Igor Levit. © Felix Broede/Sony Classical
essay

Hænderne fortsætter bare af sig selv

Den tyske pianist Igor Levit har under covid-19-pandemien spillet daglige hjemmekoncerter. For to uger siden kastede han sig over et maratonværk, der fundamentalt ændrede vilkårene for ham selv og lytteren.

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

»Jeg ved ærlig talt ikke helt, hvad der kommer til at ske. Men når jeg er i gang, tror jeg, jeg kommer til at have det, omtrent som jeg har det nu.« Den 30. og 31. maj spillede den tyske pianist Igor Levit hele Erik Saties Vexations (1893) – det ikoniske værk, hvor et enkelt tema skal gentages 840 gange – i løbet af intet mindre end femten en halv time i musikstudiet B-Sharp i Berlin.

Inden maratonopførelsen, som blev livestreamet på Twitter, talte Levit med The New Yorker-journalisten Alex Ross. »Der kommer til at være opture og nedture. Undergang og glæde. Og fysisk smerte,« fortsatte han. »Hele tiden den her monotone gentagelse af den samme ting, et værk, der på en måde ikke har noget egentligt musikalsk indhold – hvor man stirrer ind i en væg, mens man venter og venter. På et tidspunkt mister man tidsfornemmelsen – ligesom nu. Man mister målet af syne – ligesom nu. Der kommer nok et tidspunkt, hvor jeg mister troen på, at det nogensinde får en ende – ligesom nu. Måske klarer jeg den ikke. Det handler kun om overlevelse. Ligesom nu.«

Tre kameraer filmede opførelsen, og vinklerne skiftede i højt tempo. Kiks, frugt og drikkevarer var sat frem på flyglet og på et lille bord til venstre for ham. En stor stabel med Vexations-noderne på enkeltark lå på flyglet til højre for ham. Nodearkene var nummereret op til 840; forbilledet var Richard Toops opførelse i oktober 1967 i Arts Lab på Drury Lane i London. Efter et par minutter var første ark spillet helt til ende, og han lod det falde til jorden. Der gik ikke lang tid, før noderne fyldte mere og mere på parketgulvet.

»Der kommer nok et tidspunkt, hvor jeg mister troen på, at det nogensinde får en ende – ligesom nu. Måske klarer jeg den ikke. Det handler kun om overlevelse. Ligesom nu«

Efter omtrent 80 minutter tog han den første bid af en kiks. Efter omtrent 165 minutter – hvor han havde manøvreret Vexations-motivet frem til et klart forte, endda vivace – lagde han en ny stabel noder på flyglet. Her skiftede han brat til pianissimo og lento. Kort derefter forlod han klaveret i et minuts tid. Formentlig for at gå på toilettet.

Herfra blev trætheden og den tiltagende udmattelse mere og mere tilstedeværende. Han gled mere ned i den stol, han sad på. Nogle gange slog han kun tangenterne helt forsigtigt an for at spare på kræfterne. Efter 210 minutter var det tydeligt, at det nu stod klart for ham, hvor hårde de resterende timer ville blive. Også ensomheden, fortabelsen, manglen på tilstedeværende publikum, på umiddelbar respons, var til at tage og føle på. Men han havde stadig to hele arbejdsdage foran sig.

Eksperimentet forvandlede sig i stigende grad fra at være den udøvendes eksperiment til at blive et eksperiment i at observere den udøvende. Jeg så, hvor mange gange han greb ud efter snacks, hvordan han forsøgte at hvile sine ben i nye stillinger, hvordan han hvilede overkroppen på en ny måde, hvordan han hvilede og støttede sin frie hånd på instrumentets lakerede træ eller måske endda afkølede den. Hvordan han lukkede øjnene helt i.

Tolv timer af opførelsen er tilgængelige på Youtube, hvor flere tusinde så med. © Igor Levit

Musikken bredte sig rent faktisk i vores hjem som møbelmusik – som den berømte musique d’ameublement, som komponisten altid havde drømt om. Værkets åbne, tonalt flydende centrum – der er alt andet end atonalt, selvom det oftest omtales sådan – bidrog til dette. Det forudsatte ikke en bestemt opfattelse af rummet eller situationen gennem fastlåste akkordbevægelser og motivarbejde. Tværtimod lagde det sig som en fin tåge, et nænsomt filter, en ledsagende duft til denne sene eftermiddag gennem værelserne i vores beskedne hus. Det var, i den mest omfattende og gennemtrængende forstand, allestedsnærværende musik.

Pianisten gabte. Hans blik vandrede i de mest forbavsende retninger. De faldende nodeark lod til at ramme gulvet med en øget, tordnende volumen. Grinte han lige? Eller var ansigtet forvredet i smerte? Flere gange beroligede han sig selv gennem selvberøring: Han lod hånden stryge langsomt gennem håret, rørte sig selv på underarmen, lagde en hånd på sin mave. Han vred og strakte sine arme i de mest umulige retninger. En hvilende hånd spillede lidt rastløst på klaverets trælegeme eller dirigerede i luften.

Stålsat, men af og til også med en vis afsky, kiggede han på den stadig betydelige stabel af endnu uspillede noder eller de mange, der var landet på gulvet. Igen og igen, time ud og time ind, drak han små tåre af et glas vand.

Videre gennem smerten

Igor Levits spillestil mindede mere og mere om en gymnastisk øvelse. I lang tid lukkede han begge øjne, mens han lænede sig tilbage, som om han – efter fem en halv time – snart ville begynde at spille i søvne. Han havde kun den kvarte distance bag sig, troede han på dette tidspunkt (oprindeligt ventede man, at opførelsen ville tage mindst tyve timer).

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på maratondans: Hvis man danser i fem, ti, tyve timer, er det umuligt at opretholde glidende og imødekommende bevægelser hele tiden. Lige så snart dansere bliver klar over, at de næppe kan danse på præcis samme måde i mange timer, sætter en mere økonomiserende og, frem for alt, selvopretholdende reduktion i bevægelserne ind.

‘La bella figura’ holder simpelthen op med at være vigtigt (opkvikkende stoffer spiller selvfølgelig også en rolle for danserne, men for mig at se har det ikke været i spil i Levits opførelse). Man ønsker stadig at danse – eller spille klaver – men i takt med at energien daler, tyer man til enklere bevægelser. Med andre ord: »10 hours in and you know you’re running low on energy but you still wanna dance.«

I lang tid lukkede han begge øjne, mens han lænede sig tilbage, som om han – efter fem en halv time – snart ville begynde at spille i søvne

Efter knap seks en halv time var der endnu en pause. Men inden Levit genoptog opførelsen, måtte han lige genvinde fatningen: Med knyttede næver hamrede han løs på sine lår med øjnene lukket. Det gjorde ondt at se på. Han var begyndt at drikke direkte af vandflasken. Nu og da så det ud, som om han sang med indeni.

Efter syv timer så jeg ham spille stående for første gang. Det var tydeligt, at han nu var nødt til at mobilisere alle kræfter for at komme igennem opførelsen. Hans spillestil bar på dette tidspunkt mest præg af udholdenhed. Pianistens sved var synlig, hans mund stod let åben hele tiden. Igen rejste han sig op. Han bekymrede sig ikke længere om variation eller nuancer. Det handlede kun om at tvinge sig selv frem, komme videre, nå hen mod mål. Igen lød motivet; og endnu en gang. Og igen. En ny pause. Denne gang varede den meget længere end før – godt seks minutter. Teknikere stillede nye drikkevarer – overlevelsesudstyr – frem. Gulvet blev ryddet for nodeark.

Ved indgangen til næste serie af gentagelser udbrød han et »hold da op« – halvt lettelse, halvt undren over, hvad han havde rodet sig ud i. Og hvorfor. Men videre gik det.

Hans blik virkede tiltagende tomt. Den ottende time var næsten ovre. I længere og længere tid ad gangen spillede han med øjnene lukket.

I videoen til Jeroen van Veens indspilning af »Vexations« kan man se med i Saties enkle, men kromatisk komplekse klavernode. © Brilliant Classics

Jeg overvejede, hvor meget længere jeg selv – blot en lytter – ville holde ud nu. På et tidspunkt ville jeg falde i søvn, men han ville uden tvivl fortsætte med at spille; senere ville jeg vågne, og han ville sikkert stadig have fortsat. Jeg ville spise morgenmad, sikkert ret sent, og han ville falde sammen af komplet udmattelse, vakle bort, træt af det hele. Uden kræfter til et høfligt farvel. Måske ville jeg være i stand til at besøge streamet, hvis jeg vågnede et øjeblik i løbet af natten?

Efter otte en halv time havde han brug for endnu en pause. 418 ud af 840 gentagelser. Han var altså foran tidsplanen: omtrent 60 gentagelser hurtigere end planlagt eller nødvendigt. Musikken lød igen meget blid, uendeligt stille, rolig og båret frem af grænseløs ømhed. Alle stød var væk. Hengivelse. Komplet hengivelse. Man kunne se, at glæden overraskede ham selv, forbløffede ham. Og man kunne se smerten. Strabadserne var ikke forsvundet, de havde blot fået karakter af en vane, en god vane.

Spillestilen blev næsten koket igen. Han undersøgte værket: Hvad var der tilbage i det? Hvad var der ellers? Han lagde for en kort stund hovedet mod flyglet, mens han fortsatte med at spille. Han trak vejret dybt og spillede, som om det var en bryllupsmarch, en wagnersk rite.

Han satte sit venstre ben op på stolen og hvilede hovedet mod knæet, mens han spillede. 432 ud af 840 gentagelser nu. Senere hvilede han nærmest hovedet på sine hænder, mens han spillede. Jeg måtte snart i seng. Måske lige en halv time mere, så havde han spillet i ti timer. Men hvis han fortsatte i dette tempo, ville han nå de 840 gentagelser efter kun 17 timer: omkring klokken syv om morgenen. Måske var jeg alligevel nødt til at stå op klokken seks? Det ville være synd at lade ham i stikken i den allersidste time. Jeg funderede over, om jeg mon kom til at drømme om Igor Levit og hans Vexations i nat.

Hvid støj af en art

Da jeg vågnede omkring klokken seks, havde en ven skrevet, at opførelsen var ovre omtrent klokken halv seks. Efter femten en halv time. Godt. Jeg besluttede mig for at høre resten af streamet senere.

Jeg drømte rent faktisk ikke om Levit, men jeg havde sovet lidt hvileløst. Omkring klokken to og halv fem var jeg kortvarigt vågen, og første gang kiggede jeg også hurtigt på streamet: Levit fortsatte beslutsomt sit spil, stadig med mindelser om en vuggevise. Så jeg faldt til ro igen. Klokken halv fem kunne jeg rent faktisk være stået op for at høre den sidste time – men det vidste jeg først senere. Og før jeg for alvor besluttede mig for at stå op, var jeg faldet i søvn igen. Så jeg så de sidste tre timer ved frokosttid.

Klokken to om natten spillede Levit nu udelukkende med kroppen. Lydene viste næsten intet af den kromatiske fremdrift, man ellers forbinder med Satie – intet af den glitrende tåge af interferens og overtoner, der gør hans enkleste værker så stimulerende, komplekse og spektrale. Vexations var forvandlet til en børnesang. Totalt forenklet, skrællet ind til kernen, fremført meget økonomiserende og direkte.

Klokken to om natten spillede Levit nu udelukkende med kroppen. Vexations var forvandlet til en børnesang

Levit fremstod her som en arbejder, der pløjede sig gennem noder på samlebånd. Ordentligt, klinisk. Visse steder fornemmede man ganske vist den rutinerede kenders lakoniske tilstedeværelse. Men hvad angik nuancer, legesyge og melodramatiske betoninger, kunne der ikke mobiliseres den mindste interesse i denne trettende time. Noderne skulle bare fremføres. Det var målet.

Efter den næste pause – i den fjortende time – blev spillestilen igen lettere; Levit bevægede sig indlevende frem og tilbage, som om han var i en trance og ikke tog sig særligt af omverdenen. Buret inde i Saties Vexations. Værket var blevet til en drømmende melodi: halvbevidst flydende gennem den musikalske notations systemer. Igen meget blidt. Uendelig let. Et studie fra 2003 viser også, at en længere tilstand af trance indtræder omtrent tretten en halv time inde i Vexations.

Levit bevægede hånden over sit ansigt, i et øjeblik blev den hængende på hans højre kind. Øjnene igen lukket i lang tid, som om han rent faktisk halvsov. Den motoriske hukommelse lod til at føre ham gennem natten og gennem opførelsen. Kun ganske flygtigt blev han overmandet af en mikrosøvn: Her stoppede han med at spille, men kun et kort sekund.

I mellemtiden blev selve lytteakten også forvandlet: Jeg begyndte at lytte, som om jeg selv var i trance. Det blev mere og mere vanskeligt for mig at afkode og sammenligne forskellige strukturer og mulige nuancer i hans spillestil. Eller som Matt Berninger, forsanger i det amerikanske rockband The National, formulerede det efter en seks timer lang koncert med én enkelt sang – »Sorrow«, opført 5. maj 2013 på Museum of Modern Art i New York – som blev gentaget 100 gange: »Det er det hele, jeg kan lide … en hvid støj af en art inde i min hjerne.« (Den oprindelige video og Berningers skrevne kommentar er ikke længere tilgængelig, men et skærmfoto kan ses herred.)

Levit har streamet i et omfang som få andre under covid-19. Her kombinerer han yoga og Billy Joels nostalgisksøde »And So It Goes« (1993). © Igor Levit

Kort før den fjortende time var forbi, tog han en længere pause og ordnede noderne. Enkelte livestreamere spekulerede over, hvornår han mon ville spise de tre bananer, der lå ved siden af ham. En af dem var allerede ret sortbrun. Og så indledte han ellers den femtende time med en livligere og mere varieret spillestil. Hans overkrop fortsatte med at svinge frem og tilbage; hans øjne var halvt eller helt lukket i.

Klokken var fire om morgenen. Efter næste pause flirtede Levit lidt med de tilstedeværende, inden han satte sig ned igen. Pianisten lod forstå, at han nu, langt om længe, var inde på opløbsstrækningen. Ny energi, målet var i sigte. Han gjorde plads til udforskning og leg; de små fejl blev ikke færre, men det var en del af planen. Kompositionen tilgav let den slags. Nu og da måtte han igen hvile hovedet på sine hænder, mens han spillede. Han lænede sig tilbage, mere komfortabelt, mere træt, og alt blev mere stille. Især spillede venstrehånden ofte alene, nærmest uden opsyn.

Den sidste time meldte sin ankomst, klokken var halv fem om morgenen. Han spillede lettere og blidere, mere træt og mere hengivent. Ømheden i en komposition, der gradvist var ved at nå sin afslutning. Tiltagende stille, nogle gange mere stille end ventet. Klokken fem: den sidste halve time, den sidste pause. Det var en opstemt og tordnende Levit, der gik i gang med den sidste Vexations-serie. Han følte sig hjemme. I de sidste ti minutter følte han sig igen rigtig godt tilpas. Han havde taget bolig i kompositionen og i dette evindeligt omstrejfende, kæmpemæssige landskab bestående af 840 Satieer, 840 vexationer, 840 gentagelser.

Han var nået til næstsidste side. Han kiggede forbløffet på sin højre hånd, når den ikke spillede. Han spillede den sidste side. Alt for langsomt, igen meget overrasket, nærmest ængsteligt. Som om det var hans sidste værk nogensinde. Finalen. Hver en node resonerede, dryppede ned af siden. Uventet, på en måde. Som om det først var nu, han lærte stykket. For første gang. Han nød den sidste gennemspilning, sløvt og afsondret.

Derpå kiggede han forbavset på tangenterne og fjernede det sidste nodeark. Tøvende lukkede han flyglet, som om det krævede al hans opmærksomhed. Han lagde sit hoved på det. Han tog sin telefon og sine nøgler og forlod studiet.

Gentagelse nummer 1.217

Efter opførelsen var forbi, og efter Levit havde skrevet en afskedsbesked – »Færdig. Færdig. Glad. Tilfreds. Taknemlig. Og pissehøj« – begyndte jeg at føle en tvivl. Jeg læste, at han var lettet og taknemlig. Jeg mærkede min egen lettelse og min vedvarende fascination, forbløffelse, sympati og respekt. Men der var også noget nærmest forbudt, noget nærmest fornærmende og respektløst, der nagede.

For pludselig var det hele bare ovre. Forbi uden hverken applaus, blomster, tårefulde omfavnelser eller tilråb. Bare ovre. Jeg følte en tomhed. En uduelighed, tragedie, måske endda et tab, da det var slut. For en pianist, for hvem komplette cyklusser, daglige hjemmekoncerter og daglig øvning er en del af den professionelle hverdag, er denne oplevelse sikkert banal. Han var sikkert allerede kommet videre og havde nye indspilninger, repertoirer og udfordringer som pianist i sigte.

Pludselig var det hele bare ovre. Forbi uden hverken applaus, blomster, tårefulde omfavnelser eller tilråb. Bare ovre. Jeg følte en tomhed. En uduelighed, tragedie, måske endda et tab

Men udmattelsen efter femten en halv time efterlader én med en ganske let, lidt doven eftersmag – en helt sart, men skarp, metallisk efterklang. Var der overhovedet blevet opnået noget som helst ud over ren udmattelse? På den anden side: Hvorfor sigte efter mere end det? Måske var det nok, at tusindvis lyttede med, flere endda fra start til slut. Smerten ved at holde ved, at holde ud, at opleve – en glæde ved at være nået frem. Måske er det nødt til at være nok. Både professionelt og privat.

Otte timer efter opførelsen filmede Igor Levit sine hænder ved et udendørs bord et sted. De blev ved med at spille Vexations. Han skrev: »Hænderne fortsætter bare af sig selv. Gentagelse nummer 1.217 er lige nu undervejs, og repertoiret for den kommende sæson tegner ret monotont. #Vexations.«

Dette er en redigeret udgave af et essay, som oprindeligt blev udgivet på det tyske tidsskrift Merkurs blog 2. juni. Oversat fra engelsk af Sune Anderberg.