Heinrich Schenker, ca. 1919. © Oswald Jonas Memorial Collection
kommentar

Musikteoriens historieløse vakuum

Hvorfor insisterer danske akademikere på at fokusere på racisme hos de sidste hundrede års mindst indflydelsesrige teoretiker? Den danske musikteoridebat foregår i et historieløst vakuum.
Af
19. Oktober 2020
  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Nu må jeg vist hellere blande mig – både fordi den verserende debat om musikteori omhandler lige netop funktionsteori og schenkerteori, de to enormt indflydelsesrige musikteorier, som er omdrejningspunktet for den ph.d.-afhandling, jeg netop har forsvaret, og også fordi jeg nu implicit er blevet en del af debatten, idet Daniel Torlop Norstrøm i sin kommentar henviser til en af mine publikationer, et ‘extended abstract’ over et paper, jeg afholdt ved 9th European Music Analysis Conference i Strasbourg i 2017.

Norstrøm skriver således: »Bemærkelsesværdigt er det også, at hverken (Mikkel, red.) Vad eller (Anders Aktor, red.) Liljedahl kommenterer den aktuelle forskning på Aarhus Universitet, der omhandler “en forsoning af schenkerisme og riemannisme”. Er dette ikke mindst lige så problematisk, eftersom vores musikteori måske vil træde et skridt nærmere Schenker-analysen?«

Jeg vil gerne benytte lejligheden til både at kommentere det (besynderligt uforpligtende) retoriske spørgsmål og samtidig sige noget om den faghistoriske kontekst, som den amerikanske Schenker-debat udspiller sig i. Det er en faghistorisk kontekst, som glimrer ved sit fravær i den historieløse danske debat.

Musikteori på spisesedlerne

Jeg vil begynde ‘on a personal note’. For hele debatten har været nærmest surrealistisk at følge med i for mig. Jeg måtte knibe mig selv i armen, da Heinrich Schenkers navn kunne læses hos blandt andet Fox News og The New Yorker.

Jeg havde naturligvis ivrigt fulgt den debat, der fulgte i kølvandet på Philip Ewells indlæg ved 2019-udgaven af Society for Music Theorys årlige møde, og jeg havde selvfølgelig også fulgt den sag, som i sidste ende fik Schenker i nyhedsmedierne, nemlig den pinlige og uvederhæftige udgave af Journal of Schenkerian Studies, som var beskæmmet af virkelig dårlige og decideret racistiske modsvar til Philip Ewells artikel.

Men jeg måtte for alvor knibe mig i armen, da sagen nåede til Danmark, først i Mikkel Vads essay her på Seismograf, siden i Anders Aktor Liljedals kommentar og senest i Daniel Torlop Norstrøms kommentar. De to førstnævnte tekster udkom i ugerne op til mit ph.d.-forvar, og midt i forberedelsen var mit ellers lidt excentriske ph.d.-emne blevet højaktuelt på en måde, som rakte ud over det vanlige musikteoretiske fagmiljø.

Selvom sagen selvfølgelig er relevant for danske læsere – og jeg bandede lidt over, at jeg ikke selv havde indset dette – så kneb jeg mig i armen af én simpel grund: Jeg kunne næsten ikke tro denne pludselige interesse for musikteori, og da slet ikke interessen for Heinrich Schenker. Skriver Seismograf, som ellers mest fokuserer på ny musik, virkelig pludselig om Schenker, som allerede i sin samtid var ekstremt bagudskuende? Den havde jeg ikke set komme.

Jeg kunne næsten ikke tro denne pludselige interesse for musikteori, og da slet ikke interessen for Heinrich Schenker

Sagen er nemlig, at Danmark, ligesom resten af Europa, har en lang og stolt tradition for ikke at beskæftige sig med schenkerteori. I dansk musikforskning spiller schenkerteori en fremtrædende rolle i Jesper Juellunds ph.d.-afhandling fra 2001, og så spiller den som nævnt den ene hovedrolle i min egen netop forsvarede ph.d.-afhandling – Analytical Practices in Western Music Theory: A Comparison and Mediation of Schenkerian and Post-Riemannian Traditions – men ellers glimrer den ved sit fravær.

Det er for eksempel sigende, at professor emeritus Bo Marschners At studere musikvidenskab fra 2015 kun indeholder to korte omtaler af Schenker, begge affejende kommentarer i fodnoter. Sammenlign dét med det faktum, at Heinrich Schenker er den eneste, som i The Cambridge History of Western Music Theory (2002) får sit helt eget kapitel. Selv Jean-Philippe Rameau – som blandt meget andet er kendt for at fremsætte den skelsættende teori, at c-e-g, e-g-c og g-c-e alle har den samme fundamentalbas (og dermed alle er C-durakkorder i forskellige omvendinger) – må nøjes med at blive omtalt i et kapitel med andre teoretikere.

Dette siger noget om, hvor forskellige roller Schenker og hans arv har spillet i europæisk og angloamerikansk musikvidenskab. Når underrubrikken til Mikkel Vads artikel lyder »Hvorfor insisterer flere akademikere på at ignorere åbenlys racisme hos de sidste hundrede års mest indflydelsesrige teoretiker?«, så kunne jeg spørge: »Hvorfor insisterer danske akademikere på at fokusere på racisme hos de sidste hundrede års mindst indflydelsesrige teoretiker?«

Svaret synes ligefor: Sagen er interessant og relevant, den trækker direkte tråde til mordet på George Floyd, og den viser med al ønskelig tydelighed, at musikteori ikke bare er verdensfjerne systemiske systemer for systematikkens skyld, men er tæt forbundet med det samfund og den tid, som den udtænkes og praktiseres i. Dét er en vigtig pointe. Det er også en af mine egne kæpheste, hvorfor jeg anlægger et kulturhistorisk og praksisteoretisk blik på de to musikteoritraditioner – den, der bygger på Heinrich Schenkers arbejde, og den, der bygger på Hugo Riemanns – i min afhandling og altså ikke blot anskuer teorierne og analysemetoderne som selvberoende entiteter, men simpelthen som fluktuerende og bestandigt forhandlede praksisser.

Hvordan skal vi forholde os til debatten i Danmark?

Men hvordan man end forholder sig til debatten, er det i hvert fald slet ikke givet, at den kan overføres direkte til Danmark – det er et langt mere komplekst spørgsmål, end debatten i Seismograf har givet udtryk for, og det er et spørgsmål, som kalder på faghistorisk kontekstualisering.

På den ene side er det åbenlyst, at visse af Philip Ewells pointer uden problemer kan overføres til en europæisk kontekst, hvor det samme klassisk-romantiske repertoire i nogen grad har konsolideret sig som grundlaget for musikteori per se, og hvor ethvert initiativ til at udfordre og kigge ud over denne hegemoni er velkomment og tiltrængt. Denne hovedpointe tror jeg, at vi alle er enige om.

Selv håber jeg på at udfordre hegemonien med mit nye forskningsprojekt som postdoc på Musikmuseet/Nationalmuseet i København, hvor jeg graver nogle af de glemte danske, kvindelige komponister frem fra arkiverne, heriblandt Tekla Griebel Wandall (1866-1940), som ud over at være Danmarks første kvindelige operakomponist var en original og tankevækkende musikteoretiker (teaser: Det vil man i fremtiden kunne læse mere om i Forlaget Multivers’ serie om danske komponister).

Kirkegaard-Larsens afhandling. © Thomas Jul Kirkegaard-Larsen
Kirkegaard-Larsens musikteoretiske ph.d.-afhandling, som den ser ud i fysisk form. © Thomas Jul Kirkegaard-Larsen

På den anden side er det lige så åbenlyst, at hele debatten vedrørende Schenker og hans musikteori er næsten meningsløs på dansk grund, al den stund at hverken modtagere (og, tillader jeg mig frækt at antage, heller ikke afsendere) af Seismografs artikler har særligt gode forudsætninger for at forstå, hvad schenkerteori er, og hvilken faghistorisk kontekst den amerikanske debat udspiller sig i. Det er en faghistorisk kontekst, som er radikalt anderledes end den danske/europæiske. Som Philip Ewell skriver i ‘fodnote 0’ i sin efterhånden berømte artikel, så udtaler han sig kun om musikteori i USA.

Så hvordan forholder vi os konstruktivt til Schenker-gate i Danmark? Jeg vil prøve at komme med nogle forslag nedenfor. Men først vil jeg forsøge at råde blot en smule bod på historieløsheden. I min ph.d.-afhandling gennemgår jeg på side 111-193 schenkerteoriens receptions- og udviklingshistorie, og det siger sig selv, at det er vanskeligt at destillere de mange sider til en kort kommentar, men jeg vil gøre forsøget.

Faghistorien, der blev væk

For det første er det værd at notere sig, hvordan schenkerteori kom til USA, for som jeg skal uddybe nedenfor, er det et vigtigt led i at forstå funktionsteoriens succes i Europa.

Schenkerteoriens migration fra Europa til USA begyndte i 1930’erne, da nazismen spredte sig i Europa, hvilket tvang flere af Schenkers jødiske elever (Schenker, som selv var jøde, boede i Wien og døde i 1935) til at flygte til USA. Her etablerede disse elever imponerende hurtigt et miljø – i begyndelsen centreret om New York – som studerede Schenkers musikteori, og det lykkedes i øvrigt at redde Schenkers mange papirer fra nazisternes kløer, hvorfor de i dag befinder sig på arkiver i USA.

Inden krigen havde schenkerteori vundet en vis udbredelse i Europa, men den var i skarp konkurrence med blandt andet Hugo Riemanns langt mere pædagogiske og letforståelige funktionsteori, som havde vundet stor udbredelse, og som modsat Schenkers ‘præstestand’ af følgere var blevet en del af den gryende, moderne, institutionaliserede musikvidenskab. Under krigen forsvandt ethvert spor af Schenkers musikteori fra europæisk jord, og man blev advaret mod hans idéer i Lexicon der Juden in der Musik (1940).

I efterkrigstiden blev schenkerteori for alvor etableret som en egentlig tradition i USA, og dens enorme indflydelse var ét af parametrene, der muliggjorde en løsrivelse af Music Theory som et selvstændigt fag ved siden af Musicology i 1960’ernes USA. Det er en væsentlig forskel, som allerede er nævnt i den verserende debat, at Music Theory ikke er en integreret del af Musicology, sådan som musikteori er en integreret del af musikvidenskab i Danmark. Her giver Daniel Torlop Norstrøms kommentar et velkomment indblik i situationen uden for universitetsverdenen.

Allerede i den tidlige schenkerreception i USA skete der store forandringer med teorien i forhold til Schenkers grundlag, og det er en hovedpointe i min afhandling, at man kan og bør skelne mellem Schenkers teori og schenkerteori. De to teorier er ikke teorier om det samme. Mange centrale teoretiske termer og analytiske procedurer er opstået i den amerikanske schenkerreception, ikke hos Schenker. Jeg påpeger blandt andet, at ord som »struktur« og »funktion« ikke optræder i Schenkers egne skrifter, mens de indtager helt centrale pladser allerede i den tidlige amerikanske schenkerteori såvel som i senere oversættelser af hans værker.

Hele vejen igennem den amerikanske schenkerteorihistorie har man diskuteret og forholdt sig på forskellig vis til personen Heinrich Schenker

Netop oversættelsen af hans værker har været omgærdet af en hel del kontroverser: Schenkers magnum opus er Der freie Satz (1935), der udkom på engelsk som Free Composition i 1979. Oversætterne havde først besluttet sig for at fjerne de mange problematiske politiske passager fra værket for derved at lade den ‘rene’ musikteori stå tilbage. Idéen var, at Schenkers politiske digressioner ville distrahere læseren fra det musikteoretiske indhold. Men selvom dette træk var ment som en slags ‘service’, var der andre i redaktionsgruppen, der så det som censur.

Schenker selv mente nemlig, at der var en direkte sammenhæng mellem hans musikteori og hans verdenssyn – læserne skulle derfor præsenteres for Schenker med hud og hår og selv tage stilling. Til sidst tog man den ret besynderlige beslutning at beholde den ‘censurerede’ oversættelse, men så tilføje de slettede passager i et berygtet appendiks til sidst i bogen. Resultatet er, at man i dag kan læse musikteorien uden at støde på de mest voldsomme politiske tirader – men at man samtidig kan finde et veritabelt orgie af stødende udtalelser til sidst i bogen.

Den besynderlige løsning er dybt problematisk og uelegant, men vidner om schenkertraditionens akavede forhold til dens ophavsmand. Hele vejen igennem den amerikanske schenkerteorihistorie har man diskuteret og forholdt sig på forskellig vis til personen Heinrich Schenker. Opgøret, som Philip Ewell har iværksat, indskriver sig altså i en faghistorie, hvor denne debat har været central. Trods den evige debat har de fleste ment, at man godt kunne adskille personen og teorien, og det er den grundholdning, som har banet vejen for Heinrich Schenkers amerikanske succes.

Dét er ikke en ny indsigt. I 1986 skrev William Rothstein en indflydelsesrig artikel om »The Americanization of Heinrich Schenker«, som gjorde opmærksom på de forandringer, som teorien havde undergået, blandt andet ved at påpege, at Schenkers politiske idealer var blevet erstattet med amerikanske idealer om en næsten naturvidenskabelig rationalisme.

Det nye, som Philip Ewell føjer til debatten, er blandt andet, at han påpeger, at denne amerikanisering også har været en hvidvaskning, altså en tildækning af den gennemsyrende racisme i Schenkers teori. Og som musikforsker har jeg da også spurgt mig selv, om jeg er med til at hvidvaske schenkerteori, når jeg skriver, at man kan og bør skelne mellem Schenkers teori og schenkerteori? Jeg indrømmer gerne, at Ewells kritik er tankevækkende, også for mig.

Musikteori i praksis

Jeg mener, at Ewell har en vigtig pointe, men at den er blevet misfortolket i den danske debat, hvor selve schenkerteorien fremstår som problemets kerne. Som jeg læser Ewell, er schenkerteori kun ét eksempel på problemets kerne. Ewell foreslår ikke, at schenkerteori bandlyses fra amerikanske universiteter (ja faktisk var det ingen andre end Ewell selv, der i sin tid introducerede mig til den inderste amerikanske schenkerkreds!), men simpelthen at dens belastede historie ikke længere skal skjules og hvidvaskes, og at den white racial frame, som schenkerteorien er én del af, skal synliggøres og udfordres. Det kan jeg ikke være uenig i.

Samtidig mener jeg ikke, at det giver mening at tale om en musikteori som en ting i sig selv. En musikteori eksisterer kun i sin forhandling, den opstår kun, idet mennesker praktiserer den, og den optræder altid i en kulturel kontekst. At praktisere schenkerteori og schenkeranalyse er ikke at praktisere Schenkers racisme. Når Ewell har en vigtig pointe alligevel, er det, fordi racisme jo desværre er en del af den kulturelle kontekst, hvori vestlig musikteori praktiseres, og fordi schenkerteoriens hegemoni er med til at konstruere og opretholde den white racial frame, som Ewell kritiserer. Det pinlige nummer af Journal of Schenkerian Studies beviste desværre kun denne pointe.

Der findes, selvfølgelig, også en kæk Youtube-videointroduktion til Riemanns musikteoretiske tænkning. © 12tone

Hvad jeg ønsker at komme frem til her, er altså, at racismen ikke gemmer sig i en eller anden teoretisk kerne i Schenkers teori, som er videreført i schenkerteorien. Hvad skulle denne kerne bestå i? Er det en racistisk gerning at distingvere mellem prolongerede og prolongerende akkorder? At nedskrive en grafisk schenkeranalyse? Hvor er overhovedet kernen i nutidig schenkerteori (for de færreste vil i dag abonnere på idéen om der Ursatz som en reelt eksisterende og musikgenererende sandhed)? Schenkerteori er i dag en vidtforgrenet praksis, og det er vanskeligt at tale om en teoretisk kerne.

Jeg mener heller ikke, at det i sig selv er et problem, at schenkerteorien kun kan sige noget meningsfuldt om det snævre repertoire Bach til Brahms (videreudviklinger og appliceringer på andre repertoirer er forsøgt, men er altid blevet modtaget som kontroversielle). Nej, den hvide ramme opstår og opretholdes netop igennem teoriens praktisering – en praksis, hvor schenkerteorien er blevet så hegemonisk, så selvindlysende, så altdominerende, at den udelukker andre kulturer, andre perspektiver og andre repertoirer, som altid står som den anden musik (for at parafrasere Simone de Beauvoir). Fuldstændig ligesom funktionsteori er hegemonisk i Danmark.

Forsoning eller formidling?

Nu er vi så nået til Daniel Torlop Norstrøms retoriske spørgsmål om mit konferenceabstract: Er min idé om en forsoning af schenkerteori og funktionsteori »ikke mindst lige så problematisk, eftersom vores musikteori måske vil træde et skridt nærmere Schenker-analysen«?

Lad mig først sige, at jeg i dag ikke ville bruge termerne i den overskrift, jeg desværre brugte i mit konferencepaper fra 2017, nemlig »Schenkerism« og »Riemannism«, og de er da heller ikke kommet med i den endelige afhandling. Termerne risikerer at give det indtryk, at det er hele Schenkers politik (isme), som jeg vil forsones med, og det er det bestemt ikke (heller ikke Riemanns!).

Min afhandling er resultatet af et ønske om at forstå det antagonistiske forhold, som især siden Anden Verdenskrig har præget forholdet mellem den angloamerikanske schenkertradition og den europæiske, post-riemannske funktionsteoritradition. I den internationale forskningsverden er de to teorier altid blevet sat op mod hinanden som modsætninger, som radikalt forskellige og uforenelige måder at anskue den samme musik på. Til internationale musikteorikonferencer, som den førnævnte fra 2017, oplever man den dag i dag ofte aldeles ophedede debatter mellem tilhængere af schenkerteori og tilhængere af funktionsteori, hvilket på grund af de forskellige faghistorier manifesterer sig som en uenighed mellem to geografiske områder.

At praktisere schenkerteori og schenkeranalyse er ikke at praktisere Schenkers racisme

I min afhandling diskuterer jeg i første del teoriernes historie hver for sig. I anden del undersøger jeg, hvorledes det antagonistiske forhold er opstået historisk, og jeg sammenligner traditionernes teoretiske grundlag samt deres analytiske konsekvenser. I tredje og sidste del foreslår jeg to nye analysemodeller, som kan formidle mellem de to traditioner.

Det er netop det at formidle mellem traditionerne – i stedet for at forsone teorierne eller ismerne – som er afhandlingens sigte. Ulemperne ved ikke at gøre det er mange: Forskning fra den ene tradition fremstår uforståelig og utilgængelig for den anden; fundamentale epistemologiske spørgsmål står hen i det uvisse, når visse indsigter er indlysende i den ene tradition, men provokerende i den anden; og musikteoretiske debatter kan få lov at foregå på historieløst grundlag.

Så nej, det er ikke »mindst lige så problematisk« (som hvad?) at forsøge at tage schenkerteorien alvorligt og undersøge, hvordan den kan udfordre og spille sammen med den gængse måde at forstå harmonik på i den post-riemannske funktionsanalysetradition. Men det er selvfølgelig problematisk, hvis dette gøres på en måde, som er blind for historie og kontekst.

Funktionsteori, funktionsanalyse og funktionsharmonik

Slutteligt har jeg et par kommentarer vedrørende funktionsteori, som udgør den anden halvdel af min afhandlings hovedemne, og som har fyldt meget i debatten på Seismograf.

Først en terminologisk detalje: Det er problematisk at omtale teorien funktionsteori, som Anders Aktor Liljedahl og Daniel Torlop Norstrøm gør det (men vel at mærke ikke Mikkel Vad), nemlig som funktionsharmonik. Norstrøm skriver blandt andet, at det er »Hugo Riemanns harmonilære, vi har udviklet vores funktionsharmonik fra«. Men som Svend Hvidtfelt Nielsen så præcist har formuleret det for nyligt:

»Til grund for det hele må ligge en teori, en ‘funktionsteori’, nemlig teorien om, at et musikalsk forløb kan forstås som dannet af kun tre funktioner, som kan repræsenteres af forskellige akkorder. Til beskrivelse af musik forstået på denne måde er udarbejdet en terminologi, en ‘funktionsanalyse’. Den harmonik, man kan anvende denne analyse på, må kaldes ‘funktionsharmonik’.«

Funktionshvabehar? En kort introduktion til funktionsharmoni fra Youtube-generationen. © 12tone

At sætte lighedstegn mellem teorien, analysemetoden og det empiriske grundlag er en uvane i dansk musikteori, som skal lægges på hylden. Problemet er ikke bare af akademisk karakter. Nej, problemet er, at termen netop reificerer funktionsteorien som ensbetydende med og uadskillelig fra den musik, den anvendes på. Skellet mellem den skrevne musik og vores måde at tilgå den på bliver visket ud. Men som nævnt behøver man blot at se til den anden side af Atlanten for at finde en fagtradition, hvor funktionsteorien oftest opfattes som lige så problematisk, som europæere opfatter schenkerteorien.

Det er heller ikke nogen uvigtig pointe, at funktionsteorien er opstået efter den musik, den siger noget (måske) meningsfuldt om. Hugo Riemanns formulering af funktionsteorien var et bagudskuende projekt, som ophøjede et bestemt repertoire frem for den musik, som prægede Riemanns samtid – præcis som det var tilfældet med Schenker.

Forskningen, der blev væk

Det giver os lejlighed til at vende os mod Mikkel Vads ønske om en undersøgelse af den riemannske funktionsteoris kulturelle rødder. Den forskning findes allerede. At man kan ønske sig endnu mere, er vi enige om. Alexander Rehdings Hugo Riemann and the Birth of Modern Musical Thought (2009) er et hovedværk, som sætter Riemann i kulturel kontekst, og de tyske udgivelser Hugo Riemann (1849-1919): Leben, Werk und Wirkung (Michael Arntz, 1999) og Hugo Riemann (1849-1919): Musikwissenschaftler mit Universalanspruch (Tatjana Böhme-Mehner og Klaus Mehner, red., 2001) er også vigtige. Dem kunne man godt have nævnt.

Funktionsteorien har ligesom schenkerteorien udviklet sig gevaldigt i løbet af de sidste 100 år, og igen må man være påpasselig med at drage en direkte essentialistisk parallel mellem Riemanns kulturelle kontekst og funktionsteoriens nuværende praktisering. Som indikeret ovenfor, så hører migrationen af schenkerteori tæt sammen med funktionsteoriens succes i Europa.

En meget vigtig tekst til belysning af denne historie er Ludwig Holtmeiers artikel »From ‘Musiktheorie’ to ‘Tonsatz’«, der undersøger den indflydelse, som nazismen og Anden Verdenskrig havde på tysk musikteori i almindelighed og tysk funktionsteori i særdeleshed. Holtmeier argumenterer for, at den nuværende tyske funktionsteori er beskæmmet af en nazistisk arv, og at det var nazismens bandlysning af jødiske teoretikere – såsom Schenker og Ernst Kurth – der ensrettede det mangfoldige musikteoretiske landskab.

Kritikken af musikteori i Danmark er velkommen, fordi funktionsteorien i alt for høj grad er blevet taget som en selvfølge

Hermann Grabner (1886-1969) blev bedt om at lave den nye Reichsharmonielehre, en pædagogisk og simpel funktionsteoretisk lærebog, som den studerende kunne bruge, når der skulle harmoniseres nazistiske folkesange. Måske ville det med Norstrøms ord være »mindst lige så problematisk« for schenkertraditionen, hvis den kom et skridt nærmere funktionsteorien? Hvorfor er vi så sikre på, at vores egen tradition er den bedste? Jeg nævner dette for igen at advare mod at drage forhastede, essentialistiske paralleller mellem tysk og dansk funktionsteori, for dansk funktionsteorihistorie er et kapitel for sig, og der er faktisk ingen andre lande i verden, der praktiserer funktionsteori på den måde, vi gør det – selv ikke vores skandinaviske naboer.

Kritikken af musikteori i Danmark er velkommen, fordi funktionsteorien i alt for høj grad er blevet taget som en selvfølge, og dens applicerbarhed på et udsnit af det klassiske repertoire har medført problemer, som mimer dem, man ser i Schenker-land: Vi er dårligere til at analysere andre repertoirer, vi beskæftiger os sjældent med musik af ikkehvide eller ikkemandlige komponister, vi er særdeles dårlige til at forstå musik fra ikkevestlige kulturer, eller vi foretager måske endda en funktionsanalyse af »Danse i måneskin« eller en 12-takters blues (jeg må tage Anders Aktor Liljedahls ord for, at sådanne besynderligheder foregår, da jeg ikke er stødt på dem i musikforskningen). Selvom det nok er urealistisk at ønske sig uddannelser og forskning, som kan det hele, så kan jeg kun støtte initiativer, som kan udfordre de vante rammer.

Musikteori, all inclusive?

Min lange kommentar er udtryk for to ting: en glæde ved, at musikteori kan debatteres i det offentlige rum, og en ærgrelse over, at den foregår på et historieløst grundlag, som ikke forholder sig tilstrækkeligt til den allerede eksisterende forskning. Det er måske præmissen for at bevæge sig ud af de peerreviewede artikler og ind i den offentlige debat, men hvis vi skal bruge denne debat til noget konstruktivt i Danmark, så indebærer det, at man ikke på den ene side kan argumentere for, at musikteori skal ses i sin kulturelle kontekst, og så på den anden side barbere næsten 100 års kulturel kontekst og forskning væk.

En inklusiv musikteori, som kan se ud over ‘hvid mand’-rammen, begynder med en inklusion af musikteori. En inklusion af musikteori som mere end bare en automatisk hjælpedisciplin i musikvidenskaben – en inklusion af musikteori som en del af det kritiske studie af musik i alle dens former og kulturer. En inklusion af musikteori som historiske konstruktioner i stedet for historieløse systemer. Er det akademiske Danmark klar til at prioritere dette område? Jeg kniber mig selv i armen igen, hvis der kommer handling bag ordene.

Thomas Jul Kirkegaard-Larsen er ph.d. i musikvidenskab og postdoc ved Musikmuseet/Nationalmuseet. Hans forskning centrerer sig om danske kvindelige komponister samt musikteoretiske og musikanalytiske fagtraditioner.