Endnu en dag på Dyrehavsbakken

»Kom nærmere, kom nærmere!« En brunhåret fyr fuld af ungdom vil mig noget, han vil os alle sammen noget. Ud af skjulte højttalere lyder hans stemme, den runger af præstationsfremmende bas og hemmelige håb om flere kunder i hans pangfarvede bod. For han står der helt alene, en fortabt sjæl i et hav af konkurrerende forlystelser. »Måske bliver det dig, der vinder en plade og en af de flotte præmier, det kræver kun, at du kommer nærmere,« lokker han, ældre end han er. Os narrer han ikke. Sukkerspisende kernefamilier driver forbi fra højre og venstre, men ingen standser, og pludselig bliver lykkesælgeren ramt af menneskelighed, de unge øjne begynder at flakke, energien forsvinder fra salgstalen, »og så må vi se, om det bliver dig«. Ordene falder ned i et mørkt og rumlende hul, han lægger mikrofonen fra sig og rækker ud efter et papkrus. Velkommen på Bakken.

Det er en af de her sveddryppende sommerdage midt i august. Jeg er cyklet ad lyksaligt velhaveriske og vindstille Bernstorffs-, Vilvorde- og Klampenborgvej for at genbesøge et af barndommens magiske tableauer, Dyrehavsbakken nord for København, et reservoir af fælles illusioner og forsagt idyl, men også scenen for et ofte omtalt, men sjældent bevidnet gennembrudsværk i dansk lydhistorie: Else Marie Pades TV-eksperiment En dag på Dyrehavsbakken fra 1955. Nok fandtes der herhjemme kun nogle få tusind TV-licenser i dette tidlige monopolår, men for Pade blev det begyndelsen på hendes mest aktive og succesrige periode som elektronisk komponist. I dag er det så godt som umuligt at få fingre i de 30 minutters video, men er man tålmodigt indstillet, kan optagelsen bestilles til gennemsyn på Det Kongelige Bibliotek under stærkt antikvariske visningsforhold. Har man husket egne hovedtelefoner, kan man også komme til at høre Pades subtilt destabiliserende lydspor, som er filmens vigtigste element.

Vi har damer uden hoveder, damer uden overkrop, oversavede damer og skeletter, forsikrer han som en moderne menneskesælger

Det første, man bemærker, når man ankommer til Bakken, er den lange række af hestevogne foran indgangen ved Cirkusrevyen. Stille som glinsende statuer står disse værdige væsner med let bøjede bagben, indtil forreste vogn kører af sted og hele rækken flytter sig veldresseret fremad, akkompagneret af metallisk klirren fra seletøjet og hule hovslag mod asfalten. Et lydligt vandmærke, som også Else Marie Pade havde øje for: Det er de raslende seletræk, førernes høflige hilsener, fjerne skrig og dybe sus fra vinden, der indleder hendes gamle Bakkefilm, mens en poetisk mandsstemme taler over de rolige hestebilleder og sætter ord på de forhåbninger, vi har til eventyrhaven foran os: »Alt vognben ruller, den muntre hest på spring og kapriol som fanden. Åh, søde bulder, åh, hvilken fest, jeg går af glæde fra forstanden.« På denne side af indgangsporten er det i dag, som om tiden er stået stille sammen med hestene; velankommen på den anden side, ak, er tidens gang uigendrivelig.

Gennem kaninhullet

I Pades portræt klippes der, med hesten som bindeled, direkte fra karet til karrusel. Men hvad er det, der pludselig viser sig? Blandt roterende kaner, gondoler og heste står en lyslevende Pjerrot og kysser lummert en lige så lyslevende skønhed til lyden af håndholdt slagtøj og en syngende stemme i elektronisk skabt museleje, mens karrusellen snurrer lystigt rundt. Få minutter senere er Pjerrot igen i fokus, nu bevæbnet med truthorn foran sit hus med en hypnotiseret børneflok foran sig; en lille pige, Jane, kommer op på scenen og danser med ham, indtil han prøver at kysse hende. Resten af scenen bruger han på at brokke sig over fru Pjerrots evner i et køkken. I et andet klip charmerer en entertainer, selveste professor Tribini, sit voksne publikum mikrofonisk i behagelige mellemfrekvenser, han søger en frivillig til sin varieté. »De kan roligt være bange, De skal være alene med den unge dame,« flirter han på vegne af sin kvindelige kollega, og en værdigt klædt mand på 300 pund, hr. Berg fra Rødovre – hvis kampvægt gøgleren uden antydningen af skam kræver oplyst – melder sig. »De kommer til at tabe Dem betragteligt, De bliver slet ikke til at kende, når De kommer ud igen,« lover Tribini, inden han sender Berg ind for »at blive et skelet«.

Pade spæder til det allerede usædvanlige optrin med verfremdungsstemmer, inden filmen klipper til et interview med den overskæggede entertainer in character. På hans slips ser man en solbrilleklædt hund. Vi har damer uden hoveder, damer uden overkrop, oversavede damer og skeletter, forsikrer han som en moderne menneskesælger, øjnene er rettet direkte mod seeren. »Der har været udsolgt til samtlige forestillinger i dag.« Bag ham ser vi hans ydmyge hjem, også på Bakken, og han begynder at fortælle om det liv, man lever sådan et sted. Her formulerer han vel også den dobbelthed, Bakkefilmen søger at indfange: »Der er to slags Dyrehavsbakker, det tænker De måske ikke. Der er den Dyrehavsbakke, som De kender, med tummel og med larm, med gøglere, trompeter og trommerne, der lyder. Så er der også en anden slags Dyrehavsbakke, det er den, når De nu, seere, er taget hjem og der er stille og roligt herude i den store, vidunderlige skov. Så er det vidunderligt at nyde stilheden, de mange dyr, de mange mærkelige lyde. Men man elsker jo begge slags Dyrehavsbakker, både den foran facaden og den, når natten sænker sit tæppe over den gamle Dyrehave.«

Illusioner og blændværk er der vist lige så meget af i dag, men stilheden må udgøre en endnu større kontrast end dengang, tænker jeg, mens jeg forlader den brunhårede fyr og hans mærkatløse papkrus. Der er skruet op for bassen, ikke kun i mikrofonerne, men også i dancemusikken, der brager ud fra de største og mest kvalmegaranterende, tårnhøje forlystelser. Anderledes i 1955: Reallydsoptagelserne i filmen er fulde af cirkusorgel, men varierer i øvrigt også ret omfattende rent genremæssigt, når Pade dokumenterer de forskellige shows og fællesaktiviteter, som var en mere integreret del af haveoplevelsen dengang: På dansegulvet lyder vals og swing, på en ikke særlig subtilt eksotisk scene optræder sorte, barfodede dansere og congasspillere, og i en ret kulturradikal klipning fortsætter filmen, via et uforklaret kort klip med arabisk tale, med mange minutters revysang over H.C. Andersens eventyr. Udenfor, i boderne, er fraværet af allestedsnærværende musikstøj bemærkelsesværdigt. Lykkehjulene roterer med knasklare klik, i skytteboden lyder de dumpe, dæmpede skud. Rent lydligt var det et mere uplettet og klassisk konkretmusikalsk lærred, Pade havde at arbejde med, end hvad der møder gæsterne i dag.

Pades subtile forvrængning

Og hvordan gik hun så til værks med sit lydspor? En dag på Dyrehavsbakken er i lange stræk langt mindre eksperimenterende, end man måske kunne tro; forvrængningen af virkeligheden er forholdsvis subtil. Pade arbejder med ganske små doser af fremmede lyde, enten brugt for at skabe en fremmedgørende kontrast til billederne eller for at efterligne stemningen, vi ser blandt de lidt mindre sukkerhungrende og måske lidt mere borgerligt forlystende gæster i haven. Fokus er på det portrætterede, ikke på komponisten, og i lange sekvenser, for eksempel den næsten uendelige H.C. Andersen-sangscene med soldat, heks, prinsesse, svinedreng og Klods-Hans, er der slet og ret tale om dokumentation, mens den kunstnerisk æggende dobbelthed træder i baggrunden og nøjes med at eksistere som værkets storform.

Rent lydligt var det et mere uplettet og klassisk konkretmusikalsk lærred, Pade havde at arbejde med

Mest løbsk leger komponisten kun i afgrænsede forløb. Enten når begivenhederne inviterer til det: Barnevræl og en forvrænget ond latter slår følge med dunkel rumlen i sløjfer, hjemsøgt orgel og skingre pibedyr, mens unge, kjoleklædte kvinder forsøger at komme forbi Hurlumhejhusets jungle af dinglende tønder (hvor en vindkanon i gulvet forsøger at løfte op i kjolerne, mens de har travlest med at holde balancen) og en mareridtsfigur ler skrækindjagende fra spøgelseshuset. Eller overraskende, næsten kommenterende: Mens vi besøger et køkken i en af restauranterne og ser tilberedelsen af kartofler og hummere, skaber Pade en distance til billederne med baglænslyde og rumklangsrigt ekkoende kvindestemmer, der glider over i gæsternes ikke helt appelsinfri gildesang. Effekterne er enkle, men det er også tidlige dage for den elektroniske musik; det, der især virker tiltalende ved lydsporet, er det samme, som hypnotiserer mig, mens jeg selv går rundt i haven denne augustdag: de rustikke, konkretmusikalske lyde. Det er dem, der gør et besøg på Dyrehavsbakken til en akustisk oplevelse.

Jeg bruger vel et kvarter på at stå i den lille tunnel under den gamle trærutsjebane fra 1932, ikke kun for at se på fotografierne af skrigende adrenalinjunkier, selvom deres påbudte masker stadig er et eksotisk syn i august. Nej, men for at lytte til den raslende rumlen, de staccerede metalsveller, der ganske vist blander sig en smule med »Reseppten« fra fodboldboden ved siden af. Anarkiet hersker måske nok i resten af haven, men lige her i hullet under hylene finder man en port til en tidligere verden af lyd, hvis lige kun eksisterer i klassiske koncertsale og ude i den afsides natur. Ret begejstret er jeg også for den komprimerede luft i Boom Balls kanoner eller Double Shots gyldne tårn og de respiratoriske udåndinger, maskinerne udstøder som deres underspillede lydlige klimaks. Den hidsige ringeklokke, når radiobilerne går i stå. De krasse, klankende låsemekanismer, der spænder de vovelystne fast. Vandsprøjtene fra vandrutsjebanen med de bløde, elegante basplask og de rislende lyse frekvenser, når bådene sprøjter ud mod tilskuerne foran den falske Korsbæk-cykelsmed. Trækspillets raslen i begyndelsen af Racing-rutsjebanen, som ulykkeligvis nu går på pension, og de dybe oceanskvulp fra bilerne, når de tordner ned gennem svingene.

Åh, dage uden subwoofer

Bakkens lydbillede var på samme tid mere homogent og mangfoldigt på Pades tid. Her herskede de akustiske lyde, og bassen var muligvis stadig konge, men når den lød – fra rutsjebanens dybe rumlen – stod den for noget: den korte rædsel, den selvvalgte fare, den eksistentielle undtagelsestilstand, som en forlystelsespark tilbyder. I dag lyder bassen som en normalisering, et ekko af verden udenfor med soundboxes og den evige kamp om opmærksomhed. Den udglatter lydbilledet og lægger en dæmper på den akustiske diversitet i haven, kvæler de mest charmerende konkretlyde og lommer af stilhed. Men den åbner samtidig for en postmoderne, irregulær lytning, hvor de traditionelle, historiske og industriklingende lyde bliver sat i relief af den moderne verdens elektroniske lyde, som i 1955 hos Pade endnu kun optræder som et spøgelse fra fremtiden.

Som lydeksperiment er der rimeligvis langt fra Bakkefilmen til andre Pade-værker såsom radiomontagen Symphonie magnétophonique fra 1958. Det er især som TV-produktion, at man kan tale om et – ganske dyrt – eksperiment i en tid, hvor mediet stadig var uudforsket, og hvor seerne stadig var så få, at ingen havde problemer med at udforske det. Filmen skildrer meget effektivt en boble af afgrænset fællesskab, som morer sig på andres bekostning, især tydeligt med den gennemgående lumre tone blandt gøglere og optrædende samt de eksotiserede sorte musikere og dansere. Næstsidste scene viser gæster, der skyldbetyngede eller bare småberusede forlader haven, lidt som efter en familiekomsammen, hvor børne- og voksenliv er blevet blandet sammen på en måde, der på afstand kan virke suspekt. Det afspejler filmen også i den frie klipning mellem sjofel voksenunderholdning og jomfrueligt lydløse scener med børn og unge, der skyder med bue og pil eller vinder en dukke. Det sker uden at pege fingre, men – og her spiller lydsporet en stor rolle – ved at skabe en dobbelttydighed i de mange tableauer. Eventyr, og eventyrhaver, findes ikke, men sikke en underverden af drifter og sociale spil, der findes, når man driver en kile ind i glansbilledet.

I mine mest nostalgiske øjeblikke drømmer jeg om, at Bakken indfører dage uden forstærket musik

»Godnat, og tak for i aften,« siger den mandlige stemme til slut i En dag på Dyrehavsbakken, og Pade sætter, måske lidt studentikost, hilsenen i sløjfe og lader den tone ekkoende ud, mens Pjerrot lukker den røde port til haven (hvad sker der bag lukkede døre?). Det er en anden have i dag, tænker jeg, mens jeg cykler ind mod byen langs Strandvejen, men nogle ting – og deres lyde – er de samme, herunder heldigvis konkretmusikalske klassikere som hestevogne og forlystelser af træ og jern med de mekaniske lyde, der følger med. I mine mest nostalgiske øjeblikke drømmer jeg om, at Bakken indfører dage uden forstærket musik. Men så slår jeg mig selv over fingrene, for fortiden har det nok bedst i fortiden. Et kompromis kunne være, at nogen gjorde det muligt rent faktisk at se og høre Else Marie Pades værk i dag; det fortjener bedre end at ligge hengemt i et digitaliseret biblioteksarkiv.