Herskab og tjenestefolk

Da jeg lørdag 18. september stod i gårdhaven uden for Ledreborg Slot, som den dag husede endagsperformancefestivalen Antechamber, talte jeg kort med en kvinde, der til daglig laver rundvisninger på slottet. At se festivalens gæster og performere vandre målrettet, nysgerrigt og undersøgende frem og tilbage på kryds og tværs af hinanden fra rum til rum, sagde hun, var præcis som hun forestillede sig, at det må have set ud, dengang slottet var et levende mylder af herskab og tjenestefolk, der alle havde hver deres daglige gøremål. 

Over os vågede en faretruende, næsten sort himmel, og gårdspladsen var indhyllet i en massiv, dyb rumlen, der lød som en underjordisk trommehvirvel

Det forekom mig at være en ret så skarp og spændende betragtning, der netop understregede en af de ting, der gjorde festivalen så vellykket: den måde hver eneste performance var en dialog med slottet som rum og som tidslomme; den måde værkerne, publikummet og slottet syntes at indgå i et sitrende, symbiotisk økosystem, hvor hvert element bidrog til at transformere hinanden. 

Tyrepisk og sækkepiber

Den dialogiske relation mellem værker og omgivelserne kom tydeligt til udtryk allerede fra det første værk, Sonja Labianca & Heine Thorhauge Mathiasens lydinstallation Spinning Fourth, der bestod af fire roterende højtalere, hvorfra melodiske strygerpassager, sfæriske synthdroner og konkretistiske lydbidder blev udsendt. Højttalerne var placeret forskudt fra hinanden på en måde, der inviterede gæsterne til at træde ind mellem højttalerne og undersøge, hvordan lyden ændrede sig alt efter, hvor man stod i forhold til dem. Egentlig et temmelig ukompliceret værk kunne man umiddelbart fristes til at tænke, og det ville det da også være, hvis ikke det var for én ting: den måde værket gik i samspil med gulvet. Det gamle, slidte trægulv, der ressonerede tungt og hårdt, hver gang en gæst flyttede sig rundt i den smukke familiehal, hvor værket var opsat.

Lyden af fodtrin syntes at tiltage i styrke med en nærmest uhyggelig kraft, og der gik næsten pinligt lang tid, før det gik op for mig, at højttalerne selv udsendte optagelser af fodtrin, der til sidst overdøvede lyden af publikums egne fodtrin fuldstændig. Der var således tale om et simulacrum, hvor de kunstige fodtrin fuldstændig erstattede, fuldstændig eliminerede de ægte.

Italienske Lia Mazzari og britiske Sholto Dobie stod for festivalens første egentlige performance, som fandt sted i slottets gårdhave. Mere end nogen anden lod deres performance til at indtænke slottets barokke arkitektur, for her var virkelig tale om en grad af patos og drama, der ville være den katolske kirke værdig. Den lavtstående aftensol kastede lange skygger over den grusbelagte gårdhave og oplyste slottets røde og gule facade, så den funklede, som var den i brand. Over os vågede en faretruende, næsten sort himmel, og gårdspladsen var indhyllet i en massiv, dyb rumlen, der lød som en underjordisk trommehvirvel. Ind på pladsen trådte en kutteklædt skikkelse, svirpende en tyrepisk mod gruset med en hårrejsende, smældende lyd, mens den førnævnte dybe rumlen blev erstattet af storslåede sækkepiber. Således gik den kutteklædte skikkelse i gang med at traktere en væsentlig del af slottets udendørsarealer med sin pisk, mens publikum stod tilbage og lyttede til de gradvist fjernere, men stadig smertefulde smæld, med en koncentration, som når man tæller sekunderne mellem lynnedslag og tordenbrag for at bedømme uvejrets afstand.

Kattekillinger og onde ånder

Et genialt træk ved festivalen var, at en performance ikke nødvendigvis holdt op, blot fordi en anden performance gik i gang et andet sted på slottet. Disse overlap gjorde, at man som publikum havde følelsen af, at den pågældende performance nok ville finde sted uanset, hvornår man kiggede forbi, og at der virkelig var tale om en række mennesker – herskab og tjenestefolk – der blot passede deres arbejde uafhængigt af, om nogen kiggede på. Det var altså stadig med lyden af Lia Mazzari og Sholto Dobies svirpende pisk i mine ører, at jeg trådte ind i slottets storslåede gobelinrum, der var hjemsted for en performance af de københavnske kunstnere, Xenia Xamanek og Varnrable.

Det, der gjorde deres performance så fremragende, var, at den i udsøgt grad lykkedes med at formidle en stemning af undertrykt kaos

Der hvilede en mystisk og næsten demonstrativt hyggelig aura over rummet: I det bløde lys fra en meget stor mængde stearinlys lå de to performere på et kæmpestort og tilsyneladende enormt blødt gulvtæppe iført hættetrøjer og komponerede elektronisk musik i en stor rodebunke af computere, musikinstrumenter og så mange ledninger, at de to performere mindede mig om kattekillinger, der leger med garnnøgler. Mellem hvert nummer, de spillede, rejste de sig for ivrigt at hvirvle røgen fra brændt Palo Santo-træ rundt i rummet som for at bortmane onde ånder, mens undervandslyde, af den slags folk bruger til at falde i søvn, lød fra højttalerne.

Det, der gjorde deres performance så fremragende, var, at den i udsøgt grad lykkedes med at formidle en stemning af undertrykt kaos. Ved at transformere det opulente gobelinrum til et arbejdsrum, en lejeplads, et soveværelse repræsenterede deres performance alt, der står i modsætning til det slot, der omgav den: vildskab, ungdom, fandenivoldskhed, humor og – endnu engang – kaos. 

Studier i kulde og luft

Mens Xenia Xamanek og Varnrable udforskede en form for hjemlig varme, var australske Judith Hamanns performance et studie i kulde. I slottets opholdsstue, der meget sigende var markeret som »living/dying room« på det kort over slottet, som festivalens gæster havde fået udleveret, stod hun klædt i sort under en overdådig, men slukket lysekrone med sin cello. Rundt om hende var placeret stole, der var tomme bortset fra nogle store, hvide marmorkugler, der lå på stolene som for at reservere dem til et publikum, der aldrig kom. 

Som alle andre historiske bygninger fremstår slottet selv som en form for genfærd: til stede i nutiden og samtidigt fremmed for den; hverken levende eller død

Der spillede hun, langsomt og klagende, mens hun konstant snurrede om sig selv, rundt og rundt, med lukkede øjne, en ensom, endeløs dans, kun mellem hende og celloen. Hamanns tilstedeværelse var som et spøgelse i rummet; det var som om hun og hendes mere og mere desperate cellospil virkelig befandt sig på den skråstreg mellem levende og død, som blev antydet af rummets navn.

Det er klart, at et slot som Ledreborg er et taknemmeligt rum for en sådan tolkning. Som alle andre historiske bygninger fremstår slottet selv som en form for genfærd: til stede i nutiden og samtidigt fremmed for den; hverken levende eller død. Men hvis rummet – og dets navn på kortet – lod til at fordre en bestemt tolkning, gjorde Judith Hamanns underspillede performance det ikke selv: I sidste ende var der blot tale om en kvinde, der stod og spillede på sin cello. 

De sidste to performances fandt sted i slottets kapel, som var badet i et syntetisk, lyserødt lys, der gik i et unikt samspil med kirkens indigoblå udsmykninger. Den danske kunstner og musiker, Claus Haxholm, spillede et dramatisk, men samtidig meget meditativt orgelværk, der fyldte kapellet med en autentisk, sakral stemning. Værket indgik i en smuk symbiose med de Berlin-baserede digtere Nat Marcus og Zoe Darsees performance: Til tonerne af Haxholms gribende orgelspil trådte Nat Marcus op på kapellets prædikestol iført en bjergtagende smuk, rubinrød silkekjole, der fremstod spillevende i den lyserøde belysning. Da den sidste tone var ringet ud, begyndte en særegen dialog mellem Nat Marcus og Zoe Darsees præindspillede stemme, hvor de to, poetisk og med veludviklet sans for ordenes naturlige musikalitet, reflekterede over abstrakte begreber som væren, begær, og luft. 

»Du burde skrive om den her middag«

Især luften var et gennemgående tema i deres dialogiske recitation, og skønt jeg ærligt talt ikke forstod alt, hvad de sagde, var det svært for mig ikke at drage paralleller til den franske filosof Luce Irigarays luftfokuserede ontologi. Hos Irigaray er luften det element, der på den ene side konstituerer individet, og på den anden side, grundet sin totale uhåndgribelighed, forener os med den anden i en konstant, uvægerlig udveksling. Luften er på den måde nærhed og afstand forenet.

Om det var nogle af de samme tanker, der lå bag Nat Marcus og Zoe Darsees performance, vil stå hen i det uvisse. Ikke desto mindre føler jeg mig ret overbevist om, at jeg ikke var den eneste, for hvem deres performance var katalysator for filosofiske refleksioner. Der var i hvert fald påfaldende stille blandt publikum, da dørene til kapellet blev åbnet, og vi sammen vandrede ud på den nu helt mørke gårdsplads. 

Vi er alle performere 

Antechambers allersidste indslag var en middag i familiesalen, hvor Sonja Labianca & Heine Thorhauge Mathiasens Spinning Fourth var fjernet og erstattet af et uhørt langt bord, der var opdækket med hvide duge og stearinlys. Gæsterne satte sig ved bordet, mens vinflasker og store fade med blandt andet grillede grøntsager, kammuslinger og nogle højst interessante æg blev båret ind og sendt rundt. Også her blev fortidens mylder af herskab og tjenestefolk vakt til live. 

»Du burde skrive om den her middag«, sagde én, der sad ved siden af mig, da jeg havde nævnt, at jeg var der for at anmelde performancen. Vi havde netop siddet og diskuteret, hvilken art ubestemmelig grøntsag, der var anrettet så kunstfærdigt på fadet foran os (det viste sig at være en porre). De fortsatte: Jeg mener… Performer vi ikke allesammen lige nu?