© PR

»Jeg føler ikke, at jeg er blevet valgt fra. Det må du endelig understrege«

En er født blind, en anden har nedsat syn, en tredje gik fra 250 koncerter årligt til kørestol. Tre professionelle musikere med funktionsnedsættelse fortæller om deres arbejde, udfordringer og musikken som »icebreaker«.
Af
6. Februar 2023
  • Annonce

    Man skal høre meget

Der har de senere år været et stigende fokus på gatekeeping og køn, seksualitet, krop, hudfarve og sind i den danske musikbranche. Hvor er de musikere, der har en fysisk funktionsnedsættelse? Hvad laver de, hvem er de, og hvordan kan vi gøre det lettere for musikere med fysiske funktionsnedsættelser at være en aktiv del af musikbranchen?

Seismograf har talt med de tre professionelle musikere Malthe Jepsen, Thomas Munk-Petersen og Thomas Borghus om deres musik, og hvordan de bliver mødt i den danske musikbranche. Jepsen og Munk-Petersen har ingen oplevelse af at være blevet valgt fra eller forfordelt pga. deres handicap, mens Borghus oplever, at den store forskel ligger i, at han er reduceret til »almindelig« musiker, der ikke længere kan både spille guitar og synge. Om det er diskrimination, må være op til læseren at vurdere. Skal der være tilskud til lydstudier, der benytter personer, som ikke længere kan, hvad de tidligere kunne, sangere, der har fået problemer med stemmen, eller musikere med depression, som har mistet gnisten? Hvor går grænsen mellem at blive valgt fra på samme vilkår som alle andre og på grund af en funktionsnedsættelse? Skal vi stille ultimative krav til spillesteder og barer, så de er tilgængelige for alle?

»Der er mange, der ikke er klar over, at vi er så langt fremme digitalt«

Malthe Jepsen er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium, i 2021 både udgav han sit debutalbum og vandt prisen som Aarhus Jazz Talent, spiller koncerter i ind- og udland, udvikler tilgængelighedsteknologier for mennesker med funktionsnedsættelser og er født blind. »Der er mange, der ikke er klar over, at vi er så langt fremme digitalt – der er så mange ting, man kan gøre i dag, som man ikke kunne gøre for bare 50 år siden«. I 2023 lancerer projektet Clapper deres selvbetitlede debutalbum: »Musik er en fucking god icebreaker, det er bare fucking nice, så hvis man har nogle reservationer eller fordomme, så er det bare lige meget.«

Thomas Munk-Petersen er kontrabassist, jazzmusiker, uddannet fra konservatoriet, har udgivet albummet Take-Off og er bosat i Aalborg. Hans projekt, Feather Drop, arbejder lige nu på deres kommende album. Når han ikke arbejder som professionel musiker med komposition, indspilninger eller udgivelser, er han underviser på Perlen i Aalborg. Ved siden af alt dette, har Thomas Munk-Petersen stærkt nedsat syn: »Der er få, som kender til, at folk kan have et nedsat syn. De kender mere til, at man har normalt syn, er blind eller bruger briller. Derfor er det vigtigt for mig, at jeg har et badge på, der viser det. Det har jeg desværre ikke altid. Men det gør det bare meget nemmere. Så længe der er god kommunikation, fungerer det hele egentlig.«

Thomas Borghus. © Iphy Nwajei
Thomas Borghus. © Iphy Nwajei

Thomas Borghus er udøvende musiker, komponist, kunstmaler og underviser på specialskolen STU Viborg. Han er gift, far og bosat i Silkeborg. I 2003 år blev han uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium med guitar som hovedinstrument. Han har spillet mange hundrede koncerter og optrådt på et utal af udgivelser på vokal og guitar. I dag spiller han bl.a. på iPad, mundharmonika og synger. I 2007 brækkede Thomas Borghus nakken, og siden da har han siddet i kørestol og haft lille bevægelighed i arme og hænder:

»Jeg havde det godt og var på toppen rent musikalsk. Jeg følte, at jeg var in tune med mit instrument, at det egentlig var mit hoved, der bestemte, hvad jeg kunne finde ud af at spille – der var flow og fri passage. Jeg glæder mig over, at det skete et godt sted i mit liv. Jeg har mødt mennesker, som får store handicaps som 12-årig, som 10-årig, som 14-årig, hvor man står et helt andet sted i livet og er ved at lære nogle helt andre ting. Jeg nåede at have 31 år i en normal krop og opleve at være et normalt menneske med en normalt fungerende krop.«

»Jeg var 31, da det skete. Indtil da havde jeg været professionelt udøvende musiker med en god karriere«

Fra 250 koncerter årligt til kørestol

Du nåede at være færdiguddannet i fire år, før du måtte nedskalere – for at sige det mildt? 

Thomas Borghus: »Ja, fra sommeren 2003 til sommeren 2007, hvor jeg en nat på Smukfestival sprang på hovedet i Skanderborg Sø og brækkede halsen. Jeg var 31, da det skete. Indtil da havde jeg været professionelt udøvende musiker med en god karriere. Jeg gik fra at spille 200 koncerter i 2003 og 2004 til at komme op på i 2006 og have spillet 250 koncerter og have studiejobs. Jeg havde mit eget lille studie i min lejlighed, hvor jeg begyndte at få folk op og indspille ting. Der var knald på. De første to år var helt vanvittigt rædselsfulde. Til at starte med var jeg helt lam – fuldstændigt paralyseret. Jeg skulle mades. Jeg skulle skiftes. Jeg var helt fuldstændig slået tilbage til start med en krop, der ingenting kunne. Og dog – jeg kunne selv trække vejret. Det skal man ikke råbe sgu efter. Guitar var mit hovedinstrument, men jeg har også sunget, spillet klaver og masser af bas. I dag spiller jeg iPad – primært til at spille akkorder og keys. Jeg underviser på en specialskole i Viborg, hvor jeg laver beats, spiller bas og synthesizer på iPad og komponerer med de unge mennesker. Jeg har lært mig selv at spille mundharmonika, og jeg kan stadig spille noget håndholdt percussion. Jeg har ikke nogen håndfunktion, men jeg har fået et specielt greb på min shaker og mine mundharmonikaer, så jeg kan holde dem«.

De usynlige noder

Det er meget lavpraktiske ting, der kan være udfordrende for musikere med en funktionsnedsættelse. I mange sammenhænge handler det om at tænke nyt og finde løsninger. Her kan teknologien være en vej frem – men det centrale element er god kommunikation.

Thomas Munk-Petersen. © Aske Stubkjær
Thomas Munk-Petersen. © Aske Stubkjær

Thomas Munk-Petersen: »Hvis jeg skal spille en sang, jeg ikke kender, så kan jeg ikke kigge på en node lige i øjeblikket, og derfor skal jeg have løbet den igennem. Det vil sige, at en af de andre musikere spiller nummeret eller fortæller akkorderne. Jeg skal være hurtig til at fange den og huske det, så der kan man sige, at der er et samarbejde, og det hele står i hvert fald på, at jeg er tydelig i mine behov.«

»Musik er jo et erhverv, hvor man skal være klar på, at du selv skaber din karriere«

Malthe Jepsen: »Hvis man læser på noder, skal man gøre det med fingrene – og så kan man ikke spille på samme tid. Eller det er stemmeediterende, så man kan kun bruge en hånd ad gangen. Jeg memorerer alt, når jeg spiller. Det, jeg tit gør, er, at jeg lytter det af, og spiller det igennem, og så memorerer jeg det. 

Malthe Jepsen. © Martin Dam Kristensen
Malthe Jepsen. © Martin Dam Kristensen

Jeg vil gerne lave en app, der kan lave noget direktion og sende et cue, så man kan mærke en vibration på sit ur, når man skal gå ind eller ud af musikken. Jeg vil gerne sænke barrieren for, at man kan komme ind og spille musik, og ikke nødvendigvis skal være virkelig god til at huske. Hvis du ikke er god til at hørelære, kan det være en udfordring, hvis du er blind. Du kan sagtens være blind og enormt dårlig til at lytte. Hvis du er virkeligt god til hørelære, så er det bare meget nemmere, og det kunne være fedt at sænke den barriere, så alle kunne gøre det. Det ville være nyttigt for mig men også for andre.«

Tror du, at det er sværere at slå igennem, hvis man har en funktionsnedsættelse?

Malthe Jepsen: »Musik er jo et erhverv, hvor man skal være klar på, at du selv skaber din karriere. Og det kan godt være, at du har behov for noget tryghed, hvis du har en eller anden udfordring – eller der kan være så meget andet, du bakser med. Det ved man jo aldrig. Der er altid udfordringer, når man er blind, og det er jo bare med at komme ud over de udfordringer. Men jeg har altid haft enormt gode folk omkring mig som fx mine venner.«

Thomas Munk-Petersen: »Det er svært at stå med det hele selv hvad angår booking, PR osv. Disse ting, tænker jeg, kan være en endnu større udfordring med et synshandicap.«

»Hvad fanden laver ham derovre på den der iPad?«

En raket i flere etaper

Thomas Borghus: »Hvis du først sidder i en kørestol, bliver du betragtet på en anden måde. Der er mennesker, som i udgangspunktet vil tro, at man er retarderet, og jeg oplever da, at folk i stedet for at gå til mig, går hen og spørger familie, hjælper eller hvem der er ved siden af mig: ‘Kan han godt køre hen til…?’ ‘Kan han godt finde ud af at…?’ osv. Det er heldigvis ikke tit, det sker. Der er noget i os, som egentlig prøver på at give noget space. Som børn glor vi jo helt naturligt og spørger og peger, og når man bliver stor nok, finder man ud af, at det ikke er godt. Selvom det i virkeligheden er bedre at gå ind og sige 'goddag' og 'hej'. Men jeg tager mig selv i at gøre det også, hvis jeg ser folk med et større handicap, end jeg selv har. Der bliver kigget på på en hel anden måde, og det gør man helt sikkert også af både publikum og ens medmusikanter – det kan jo være enormt svært at tackle.«

Thomas Munk-Petersen: »Det visuelle har en stor betydning, og det er svært for sådan en som mig – hvis man har dårlig syn, så har det nærmest ingen betydning – man lytter bare. Kontakt og henvendelse til publikum kan være svært, fordi jeg kan simpelthen ikke se publikum. Det visuelle har været meget lidt i mine tanker, men det tror jeg egentlig, at det er generelt for jazzmusikere. Det er ikke der, hvor kræfterne bliver brugt. Det er jo sådan nogle typer, som bare nørder deres instrumenter og musik og nogle gange spiller det for andre.« 

Thomas Borghus: »Det der med at komme op på scenen igen og sidde, det var også en overvindelse, ikke? Det var helt sikkert sådan en raket i flere etaper, som jeg var nødt til at tage ind for at komme tilbage dertil. Det er ikke bare, hvordan man bliver tænkt på, men også hvordan man kigger på sig selv.«

Nu hvor Borghus er godt tilbage på scenen, oplever han i højere grad nogle sjove og humoristiske reaktioner på, at han spiller iPad: »’Er det guitaristen, der laver den der solo der?’ ‘Hvad fanden laver ham derovre på den der iPad?’ Hvordan skal jeg reagere på det? ‘Hvad er det, han sidder og laver derovre?’ ‘Sidder han og skriver en freestyle?’ Hvis man ikke ved det, så ser det ud som om, at jeg er ved at skrive et brev hjem til mor eller spiller Wordfeud. Det er jo skideskægt at se, fordi det slår folk ud af kurs: ‘Hvad fanden – er det ham, der spiller solo?’«

Transport og toiletter

Er der noget, spillesteder, musikjournalister, publikummer, bookere, managements eller andre i den musikalske fødekæde kan gøre, for at det bliver lettere at være musiker med en fysisk funktionsnedsættelse?

Malthe Jepsen: »Den største udfordring er nogle gange transport – både inden for musik, men også bare generelt. I Aarhus kan jeg godt finde rundt visse steder. Og jeg har også apps til at hjælpe mig, hvis jeg bliver væk, ikke? Men det er noget, man bliver træt af – logistik er bare ikke nemt. Men altså det er fint, for jeg tager et tog derhen, og så bliver det en taxa fra togstationen, så er det løst. Bang. Altså, så er det fint.« 

Thomas Munk-Petersen: »Det kan være noget med transport. Jeg kan ikke køre bil, for eksempel.« 

Thomas Borghus: »Adgang er en vigtig ting. At kunne komme på toilettet, at jeg kan komme rundt på spillesteder og op på scenen. Vi har et spillested i Silkeborg, som har fungeret i mange år, men der er en lang trappe derop. Jeg skal jo bæres op hver gang. Det værste er næsten, hvis nogen træder forkert, og stolen og jeg falder ned over vedkommende. Jeg siger dig, man bliver lykkelig for ramper og handicaptoiletter. Det er jo det at kunne møde op, det må være det første skridt. Det er svært at komme udenom og ikke at tænke over. Fx havde jeg et job på Nordfyn på en strand, hvor jeg ikke selv havde tænkt over det. Da vi kom derud, kunne vi pludselig se, at det her bliver ambitiøst. Men der var ikke nogen vej udenom, at vi skulle op over en bakketop og rundt bag en, og løft hen over, og hen i sandet, og skubbet og trukket, og kommer du først herhen, og hvis du skal på toilettet, skal vi finde ud af, hvad vi gør, for det tager en halv time frem og tilbage.«

»Jeg synes, folk er enormt imødekommende i musikbranchen«

© Thomas Borghus, collage
© Thomas Borghus, collage

Communication is key

Til diskussionen om 'gatekeeping': Bliver man valgt fra? 

Jepsen: »Jeg føler ikke, at jeg er blevet valgt fra. Det må du endelig understrege. Jeg kan sgu ikke komme i tanker om en situation i musiksammenhæng, hvor jeg er blevet valgt fra på grund af mit handicap. Der er altid udfordringer, når man er blind. Der er jo mange ting, hvor man skal finde nogle alternative løsninger, men hvis du spørger, om jeg er blevet valgt fra af andre, på grund af det? Nej. Det er jo ikke en grund at afvise nogen på. Der må man være god til at gå ind og sige, der bliver ikke noget problem her, vi skal nok få det løst.«

Thomas Borghus: »Grunden til, at jeg fik arbejde tidligere, var, at jeg var god til to ting – jeg kunne både synge og spille, og i den sammenhæng er der jo pludselig en højere løn til alle i orkesteret. Nu kan jeg kun fylde én plads. Min telefon ringede hele tiden, da jeg var funktionsdygtig. Den ringer fra nogle andre sider nu, jeg får tilbudt nogle andre ting, foredrag og alt muligt andet, men det er en helt anden type opkald«. 

Thomas Munk-Petersen. © Aske Stubkjær
Thomas Munk-Petersen. © Aske Stubkjær

Thomas Munk-Petersen: »Jeg har ikke oplevet, at jeg er blevet valgt fra på grund af mit syn. Det var noget, man kunne tænke, at folk tænker, at det bliver for besværligt. Det kan godt være, at det er sket, men så har jeg ikke vidst det. Jeg kan jo ikke sige, at det ikke er sket. Jeg synes, at folk er ufattelig søde og vil gerne hjælpe, så snart de ved det. Der er bestemt ikke nogen bitterhed der. Dårlige oplevelser har været, når jeg ikke kunne et eller andet grund af mit syn, og sådan er det jo altid, at man skal være tydelig og kommunikere åbent, så går tingene.« 

Malthe Jepsen. »Jeg synes, folk er enormt imødekommende i musikbranchen. Mit største budskab er nok egentlig bare, at folk ikke skal være bange for at interagere med en musiker, der har en eller anden form for funktionsnedsættelse. I bund og grund er vi jo alle bare mennesker, og det er det vigtigste. Jeg føler heldigvis altid, at jeg af folk i branchen i høj grad er blevet bedømt på min merit, og at mit handicap har været meget underordnet. Det håber jeg virkelig, du fremhæver.«