© PR

Clarissa Connelly opsøger freden for at kunne høre sin indre musik

Hun stikker af, når hun kan. Til moserne i København eller ensomhedsillusionerne på Fanø. I mødet med naturen må vi alle opgive vores ego, mener den dansk-skotske musiker og sanger, der arbejder på sit tredje album, som bliver håbefuldt men barskt – ligesom virkeligheden.
Af
17. Maj 2022
  • Annonce

    Kunsthal 44Møen
  • Annonce

    Idealistic Festival
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Er man heldig, kan man få øje på Clarissa Connelly i gang med at tage syvmileskridt gennem Utterslev Mose. I ørerne har hun musik, og hun stamper afsted til beatet. Man kan også spotte hende på cykel gennem Nørrebro, syngende af fuld hals på noget, hun hører i sine hovedtelefoner. »Jeg kan overhovedet ikke høre, hvad jeg selv synger. Det kan være, jeg lyder helt off?,« siger hun.

For nogle uger siden kunne man også se hende sammen med denne signatur, mens hun sang nogle af sine nyligt komponerede kanoner, og forbipasserende skævede nervøst til os.

»Der blev banket på døren, og så stod der bare et kor, der sang for en«

Jeg møder den 28-årige dansk-skotske musiker, sanger, sangskriver og producer to gange for at tegne et portræt af hende.

Første gang er i et studie på RMC, Københavns rytmiske musikkonservatorium. Anden gang i Utterslev Mose, som hun bor i nærheden af. Første gang drikker vi urtete og taler i et civiliseret leje. Der er et flygel i studiet og et computer-setup, hvorfra hun spiller andre kunstneres sange for mig. Anden gang er det en blæsende gråvejrsdag, og vi går i rask trav. Connelly gestikulerer, og demonstrerer sine sange for fuld hals. Begge steder er roen central. Bag de lydtætte døre på konservatoriet og i de lyksalige minutter, hvor vi ikke møder mennesker omkring mosen.

Clarissa Connely har skabt to albummer, Tech Duinn fra 2018 og Voyager fra 2020, der på hver deres måde søger ind i arkaiske universer med moderne redskaber. Rige harmonier, gjaldende vokaler, buklende melodier, langstrakte fraser. © PR
Clarissa Connely har skabt to albummer, Tech Duinn fra 2018 og Voyager fra 2020, der på hver deres måde søger ind i arkaiske universer med moderne redskaber. Rige harmonier, gjaldende vokaler, buklende melodier, langstrakte fraser. © PR

For Clarissa Connelly er fred og ro en livsnødvendighed. Ellers kommer musikken ikke til hende.

Barndommens tre haver

Det rækker tilbage til hendes barndom.

Hun er vokset op i Springfield uden for Cooper uden for Edinburgh. Altså langt ude på landet i Skotland. Huset var lille og havde betongulv, de boede fem børn på et værelse. Der var ikke mange penge, men godt med kærlighed. Udendørslivet var en helt normaliseret del af Clarissas liv. Naturen var ikke noget, man besøgte, det var noget, man bare gik ud i. Men der var også forskellige grader af adgang.

I mødet med naturen må vi alle opgive vores ego. Det er i den, vi fødes, lever og dør

»Vi havde tre haver. Der var børnenes have lige bagved huset, hvor vi måtte slå os fuldstændig løs. Så var der min mors urtehave med grøntsager og hønsehus, som vi ikke måtte lave ballade i, men som vi gerne måtte bevæge os rundt i. Og nederst var der en fuldstændig aflukket have med gitterhegn omkring. Der måtte vi ikke gå ind, det var min fars have,« fortæller hun. »Det er naturens have,« sagde faren til dem. Her skulle dyr kunne færdes i fred og ro, her skulle planter kunne vokse, som det passede dem. Og så var der også trolde og feer derinde, forlød det.

»Det tror man på som lille,« som Connelly påpeger.

Men alligevel sneg de sig en sjælden gang imellem derind. 
»Der var to træer nederst i haven, en blanding af en pil og et stedsegrønt nåletræ. De var vokset sammen, grenene gik ind og ud af hinanden. Frøene var vokset ud fra samme sted.«

Det blev et rum, som Connelly fandt en dyb fascination i. Det forbudte, det todelte træ, roen. Og det var her, hun sank ned i det høje, uklippede græs for at være alene og fordybe sig i sine tanker og finde inspiration.

»Der var ikke nogen, der kiggede på en,« som hun formulerer det.

Pausen fra at spejle sig i andre, at miste muligheden for at polere sit ego står centralt for hende. Og i mødet med naturen må vi alle opgive vores ego. Det er i den, vi fødes, lever og dør.

Arkaiske universer med moderne redskaber

Egentlig står Clarissa Connelly og tindrer uden for tiden. Som om hun har fundet passager mellem forskellige æraer, topografier. Om det så er nonner, der har religiøse febersyner, eller det er Kate Bush, Enya, Pia Raug, Cocteau Twins, Sinead O'Connor eller Mike Oldfield.

Hun har indtil videre skabt to albummer, Tech Duinn fra 2018 og Voyager fra 2020, der på hver deres måde søger ind i arkaiske universer med moderne redskaber. Rige harmonier, gjaldende vokaler, buklende melodier, langstrakte fraser.

»Nordic baroque« kalder nogle dét, som hun og andre danske musikere som Ydegirl, ML Buch og også til dels Jura bevæger sig inden for. Det er en begrænsende genreterm. Hos Connelly kan man således godt ane barokmusik, men også keltisk og nordisk folkemusik, kirkesang, engelsk dreampop fra 80'erne og 90'erne, ja, sågar progrock fra 70'erne.

I 2020 kom også appen Vandringen, som er udviklet af Connelly og programmeret af den italienske, herboende musiker Gianluca Elia.

»Vi tror inderligt på, at historien er med os i alle åndedrag, intet har ændret sig, det er alt sammen omstændigheder,« står der i åbningsteksten til appen, der består af et interaktivt kort med et væld af seværdigheder i Danmark – med vægt på steder af ældre dato, nogle gange endda sagnomspundne steder.

Nogle lokaliteter er ledsaget af musik eller musikvideo, skabt af i alt 21 bidragende kunstnere, herunder Connelly.

I 2021 udkom også Connellys GUILD, et soundtrack til udstillingen Planeswalkers, der handler om kortspillet Magic.

Og lige nu er hun i gang med en sangbog med kanoner samt med sit tredje album, World of Work.

Identiteten mellem hørebøfferne

Clarissas mor og far blev skilt, da Connelly var ni. Så flyttede hun med sine søskende og moren, der er dansk, til en boligblok i Viby, Aarhus. Her var naturen og de private rum ikke let tilgængelige som i barndomshjemmet. På fritidshjemmet i Viby måtte hun låse sig inde i det store klasselokale for at være alene. Så ryddede hun borde og stole til side og satte en Enya-cd på ghettoblasteren.

»Og så dansede jeg bare i timevis og havde det fuldstændig fantastisk.«

Hjemme hos mor med de fire søskende var det umuligt at få enerum.

»Jeg kunne ikke få lov til at høre det, jeg gerne ville. Jeg er den yngste pige, jeg har en lillebror. Så jeg var nederst i hierarkiet på den måde. Jeg kunne ikke få lov at sætte en CD på i fuld længde.«

Så hun byggede ro mellem sine ører. Hovedtelefoner på og minijack-stikket først i en walkman med kassettebånd og siden en discman. Enya, Madonna, John Lennon, Mike Oldfield. Her oprettede hun sin egen verden, det var en identitetsopbyggelse med klare lydlige grænser til verden uden for hørebøfferne.

En tysk nonnes næsten 1000 år gamle ekstase er lige så relevant som nulevende musikere

Dengang som nu handler det i høj grad om harmonierne for hende. Der er noget, hun leder efter, og det findes dér.

»Jeg tror mange, der komponerer musik, lytter efter ting, som de har hørt som børn. En CD, man elskede derhjemme, noget, ens forældre har sat på. Det er det, de leder efter i den musik, de laver.«

Der er noget, som hun og andre musikere vil hjem til, mener hun.

Hendes stemme synger i hende

Nu sidder vi i studiet på RMC. Det er koldt og regnvejrssjasket udenfor. Vi drikker te. Hun rejser sig for at spille et eksempel på harmoniske fællesskaber. Først spiller hun Kate Bushs »Never Be Mine« fra The Sensual World (1989), hun påpeger de opbrudte akkorder i klaverdelen. Så spiller hun et nummer, hun lige har lært at kende, pianisten Lyle Mays' »Slink« fra albummet Lyle Mays (1985). Der er de samme brudte akkorder for en stund. Hun kan finde sig til rette i både folket pop og luftig jazz – akkorderne, harmonierne er nøglen.

Et par uger efter tonser vi afsted på stierne i Utterslev Mose. Det er svært at få fred her. Andre mennesker opsøger åbenbart også naturen. Nogle taler højlydt ud i luften, og kun et par Airpods afslører, at de ikke er undsluppet fra en galeanstalt. De tosporede bilveje omringer stedet med en motoriseret wall of sound. Hun snakker om skuffelsen ved endelig at besøge mosen efter være flyttet til København. Hvordan venner og bekendte havde talt stedet op.

I stedet går hun nu og forklarer, hvor indhegnet stedet er, hvordan det i bedste fald er et reservat. Det er i bedste fald en brugbar illusion for hende. Et behersket forstyrret eksil fra storbyens trængsel og alarm. Men hun længes efter de åbne vidder, det var dem, der fik hende til at lave sin musik. Eller rettere høre sin musik.

Det skete, da moren og børnene forlod Viby til fordel for den lille by Vrads, der er omgivet af fredet natur.

»Et sindssyg smukt område, kæmpe hedelandskaber, lyngen bliver helt lilla. At få lov til at løbe rundt dér var fuldstændig mindblowing for mig. Genforeningen med solituden.«

Det var her, at Connelly begyndte at komponere musik, da hun var 12. Det skete af sig selv. Alt hvad hun behøvede at gøre, var at lytte til sig selv. 

»Det er dér, det smukkeste kommer frem for mig,« siger hun. »Melodierne og harmonierne, der kommer fra underbevidstheden. Bare lade dem komme op uden at lede efter dem aktivt. Hvis man lader være med at kigge så meget på sig selv udefra, men bare ligesom... er i det.«

Men de kommer ikke af sig selv, man skal skabe de rette omstændigheder, man skal gøre sig modtagelig for dem.

»Man skal først og fremmest fjerne stressen fra sit liv. Emails og sociale medier. Stress over ikke at være hurtig eller effektiv nok. Der findes alle mulige former for støj. Det handler om at skabe de rette omstændigheder, hvor man kan få lov til at komme i kontakt med sin underbevidsthed. Man kan kalde det at finde et sted, hvor man kan høre.«

»Det er dér, de smukke melodier med de lange haler kommer«

Ensomhedsillusionen på Fanø

Så når hun kan, så stikker hun af. Gerne til Fanø. Nede på sydspidsen står hun ud på lange gåture fra landsbyen Sønderho. Ud hvor vidderne strækker sig mod horisonten og fraværet af sommerhuse giver illusionen af endeløse vidder.

»Lidt Middle Earth-agtigt, Ringenes Herre,« som hun siger. »Det minder mig om bakkerne i Skotland, selvom Fanøs sandbakker bevæger sig vildt meget.«

Så popper der musik op i hendes hoved, hun hører sin egen stemme – men indefra – synge til hende. Og instrumenter, som ikke findes i virkeligheden.

»Det er dér, de smukkeste melodier kommer. Der kommer oftest lidt kedeligere melodier frem, hvis man bare presser det igennem. Jeg skal have frit løb, fuldstændig frit løb. Det er dér, de smukke melodier med de lange haler kommer. Som rammer sig selv igen, går ud af tonearten, måske tilbage.«

Hun må tage noter til hjælp, især lydoptagelser.

»Jeg bliver nødt til at prøve at fange det, så jeg kan huske det. For hvis jeg møder nogen på vejen hjem, så er det væk. Men det bliver aldrig det samme som det, man hører indefra. Man kan kun komme tæt på – nogle gange ret tæt på. Så bliver jeg megaglad, så bliver jeg lykkelig.«

Kedsomheden rummer også muligheder, for eksempel når hun opdager, at hun er gået for langt på sine vandreture.

»Det er ved at blive mørkt, og man går og går og går. I situationer, hvor der ikke er noget underholdning, noget sjovt, noget... der er ikke nogen mening, som man skal prøve at skabe end bare den situation, man er i. Det er i de situationer, hvor man kommer i kontakt med noget, jeg tror, jeg er begyndt at tænke på som min underbevidsthed. Dér, hvor man også drømmer fra. Vi snakker om drømmene, når man sover i REM-søvnen. Men oven over dem, oven over drømmene, hvor man ikke er helt væk... Der har jeg det som om, at der er nogle lag i underbevidstheden, som man mere eller mindre kan høre eller se i de rette situationer. Hvis bare man lytter efter dem.«

Kanonsangens fællesskab

På RMC har Clarissa Connelly været til eksamen i sit nye projekt, som er en række kanoner, sange hvor alle synger akkurat den samme sang, men hvor grupperne starter forskudt af hinanden. Det kender de fleste danskere fra sangen »Mester Jakob? Mester Jakob? / Sover du? Sover du?« Når den første gruppe når til »Sover du?«, starter den næste på begyndelsen. Og så fremdeles.

»Man behøver ikke være trænet korsanger og kunne læse noder for at synge en kanon. Man skal bare lære melodien og synge den sammen med andre. Sådan lidt sanglegeagtigt. Jeg vil gerne ud i landet med dem, i folkekirken, til søndagskoncerter. Jeg sang også en af dem sammen med en veninde, der har en datter på tre. Nu synger hun den som godnatsang for hende.«

Sangene handler om alt fra tyveri til knust kærlighed. Musikken hørte hun også inde i sig selv på Fanø. De skal udgives som en bog med noder og tekster. Der er ingen akkorder i bogen – de opstår, når de forskudte verselinjer kommer til at ligge oveni hinanden. Man kanoniserer melodierne.

Det, der optager hende her, er fællesskabsoplevelsen, den kollektive nydelse i at synge i kor. Og det peger tilbage til hendes barndom.

»I Skotland sang vi virkelig meget, til alle højtider. Der blev banket på døren, og så stod der bare et kor, der sang for en og kun for det. Det er jo fantastisk.«

»Jeg ved ikke, hvor fanden jeg har hørt det henne, for jeg har ikke hørt Kate Bush som barn«

Kampen mellem arbejde og lyst

Imens er hun også i gang med at lave sit tredje album World of Work.

Her arbejder hun med den franske filosof og forfatter Georges Batailles (1897-1962) begreber 'World of Work' og 'World of Erotic Desire' fra bogen L'érotisme – Le procès de Gilles de Rais. Les larmes d'Éros (1957). Hun har fortolket hans tanker ganske frit med udgangspunkt i, at »World of Work« er den pligtbetonede og mørke livsforståelse. »At vi er født alene, og at vi kommer til at dø alene. Der er ikke nogen storhed. Der er ikke nogen stor skønhed. Verden er, som den er, og som du ser. 'World of Erotic Desire' er det andet udgangspunkt – at vi er født i kærlighed, og at vi dør i kærlighed. Der er en stor skønhed, som vi allesammen skal elske og værne om. Der er en karakter, der hedder Work, og en karakter der hedder Desire. Og dialogerne mellem disse to yderpunkter er omdrejningspunktet for albummet.«

'World of Work' lyder som en syndefaldsmyte på en eller anden måde?

»Ja. Der er jo en ubeskrivelig, forfærdelig sorg i World of Work, som jeg ikke tror, man kommer udenom, hvis man sætter sig og tænker over det. Sorgen over at være adskilt fra denne store skønhed ligger til grund for hele albummet. Den går også igen i mine kanoner, det at være adskilt fra den skønhed, der er omkring os – og som vi er ved at ødelægge.«

Det lyder som en barsk plade jo.

»Det er også en barsk virkelighed, vi lever i.«

Men samtidig søger du vel også – med karakteren Desire – at være en helende kunstner?

»Lige meget hvor forfærdeligt det er, vil jeg altid skrive ud fra et håb. Og bevægelsen fra 'World of Work' til 'World of Erotic Desire' kan altid ske og på alle mulige måder. Man kan for eksempel opleve ekstase igennem musik. Og jeg prøver at finde ud af, hvad denne ekstase er. Hvorfor jeg for eksempel selv prøver at finde frem til denne her ultimative skønhed, som jeg har oplevet på et eller andet tidspunkt i mit liv – og som jeg prøver at skrive ind i igen og igen.«

Det tænker du så i høj grad er harmonisk?

»Ja. Ligesom med Kate Bush. Der er et eller andet dér. Jeg ved ikke, hvor fanden jeg har hørt det henne, for jeg har ikke hørt Kate Bush som barn.«

Spiddet i hjertet af en seraf

Ekstasen husker hun også fra kirken i Skotland.

»Dér havde jeg den 100%. Nogle af sangene synger vi stadig til jul, fordi de er så pissegode. Men det er jo noget andet, når det er fem mennesker, der synger den sammen og ikke en hel kirke.«

Det er også det, der er så vildt ved kristendommen og kirkerne. Engang var det jo 'The Greatest Show on Earth'. Det foregik i den højest beliggende og den største bygning i området. Der var blyindfattede ruder med farvede glas. Lyset stod ind i et væld af farver. Der var måske et orgel – egnens vildeste og største instrument – og akustikken var, ja, guddommelig. Så gik man i gang med at synge... Der kan ikke have været noget større.

»Ja. Det er et fuldstændig sindssygt, kæmpe lysshow og så flot klang. Det er helt vildt.«

Clarissa Connelly er også inspireret af kristne, historiske figurer. Som den spanske nonne, mystiker og forfatter Den hellige Teresa af Ávila (1515-1582).

»I hendes dagbog The Interior Castle beskriver hun, hvordan hun møder en seksvinget seraf, som spidder hende i hjertet med et spyd med ild i spidsen. Seraferne er de helligste engle inden for katolicismen, det er dem der er tættest på Gud. De er fuldstændig i flammer, helt i rødt. Og den spidder hende i hjertet! Det er jo en fuldstændig gennemgribende ekstatisk oplevelse for hende, hvor hun møder Gud.«

Mine søskende og jeg gik på en katolsk skole, vi måtte ikke bande. Min mor slappede lidt mere af, da vi kom til Danmark

Den hellige Teresa af Ávila. © wiki
Den hellige Teresa af Ávila. © wiki

Den hellige Teresa af Ávila opnåede disse guddommelige åbenbaringer ved gentagne bønner, mantraer om man vil – og faste.

»Hvis man skubber til kroppens grænser, så er der 100% potentiale for, tror jeg, ud-af-kroppen-oplevelser. Om det er ved at trække vejret cirkulært på et dansegulv. Eller i mødet med billedkunst, skulpturer. Som det også 100% kan være for mig, men ikke lige så ofte som det kan med musikken.«

Hun er også optaget af den tyske nonne Hildegard von Bingen (ca. 1098-1179).

»Von Bingens ekstatiske oplevelser, som hun opnåede ved at bede bønner, skrev hun ned. Hun oplevede, at engle sang for hende. Det var ikke hendes kompositioner, nogen sang dem for hende.« 

Tiderne ligger oveni hinanden, historien er til enhver tid til stede i vores verden. En tysk nonnes næsten 1000 år gamle ekstase er lige så relevant som nulevende musikere for Connelly. Og som Von Bingen hører Clarissa Connelly jo også en musik uden for hendes kontrol.

»Begge mine forældre var meget katolske, og vi opvoksede meget strengt, katolsk i Skotland. Mine søskende og jeg gik på en katolsk skole, vi måtte ikke bande. Min mor slappede lidt mere af, da vi kom til Danmark. Men min far var selv opfostret meget strengt, så der var, ja, en gudfrygtighed.«

Hun holdt op med at tro på gud som niårig, da de var flyttet til Danmark. Men hun anser ikke sig selv for at være ateist, hun anser sig selv for »at være spørgsmålsstillende.«

© PR
© PR

Havørnene i mosen

Vinden river i vores kinder og hår i Utterslev Mose. En flok gæs lander i stor flok på en eng. Connelly taler om de grusomme, dobbelte tandsæt. Vi går i rask trav, det er som om, det holder tankerne friske. Det er også en måde at skabe en form for fred på, ro gennem rytmik.

Clarissa Connelly og jeg er ved at have gennemført udendørslivet i velopdragen march og uregerligt, flyvsk samtale gennem mosens stisystem. Vi nærmer os en af udgangene. Der er blevet set havørne i Utterslev Mose. To endda. De har slået sig ned på øen Teglholmen i mosen. Vi standser ved en kaffetruck ved udgangen. Den ene af damerne fortæller, at en af havørnene har spist en and. Den anden dame hedder også Clarissa. Det tripper vi lidt over, det er ikke et almindeligt navn. Tilfældets musik sætter lige en anden toneart for en stund.

Clarissa Connelly tror på overraskelserne, dem der kan ryste en til live, ud af vanerne, ind i en ny tilstand.

»Musik handler for mig meget om at overraske lytteren. Men uden at trække gulvtæppet væk under dem. Det handler ikke om at skubbe folk helt ud over kanten. Meningen med overraskelsen er, at der er mulighed for at bryde ud af World of Work. For i overraskelsen findes muligheden for ekstase.«

Vi tager afsked med hinanden.
 

Som den første dansker nogensinde modtog Clarissa Connelly i september 2021 en af Nordens store musikpriser, Hyundai Nordic Music Prize.