Kapitalisme og kineseri

Assembler er det musikalske soloforetagende for musikeren og kunstneren Claus Haxholm, som holder til på de eksperimenterende scener i København. På sit nyeste musikalske udspil, LP’en Quantum Paths of Desire, griber Haxholm til håndspillede synthesizere og trommemaskiner fra tiden omkring jerntæppets fald. Dette var en tid med cyberpunk, floppy disks, MS-DOS og begejstrede forhåbninger og en optimistisk tro på at den teknologiske udvikling, ville føre til et evigt forbedrende verdenssamfund. Verden accelererede på vej mod fremtiden og begrebet ’millenium’ var lig med porten ind til det forjættede land. Man talte ned til årtusindeskiftet i kor mens der blev grinet af dommedagsprofeterende californiske tosser, der forskansede sig i jordhuler med et livs forbrug af dåsemad.

År 2000!
Aldrig har verden oplevet en større fuser: Fremtiden blev aflyst og erstattet med klimaforandringer, finanskrise, teknologisk overvågning, flygtningestrømme og frygten for vores medmennesker, som alle var blevet potentielle terrorister.

Kina fører som bekendt en anden kalender end den, der føres i occidenten. Og i Kina er fremtiden stadig et populært fænomen, og den fremstormende middelklasse drømmer om villa, Volvo og vovse (på spyd). Hvad der så sker, når en dansk kunstner bevæger sig ind på kinesisk territorium og oplever den jublende kapitalisme i fuld flor, giver sig til udtryk som et af de elementer, der gennemgående farver Quantum Paths of Desire, hvis indspilninger netop foregik i Kina, hvor Haxholm opholdt sig i andet kunstnerisk øjemed. På albummet leger han løssluppent og lader sig rive med af computerspilsmusik, plastiksyntetiske nattetimer, imiterede musikinstrumenter og andre moderne kineserier. Men midt i den nostalgisk klingende løssluppenhed indfinder melankolien, vemodigheden og opgivenheden sig og skævvrider det genfundne glansbillede i en gennemgående, underliggende bevidsthed om, at løbet allerede er kørt. Hvis Titanic var et rumskib, der var på vej til at synke ind i et sort hul, så var Quantum Paths of Desire det ledsagende soundtrack.

Glæd dig til iPhone 9
I Kina interviewede Haxholm filosoffen Nick Land, som i 1990’erne gjorde sig bemærket som medstifter af Cybernetic Cultures Research Unit. Cybernetikken sætter blandt andet fokus på kommunikations- og kontrolforholdet mellem mennesket og maskinen. Hvor man normalt ville forsøge at udnytte kombinationen af de menneskelige og teknologiske forcer for at opnå et resultat, der går udover disses begrænsede kapaciteter, vender Haxholm tilgangangen til cybernetikken på hovedet: Både mennesket og teknologiens svagheder bliver fremhævet i sådan en grad, at albummet, der i kraft af mangel på klimakser, originale rytmiske og melodiske mønstre samt et uafbalanceret lydbillede, der grænser til dovent juks, hele tiden er ved at falde fra hinanden. Det er som om både mennesket og teknologien gensidigt har misforstået hinanden, hvilket fører til frustrerende forvirring, når man nærlytter pladen.

Nick Lands arbejde i 90’erne ved CCRU har sidenhen affødt den politisk-filosofiske retning kaldet accelerationismen, som en kritik af neoliberalismen, der kort fortalt går ud på at udnytte kapitalismens iboende teknologiske mekanismer, hvormed verdenssamfundet kan bryde ud af de stædigt gentagende dynamikker, der betegnes som neoliberalismens onde cirkel. Det moderne menneske opfatter for eksempel blindt “opgraderingen“ fra iPhone 6 til iPhone 7, 8 og 9 som et teknologisk fremskridt, der endda er værd at bruge spalteplads på i nyhedsmedierne. Sådanne ”gadgetrier” gør ikke verden til et bedre sted – tværtimod udnytter vi nu blindt muligheden for at kunne bedøve os i mageligheden og tilfredsheden over vellyden fra Spotify Premiums hi-fi codec, der streamer ud af de psykoakustisk afbalancerede designhøjttalere, i mens vi slubrer de sidste af kolde sjatter af den netop overståede overskudsgåturs flat white. Accelerationismen kritiserer, at vi ikke udnytter den allerede forhåndenværende teknologis egentlige potentiale, hvorfor vi derfor, hurtigere end vi aner, styrter i afgrunden på grund af forkert overforbrug af den selvsamme teknologi.

Eno skrev musikken til verdens genfødsel
Nøglen til en forståelse af Quantum Paths of Desire kan muligvis findes heri, når Haxholm uden filter fremhæver det grimme i teknologien. Musikken bliver til tider så grim, banal og kedelig, at det kammer over i fascination. Den omvendt negative dialektik. Denne tendens kendes også fra de visuelle kunstformer, hvor begreber som new aesthetics og post-internet art udtrykker sig i en dystopisk-utopisk humansyntese. Quantum Paths of Desire lægger sig således i kølvandet på de seneste udgivelser fra Oneohtrix Point Never og Holly Herndon, som begge bruger glitchelementer og digitalsynthesizere til at pege tilbage til en fortid, som var fortryllet af Wondows 95’s lukken op for en verden af uanede muligheder i cyberspace. Hvor de to må betegnes som værende hypermoderne, differentierer Haxholm sig fra dem i kraft af sin lo-fi-elektroniske æstetik, der stiller sig tilfreds med Windows 3.1. Assembler accelererer med trukket håndbremse.

At tolke Quantum Paths of Desire som værende en kritik af neoliberalismen gennem en postmoderneironisk nostalgifetichisme, er den eneste måde, jeg kan komme helt ind under huden på albummet på. Haxholm minder os om, hvordan kapitalismens trædemølle egentlig ville have lydt, hvis den ikke havde været selvsmørende i pengeindustriens fedtede smil. De håndspillede synthesizerfigurer sænker paraderne og lader et ærligt og menneskeligt udtryk stå tilbage i en musikalsk genre, som til tider kan virke kynisk umenneskelig. Haxholm minder os om, at det er helt ok at betale med kontanter, at tage bussen, at smøre madpakke uden nødvendigvis at ende i en triviel trummerum.

Elevatormusik a l’avantgarde
Jeg har lyttet albummet igennem utallige gange for at finde dets musikalske kvaliteter, som umiddelbart var svære for mig at få øje på. Paradoksalt nok er jeg begyndt at holde mere og mere af det og tager mig gentagne gange i at gå og nynne de småkedelige melodier uden for lyttetiden. John Cage havde ret, da han sagde, at hvis man bare lyttede længe nok, så skal man nok finde lyttematerialet interessant.

Titlen på albummets sidste skæring, Screensaver Hypnosis, summerer det meget godt op: Når man lader musikken køre i baggrunden fordøjes den lettere end ved nærlytning. Melodierne hypnotiserer sig ind i hjernen og bliver hængende, og man føler tilfredsstillelse ved at høre dem nok engang. Elevatormusik a l’avantgarde.

Assembler irriterer mig. Og det kan jeg godt lide.