Fra I-Lly Chengs installation ‘Touch’ for vandkar og højttalere på ICMC 2018. © Anders Bach

Hvorfor computermusik?

Akademikere og kunstnere fra hele verden brugte en uge i Sydkorea på at vende tidens tendenser inden for det, man med større og større besvær kan samle under betegnelsen ‘computermusik’. Og det bliver ikke lettere, jo mere sprudlende udviklingen er uden for institutionernes trygge rammer.
Af
31. august 2018
– reportage fra International Computer Music Conference, Daegu, Sydkorea, 5-10.08.18
  • Annonce

    MINU
  • Annonce

    Concerto Copenhagen

Det begyndte med den første konference i Michigan i 1974. Siden da er værtskabet for den årlige International Computer Music Conference, ICMC, gået på skift mellem lande verden over. I år er valget faldet på den sydkoreanske millionby Daegu. Formålet er det samme som for 44 år siden: at præsentere ny musik og teknologi inden for det institutionaliserede elektroakustiske felt.

‘Elektroakustisk musik’ og ‘computermusik’ er først og fremmest begreber, der er defineret af en stærk og stolt akademisk tradition inden for de mere avantgardeprægede grene af musikken siden Anden Verdenskrig. Men den egentlige betydning af computermusik har rykket sig i takt med den teknologiske udvikling. Hvad computermusik vil sige i 2018, kan derfor være svært at gennemskue, når historie, innovation og kunstneriske idéer skurrer mod hinanden. Det er altså med udsigt til akademisk friktion, jeg ankommer til den ugelange konference i Sydkorea i begyndelsen af august.

Kunstig intelligens
ICMC har i år temaet ‘Preserve, Engage, Advance’ og præsenterer diverse talks, installationer og koncerter, som skal bearbejde den foreslåede treenighed. Kunstig intelligens synes at være the talk of the town på tværs af discipliner og bliver grebet an fra uoverkommeligt mange vinkler: alt fra computer-genererede kompositioner til kunst på neuralt hjerneplan, hvor lyd bliver syntetiseret af software, der efterligner et netværk af synapser.

Kunstig intelligens synes at være the talk of the town på tværs af discipliner

Jeg er her selv for at præsentere en artikel om en tilgang til improvisation inden for elektroakustisk musik, der beror på evolutionsteori. I naturen finder man metaforer og deciderede algoritmer, som finder anvendelse i den frie improvisation, som vi kender den fra menneskelige musikere. Jeg prøver at vise, at alt levende har en improvisatorisk stemme, men at man ikke behøver at være intelligent for at være i live, og at improvisation derfor ikke er forbeholdt intelligente væsner, men også kan findes i software.

Hostende maskiner
På ICMC 2018 handler computermusik tilsyneladende om mennesket i maskinen og, i særdeleshed, mennesket mod maskinen. Det tydeligste eksempel er konferencens koncertprogram og -afvikling.

Størstedelen af programmet afvikles i Daegus klassiske koncertsale, der til lejligheden er fyldt med højttalere, der omringer publikum i klassisk ‘elektroakustisk’ stil. Det er med denne traditionelle opsætning, som de fleste deltagere kender den, at der præsenteres et væld af højttaler- og ensembleværker fra store dele af verden. Computermusikkens kunstneriske og akademiske friktion er dog bedst eksemplificeret i værker for et enkelt instrument akkompagneret af en computer, for eksempel værker for fløjte og elektronik: solistisk funderet kompositionsmusik, der forstærkes og forstørres af altomsluttende computermanipulation, der ofte ikke ses på scenen som aktør, men som en flydende entitet i rummet.

Vi arbejder på maskinens præmisser på godt og ondt

Ofte bliver illusionen dog brudt, da softwaren ikke virker, hoster og hakker eller begynder at afspille metronomen i en af højttalerne i stedet for fløjtenistens in-ear-hovedtelefon. Det bliver i konteksten befriende komisk og menneskeligt, uden at det overhovedet er hensigten. Det er en påmindelse om computermusikkens positionering af mennesket som aktør: Musikerne på scenen er blottede i mødet med teknologien. Illusionen om computerens magiske kraft til at augmentere et akustisk instrument er måske ikke det akademiske eller kunstneriske mål, men denne del af den computermusikalske kanon anno 2018 bider unægtelig sig selv i halen.

Lænken kastet
Anderledes frigjorte føles konferencens late-night-koncerter, der afvikles på en lille bar i en sidegade tæt ved koncerthuset, midt imellem VVS-forhandlere og den af heden nærmest kogende følelse og lugt af olie og kimchi. Man føler sig forbundet med det sted, konferencen afholdes, hvilket for mig at se er hele idéen med en international konference med skiftende værtsland.

Her kan performerne løsrive sig fra konformiteten af det klassiske koncertrum og lade nye instrumenter og interaktioner med teknologi vise tænder. Mødet mellem det skrøbelige menneske og den ustabile software bliver pludselig en naturkraft. Hierarkiet mellem performer og computer er ganske vist lige så tydeligt som i koncertrummet, men her føles det ikke som en lænke om benet, snarere en dyrkelse af idéen om og problemet med computermusik: Vi arbejder på maskinens præmisser på godt og ondt.

Generationskløft
Som flere på konferencen nævner undervejs, ligger problemet for computermusik-konferencen to steder: manglen på kuratering af musikken og manglen på indflydelse udefra.

Der er uendeligt mange artikelpræsentationer og koncerter, men hvor førstnævnte er kategoriserede, føles overfloden af musikken uovervejet sammensat og som et forsøg på at få præsenteret så meget som muligt. Det forvirrer dechifreringen af, hvad computermusik i 2018 er ifølge ICMC.

Historien om og dyrkelsen af de gode, gamle dage og ophavet af en datidig musikalsk revolution er ikke længere nok

Fokus på topografi som referenceramme for soniske teksturer, klimaforandringer samt feminisme lader til at være konferencens mest interessante bud på computermusikken og dens placering i nutiden. ‘Environmental music’ angriber klodens drastisk ændrende soundscape ud fra menneskets forbundethed med naturen igennem teknologi, mens den feministiske vinkel fokuserer på faglig og økonomisk ligevægt i feltet kønnene imellem – altså ikke kun forbeholdt kvindelige ‘rollemodeller’ eller ‘pionerer’, som indtil nu har været en populær genvej i diskussionen om ligestilling.

For mig som deltagende virker det dog stadig, som om ICMC er ramt af en generationskløft. Det er en kløft, der gennemsyrer den institutionaliserede musik helt generelt: Historien om og dyrkelsen af de gode, gamle dage og ophavet af en datidig musikalsk revolution er ikke længere nok. Særligt ikke når den relaterede musik uden for institutionens lukkede døre er sprudlende og mere levende end nogensinde. Den virkelige udvikling af krydsfeltet mellem kunst og akademia ligger i gensidig invitation. Den invitation skal sendes ud.

ICMC afholdes hvert år af International Computer Music Association. Læs mere på deres hjemmeside.