Al magt til blokfløjten

Jeg befinder mig i Ragnhild Mays nyerhvervede atelier i Københavns Nordvestkvarter. Anledningen er den kommende Spor Festival, hvor hun sammen med den canadiske komponist Stefan Maier står bag et seks timer langt lydværk.

Jeg kan ikke umiddelbart spotte nogen fløjter i det smalle, aflange rum. Det undrer mig lidt. Ragnhild Mays værker indeholder meget ofte en form for fløjte. Eller 131 som i installationen Komposition for fløjte og jernlunge.

Det hele startede med blokfløjten, som May ved en hel del om og fra barnsben har haft tæt inde på livet. I den lille landsby på Fyn, hvor hun er vokset op, var der ikke mange, der interesserede sig for musik. Skulle man gå til noget, var det sport. Egentlig ville hun helst spille ukulele, men der var kun drenge på holdet, så hun startede i stedet til blokfløjte, hvor der til gengæld kun var piger. 

Hun mindes en musiktime i gymnasiet, hvor læreren spurgte eleverne, hvilke instrumenter de kunne spille. May fortalte, at hun spillede blokfløjte, hvortil læreren svarede: »Det er da ikke et instrument!«

»Det har skabt en form for traume i mig,« griner hun. »Alle har en eller anden relation til blokfløjten. Mest som et hadeinstrument. Kombinationen af noget, der er så kikset og samtidig har den her kønnede konnotation, synes jeg har sindssygt meget potentiale.«

Hun spørger mig, om jeg kender Carl Orff. Kun af navn, indrømmer jeg. »Det er blandt andet på grund af hans musikpædagogik, som er udbredt i hele verden, at blokfløjten har status som begynderinstrument,« fortæller hun. »I hans læringsmetode er der en række instrumenter, som man skal spille på, inden man kan avancere til bedre eller mere rigtige instrumenter. Blokfløjten er et af de første.«

Magtdemonstrativ blokfløjtedragt
Alle de sociale og kulturelle koder, som blokfløjten er ladet til bristepunktet med, kom under kærlig behandling i det performative værk Fløjtespilleren. En performance, hvor May sammen med støvsugere og elektriske luftmadraspumper spiller på sin hjemmelavede blokfløjtedragt. De mange blokfløjter er stemt i minimale frekvensforskydninger, hvilket resulterer i såkaldte differenstoner. Et fænomen, May fik nys om ved et backstagemøde med den kendte blokfløjtespiller Michala Petri.

»Jeg har altid været en stor fangirl af Michala Petri,« griner May. »Hun er meget interesseret i ny musik, selvom hun mest spiller barok, fordi det har et større publikum. Efter en koncert, jeg var til, fortalte hun mig om et akustisk fænomen, der hedder differenstoner, som meget få komponister skriver for. Det opstår, når to højfrekvente toner ligger tæt op ad hinanden. Idet øret kompenserer for ikke at kunne kende forskel på de to toner, opstår der en perception af en meget dyb tone, som er i det neurale system. Det akustiske instrument, som er lettest at få det frem med, er faktisk blokfløjten, fordi blokfløjtens klang er så sinusoid.«

Blokfløjtens klang, der er knap på overtoner, ville nogle – inklusive Carl Orff – måske karakterisere som primitiv. Ragnhild May opfatter den overtonefattige klang som en ressource. Et potentiale til at skabe en radikal fysisk reaktion hos modtageren.

»Det er virkelig krævende og hårdt at lytte til,« fortæller May om folks reaktion på Fløjtespilleren. »En stor del af æstetikken var at lave en konfronterende lydmur, som egentlig skulle få folk til at have lyst til at gå deres vej. At tage det her instrument, som for samfundet konnoterer et lillepigeagtigt børneinstrument, der nærmest ikke bliver set som noget instrument, og give det en ekstrem power – en magt, det ellers ikke har.«

Vindspejling i det offentlige rum
Blokfløjteværkerne var altså, ud over en bearbejdelse af barndomstraumerne, en indfaldsvinkel til at arbejde med en grundlæggende fascination af lydens fysik. Udgangspunktet for Mays nysgerrighed er i mange tilfælde luft. Da hun sammen med lydkunstner og orgelbygger Ea Borre skulle lave et værk til den blæstfulde Ofelia Plads i Københavns Havn, bød muligheden sig for at arbejde med naturens lyd af luft i bevægelse.

Vindspejlet hedder værket. En mobile, der i sin gråtonede jernmaterialitet henleder tankerne på krigsskibet Peder Skram, der ligger til kaj på den anden side af kanalen, men i sin udformning supplerer den moderne arkitektur, der ellers pryder udsynet fra Ofelia Plads. Værket smelter på den måde sammen med det offentlige rum, det er udstillet i, samtidig med at det interagerer med det.

»Man får en anden relation til et værk, når det er udstillet i et offentligt rum, end hvis man tager ud på et museum og konsumerer det,« siger May, der også deltog i en paneldebat om lydkunst i det offentlige rum, da Vindspejlet blev lanceret i 2017. »Jeg synes, det er meget værdifuldt, at man kan gå rundt i en by og opdage kunst, som man ikke var taget ud for at opleve. Det er enormt rart med lyde i byrummet, der ikke kun har signalkarakter, men som har en intenderet æstetisk kvalitet som eksempelvis kirkeklokker.«

Idéen udsprang af pragmatiske forhold. »Det blæser så meget derude, at alle de lyde, man kunne have lyst til at installere, ville blive slugt. Derfor var det oplagt for os at tage udgangspunkt i vinden.«

Øverst i skulpturen er en mikrofon placeret på en sådan måde, at den altid peger mod vinden. Den optagede lyd sendes ud i højttalere, der er skjult i to røde jernkegler hængende for enden af to bjælker, der roterer i takt med vindens styrke. Rotationen af de retningsbestemte lydkilder iværksætter dopplereffekten, der giver Vindspejlets lydlige output et distinkt præg af fjern motorvejsstøj, som fusionerer med perceptionen af den oprindelige lyd af vinden. Ligesom i et spejlbillede forenes original og forskydning i én krop – den transformerede og den originale lyd brødføder hinanden i en kontinuerlig lydlig dialektik.

Instrumentbyggeren
Vindspejlet var det første værk, May lavede sammen med Ea Borre, selvom de to har været sparringspartnere siden tiden på Det Jyske Kunstakademi. »Vi havde så meget at snakke om,« siger hun med et stort smil. »Hun har jo den her orgelbyggeruddannelse, og jeg var også begyndt at lave nogle orgelagtige instrumenter. Det at bygge orgler minder meget om at arbejde med fløjter, orgelpiben er faktisk meget tæt på at være det samme som en blokfløjte.«

I februar og marts i år udstillede de to værket Stemmeføring og respirationsmekanik på lydgalleriet Rum/Klang i Jyderup. Et installationsværk, der fragmenterer orglet og undersøger dets rumlige potentiale.

»Vi blev optaget af idéen om at træde ind i et instrument, hvilket kom af nogle samtaler, vi havde om, hvad det er, der gør orglet interessant. Orglet er det eneste instrument, der er bygget til sin arkitektur, det har en stedsspecifik forankring i det rum, det er placeret i. Samtidig er det en arkitektur i sig selv, man kan rent faktisk træde ind i det.«

I Stemmeføring og respirationsmekanik er en stor blæsebælg af træ installationens livgivende organ. Igennem plastikslanger sender den luft ud til orgelpiber placeret eller hængt op på forskellig vis i rummet. En tæt og varm clusterklang fra en række metalpiber kontrasterer med lysere stemte og mere kantede kubiske træpiber i et utilregneligt kredsløb dikteret af blæsebælgens majestætiske bevægelse op og ned.

Som titlen også afslører, beror værket på en grundlæggende allegori over stemmen og vejrtrækningen. En æstetik, der voksede ud af inspiration fra en gammel tysk opfindelse.

»Det første forsøg på at lave en simulation af den menneskelige stemme er en orgellignende mekanisme fra 1780 kaldet die Sprechmaschine, en automata med kunstige bælglunger,« fortæller May. »Artificielle stemmer er jo en hel teknologi nu, men vi blev fanget af idéen om at lave en primitiv cyborg. At skabe noget organisk ud fra noget mekanisk.«

Kirkerum, elektronik og en kæmpeblokfløjte
Ragnhild Mays virke stikker i mange retninger. Kinetiske lydskulpturer, performanceværker, stedsspecifik lydkunst i det offentlige rum, LP-udgivelser, skulpturer uden lyd. »Jeg bliver rastløs, hvis jeg laver det samme i for lang tid ad gangen,« medgiver hun.

På Spor Festival 3.-6. maj i Århus kan man møde denne nysgerrige rastløshed i endnu et nyt format: højttalerværket. I Sankt Lukas Kirke afspiller otte højttalere og fire subwoofere et komponeret elektronisk værk, der også fungerer som et lyttepartitur for 20 performere, som interagerer med højttalerne ved hjælp af en app og simple instruktioner.

Værket, der har fået titlen The Walls Are Moving, er et resultat af samarbejdet med canadiske Stefan Meier, med hvem May også åbnede Gong Tomorrow i 2016 i Koncertkirken med værket Music for Organs, OAE and Electronics. I stedet for Koncertkirken hedder kirken nu Sankt Lukas, og ligesom til Gong Tomorrow er rummet i fokus.

»Værket er et sted mellem en performance og en installation,« siger May. »Det er seks timer langt, og det er jo ret lang tid. Men det er heller ikke meningen, at man skal overvære det hele. Det er en statisk udfordring af kirkerummet.«

Ligesom med Ea Borre ‘bondede’ Ragnhild May og Stefan Meier også over et instrument: synthesizeren. De mødte hinanden på Bard College i USA.

»Han er komponist, men var lige begyndt at spille på elektroniske instrumenter. Og det fangede også min interesse,« fortæller May. »Rent konceptuelt er der ikke langt fra orgler til modulære synthesizere. Det handler i bund og grund om at sætte noget sammen på forskellige måder. At opbygge noget. Med synthesizere er det bare fysikken omkring elektriske kredsløb i stedet for luft.«

Ragnhild May kan godt lide at bevæge sig forskellige sted hen – hun kan slet ikke lade være. Men samtidig er der en dybereliggende sammenhæng mellem hendes værker. Fløjter bliver til orgler, som bliver synthesizere. Og luft bliver til strøm.

Blokfløjten har hun ikke glemt, og hun fortæller mig afslutningsvis om et andet nyt værk, der lanceres i forbindelse med gruppeudstillingen “Music Makes Me Lose Control” på Huset for Kunst og Design i Holstebro. En 2,6 meter magtfuld kæmpeblokfløjte, hvis grundtone er det dybe c eller 65 hertz. Omtrent den dybeste tone, en dyb mandestemme kan tage.

Ragnhild May og Stefan Maiers ‘The Walls Are Moving’ opføres 5. maj kl. 14-20 i Sankt Lukas Kirke, Århus, under årets Spor Festival, der bl.a. også har værker af Heiner Goebbels, Simon Steen-Andersen og Niels Rønsholdt på programmet.