Jennifer Walshe i en skov i Knockvicar, Irland. © ‘Blackie Bouffant’
kritik

En næsten menneskelig musikhistorie

På sit nye konceptalbum, »A Late Anthology of Early Music, Vol. 1«, allierer den irske komponist Jennifer Walshe sig med kunstig intelligens for at vriste sig fri af en tunnelsynet musikhistorie.
Af
21. april 2020

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Få komponister inkluderer så meget materiale fra medier, man ikke umiddelbart ville forvente i en musikalsk sammenhæng, som Jennifer Walshe gør. Gennem sin godt tyveårige karriere har den irske komponist ikke kun regelmæssigt kombineret det klassiske instrumentarium med video eller elektronik, men også lavet bøger, installationer og performances – til tider præsenteret under et eller flere af adskillige pseudonymer.

Et forsøg på at danne sig et overblik over Walshes samlede værker kan derfor nemt blive til en længerevarende tur ned i det metaforiske kaninhul, hvor man støder på strygekvartetter og orkesterværker, men også barbiedukker som voldtægtsofre (i dukkeoperaen XXX_Live_Nude_Girls!!! fra 2003), opfundne kunstnerkollektiver (Grúpat, siden 2007) eller en hel alternativ irsk kunsthistorie, inklusive kunstværker (Aisteach – the Avant Garde Archive of Ireland, 2015).

»Det kunne have været anderledes,« synes Walshe at ville sige; og dermed er hendes værker også radikalt politiske

Hendes værker udspinder sig fra et knudepunkt mellem historisk bevidsthed og state of the art-teknologi, og de er kendetegnet ved en bizar og komisk, men også skrøbelig og dybt seriøs æstetik. Jennifer Walshe arbejder med teknikker, hun finder i billed- og performancekunsten, i teater, standupcomedy, litteratur eller på de sociale medier. De fleste af hendes værker er på en eller anden måde præget af performative elementer, enten med hende selv som sanger og performer, eller når musikerne overtager opgaver, som man traditionelt forbinder med performancekunst.

Alternativer er mulige

Et gennemgående træk er brugen af den menneskelige stemme, som for Walshe ikke er ensbetydende med finkulturel klassisk sang, men rettere er en »åbning, gennem hvilken verden kan holde indtog«, som hun formulerede det under et foredrag i Darmstadt i 2018. Walshe vil skabe kunst, der på en umiddelbar måde taler til verden og samtiden, og derfor kan enhver form for stemmebrug, ja ethvert medium eller objekt, blive en del af et Walshe-værk.

»Det er det, der interesserer mig,« fortsatte hun ved foredraget i Darmstadt. »At skabe værker, der er optagede af den verden, vi lever i. Værker, der virkelig reflekterer over – og ved hjælp af – de menneskelige og ikkemenneskelige væsner i denne verden og resten af universet. Værker, der er så tæt knyttet til og påvirket af verden, at de ikke kan undgå at blive formet af dens udvikling.«

I Jennifer Walshes performanceværk »Ultrachunk« (2018) mødes menneske og maskine gennem kunstig intelligens. © Jennifer Walshe/Memo Akten

Undertiden møder hendes opfindelser publikum som noget uskyldigt, naivt, for derved at blotlægge det hårde og aldeles skyldige ved vores historie og samtid – det ser man eksempelvis i Aisteach-projektet. »Det kunne have været anderledes,« synes Walshe at ville sige; og dermed er hendes værker også radikalt politiske, dog altid uden at pege fingre.

Jennifer Walshe har en forkærlighed for ny teknologi, som hun kunstnerisk gør brug af, så snart hun får fingrene i den. Hun har lavet projekter på Facebook, Twitter og Snapchat, inden de blev allemandseje – eller inden de, som i tilfældet Yik Yak (2013-17), blev lukket ned. Inden for de seneste år har hun kastet sig over KI- eller kunstig intelligens-teknologier, som i stigende grad også bliver brugt til at skabe musik.

Hun samarbejder med forskellige programmører for at undersøge, hvorvidt kunstig intelligens kan bruges i musikalske sammenhænge. Et af resultaterne er Ultrachunk (2018), et performanceværk, hvor Walshe improviserer sammen med et neuralt netværk, der hver dag i løbet af et år er blevet fodret med optagelser af hendes stemme og ansigt. Intet af det, publikum oplever under opførelsen, er komponeret på forhånd; vi er vidner til et ægte improviseret samspil mellem menneske og maskine.

Opgør med musikhistorien

Et nyere projekt baseret på KI-teknologi er albummet A Late Anthology of Early Music, Vol. 1: Ancient to Renaissance (2020). Albummet, der udkom i februar på Walshes eget Tetbind-label, består af 17 tracks, som er baseret på lydmateriale, der er genereret af en kunstig intelligens. Dadabots, en duo bestående af musikprogrammørerne C.J. Carr og Zack Zukowski fra Boston, der blandt andet har vakt opsigt med en ‘uendelig’ strøm af dødsmetal skabt af en KI, har fodret et neuralt netværk med optagelser af Walshes vokale improvisationer.

Programmet har i 40 træningsenheder, såkaldte generationer, lært at imitere Walshes stemme. Dette har resulteret i 841 lydfiler, timevis af lyd, som komponisten efterfølgende har gennemgået og gjort til det lydlige udgangspunkt for antologien. Men dette er kun halvdelen af konceptet bag albummet. Walshe har ikke bare brugt de KI-genererede filer – hun har brugt dem til at ‘genskrive’ musikhistorien.

Jennifer Walshe har, som mange komponister, undervist i musikhistorie og er rodfæstet i den klassiske tradition, selvom det ved første øjekast måske kunne virke anderledes. Hun er vant til en fortælling, der spænder en lang teleologisk bue fra antikkens musik helt hen til serialismen i midten af det 20. århundrede. Denne fortælling er på mange måder problematisk: Det er en udelukkende mandlig fortælling, som er enormt præget af kirken og autoritære institutioner, og den baserer sig på et dybt eurocentrisk historiesyn.

Walshe har ikke bare brugt de KI-genererede filer – hun har brugt dem til at ‘genskrive’ musikhistorien

Med A Late Anthology of Early Music sætter Walshe spørgsmålstegn ved denne historieskrivning, idet hun, som hun skriver, har mappet det udvalgte KI-generede materiale på kanoniske værker af tidlig musik – fra melodien på den antikke Seikilos-søjle til polyfone værker fra renæssancetiden. Denne umiddelbart paradoksale idé fik hun, da hun gennemgik det KI-genererede materiale. Fordi hun, som hun skriver på sin Bandcamp-side, var imponeret over, hvordan det var at lytte til et lærende netværk:

»Det var meget rammende at lytte til netværket, mens det lærte (at imitere Walshe, red.) – de første filer bestod af lange toner og glitchede fejl, men gradvist formede de sig til øjeblikke med bizarre melodier, fløjt og bølger af hvid støj, inden lyden af min egen stemme tonede frem. Jeg kunne pludselig se paralleller til grundfortællingerne fra dengang, hvor jeg underviste i musikhistorie. Her var 40 generationer af min stemme – 40 generationer af mennesker, der blev født og døde i løbet af de 1.200 år, vi dækkede på første semester.«

Det ville være en misforståelse at tro, at Walshe har undervist maskinen i musikhistorie. Hun bruger derimod materialet, maskinen har givet hende, til at ‘undervise’ lytteren. Komponistens andel i arbejdet må anses for at være betydelig, men hvordan mapping-processen konkret har set ud, forbliver Walshes hemmelighed.

Næsten menneskeligt

Selvom hun ‘underviser’ lytteren, er der ikke noget pædagogisk over udgivelsen. Tværtimod. Man hører på A Late Anthology of Early Music meget lidt af den tidlige musik, albummet er baseret på. Man skimter den en gang imellem, måske mest tydeligt i »Adam de la Halle: Robins m’aime, from Jeu de Robin et Marion« eller i »Giovanni da Palestrina: Missa Papae Marcelli, Agnus Dei I«. Men dette er lige præcis pointen. For Walshe handler det om at opfinde en kunstig virkelighed, en anarkisk fortælling som alternativ til den gængse historieskrivning. Hun kortslutter KI med historisk materiale for at tydeliggøre det historiske potentiale ved KI i fremtiden, men også for at muliggøre et andet syn på fortiden.

På udgivelsen hører man tydeligt stemmer, der mumler, nynner, stønner, hvisler, hvæser eller synger. Walshe arbejder med teksturer af KI-stemmens støj i eksempelvis »Perotinus: Organum Triplum«, dystert afdæmpede klange i »Jacob Senleches: Fuioins de ci, Ballade« eller dansante rytmiske mønstre såsom i »Jacob Arcadelt: Il bianco e dolce cigno, Madrigal«. Æstetikken minder interessant nok om tidlige udgivelser af musique concrète, musik fra den elektroniske musiks vuggestue.

»A Late Anthology of Early Music, Vol. 1: Ancient to Renaissance« byder på 17 forskellige KI-omfortolkninger af musikhistorien. © Jennifer Walshe/Tetbind Records

Stemmerne lyder klart som stemmer – men ikke kun, eller ikke helt. Walshe har bevidst arbejdet med en lydlig ækvivalent til uncanny valley-fænomenet, der beskriver den uhygge, mennesker føler, når de bliver konfronteret med en kunstig intelligens, der næsten er menneskelig, men ikke helt. Men jo mere man lytter til de enkelte tracks, desto mere hører man en humor i dem, en barnlig glæde. Det er svært at sige, om det er lytterens fortolkning eller komponistens fortjeneste – eller om det er selve det neurale netværks væsen, man hører.

Mest af alt er det nok et spejlbillede af Jennifer Walshes sprudlende energi, som også kendetegner hendes improvisationer som sanger – indtil videre er en KI kun så klog som det materiale, den bliver fodret med. A Late Anthology of Early Music, Vol. 1: Ancient to Renaissance er et værk, der ser fremad, idet det ser bagud. En underfundig samling af eksperimenterende musik, der gerne må følges op af vol. 2 og 3.

»A Late Anthology of Early Music, Vol. 1: Ancient to Renaissance« blev udgivet på Tetbind Records den 21. februar. Albummet kan høres på Spotify her og på Apple Music her.