TikTok, bavianer og alt det jazz i Bremen 

Chicago Reader-skribenten er netop trådt ind i Hal 6 i Bremen messecenter og støtter sig forvirret til sin hipstermulepose. Rundt om hjørnet, ved den new zealandske stand, sidder to mænd i 40’erne med business-miner (eller også drøfter de forrige aftens fede bassolo) om munden og sipper siciliansk rødvin. Klokken er lidt over middag, og de første gratis cd’er rammer en i nakken som free lilletrommeslag. Musikere, bookere, journalister og labelfolk fra hele verden er landet i den nordtyske by til verdens største jazzmesse, Jazzahead.

Nogle stande er ikke Weltklasse, æstetikken er tilfældig, brochurer ligger på én lang række, og det er dét! ECM’s stand er som ECM lyder, clean og slick. Og pladerne koster penge. Som i den virkelige verden. 

Hvad er det for en verden, denne messeverden? Hvad skal jazzen her? Hvad skal Chicago Reader?

»Hvis jeg var dig, ville jeg ikke bære den t-shirt«

TikTok og Toots 

»Hvis jeg var dig, ville jeg ikke bære den t-shirt,« siger Eva Frost, leder af JazzDanmark, med fingeren på min bluse med navnet på en dansk musikfestival skrevet med skriggule versaler. »T-shirten er en gave«, prøver jeg, men opdager hurtigt, hvad hun mener, når først en tyrkisk kvinde fra et label antaster mig, og så forærer en brasiliansk fyr mig en lap papir på 2 x 2 cm med en kode til hans musik. Jeg lover at lytte! En hollænder spørger, hvorfor hans Flat Earth Society Orchestra aldrig har spillet i Danmark? De står ellers for »multi-color surrealism and savvy skill with striking ease, taking Belgian whimsy to a logical, irresistible extreme.« Bandets slogan er seriøst funky: »The most unreliable music since 1999«.

I Konferenzraum lærer foredraget med titlen TikTok Deep Dive os om alt det, TikTok kan gøre for jazzen. Jazz er business, og business smells funny. Alle snakker om, at aftenerne ender på Hotel Maritime, hvor jazzhovederne sipper cocktails og udveksler visitkort.

I det mindste kan jazz være med til at redde verden

Jeg får fat i en Andreas Vollenweider-cd. Det er sjovt, hvordan schweizeren, der spiller på hjemmebygget elektroakustisk harpe, fuldstændig er forsvundet fra min radar. Ligesom Kenny G. med jazzkrøllerne (og saxofonen). Men det er det, messer er til for. Få noget helt ind på radaren og ind i vores liv. Og jazzmusik kan jo antage en åndelig karakter, som Master Fatman år efter år prædikede som konferencier på Danish Music Awards Jazz på det danske Bremen. 

I det mindste kan jazz være med til at redde verden. Her sælges jazzplakater med ukrainsk tema, nabolandene Polen og Ukraine afholder en fælles reception. Med jazz kan man forene kulturer, og nu spotter jeg, at Chicago Reader-journalisten ser mere afslappet ud på vej hen mod Matchmaking-området. 

Hvad med de unge fra Kolding, der hænger ud ved den danske stand? Er de her for de gratis cd’er, litauisk fredagsslik eller Toots Thielemans-øl hos belgierne? Har de ikke hørt, hvad Frank Zappa sagde om jazzen? At den lugter sjovt? 

»Vi booker ikke swingjazz«

Hvor gamle er I?

»19, 21, 21, 20,« siger koldingensere, som allerede er i jazzbranchen. Festivalen Jazz i Trekanten har givet dem lov til at styre deres eget JazzHouse i Kolding. Og nu er gruppen på 20 unge altså på messe.

»Dem med de fedeste profiler på de sociale medier, er jazzmusikere« 

»Vi booker ikke swingjazz. Vi går efter det nye,« siger én. »Jazz er noget, der hele tiden udvikler sig,« siger en anden. »Derfor kan vi også passe os ind i det og udvikle det i en retning, vi gerne vil. Jeg går på en skole, hvor alle gerne vil spille det gamle bebop. Og vores lærer siger ‘stop nu. I kommer ikke til at kunne gøre noget ved det’. Jeg håber, at der på jazzmesse om 20 år er unge som os, der er vokset op med ekspressiv og udviklende former for jazz, der står og repræsenterer jazz.« En pige fortæller om alle de unge i hele verden, der er hoppet med på jazzbølgen: »Dem med de fedeste profiler på de sociale medier, er jazzmusikere.« 

Om aftenen lytter generationerne sammen, i Bremen, hvor den socialistiske teoretiker (og freelancejournalist) Friedrich Engels engang boede. I de enorme haller, i et cirkustelt overfor messecenteret, i Die Glocke Konzerthaus sidder branchen med sine 44 nationaliteter og almindeligt jazzinteresserede tyskere og lytter intenst til musikere fra omkring 100 bands fløjet ind fra hele verden.

»Der kommer nogle bavianer« 

For den eksperimenterende sanger og komponist Randi Pontoppidan er det første gang på Jazzahead: 

»Man kan godt blive skræmt, for man skal nå den og den. De tre, jeg gerne ville møde, har jeg allerede fået kontakt til. Nu ved de, hvem jeg er. I aften, til min koncert, kommer der nogle bavianer. Det er ret unikt med så mange bookere og festivalarrangører fra hele verden. En fransk booker skrev til mig om et møde, men min koncert er lidt udenfor messeområdet, og jeg var ikke sikker på, han ville komme. Så jeg måtte synge for ham her. Deee du dii da Deeee du daaaa,« demonstrerer hun, så det høje hår snurrer.

»I går, ved en stand, endte jeg med at lave et stykke musik på stedet med to musikere. Det er sjovt at have disse en-til-en møder med folk. Og måske sker der først noget om tre år,« siger Randi Pontoppidan. 

Er din musik overhovedet jazz? 

»I Danmark var det førhen svært at kalde det jazz; det syntes folk ikke, det var. Men scenen har ændret sig. Jeg har jo gjort det her i 20 år. At arbejde med stemmen som instrument og med elektronik er ikke noget, jeg lige pludselig er begyndt på. Jeg kommer ud på et amerikansk pladeselskab, og de har jo altid kaldt det jazz – en viderebygning af den eksperimenterende musik, free- eller avantgardejazz eller ny musik. Egentlig har jeg ikke lyst til at genrebestemme. Det handler om at være i nuet. Tænk hvis man ikke var nysgerrig mere? Men det er vanskeligt at sælge en hér uden et mærkat. Der skal helst står noget med Carnegie Hall eller noget stort, som sætter nogle klokker i gang.« 

»It’s like floating. Just floating thru existence«

Israelsk Bob Dylan

24 timer senere prikker jeg Randi Pontoppidan på skulderen for at høre, hvor jazzen er på vej hen. Men hun har forvandlet sig til den heftigste networker og jagter rundt. Nikolaj Svaneborg og Jonas Kardyb fra Aarhus har tid. Ligesom der er oceaner af tid i duoens langsomt flydende Skandi-jazz med titler som »Terrassedør«.

»Vi kan sagtens spille i tre timer, altså bare én ting, og så er der måske tre minutter i det. Man kan skabe mange forskellige stemninger ud af meget lidt. Det er de små frø, vi arbejder med.« 

De røber, at om et par uger kommer der en stor nyhed. Og ganske vist: Tiny Desk presents Svaneborg Kardyb. Hjemme fra en hyggelig stue på Djursland, komplet med Wurlitzer og potteplante på klaveret og meget internationale lyttere, kan man se af kommentarerne på YouTube: »Nordic ambient chill out», »Ethereal«, »It’s like floating. Just floating thru existence.« En sammenligner dem med The Necks. En anden skriver: »Like being on hold for 19 minutes.«

Længe står de to unge musikere og væver udenom mit spørgsmål: »Hvor går jazzen hen? Jaaah.« Om dansk jazz kan redde kloden, tør jeg ikke spørge om.

»Datahandsker er bedre end en computermus« 

Manageren og lederen af Aalborg-foreningen JAZZ9TUS, Lukas Bjørn, taler gerne: »En ung saxofonist i Aalborg, hvis far havde været i kibbutz, skrev til mig for at få Ehud Banai til Danmark. Altså, den israelske Bob Dylan med 52.000 månedlige streams. Det jødiske samfund har bare sagt ‘ja!’. Det er ret vildt, på sådan en parallelverden-måde.«  

Bob Dylan ville blæse på invitationen, hvis nogen inviterede ham til messe i en tysk hal. Spørgsmålet var: Hvad med jazzen i morgen?

Eksport, Jarrett og Gud

Skal jazzen ikke bare have et skud teknologi, som kunstneren og forskeren Ralf Schmid plæderer for i sin keynote-talk ‘Soulful Technology – Exploring tech tools that shape future music playgrounds’? Forholdet mellem jazz og tech er dybt, mener Schmid, og i en tid, hvor grænserne mellem mennesker og non-human beings opløses gennem digital teknologi, bør kunstnerne være med til at forme fremtiden og skabe interfaces og indhold til AI. Schmid tager et par sorte handsker på, som er forbundet til et klaver, og skaber lyd, når han løfter hænderne i vejret. »Datahandsker er bedre end en computermus,« siger Schmid, der i to år har hadet både zoom-møder og at spille for ingen mennesker. Han er altid på jagt efter nye digitale løsninger, og handskerne var et gennembrud; endelig en løsning på musikernes evige issue med teknologi. Han opdagede, hvor lidt man kan gøre og stadig sige noget. 

Men datahandskerne driller. »Giv mig et minut, der er for mange netværk i gang.« 

Et panel diskuterer bæredygtighed. Musikerne begynder at tage ansvar, er alle enige om. »Det dur ikke at rejse til Taiwan for et gig og så hjem til USA,« siger Paul Jaret. Ikke pianisten med det enslydende navn, der i årtier har besøgt byer for at spille sine berømte solokoncerter – Köln, Paris, Wien, Budapest, Kyoto, Bremen og Lausanne (jo, Keith Jarrett har også spillet klaver i Bremen!) – helt afkoblet alle elektroniske kredsløb, undtagen inspirationen fra Gud. 

Men jazzens intellektuelle label skal brydes; branchen må åbne sig for nye, yngre og mere diverse lyttere, branchen zusammen – lyder slagordet. Og det lyder jo så jazzet! Men det er også lyden af Catch-22: Problemet er, at store festivaler vil have store navne, så vejen mod mere bæredygtighed er lang som en Pat Metheny-solo. 

Taxaer fragter os resterende jazzugler videre til en mærkeligt aflang cafe ved navn PAPP

Ind i en smukt kaotisk, truttende fremtid vrikker Tijn Wybenga sit AM.OK (Amsterdam Modern Orkest) i Hal 1, med den unge dansker Teis Semey på kick ass-guitar. Tyske Fuchsthone Orchestra forenere bigband og elektronik. Fremtiden er eksport, ikke kun import. Amerikanerne, de ved, hvad jazz er. Og på den amerikanske stand står en kvinde og vifter med et postkort med Dangerous Tones. Den danske podcast Farlige toner er nemlig klar til eksport. Nu kan amerikanere også kan nyde dansk jazz sammen med Kresten Osgood.

Den lilla ugle 

På Lila Eule på Bernhardstrasse, Bremens ældste jazzklub fra 1959 med vægge rå som tysk sandpapir, drifter Randi Pontoppidan, Little North, Svaneborg Kardyb og Bévort 3 gennem dänische Landschaften til ære for bookere og danskofile tyskere.  

En udenlandsk kollega må hjem og pakke kuffert med de mange cd’er fra årets messe, men taxaer fragter os resterende jazzugler videre til en mærkeligt aflang café ved navn PAPP i et graffitiungt område af Bremen. Her har Aalborg-trioen Kemaca Kinetic klemt sig ind med 22-årige Casper Heilesen på sprængfarlig speed-guitar, ladet med Joe Satriani og Steve Vai. 

Men de 20 unge Kolding-jazzere, som også er ankommet, hører fremtiden. Frøene til noget nyt og vildt. Og fremtiden fortsætter ud på natten i et galleri i en prægtig villa ved Weser-floden. Jamsession. Snak. Billige drinks. Jam. Jam. Bassist Kenneth Dahl Knudsen hiver den lige så hurtigt spillende litauiske pianist Dima Golovanov på scenen. Nogle jazzugler må hjem. 

Vi ses til jazzmesse i 2078!

Jazzahead i Bremen fandt sted 28. april - 1. maj 2022. 
Se mere https://jazzahead.de/en/professional-program/