard insisterer på at kalde pladerne for lydlig grundforskning. Som en geolog, der undersøger stenarter, så undersøger han lydarter. Men det er vel i højere grad instrumentets lydarter, han undersøger, og kompositioner er vel altid en eller anden form for forskning i lydlige byggeklodser. Måske er det først og fremmest undersøgelsen af en kompositorisk idé – at gange – som er motoren i det hele.

Det konceptuelle maskineri er en smule på overarbejde. I pressematerialet kalder man tilmed udgivelserne en fænomenologisk undersøgelse af, hvordan mennesket lytter. Det er svært at rumme som lytter, og det er efter min mening slet ikke nødvendigt for at værdsætte kompositionerne. Men det er måske nødvendigt i forhold til Løkkegaards bestræbelser på, at lytteren skal høre en ren lyd – et nulpunkt.

Den måde, kompositionerne er tænkt, indspillet og afviklet på, er i sig selv en åbning. På tværs af genreskel og andre vaner opstår her et musikalsk eller lydligt felt, hvor forskellige typer af musikere med hver deres teknikker kan mødes. Det er – i modsætning til tankerne om grundforskning i lydarter – ikke noget, som pressematerialet gør noget nævneværdigt ud af, hvilket egentlig bare bestyrker mig i, at det er vigtigt at nævne det i nærværende sammenhæng. Et konstruktivt nulpunkt, hvor de forskellige genrers fine fornemmelser sættes til side frem for en konkret undersøgelse, som kræver fokus og stamina fra de deltagendes side – også fra lytterens.

Alt i alt – trods de mange konceptuelle krumspring – er de tre første udgivelser i Sound x Sound-serien klart tænkte og – ud fra hvad jeg læser som komponistens umiddelbare udgangspunkt – skelsættende i både musikalsk, social og konceptuel forstand. Og den lyd, der er at finde på pladerne, ér interessant og intenst monomanisk. Og dét i sig selv er altid en kvalitet, der skal værdsættes.