Sin egen sang

Det var David Harrington, lederen af Kronos Quartet, der introducerede mig for inuitisk strubesang. Mere specifikt for katajjaq – en animalistisk, rytmisk form for antifonal vokalisering, der hører hjemme på det arktiske fastland nordvest for Hudson Bay i Canada. »Tanya Tagaq er den eneste nulevende kunstner, der kan følge Kimmo Pohjonen,« sagde Harrington om den førende internationale forfægter af kunstformen, en musiker, der har gjort katajjaq til et eneforetagende, »og Kimmo Pohjonen er det, man får, hvis man krydser James Brown og Jimi Hendrix,« tilføjede han supplerende om akkordeonspilleren fra Finland.

Det var i 2016, fra en samtale, hvor en blåøjet Harrington beskrev den kolossale udvidelse af vokabulariet for notationsmusik i løbet af de 43 år, der var gået, siden han dannede Kronos i 1973. »Vi har føjet meget musik til vores koncerter fra steder, hvor strygekvartetter aldrig har eksisteret,« sagde han. »Det er en måde at få vores instrumenter til at lyde som aldrig før på.« Konklusionen var åbenlys: Musikalsk udvikling næres af sampling, udveksling, lån og imitation.

Nunavut

Ti år tidligere havde Kronos mødt Tagaq i Whitehorn, Yukon. En videodokumentation af deres samarbejde er blevet lagt ud på Youtube – et møde mellem så frie kunstneriske sjæle, at det begynder med en ligefrem tilståelse af, at ingen af parterne har gjort deres hjemmearbejde. Alt, hvad de kan mønstre, er nogle farvekoder og skitsen til en bølget linje. Det er idealistisk, hjertevarmt og en smule tuttenuttet.

Harrington elsker lyden, som strubesangere laver – »som om de har en streng i kroppen og prøver at finde en måde at stryge den på«. Han er især begejstret for Tagaq: »Hun reagerer så fuldt og ærligt på ting, og jeg elsker bare den slags musikalske mennesker.« Tagaq er tilsvarende betaget af Kronos’ evne til at transformere hendes idéer til instrumental lyd. »Jeg kan ikke slippe fornemmelsen af, at vi bevæger os hen mod kanten, og at vi, hvis vi havde tid nok sammen, (…) kunne komme længere og længere,« siger hun. »Jeg kommer til at lave bedre musik på grund af dem.«

Tanya Tagaq og Kronos Quartet i samarbejde om fællesværket »Nunavut«. © Kronos Quartet

Værket, de skabte sammen, Nunavut, er en collage af seksuelt antydende duetter, hvor den fri improvisations rene impuls og Tagaqs skattekiste af en stemme leder kvartetten til et nyt sted (titlen refererer til tundraen af land, øer og is, der går fra Canada til Nordpolen). Det er en stimulerende oplevelse og ofte smukt, ikke mindst i første halvdels åbne rum tilsat Tagaqs kurrende fuglesang. Alligevel føles det lidt konstrueret. Den foruroligende efterligning af Tagaqs vokalisering hos de fire strygere fører sjældent til andet end en blindgyde. Ingen af de repræsenterede traditioner fremstår autentisk eller forbedret. Måske var det ikke meningen.

Selvom samarbejdet mellem Tagaq og Kronos ikke resulterede i et mesterværk, byggede det nogle broer. Journalister skrev spalte op og spalte ned om ‘musik, der transcenderer kulturelle skel’, da Nunavut blev opført et antal gange i nullerne. Dengang talte ingen om de mange uretfærdigheder, som den vestlige civilisation begik mod inuitkulturen. Den venskabelige og respektfulde ånd, som Nunavut blev til i, betød, at det ikke var nødvendigt.

Massachusetts

Spol tiden tretten år frem, hvor de samme broer er blevet brændt til offentligt skue. Den 16. oktober 2019 benyttede Tagaq sig af Twitter til at gøre opmærksom på brugen af strubesangsteknikker i Caroline Shaws pulitzerprisvindende Partita for 8 Voices, uropført syv år forinden. »Det her er appropriation,« tweetede Tagaq og oplistede en række eksempler. I en lang tråd fulgte hun op ved at forklare, præcis hvorfor hun opfattede det sådan.

Partita for 8 Voices er et mere vidtrækkende værk end Nunavut. Det er en frydefuld, nysgerrig og halsbrækkende rejse gennem vokallyde fra stramme vertikale harmonier til det svævende og lyriske, inklusive åndedræt, tale, pludren, nynnen, hvisken, mumlen og skrig. Som Tagaq understregede i sin twittertråd, er værket fuldt af referencer til ‘eksotiske’ musikkulturer – lige fra katajjaq til tuvansk strubesang, gregoriansk musik og de gamle amerikanske hymner (der i europæiske ører er lige så eksotiske). Hele pointen er at låne.

Ikke at man tænker over det undervejs. Rutsjebaneturen gennem Partita er så fængslende – så fuld af usandsynlige overraskelser, drejninger og plateauer – at man er mere tilbøjelig til at nyde rejsen end at analysere dens herkomst. I modsætning til Nunavut peger værket på andre ting end sit eget materiale. At der skulle være tale om noget som helst andet end frugterne af glødende inspiration, tænker man kun over i underbevidstheden. Heri ligger fidusen: Hele logikken og sanseligheden er tilsløret af den ustyrlige musik.

»Ingen inuit er angivet som komponist, ingen inuit er blevet hyret«

Sådan hører en hvid, europæisk musikkritiker det i hvert fald. Tagaq har naturligvis hørt noget andet. »Tredje sats (cirka 12 minutter inde) er fuldstændig baseret på inuitisk strubesang. Nærmere bestemt “Kærlighedssangen”. Ingen inuit er angivet som komponist, ingen inuit er blevet hyret,« tweetede hun sammen med et link til en Youtube-video, hvor værket opføres af det ensemble, det er skræddersyet til, Roomful of Teeth.

Tagaq havde valgt sine ord med omhu: Teknisk set havde Shaw ikke »hyret« nogen inuitmusikere. Roomful of Teeth havde inviteret »to dygtige inuitsangere til vores sommerophold hos Massachusetts Museum of Contemporary Art« med alle udgifter betalt, ifølge en udtalelse fra komponisten og Roomful of Teeth-grundlægger Brad Wells, der blev leveret som et fyldigt, forsonende svar på Tagaqs klage.

Rent politisk ligner præsentationen af Nunavut og Partita for 8 Voices hinandens modsætninger. Den ene blotlægger et samarbejde og hylder det som både mål og middel; den anden glæder sig udelukkende over sit slutresultat og lader tilblivelsen træde i baggrunden til fordel for den musikalske oplevelse. Men begge projekters oprindelse må have været mere eller mindre identiske: en gruppe primært amerikanske musikere, som er uddannet i vestlig klassisk musik, der hører en strubesanger og øjeblikkeligt fascineres og begejstres af denne usædvanlige lyd og får lyst til at bruge den på en eller anden måde.

For strygerne i Kronos forudsatte det et aktivt samarbejde med Tagaq gennem en workshop og på scenen. Hun var nødt til at være en del af deres værk, og hun udgør det klart mest fængslende element i det. For Shaw, der var vant til at arbejde med smidige vokalkunstnere med en appetit på at udvide deres strubehoveders formåen, var det klare mål at komme så tæt på lyden af katajjaq som muligt. Kronos endte med at rette al fokus mod Tagaq. Partita retter al fokus mod Roomful of Teeth; værkets sprudlende palet af referencer, som tvinges ned i stramme klassiske former, demonstrerer effektivt gruppens tilgang til ensemblesang, hvor det gælder om at blande nyt og gammelt.

[Højspændt territorium]

Fra et æstetisk synspunkt kan man argumentere for, at idéen med, at en klassisk vokaloktet synger sig gennem en håndfuld traditioner og inkluderer inuitisk strubesang som en af dem, er sympatisk: en påmindelse om, at der findes flere ‘klassiske musikker’ end den, der er blevet dyrket i Europa de seneste fem århundreder. Dét, indvender Tagaq, er dybt naivt.

Hendes twittertråd fra oktober 2019 forklarer hvorfor: »Den dominerende kultur er et kolonialistisk ekkokammer, der konstant underminerer vores stemmer. De er vant til at tage, hvad de vil have, uden at spørge og uden at nævne vores navne. Alt er blevet taget. Vores land, vores kroppe, vores børn, vores liv, vores blod, VORES SANGE. Når vi endelig siger fra og prøver at holde på noget, DER ER VORES, ligesom kærlighedssangen, bliver folk vrede, som om vi havde taget legetøj væk fra et spædbarn. De er vant til at tage. VI ER IKKE OFFENTLIG EJENDOM. Vi er ikke JERES indfødte befolkning. At reducere vores sange og kultur til offentlige vokalteknikker er problematisk af mange grunde. For det første befinder vi os i en klar og skæbnebestemt socioøkonomisk krise. At tage noget fra fattige brune folk og lade det sive gennem hvide struber, som profiterer på det, er forkert. KREDITÉR I DET MINDSTE INUITTERNE, DER UNDERVISTE JER, SOM KOMPONISTER, så de også kan drage fordel af det og booke flere arrangementer for at få mad på bordet.«

Roomful of Teeth opfører Caroline Shaws »Partita for 8 Voices« i 2016. © Music on Main

Det er ikke let at opspore bedre argumenter for eksistensen af og problemerne ved ‘kulturel appropriation’, især ikke på sociale medier. Tweetene understreger, at det mere er en socioøkonomisk end en æstetisk problematik. Dermed er det også let for åbensindede musikere at snuble ind i en sag om appropriation, ligesom Kronos formentlig har gjort det i de tidlige stadier af deres 47 år lange globale jagt på interessante etniske lyde, som kan udvide ordforrådet for den vestlige klassiske musiktraditions galionsfigur, strygekvartetten. (Det forholder sig faktisk sådan, at Shaw krediterede inuitsangerne i partituret til værket, men i retrospekt erkendte hun, at krediteringen var »begrænset«.)

Det kan godt være, at Shaws Partita har brændt mange af de broer, som hendes strygerkolleger byggede op, men det skete først og fremmest på grund af forberedelsen og præsentationen, ikke på grund af det kunstneriske budskab. Både hun og Roomful of Teeth undskyldte for deres manglende dømmekraft og formulerede nye, strenge retningslinjer for deres fremtidige arbejde. Trods deres naivitet overgav de sig uden kamp, også selvom klagen blev rejst som et baghold på Twitter, hvor en massereaktion var uundgåelig og et øjeblikkeligt svar blev afkrævet.

Bag versalerne er Tagaqs tweets velovervejede og analytiske. Og vreden er i øvrigt let at forstå. Det inuitsamfund, hun stammer fra – et sted uden vejforbindelse på Victoria Islands sydkyst i selve Nunavut – har bånd til de indfødte folk i Arktis og Grønland. Det er truet på næsten alle tænkelige fronter: økonomisk, politisk, kulturelt og meteorologisk. Canadas lillebitte inuitbefolkning er spredt over landets største og mest nordlige territorium, hvis omgivelser man har en forpligtelse til at beskytte. Ligesom i USA befinder oprindelige folk i Canada sig i den forkerte ende af statistikkerne – de er ofre for diskrimination inden for alt fra beskæftigelse til voldsforbrydelser.

Bag versalerne er Tagaqs tweets velovervejede og analytiske. Og vreden er i øvrigt let at forstå

Når det gælder kulturen, er kampen lige så virkelig. Ifølge forskning fra Amsterdam Universitet er inuitisk tegnsprog – som ikke har noget tilfælles med nogen anden sammenlignelig lingvistisk tradition på kloden – i fare for at uddø. Når inuitterne ikke kæmper for at holde deres kultur i live, bliver der sat spørgsmålstegn ved deres faktiske måde at overleve på af velmenende aktivister, som ved endnu mindre om områdets økosystem, end vestlige musikere ved om strubesang (er man yderligere interesseret i spørgsmålet om inuitisk hvalfangst, kan man se Alethea Arnaquq-Barils dokumentar Angry Inuk på CBC’s hjemmeside gennem en god VPN). Ligesom det er tilfældet for de skandinaviske regeringers behandling af samerne, bliver beslutninger som regel truffet med en implicit foragt for indfødte folks måde at leve på og et skjult motiv om at skubbe det mere i retning af den vestlige kapitalismes værdier. Imens tager inuitiske kunstnere, såsom den afdøde musiker Kelly Fraser, bogstaveligt talt livet af sig selv.

Idéen om appropriation – sådan som det forstås af dem, der advarer imod det – hviler på opfattelsen af, at en dominerende kultur misbruger en truet, hellig eller koloniseret kultur. Hvis man møder op til udklædningsfest på Nørrebro iført et stykke ikonografi, som er dybt hellig for nogle mennesker, kan det meget vel være en helt uskyldig handling, men det betyder ikke, at det ikke er ignorant, ville nogle nok mene. På samme måde kan dét, at man præsenterer en truet musiktradition med dybe rødder hos et undertrykt folk som en excentrisk, nyskabende del af et stykke musik skrevet inden for universitetsverdenens trygge rammer, blive opfattet som lige så ubetænksomt.

Graceland

For musikere inden for alle traditioner er det vanskeligt at blive konfronteret med en ny virkelighed – man har jo været vant til, at musik var et universelt sprog – hvor nogle musikformer er mere universelle end andre. Fra Vivaldi og frem var det normen, at musikere stjal med arme og ben, og at den fremgangsmåde kun ville berige kunstformen. »Hvis sorthed kan forvandle omkvædet i Carly Simons You Belong to Me til en gospelhymne, hvis det kan fremkalde swaggen i den sardoniske sårbarhed hos Amy Winehouse, så beviser det, hvor væsentligt det er,« skriver Wesley Morris i en gennemarbejdet artikel i New York Times, der stiller skarpt på det tyveri, der har kendetegnet populærmusikindustrien de sidste fem årtier (essentiel læsning om kulturel appropriation i Black Lives Matter-æraen).

Inden for klassisk såvel som populærmusik har denne vælgen og vragen været et fundamentalt udviklingsværktøj. De bedste kunstneriske eksempler på denne slags ‘lån’ er dem, der skjuler det gennem musikkens kvalitet og originalitet, men også afslører en klar respekt, når man rent faktisk får øje på lånet (Dvořáks Fra den nye verden er det mest åbenlyse kanoniske eksempel). Idéen om respektfuld kulturudveksling er indlejret i Nunavut, men det er også en af grundene til, at det falder sammen som kunstværk. Helt anderledes føles Paul Simons Graceland (1986) – en ægte fusion, der handler om intet mindre end hele verden.

Det sydafrikanske kor Ladysmith Black Mambazo om indspilningen af Paul Simons album. © Sony

Uanset albummets succes holdt Simon sig lige fra begyndelsen ude af problemer: Han betalte sine musikere fra Johannesburg 200 dollars i timen, næsten 7.000 procent mere end standardtaksten. Han brød apartheidboykotten i samme ombæring, men kickstartede Ladysmith Black Mambazos karriere i Europa og USA. Retfærdiggør det beslutningen? Diskutér.

Uanset hvor meget musik lever af at låne, så er det en hårfin balance, når man bruger udtryk og sprog eller deler rovet efterfølgende. På mindst ét punkt ramte man ved siden af under tilblivelsen af Partita for 8 Voices. Men med hensyn til Nunavut resulterede den nøje ligevægt ikke i andet end lyden af én kultur, der imiterede en anden – på sidstnævntes invitation. Ser man bort fra resultatet et øjeblik, grunder Tagaqs frustration i, at det er op til folk som hende at gå i rette med andre, når udvekslingen ikke er til begge parters fordel. Hun er nødt til at bruge internettet for at forsvare sin kulturarv.

Uanset hvor meget musik lever af at låne, så er det en hårfin balance, når man bruger udtryk og sprog eller deler rovet efterfølgende

Det ironiske ved advarsler om appropriation er, at de rejser mure mellem kulturer, samtidig med at de opfordrer til solidaritet imellem dem. Her kan Roomful of Teeths udførlige svar til Tagaq vise sig nyttigt: Ja, det kan handle om penge, men det drejer sig mere om praksis og respekt – hvilket kan indebære penge som en af vejene til at sikre de autentiske udøvere af en særlig kunst bedre vilkår, når den anvendes andre steder, i stedet for at blive stillet svagere eller berøvet. Et fordelagtigt resultat af at høre Partita for 8 Voices burde være, at alle lyttere ville opbygge større interesse for inuitisk strubesang; det har måske været indlysende for Shaw, men som hendes partiturer beviser, så er det ikke os alle, der er lige så klartseende som hende.

Tagaq og andre er med rette bekymrede for, at hvide, europæiske journalister, selv i diskussioner som denne, ikke kan undgå at vise deres fordomme ved at tale for meget om den dominerende kunstner og den dominerende kunst. Det er der grund til at gøre op med, især nu, fire hundrede år efter en gruppe europæere lagde fra land i min hjemby i England, ankom ved bredden i Cape Cod og øjeblikkeligt krævede ejerskab over et land, der på ingen måde var deres, samtidig med at de for god ordens skyld diskriminerede de indfødte kulturelt. I den ånd skylder jeg enhver inuit at slutte af med en indføring i den praksis, der åbenbart har fascineret så mange amerikanske musikere.

Iqaluktuuttiaq

Da Tagaq i sit tweet refererede til »noget, der er vores, ligesom kærlighedssangen«, var det en henvisning til den del af Partita for 8 Voices, der også omtales som »Love Song«, hvor to kvinder i ensemblet skaber et rytmisk zigzagmønster ved at puste luft ud gennem struben. Det er helt afgjort samme lyd, man hører 8 minutter og 44 sekunder inde i Youtube-videoen af Nunavut, hvor Tagaq tager initiativ til samme slags kærlighedssang med Kronos-bratschisten Hank Dutt.

Lyden har flere betydningslag end som så, ligesom Harringtons beskrivelse af en menneskekrop, der prøver at stryge en indre streng. Ifølge et paper af Sophie Stévance fra University of Montreal er strubesang »en dialog, en form for underholdning og en konkurrence mellem to kvinder, der udfører rytmiske mønstre som svar til hinanden med et mål om at blive ved så længe som muligt«.

Piqsiq opfører »Echoes & Electricity« i Yellowknife, Canada. © Piqsiq

Tagaqs evner udi disciplinen er lige så opsigtsvækkende, som hendes udbredelse af den er. Hun lærte praksissen af sin mor i hjembyen Cambridge Bay (Iqaluktuuttiaq på inuitisk). Ligesom sine klassiske kolleger stræbte hun efter fornyelse, og det lykkedes hende at føje flere elementer til praksissen end de oprindelige konkurrencemæssige. Gennem en række samarbejder og album, hvoraf Animism vandt Polaris Music Prize 2014, har hun kontinuerligt udforsket, hvordan teknikken kan føres tilbage til sine rødder eller anvendes som grundlag for vilde, kærlige og eksplosive metamorfoser. Retribution (2016) var et glødende album om seksuelle overgreb, der trak på styrken i hård rock og opera. Toothsayer (2019) var en potent påmindelse om, at indfødte arktiske folk, i Canada såvel som Norge, befinder sig på den yderste kant af en miljømæssig krise.

Der er nogle, som har peget på, at en ‘ny bølge’ af strubesangere vinder frem i den allernordligste del af Canada. Tiffany Ayalik og søsteren Kayley Inuksuk Mackay repræsenterer begge duoudgaven af katajjaq, når de optræder som Piqsiq (navnet refererer til en særlig form for snestorm, hvor det ser ud, som om sneen bliver suget tilbage i skyerne). Riit (Rita Claire Mike-Murphy), der kommer fra Panniqtuq i Nunavut, udgav sit debutalbum, Ataataga, i 2019. Det kombinerer på en kompromisløs måde teknikkens distinkte lyd med blød, kommerciel elektropop (hun er også vært på et inuttitutsproget program på børnefjernsyn).

Der er religiøse, magiske og animalistiske konnotationer ved inuitisk strubesang, som bærer en vis lighed med samernes joik: den enkelte udøver, der har ansvaret for at indgyde en instinktiv, emotionel dimension i kendte rytmiske parametre, som så på organisk vis kan folde sig ud og akkumuleres til noget mere signifikant og distinkt. I den forstand er det fuldstændig individuelt og dermed fuldstændig autentisk, hvis det udføres oprigtigt. Lyt til en ægte strubesanger, og du vil hurtigt opdage forskellen mellem den ægte vare og syntetisk, tillært imitation.

Oversat fra engelsk af Sune Anderberg.