Ind i lydfeltet

Tredimensionel lyd har i mange år været forbeholdt de allermest dedikerede lydnørder og -forskere, men de seneste år har den vundet indpas hos både komponister og lydkunstnere i store og små koncertsale verden over. For nylig kom også Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København med på vognen, og den 19. september kunne man i kammermusiksalen ‘Ny Sal’ lade sig indhylle i lyd, da konservatoriet fejrede sit nye 3D-lydsystem med en indvielseskoncert.

Koncerten gav en forsmag på de mange muligheder, den tredimensionelle lyd byder på. Publikum var omgivet af 44 højttalere og fire subwoofere placeret i en halvkugle, som gør det muligt at skabe et såkaldt ‘lydfelt’: overbevisende lokale akustiske rum – realistiske, syntetiske eller surrealistiske – som lytterne kan bevæge sig rundt i. Blandt eksemplerne var en modificeret 3D-optagelse af en gåtur i New York, hvor trafikken pludselig befandt sig over og omkring publikum, et akustisk værk mixet til 3D, hvor celloens, harpens og klaverets bevægelser trodsede de fysiske love, samt demonstrationer af, hvordan man kan genskabe akustikken fra koncertsale rundtomkring i verden – uanset Ny Sals begrænsede størrelse.

Det Kongelige Danske Musikkonservatorium kan med det nye setup uddanne tonemestre og komponister i 3D-lyd, men vil også bruge anlægget til at optimere sin fjernundervisning og til forskning i høreapparater. Jesper Andersen, der er leder af konservatoriets tonemesteruddannelse og har været primus motor for anskaffelsen af det nye system sammen med lektor i komposition og elektroakustik Hans Peter Stubbe Teglbjærg, ser store muligheder i salen og har planer om at bruge det nye system til at imitere rumklange fra københavnske kirker, præsentere koncerter med ‘kulturel lyd’ og oprette en hel kandidatuddannelse i 3D-lyd. Vi mødte ham et par uger efter indvielsen for at blive klogere på, hvad det nye lydsystem kan.

‘Tredimensionel lyd’ – det lyder jo på den ene side som et spændende lyttefænomen og på den anden side lidt uhåndgribeligt. Hvordan ville du forklare, hvad det egentlig dækker over?

»Det specielle ved 3D-lyd er, at der her er højttalere oven over lyttepositionen. Så ud over at man kan lave lydeffekter i en film – for eksempel et pistolskud, der kommer højt oppefra – så kan man i musik genskabe et helt lydfelt i stedet for lyd, der bare er retningsbaseret som i surround eller stereo. Når man gør det, begynder folk at glemme, at det er højttalere, de lytter til.

Især hvis systemet har så mange højttalere, som vores har, er opløsningen – inddelingen af, hvor man kan placere ting – så præcis, at man virkelig begynder at kunne snyde hjernen, så den ikke fornemmer, at den lytter til højttalere, men tror, at den er til stede i et lydfelt. Det giver nogle helt nye muligheder. Det betyder også, at det, man kalder sweet spot – det bedste sted i salen – bliver meget stort. Vi er jo stadig i gang med at teste lydsystemet, men indtil videre har vi kunnet lave 56 pladser, hvor publikum sidder i en cirkel inde midt i rummet, og alle får en god lydoplevelse. Det havde man ikke kunnet med færre højttalere.«

»Man begynder virkelig at kunne snyde hjernen, så den ikke fornemmer, at den lytter til højttalere«

Men der er vel stadig et bedre sweet spot omkring midten?

»Ja, for når man kommer væk fra sweet spot’et, begynder man at være meget tæt på én højttaler og meget langt fra en anden, og så hører man selvfølgelig den nærmeste mere. Hvis man laver noget – filmlyd, for eksempel – hvor lydene kommer fra meget specifikke retninger, så er det klart, at sidder man lige ved den højttaler, pistolskuddet kommer fra, er det meget højt. Men hvis man bruger det til at lave musik, hvor man genskaber akustikken fra en koncertsal, vil man fornemme, at man sidder på en plads i salen, hvor det lyder sådan. Det med at genskabe ægte akustiske steder kan man gøre ret godt.

Man kan også arbejde med at lave lydinstallationer, hvor der måske ikke rigtig er noget sted, publikum skal sidde. Jeg kunne sagtens forestille mig, at vi skal lave koncerter, hvor der ikke er nogen stole, men hvor man afspiller noget musik og lader folk gå rundt inde i musikken og selv få fornemmelsen af: ‘Hvad sker der, når jeg står her?’«

Tredimensionel lyd har man i mange år arbejdet med inden for forskning i høreapparater og akustik, men også inden for elektronisk komposition. Hvorfor installere systemet netop nu?

»Både den teknologiske udvikling, de samarbejder, vi har, og prisen gjorde, at det var lige nu, vi kunne tage springet og ikke bare lave et lille, men et kæmpe system i den bedste kvalitet med Dynaudio-højttalere og Digital Audio Denmark-convertere (begge danske mærker, red.). Det har vi simpelthen ikke kunnet før.

Det er ikke nyt for os at arbejde med 3D og multihøjttalere. Især inden for elektronisk musik er det noget, man har eksperimenteret med i årtier. Vi har custom-bygget systemer til det før, så hver gang vi har skullet lave noget, har vi brugt rigtig meget tid på at sætte det op og ikke særlig meget tid på rent faktisk at lave musik.

Der er de seneste år sket nogle rigtig store teknologiske ryk. Blandt andet kan man tage 3D-lyd og folde ned i det, der hedder binaural surround, som man kan høre på hovedtelefoner. Det er blevet så godt, at det kan give mening for en studerende at sidde hjemme og lave et 3D-mix på sin laptop og folde det ud på vores store 3D-anlæg. Det fungerer faktisk ret godt, men det gjorde det ikke for ti år siden.

Vi forestiller os ikke, at alle tonemestre og komponister fra DKDM skal ud og arbejde på så godt et system senere, men det er vigtigt, når det er en uddannelsesinstitution, at vi kan sætte barren helt i top. Det kan godt være, at de skal arbejde på et mindre system eller selv skal ud og bygge det fra gang til gang på en festival, men så har de fået erfaringerne på det bedste af det bedste.

Det, der også er specielt ved vores system, er, at det er i en kammermusiksal, så man kan have et stort publikum og lave blandede koncerter derinde – for eksempel med en strygekvartet først, så et elektronisk værk og så en sanger. I de andre systemer i noget, der ligner den her størrelse – såsom konservatoriet i Stockholms 29-kanalssystem og konservatoriet i Vilnius’ 32-kanalssystem – er det typisk under laboratorietilstande, hvor man ikke kan have koncerter.

Det gør også, at komponisterne kan bruge et system, de kender og har arbejdet med før. Så kan de nå meget længere ned og forfine deres evner som komponister, end hvis det altid er noget, de skal bygge op fra scratch.«

Nu til noget lidt mere teknisk: I bruger lydformatet ambisonics, når I producerer lyd til 3D-systemet. Hvad er fordelen ved det?

»Ideelt set sidder højttalerne i en perfekt halvkugle rundt om publikum, men hos os er de bare kalibreret til at være så tæt på en perfekt halvkugle som muligt. Det smarte ved ambisonics-formatet er så, at man godt kan sidde på et 16-kanalssystem og generere en fil, der kan afspilles i en anden halvkugle; om den har otte, 16 eller 140 højttalere, er egentlig ligegyldigt, for lyden bliver bare foldet ud på den halvkugle, der er tilgængelig. Det gør, at vi kan afspille alle ambisonics-værker på vores system med 48 højttalere.«

Du nævnte tidligere, at I har brugt dyr hardware, så hvorfor – undskyld spørgsmålet – ikke bare investere i 56 gode hovedtelefoner i stedet?

»Det er der flere grunde til. Dels det, at hvis hovedtelefoner skal virke godt, skal man have headtrackere på, så lyden følger med, når man drejer hovedet. De findes, men de er dyre, og de er ikke helt klar endnu – hvis man for eksempel drejer hovedet lidt hurtigt, kan de ikke helt følge med. Og så er der altså også en anden fornemmelse af højttalerlyd, især i basområdet, for det er en anden oplevelse at høre og mærke bas med brystkassen, end det er at høre det på hovedtelefoner. Vi laver også meget elektroakustisk musik, så vi vil enormt gerne bruge det til eksempelvis at have en strygekvartet siddende på scenen og spille akustisk og undervejs blive processeret, pitchshiftet og forvrænget, så lyden flyver rundt i 3D-rummet.«

»Man kunne sagtens forestille sig at have en festival med fransk musik, hvor man kunne komme ind i 3D-systemet og høre lyden af Paris«

Der er jo både nogle spændende tekniske og kunstneriske muligheder i lydsystemet. Hvordan kommer det til at indgå i uddannelserne på DKDM?

»For tonemestre har vi på første år af kandidatuddannelsen et fag, der hedder 3D-lyd som står i studieordningen. Vi har været nogle af de første, tror jeg, som har det i uddannelsen som et separat fag. Det er ikke blevet afviklet endnu, for det er helt nyt. Vi har tidligere haft det som valgfag, men dengang havde vi ikke lydsystemet, så det foregik på binaural surround på hovedtelefoner og som teoretisk undervisning. Nu kan det blive praktisk!

For både tonemestre og komponiststuderende har vi ti koncerter i løbet af året. Den første var indvielseskoncerten. Meget af undervisningen bliver baseret på at lave workshops op til koncertdagen og så afholde koncerten om aftenen.

Derudover arbejder vi ret konkret med at lave en fuldtids kandidatuddannelse, der udelukkende omhandler 3D-lyd, og der er faktisk så stort et overlap mellem det kunstneriske og det tekniske, at det giver mening at lave den samlet for både tonemestre og komponister. Hvordan den bliver struktureret, og om man for eksempel kan søge ind, hvis man har en bachelor som musikproducer fra Rytmisk Musikkonservatorium, er stadig i støbeskeen, og der kan godt gå tre-fem år, før den starter, men vi arbejder konkret frem mod det.«

Jeg har ikke selv oplevet en 3D-koncert før, men indvielseskoncerten gav mig nogle helt nye idéer om, hvad man kan udrette med lydproduktion. Hvilke kunstneriske perspektiver ser du selv i systemet?

»Komponister har brugt tredimensionalitet som virkemiddel i akustisk musik i flere hundrede år, men når det begynder at smelte sammen med elektronisk musik, giver det nogle helt nye udtryksformer og muligheder for at skrive musik.

Der kommer et ret spændende link til eksempelvis at lave lydinstallationer eller andre former for lyd, som normalt ligger lidt i udkanten af komponistarbejdet. Folk forsker jo i både kulturel lyd og trafikstøj, og hele den del af lyd kan man begynde at tænke i. Vi havde blandt andet en audiowalk på programmet til indvielseskoncerten, og man kunne sagtens forestille sig at have en festival med fransk musik, hvor man kunne komme ind i 3D-systemet og høre lyden af Paris.

»I det hele taget begynder vi at tiltrække nogle projekter, vi ikke plejer at lave herinde, og det er godt«

Til februar afspiller vi en symfoniorkesterkoncert fra konservatoriets årsfest i november. Vi optager hele koncerten i 3D og genskaber koncertakustikken i 3D-systemet. Orkestermusikerne hører jo aldrig orkestret spille, fordi de sidder oppe på scenen og hører en ret mærkelig lyd derfra. Nu kan de komme og høre, hvordan det lød for publikum.

Derudover er vi en af de førende institutioner i verden, der arbejder med distance learning, og til foråret skal vi prøve at genskabe et 3D-lydfelt til en masterclass. Et af problemerne ved fjernundervisning, når man arbejder med så fine nuancer som klassiske topniveaumusikere, er, at lærerne ikke er i samme rum som musikerne og derfor ikke hører helt det samme. Vi skal lave eksperimenter med konservatoriet i Wien, hvor vi skal folde 8-kanalslyd ud, så vi kan komme helt tæt på, at det lyder, som om læreren sidder foran dig. Vi er, så vidt jeg ved, nogle af de første i verden, der kommer til at lave det, fordi forsinkelsen fra København til Wien kommer så langt ned, at man faktisk kan spille sammen.«

Ja, 3D-lyd åbner for mange forskellige muligheder. Jeg ved, at I har nogle yderligere projekter klar i den kommende tid – dem kan du måske løfte sløret for her til sidst?

»Vi skal lave et eksperiment i det her studieår, hvor vi skal bruge systemet til at lave kunstig akustik, så det lyder, som om rummet har mere rumklang, end det egentlig har. Ny Sal er en kammermusiksal, men klassiske musikere vil tit gerne have en lidt større klang. Vi skal derfor lave eksperimenter, hvor vi tager en almindelig koncert og lader instrumenterne indgå i en kunstig rumklang, der bliver spillet ud af højttalerne for at give fornemmelsen af, at man er i et større rum, end man egentlig er.

Klassiske musikere har det problem, at de øver i et lille rum, men skal optræde i en kæmpestor koncertsal, der har en anden akustik. Så man kunne i virkeligheden – det er måske bare min egen lille, nørdede drøm – genskabe akustikken fra forskellige kirkerum og måske endda have presets fra forskellige kirker i København, så man kan gå ned og øve sig i at synge med netop den rumklang, ens koncert skal foregå i.

Vi skal også lave et stort projekt i samarbejde med forskere for at prøve at finde ud af, hvordan musik skal lyde til en koncert, for at det fungerer bedre for høreapparater. I det hele taget begynder vi at tiltrække nogle projekter, vi ikke plejer at lave herinde, og det er godt, fordi vi gerne vil blive bedre til at forbinde os til omverdenen. Vi hedder konservatorium, fordi vi skal konservere klassisk musik, så man stadig kan gå ind og høre Mozart live, men hvis det skal give mening, skal det hele tiden hænge sammen med den verden, der er udenfor, og vi skal aktualisere det, vi laver. Det kan det her simpelthen blive et centralt mødested for.«