reportage

I går var i dag i morgen

Af
14. Oktober 2011
om INTEGRA festivalens bestræbelser på at finde nutidens melodi

Integra er en festival hvis formål er at skabe internationale samarbejder på tværs af diverse institutioner og især at fusionere teknologi og musik. Teknologi skal her i høj grad læses som software, såvidt jeg kan forstå ud fra informationsmaterialet. Jeg forsøgte derfor straks at hente IntegraLive ned på min computer, men fik følgende besked:  Integra Live is currently available for Mac OS X 10.5+. Nå, OK! Den gamle melodi om PC og Mac. Så i stedet for at prøve programmet, må jeg nøjes med følgende beskrivelse:”Integra Live is a new application for the composition and performance of live electronic music. Integra Live makes it easy to produce live electronics by allowing the user to quickly add, connect and control Integra modules with minimal effort.” (man kan læse mere detaljeret om Integra Live her

Findes der ikke allerede en del free software som kan det? Jeg synes hele denne idé virker en anelse gammeldags. Er det, de gerne vil, ikke allerede sket? Bare uden for institutionerne? Måske tager jeg fejl, men det ser ud til at øvelser som disse foregår overalt og hele tiden under institutionernes radar, og at institutionerne måske bare skulle åbne øjne og ører og følge med i hvad der foregår. Men det er måske svært at forstå præcis hvad de laver, når man ikke selv er en del af institutionerne.

Dag 1
Jeg befandt mig på åbningsaftnen af den danske del af efterårets program i DRs gamle radiohus, som nu befolkes af studerende af den klassiske musik. Jeg faldt i snak med en ældre skægget mand, der altid gik til disse koncerter uden sine kone, som ikke kunne holde ’den slags’ ud. Han undrede sig over, om der mon blandt publikum var andet end musikere og komponister at finde. Jeg gav ham ret, men faktisk blev koncertsalen langsomt fyldt med også scenekunstnere og en masse jeg ikke kunne hæfte profession ved, - altså muligvis ganske civile danskere. Der var kort sagt publikum! Overraskende idet jeg ikke selv havde set PR for festivalen de steder hvor jeg normalt samler den slags oplysninger op.

Titlen på Mauro Lanzas komposition som har premiere denne aften, Le Nubi non scoppiano per il peso betyder noget i retning af, at skyer ikke tynges af deres egen vægt. Et kompliceret stykke computerstyret mekanik ophængt over scenen foran musikerne gør det ud for regnvåde skyer. Med stor præcision frigøres dråber, der rammer forskellige materialer på scenen. En krukke, en varm kogeplade og så fremdeles. Det er en fin idé. 

Samspillet med dråberne forskellige udtryk virker. Ikke optimalt, men det virker. Efter den tekniske introduktion og med festivalens overordnede tema in mente, er det svært ikke at se på, hvad de så rent faktisk får ud af al den teknik. Jeg har svært ved at sige det. Dråberne sendes afsted fra deres beholder og lander som de skal med et sekunds forsinkelse ned på forskellige materialer. Landingen er miket op og bør dermed give en distinkt forskellig lyd alt efter hvilket materiale dråben lander på. Men enten er lydmanden ikke vågen, eller også er klangen ikke tænkt ind i så høj grad, som jeg havde forventet. 

Måske søger jeg blot det ustyrlige tilfælde, som ville få denne ekstremt kontrollerede musik til at bevæge sig i andre splintrede retninger. Men faktisk er det ikke nødvendigt. Værket lever. Det virker ... lige indtil sopranen Loré Lixenburg åbner munden. Den nærmest kliniske impressionisme som har trukket lytteren med sig bliver brudt af et teatralsk romantisk UDTRYK - hun tror, hun er forsanger. Det var synd for værket at hun på den måde overtog det smidige og det punktligt maskinelle klangrum, som strygerne og dråberne skabte.

Tanken med hendes sang var, som komponisten forklarede på talken inden koncerten, at hun skulle synge i det højeste register, så teksten blev utydelig og uforståelig fordi Gud (i det høje, get it?) ikke svarer, men kun stiller spørgsmål. Et 1:1 forhold som tilsyneladende ikke var gået op for sangerinden. I stedet for at forsvinde i æteren, fyldte hun scenen. Jeg forstod så iøvrigt heller ikke, at hun skulle stå så centralt placeret på scenen, hvis hun netop ikke skulle bruge sin kropslige fylde og teatralske mimik til noget. Hvorfor forholdt han sig til konventionen der? Måske kunne hun med fordel være placeret i mørket, til siden eller bag ved strygerne? Hvorom alting er, Lanzas koncentrerede værk fik mig til at tænke på Toru Takemitsus på en måde varme og skønhedssøgende impressionisme, men her med en større romantisk fylde. Det var ikke fantastisk, men det var godt og kunne blive bedre, hvis han gik hele vejen.

Aftenens andet værk Philippe Leroux’ Extended Apocalypsis var en pine at stå igennem. Der var indrømmet sekvenser, hvor energien sprang frem, men ellers var det overfyldt med mening og trick, klanglige sammenstød fra Varéses gamle bog og stortset intetsigende visuals fra Jacob F. Shokkings crew Holland House. Det så dyrt og flot ud og IMPONERENDE stort, men det opnåede ikke noget tilsvarende indhold. På hele bagvæggen blev musikere, sangere og dirigent liveprojiceret iblandet billeder af skrivningen og sentenser fra den sungne lyrik, som også blev udleveret som handouts til publikken - ikke at det var muligt at læse i mørket. (Denne koncert var i øvrigt polstret til med forsikringer om, at det var et helt i orden værk. En alenlang programtekst, en hand out og live projicering til ingen verdens nytte). Det er flot og professionelt løst med lækre flydende pixellerede mønstre i store flader, i klare røde farver. Det var liveafvikling gjort med smooth snilde, men jeg kunne virkelig ikke se, hvad det skulle til for.

Værket handlede tilsyneladende, ifølge komponisten selv, om den mest menneskelige akt: selve skrivningen. At føre en pen til papir. Her tænkte jeg, at skrivning i høj grad også sker på andre menneskelige medier, som måske kunne have været interessant at føje til hans ontologiske øvelse. At essentialisere skrivehandlingen til pen og papir er at se bort fra hvad den rent faktisk også er, nu med de indlysende eksempler som twitter, sms, mail, chat osv. Uanset hvad så handlede værket for denne lytter om en muligvis uerkendt skriveblokering og idéforladthed hos komponisten. Der var intet fokus, kun et utal af idéer, der aldrig formåede at samle sig til hverken forvirring eller klarhed. Musikken lød som et opkog af Varése tilsat to überteatralske operasangerinder, som også kunne finde ud af at sige plop med tungen. Det var old school på den sikkert stærkt teknisk udfordrende, men også dybt bedagede, måde. Stort bifald dog. Her synes jeg at se institutionen klappe af sig - men ikke mindst om sig selv. Der er helt lufttæt herinde. Hvis grunden til at denne komponist laver sådanne stort opsatte ligegyldigheder er, at han har et livstidsprofessorat på et fransk konservatorie, så bør nogen fyre ham for at redde komponisten i ham. Det var en ligegyldig, tåkrummende og kedelig fornærmelse at sidde igennem. Men måske var det en teknologisk set kompliceret løsning med den nye software – hvad ved jeg.

Dag 2 
På programmet denne onsdag aften er 5 forskellige værker af 5 komponister, hvoraf jeg kun kender til Pierre Boulez, Hans Peter Stubbe Teglbjærg og Arne Nordheim – Jonathan Harvey og Philippe Hurel er nye bekendtskaber. Vi skal høre 4 solostykker for instrument og elektronik og en enkelt duo. Sammenlignet med åbningsaftenen er der få mennesker  - vel 30-40 betalende gæster. Scenen er meget spartansk indrettet og mellem hver acts drøner en diskret og lynhurtig tekniker op for at ændre i nodestativernes placering og mikrofonbesætning. Der ser ud til at være seks højttalere, så jeg forventer en lyd, der flytter rundt som en lille multispeakerkoncert.

Jonathan Harveys solostykke Ricercare une Melodia for Obo og elektronik var et landskab af loops. Oboen er ofte sådan et lidt påståeligt instrument, der udtrykker sig i korte skingre pointer eller forløb og det var ikke anderledes her i jagten på en melodi. Det så yderst krævende og teknisk ud, men jeg havde svært ved at se pointen med alle de abrubte forløb og kom til at tænke på en hornspillende kollegas kontante afvisning af den moderne kompositionsmusik ”Nå ja, men du skal tænke på, at meget af det de lavede dengang ikke giver mening nu.” Værket er fra 1985.

Jeg undrede mig over hvorfor elektronikken underordnes instrumentet. Hvorfor ikke skabe et levende forløb og en reel undersøgelse istedet for at afspille loopet i en ringere, uldet lyddefinition og på lavere volumen? Er det blot en konvention som stod i vejen? Det lød som om komponisten ikke tog skridtet fuldt ud. Jeg syntes ikke, at kunne ane hvad komponisten egentlig ville have ud af det, som ikke allerede var berørt bedre eller mere interessant af andre. Han kunne have gået mere ekstremt til værks – ikke frygtet det totale kaos og set, hvad der kunne vokse ud af det eller insisteret på ganske få toner eller klange, men det førte ingen vegne og forblev i traditionen.  Det fik mig igen til at tænke, om komponister mon bor i en luft og lydtæt boble, for jeg har hørt samme teknik udført af Les Paul i 50’erne, eller syrerockens rumudforskninger eller blot den rent elektroniske musik teknologiske eksperimenter i 60’erne.

Næste komposition Partita für Paul var skrevet af Norges stolthed Arne Nordheim som døde sidste år. Instrumentalisten Maria Carmen Antequera havde markant sceneudstråling, hun var nærmest et kunstværk i sig selv. En lille skikkelse iført en gnistrende natklub kjole. Som i første akt var hun en ekvibrilist på sit instrument - extended techniques, overtonevæld og alle mulige underlige små detaljer sprang frem, mens hun tvang store voldsomme vrinskende attacks fra violinens mørke. Mindede om twistede, nærmest metal-riffs. Råt! Men det varede længe og jeg spekulerede på hvor elektronikken blev af.. og så pludselig: I en kort pause i rifferiet piblede et lavt delay frem af højtaleren. Resten af stykket blev violinens akustiske signal gentaget i højtaleren, nogle gange i fuld figur, andre hvor kun enkelte toner dukkede op i en steril og digital rumklang, som ikke klædte den ellers voldsomme glød, hun lagde for dagen. Eller også, tænkte jeg, er det netop en pointe fra Nordheims side, at de to medier – violinen og højttaleren- har hver deres farve og lyd, hver deres dramatiske identitet. Mødet mellem instrumentet og elektronikken virkede bedst i de højfrekvente passager, hvor det ikke var til at skelne mellem streng og højttaler, og hvor deres særegne karakteristika farvede hinanden i nye komplekse synteser.

Aftenens bedste værk var Philip Hurels Plein-Jeu. Et af de bedste kompositionsværker jeg har hørt meget længe. Ikke siden jeg blev præsenteret for Gerard Griseys brutale spektralkompositioner, har jeg hørt kompositionsmusik, som havde en så virkelig og umiddelbar effekt, trods dets store kompleksitet. En accordeonist river hostende og skrigende åndedrag ud af instrumentet, og der er forstyrrende forvrængninger i  højttalerne. Der er høj volumen og skrald på første sekund. Det er opsigtsvækkende godt. Jeg er revet med ned i den synkende skude. Det helt naturlige og gnidningsløse samspil mellem instrument og højttaler er så godt, at vi sidder overvældet af et stort nyt mangehovedet uhyre af detaljer, der kaster sig elegant diffuseret rundt i højttalerne. Man kan godt skelne det akustiske signal fra elektriske, hvis man vil, og der sker skift i hvilket medie, der dominerer. Men det er de to sammen, som sparker lytteren ind i et snigende mørkt og faretruende farvand. Elektronikken bliver fysisk og selvfølgelig, levende og smadret og samtidig kirurgisk præcist. Interessante mangefarvede droner pulveriseres og genopstår i nye nærmest psykedeliske former. Det er simpelthen fremragende! Philip Hurel, mine damer og herrer! Fans af Gerard Grisey, det eksperimentelle metal band Sunno)))) eller elektronisk musik generelt, bør straks give hans værker et lyt.

Efter en længere pause skulle Pierre Boulez’ Dialogue de l’ombre double fra 1985 opføres for klarinet og elektronik. Og selv om instrumentalisten var værd at se på – en lang sorthåret franskmand med en underlig og scenevant flamboyant gestik - så tærede det en anelse på denne anmelders tålmodighed, at elektronikken tyvstartede flere gange. Omkring denne sære boheme-lignende skikkelse stod 7 nodestativer placeret i en halvcirkel. Da han så endelig gik igang fulgtes noderne i urets retning i et overordentligt teknisk krævende formsprog indtil den akustiske lyds skygge – elektronikken – deltog i, og til tider overtog, samtalen. Lyssætningen levede med i dystre røde farver og instrumentalisten endte som en anden Dracula med ryggen til publikum, mens lyden døde ud. Det var stærkt teatralsk og underholdende på den led, men formåede slet ikke at vise forståelse for, at elektronikken kan andet end replikere, så hvis pointen med at medbringe hans værk var at pege på, at vi må videre med elektronikken, som jo er Integras overordnede problematik, så lykkedes det ganske fint. Det var trods det høje tekniske niveau helt ufattelig kedeligt og kun set fra instrumentets side. Ingen integration der. Muligvis fordi jeg tog festivalens tema for alvorligt. Eller måske fordi oplevelsen af Hurels mesterværk skyggede for de efterfølgende værker.

Sidste værk på denne aften var et sympatisk duoprojekt mellem Hans Peter Stubbe Teglbjærg på mac/effekter og Torben Snekkestad på saxofon og en kornet med sax-mundstykke. Stykket som hed Fluxus for saxophone and electronics var tættere på en slags ambient impro end noget andet denne aften. Det gjorde også en kæmpe forskel, at der pludselig var to musikere på scenen. I aftenens andre acts havde vi fokuseret på samspillet mellem den usynlige elektronik og instrumentalisten. Her var samspillet mellem to musikere på hvert deres instrumnet. Elektronikken i form af computeren havde gjort sit kvantespring ind i det nye årtusind. På den måde var det en meget velkommen ventil for aftenens instrumentræs, men desværre var det totalt uden tænder og bid. 

Lange toner fra hornet tilsat en tynd digital rumklang og en høflig elektronisk moduleren, fik mig til at tænke på Norge, det tyske pladeselskab ECMs smagfulde, intetsigende udgivelser og en turistfilm om Grønlands natur. Jeg var i tvivl om hvorvidt de i virkeligheden beskrev noget andet end det, der foregik på scenen.  

Det var pænt, dygtigt og elegant. Der er ingen, der siger, at alt skal være spændende og dramatisk. Jeg sætter stor pris på naivitet og finhed, alt behøver ikke være brutalt. Men der skal mere til for at tage mig derhen til den ydmyge lytteposition, som for eksempel meget japansk musik og kunst beskæftiger sig med. Der skal en form for hårdhed til, som slet ikke indfinder sig i dette mylder af god smag. Selv da hornspilleren efter 15-20 minutter stikker kornetten ned i en spand vand og Mac-spilleren skaber forskydninger og kantede collager, er vi på sikker grund i medvind. Det er muligt, at det udfra et datalogisk eller teknologisk perspektiv var dybt interessant, hvad der foregik mellem de to musikanter. Men for mig at se var det en ligegyldig improkoncert.

Festivalens overordnede tema viste sig at volde vanskeligheder for visse af programpunkterne. Hvis nu jeg som tilskuer ikke havde lagt det teknologiske perspektiv på de stykker som ikke virkede så stærke, kunne de muligvis have været fine og i orden. Men når nu det rent faktisk var dét jeg blev klædt på med af Intregra selv, så må det være med det for øje og øre at kompositionerne og deres fremførsel vurderes. Kun en af disse var fuldt ud fremragende. I Hurels overvældende værk var det elektroniske og det akustiske så sammensmeltet i en sådan grad, at de andre koncerter så enten opppustede, postulerede eller tandløse ud, trods momentvise musikalske gnister. Jeg kan ikke rigtig ryste den fornemmelse af mig som har at gøre med enten institutionernes, støttegivernes eller den moderne komponisttraditions – hvis man overhovedet kan tale om en sådan – langsomhed eller om man vil tillukkethed. Det er der måske en god grund til – men frugterne kan virke en anelse ferske, hvis man skæver til de anderledes primitive musikalske cirkler under radaren, hvor forandringerne sker hurtigt og uden hensyn til undervisningsplaner og støttekroner.