»Jeg tror godt, man kan sige, at det her er den bedste festival i verden«

Ingen til aarhusfestivalen Alter – hverken arrangører, musikere eller publikummer – lod til at være enige om, hvordan man egentlig skal udtale festivalens navn: Som det religiøse rituals hellige alter? Som det engelske verbum »alter« (at ændre)? Eller med et mere solidt tryk på anden stavelse som for at sætte fokus på festivalens dyrkelse af det alter(native)? Alle tre betydninger var mere eller mindre konstant til stede i de fire dage, hvor Alter fandt sted i Aarhus' nedlagte amtssygehus. Man kan vel nærmest sige, at festivalen dyrkede tvetydigheden demonstrativt: Her blev det stramt rituelle konstant kontrasteret af alternativ, løssluppen vildskab; her mødtes det hellige og det profane. 

Dette var tilfældet helt fra festivalens allerførste koncert med den eksperimenterende vokaltrio Ilinx, der meget sigende blev annonceret ikke som en koncert, men som et åbningsritual. Klædt på af kunstneren Alrun Jo i tøj, der på den smukkest tænkelige måde så ud, som om det var fisket op fra bunden af en mose og bærende på buketter af strå, ledte de publikum fra forhallen ind til scenen, som var de brude i en slags okkult luciaoptog. Mens stråene og tøjet bandt dem til jorden, befandt deres stemmer sig i de tyndeste luftlag, og kontrasten mellem det jordbundne og det æteriske blev da også adresseret direkte i ritualets allerførste sang:

»And the space around your hands / and the space of the room / and the space of the building that surrounds the room.«

Det var musik til et rave, hvis dette fandt sted i ruinerne af Persepolis; elevatormusik, hvis altså elevatoren kunne tage en til 23.000. etage 

Som i børnesangen om bjerget, der ligger langt ude i skoven, blev en ny linje tilføjet i hver eneste vers, indtil vi havde bevæget os fra hænderne og helt ud i stratosfærens rum, hvor ekkoet af deres stemmer formentligt stadig er ved at ringe ud. Som en nærmest diametral modsætning til Ilinx udforskede den multidisciplinære kunstner Claus Haxholm ikke det ydre rum, men derimod hospitalets gulv, som han rallende, hylende, hviskende, mumlende, pustende, skrigende, fløjtende og – sjældent – syngende vred sig rundt på. Rent lydligt løftede Haxholm en tydelig arv fra tidligere eksperimenterende vokalister som Joan la Barbara og Patty Waters, men det, der gjorde hans performance unik, var det konfronterende kropssprog, der var præget af en både skræmmende og sært dragende fysikalitet og nærmest aggressivt seksuel energi. 

Techno og traumer

Mens kunstnere som Ilinx og Claus Haxholm befandt sig på hver deres yderpunkt i dikotomien af ånd og krop, lod andre de to komme i direkte karambolage med hinanden. Tag for eksempel sangerinde og sangskriver KH Marie, der i samarbejde med støjrockbandet Hiraki samt fem korsangere fra Aarhus Teater lod engleagtig skønsang, inderligt, spinkelt harpespil og næsten romantiske korharmonier blive aggressivt brutaliseret af øresønderrivende elektronisk støj og screamovokal. Koncerten var som at se en hvid lilje blive overhældt med tjære. 

Eller tag de tre elektroniske musikere – Behrooz Moosavi, Rojin Sharafi og Sote – fra det iranske Zabte Sote-pladeselskab, der på hver deres måde kombinerede elementer fra traditionel iransk musik med hårdtslående techno, futuristiske, plastiske synthfigurer, klange så skarpe som svirpende klinger og støj så uigennemtrængeligt, at den nærmest tog arkitektonisk form. Især Sote – pladeselskabets leder og en legendarisk pioner på Irans elektroniske musikscene, der på trods af censur er imponerende levende – var en af festivalens helt uforglemmelige oplevelser.

Mens Sharafi inkorporerede et traditionelt, persisk strenginstrument kaldet en santoor, og Moosavi samplede det, der lød som en gammel, iransk militærmarch, var det i selve tonesproget – i selve musikkens DNA – at det tydeligt persiske islæt kom til syne hos Sote. Resultatet var, at der, på trods af den enormt energiske og klubbede lyd, hvilede en nærmest sakral stemning over hans koncert. Det var musik til en gudstjeneste, hvis gudstjenesten fandt sted i en underjordisk bunker kun oplyst af stroboskoplys; musik til et rave, hvis dette fandt sted i ruinerne af Persepolis; elevatormusik, hvis altså elevatoren kunne tage en til 23.000. etage.

En genopførelse af et barndomstraume, hvor Shazards far en tidlig morgen klippede deres lange hår

Lige så mindeværdigt, om end mindre opløftende, var performancekunstner Adam Shazard og musiker Benjamin Linds performanceværk Recreation of a Sunday Morning, hvor Shazard brutalt blev overfaldet af Lind, der holdt dem nede på jorden og klippede deres hår af, mens de skreg om kap med Linds hårrejsende synthesizer. Værket var en slags kunstnerisk eksponeringsterapi: En genopførelse af et barndomstraume, hvor Shazards far en tidlig morgen klippede deres lange hår af fordi – som Shazard sagde, da jeg talte med dem efter deres performance – »sådan skulle hans søn bare ikke se ud.« 

De biografiske detaljer var dog ikke nødvendige for at blive berørt af værket. Ikke blot fordi der var tale om en imponerende intens oplevelse både visuelt og auditivt, men også fordi værket på fascinerende vis syntes at gå i dialog med, ja, hele verdenshistorien: Både som performanceværk, hvor det trak tråde tilbage til Yoko Onos Cut Piece (1964) – muligvis det mest ikoniske performanceværk nogensinde – men også som en arketypisk, menneskelig fortælling, hvor værket syntes hjemsøgt både af den bibelske Samson, der mistede alle sine kræfter og blev slavegjort, efter at hans hår blev klippet af, og af de tusindvis af kvinder, der efter Anden Verdenskrig til offentlig skue fik barberet håret af som straf for at have elsket (med) tyske mænd. Da performancen var slut sad flere med tårer i øjnene. Enkelte måtte ligefrem trøstes. 

UUMPHFF Music er én af de mest spændende ting, der er sket i dansk musik i meget, meget lang tid

Den bedste festival i verden?

Festivalen, der ellers indtil da havde kørt på skinner, fik en lidt uheldig afslutning på sidste dagen, lørdag, der med ni optrædener havde festivalens med længder mest omfattende program. Dét viste sig at være for stor en mundfuld for arrangørerne, der tilsyneladende ikke var i stand til at afvikle så mange koncerter på den tid, de havde sat af til det. Resultatet var, at festivalens sidste koncert med aarhusbaserede DJ Sports blev aflyst, og at det københavnske pladeselskab UUMPHFF Musics label showcase med musikerne Sall Lam Toro, abji_hypersun og Xenia Xamanek helt abrupt blev afbrudt halvvejs inde i koncerten.

Alter Festival har et princip om ikke at offentliggøre deres tidsplan. Idéen – at folk bliver nødt til at høre alle mulige kunstnere, de måske ellers aldrig ville have opdaget, fremfor blot at komme til koncerter med de kunstnere, de kender i forvejen – er bestemt beundringsværdig, men den hemmelige tidsplan gør også, at det som publikum kan være temmelig svært at forstå, hvad der sker, når ting går galt. Når man ikke ved, i hvor lang tid UMPHFF Music egentlig skulle have spillet, får man meget nemt en forestilling om, at det er musikerne selv, der har været uprofessionelle og ikke har overholdt deres tidsrum. Det stillede dem i et dårligt lys, der ikke virkede retfærdigt. Det var ærgerligt: Både fordi stemningen blev mærkbart dårligere efter afbrydelsen af deres koncert, men også fordi UUMPHFF Music er én af de mest spændende ting, der er sket i dansk musik i meget, meget lang tid. Deres koncert – det vi nåede at høre af den – var præget af en inspirerende og vildt spændende kollektivist energi, der nærmest sitrede i rummet, og af en imponerende iderigdom: Uhyggelige, rumvæsenagtige, men alligevel sært realistiske proteser fra kunstneren Zylvester Rodriguez; hypnotiserende, dubbede beats med theremin og kultisk messende vokal; en diabolsk hekselatter, der uheldsvangert gjaldede over højttalerne. 

Hun lignede en, der kunne have optrådt i en moderne, sexpositiv udgave af Twin Peaks' mystiske natklub, The Road House 

Afbrydelsen af deres koncert var en lidt nedslående afslutning på en festival, der ellers var præget af en overflod af opløftende øjeblikke: Den amerikanske provokunstner John Duncan, der leverede nådesløs og faretruende no-wave, som befandt vi os i en faldefærdig undergrundsklub i New York i 1981; den etiopiske jazzlegende Hailu Mergia, der tryllebandt med sit helt særegne keyboardspil, som på én gang var både funky og meditativt; den kenyanske rapper MC Yallah, der i selskab med den franske producer Debmaster beviste, at hun muligvis er den mest karismatiske person, der nogensinde har stået på en scene; guitaristerne Marisa Anderson og William Tyler, som med deres langstrakte kompositioner malede billeder af uendelige ørkener, hjemsøgte huse og hvislende klapperslanger. Og ikke mindst den berlinbaserede sangerinde og producer Lotic, der kombinerede abstrakte, enormt taktile beats med sirenesang og en live horntrio. Draperet i rødt satin dansede hun reptilagtigt og lignede en, der kunne have optrådt i en moderne, sexpositiv udgave af Twin Peaks' mystiske natklub, The Road House. 

»Jeg tror godt, man kan sige, at det her er den bedste festival i verden,« udbrød KH Marie under sin koncert. I momenter var jeg tilbøjelig til at give hende ret: På Alter var der en kompromisløshed, en kunstnerisk bredde og et ambitionsniveau, som jeg personligt ikke har set mage til på andre festivaler. At festivalens arrangører så alligevel måske havde bidt over mere, end de kunne tygge, er ærgerligt, men på en måde alligevel beundringsværdigt. Alter – viser det sig – skal måske ikke forstås som det religiøse alters stramt koreograferede, indøvede ritual, men som altid foranderlig, alter(nativ) vildskab. 

Årets Alter Festival var anden udgave af den aarhusianske festival og fandt sted 24.-27. august på det tidligere Amtssygehus i Aarhus.