Vibrerende paradokser

Virker tankegodset bag Niels Lyhne Løkkegaards nye værk, ”Sikorsky”, lidt vagt, imponerer den halve time lange komposition til gengæld med det tætte og nuancerede klangarbejde, hvor klarinetten indtager en fremtrædende rolle.
Af
13. Januar 2014
Anmeldelse af Niels Lyhne Løkkegaards "Sikorsky"

Når man læser pressemeddelelsen til Niels Lyhne Løkkegaards nye udgivelse, Sikorsky, rammes man af et paradoks. På den ene side fremstår noterne nemlig i høj grad prægede af spidsfindige filosofiske tanker, på den anden side insisteres der på at give sig hen til selve sanseoplevelsen. Løkkegaard ønsker angiveligt at bringe os nærmere en direkte kropslig erkendelse af vores omgivelser, men midlet til dette mål er et værk, hvor Løkkegaard selv leger med lytteren og opstiller tankeeksperimenter, der netop skal så tvivl om sansernes troværdighed. Helt konkret arbejder Løkkegaard kompositorisk med begrebet ”transformation”, hvormed menes et bevidst arbejde med at få forskelligartede instrumenter til at imitere hinanden og lægge sig tæt op ad hinanden, så lytteren snydes og opfatter et blæserinstrument som et strygerinstrument etc.

Dermed bliver Løkkegaard lidt som en tryllekunstner, der afslører sine egne tricks. Han leger med illusionen – ikke for at føre lytteren bag lyset, men netop for at skærpe den sansende bevidsthed. Sådan kan programerklæringen i hvert fald tydes. Det kan dog i høj grad anbefales at lægge denne mere spekulative tilgang til side og netop tage Løkkegaard på ordet, når han påkalder sanserne og den kropslige oplevelse af verden og værk. For – heldigvis kunne man sige – fremstår Sikorsky stærkere som klingende værk end som paradoksal idé.

Den soniske helikopter
Titlen hentyder til Sikorsky-helikopteren og den dronende lyd skabt af dens rotorblade. En lyd, der således har dannet sanseligt forbillede for værkets kredsen om bastunge droner og luftigt cirkulerende bevægelser foldet ud i én lang komposition på en halv time. Som på mange tidligere udgivelser fra Løkkegaard befinder musikken sig et sted mellem kompositionsmusikken og jazzen, mellem det dirigerede og det improviserede. Løkkegaard optræder selv som dirigent for det 18 mand høje ensemble, men spiller undervejs også med på sin alt-saxofon. Om sig har han samlet et prominent hold af musikere. Musikere, der primært befinder sig i den mere udforskende og eksperimenterende ende af jazzen som Lars Greve, Adam Pultz Melbye, Stefan Pasborg og Jeppe Højgaard. En række af disse folk var også med, da Løkkegaard for nylig optrådte live med værket i Literaturhaus i København, hvor man netop også kunne opleve ham selv i rollen som både dirigent og medspiller. 

De stærke musikere og den jazzede inspiration til trods skal man ikke forvente sig lange solo-løb hos Løkkegaard. Sikorsky er umiddelbart et ret stillestående værk, der interesserer sig for at skabe tætte klynger af lyd, vibrationer og overtoner. Den til tider næsten sakrale og orgelklingende lyd og de kredsende overtoner giver mindelser om spirituel musik og minimalisme – et træk ved musikken, der ikke mindst slog igennem i live-situationen i Literaturhaus' gamle kirkerum. Det er dog som allerede nævnt også i høj grad en kropslig musik, der med sin interesse for lydens fænomenologiske væsen sætter den i forbindelse med bevægelser som spektralmusikken. Meningen er, at musikken skal gå ind og påvirke kroppen helt fysisk, og derfor anbefales det da også i noterne, at man skruer højt op for volumen.

Tilbageholdt insisteren
Hovedrollen i dette lange værk er blevet tildelt klarinetten. Intet mindre end otte klarinettister finder man i ensemblet, der derudover tæller fire kontrabasser, fire trommeslagere, trompetist og altså Løkkegaard selv på lejlighedsvis saxofon. Løkkegaard udnytter flot klarinettens brede klangregister i langsomt udfoldede forløb, hvor klarinetterne snart klinger som let og sfærisk musik, snart slår som lyse glimt hen over et pastoralt landskab, for siden at folde sig ud som fyldige orgelpiber, basdroner og hvæsende åndedrag. Andre steder glider blæserne helt ud for at blive afløst af hvislende og hviskende percussion, der får lytteren til at spidse ørerne med deres tilbageholdte insisteren. 

Rent dramatisk sker der ikke meget i Sikorsky. Men vekselvirkningen mellem forskellige klangeffekter er alligevel nok til netop at pirre sanserne. Og her må man give covernoterne ret i, at det vitterlig er en god idé at lytte på fuld volumen. For selvom ”Sikorsky” med dens langstrakte, varme toner godt kan fungere i baggrunden som en art ambientmusik, så er det først når man lytter på kraftigere volumen, at den får krop med toner, der glider fra det sarte og luftige til en tungere, træagtig fylde for hen mod slutningen at opløse sig i en slags metallisk skratten.

Helt voldsomt bliver det dog aldrig, og når man betænker det stærke hold af musikere, kunne man godt ønske sig, at nogle af dem fik lov at spille sig lidt mere ud. At de enkelte musikere kunne få lov til at træde frem i kød og blod frem for at fremstå som et lidt anonymt kor af sammenvævede musikalske stemmer i Løkkegaards illusionsspil. Tænk hvor meget power, der ikke kunne komme på, hvis Løkkegaard turde lade spillet med sanserne gå i en lidt mere beruset retning? Men omvendt kan man beundre hans evne til det tilbageholdte, usagte, pirrende. En musik, hvor man både mærker vibrationerne i jordbunden og vinden i håret.