Kosmiske katastrofer

I en kort introduktion til aftenens koncert fortalte Jexper Holmen, at hans musik forholder sig til katastrofer på 3 forskellige måder: 1) Der er præ-katastrofale værker, hvor katastrofen kan ske. 2) Værker, hvor katastrofen finder sted i musikkens forløb. 3) Post-katastrofale værker, som viser en verden efter katastrofen. Vi kunne med andre ord vente os en aften i katastrofens tegn. Med denne indledning følte jeg mig ansporet til at gætte på de enkelte værkers kategoriske tilhørsforhold undervejs, hvilket skærpede lytteoplevelsen.

Into Your Mind
Katastrofen var mærkbart til stede i det første værk ”Into Your Mind” (1999) for sopran, guitar og ringmodulator. Værkets karakter var udpræget eksklamatorisk i form af sopranens kraftige udbrud og guitarens akkompagnerende, tørre akkorder vekslende med lange pauser, der skærpede lytterens opmærksomhed. Man fornemmede katastrofen i nuet, og man følte sig aldrig sikker på, hvornår næste udbrud ville komme. Det var en decideret vertikal musik, som eksisterede fra øjeblik til øjeblik og som blev båret af stor dramatik, der nærmest havde operaagtig karakter.

Signe Asmussen Manuitt sang med stor kraft og indlevelse, mens Jesper Lützhøft med sin guitar og de oscillerende toner fra ringmodulatoren bidrog til uhyggen. Det eneste minus ved denne oplevelse var, at koncertsalens akustik var for tør. ”Into Your Mind” ville have vundet meget ved at blive opført et sted, hvor klangrummet lod lyden udfolde sig mere end den gjorde i Unitarernes Hus. Akustikken kan man dog hverken klandre komponisten eller musikerne for.

Prefer
Udtrykket ændrede sig markant i værket ”Prefer” (2000) for accordeon og ringmodulator, hvor Frode Andersens glatte accordeonklange stedvist blev blandet med det skrattende og hæse. Det eksklamatoriske blev nu koblet med det horisontale, hvilket virkede velgørende efter ”Into Your Minds” udprægede vertikale natur. Klangene blev mere udstrakte, vi oplevede forvandlingen – eller skulle man ligefrem sige ”forvanskningen”? – idet den glatte klang blev forvandlet til noget råt. Musikken blev nærmest hvæset frem. Katastrofen syntes uafvendelig i dette kradsende mikrokosmos. 

XP og Sabi
Sopranens dalende melodilinjer koblet med båndets på én gang klokke- og orgelagtige lyde i ”XP” (2003) skabte et homogent, melankolsk og rundt værk. På trods af værkets forholdsvis bløde karakter stillede det samtidig store krav til sopranens udholdenhed. Der var ikke mange hvil undervejs! At hun kom til at synge med en hæs stemme i slutningen viser, at man trods en god træning stadigvæk kan komme til kort i et så ubarmhjertigt værk.

Anderledes virkning havde værket ”Sabi” (2012) for forstærket, stålstrenget guitar. Med en blanding af dæmpede og frit svingende strenge har Holmen skabt et mediterende værk, hvor uregelmæssige rytmemønstre blandes med en melodistrøm, der gradvist udvikles i løbet af værket. Lützhøft har helt sikkert ikke været på nogen let indstuderingsopgave, men han fastholdt stemningen, og det strømmende på en overbevisende måde ved koncerten.

Scarlet
Da Frode Andersen havde spillet et par minutter af ”Scarlet” (2004) for forstærket accordeon, slog bevidstheden om vigtigheden af en velmotiveret forstærkning ned i mig. I de fleste af aftenens værker indgik forstærkning på den ene eller den anden måde, men magien ved forstærkning fremstod næppe tydeligere end i ”Scarlet”. Værket består af enkelt udfoldet melodi med indbyggede afbrydelser – som om melodien knækker over midt i en frase. Rent kompositionsteknisk ikke noget særligt, men magien i værket ligger et andet sted. Vi lyttede nemlig til en dynamisk mikroskopering af accordeonklangen. Ved hjælp af en styret forstærkning (med Ejnar Kanding ved rorpinden) blev den dynamiske palet nemlig udvidet. Accordeon kan spille ekstremt svagt og har nogle af sine mest subtile klangmuligheder i registeret fra ppp til mf. Ved at lade det blive forstærket, kunne vi som lyttere komme helt tæt på instrumentet, når det spillede ganske sagte, mens de kraftigere passager blev tilsvarende større i fylden. Denne idé fungerede til fulde. Forstærkning blev lig fascination.

Lullabies
Aftenens højdepunkt var dog ”Lullabies” (2009/12), som Holmen har arbejdet på i en årrække, og værket synes at fremvise nye aspekter af sig selv hver gang, jeg hører det. Sidst jeg hørte det, var i Husum Kirke for nogle år siden, men i mellemtiden er det blevet omarbejdet. Den sære polyfoni, de mange spilledåser opviste, blandet med en særegen klangverden, som granularsampleren og de defekte harmonikaer bidrog med, gjorde ubetinget dette værk til aftenens mest originale.

Det var stemningsfyldt (med spænd fra det uskyldige til det uhyggelige), der var humor (som når man kunne ane små brudstykker af ”Eine kleine Nachtmusik” i de polyfone lag) og så fik lytteren mulighed for komfortabelt at bevæge sig helt ind i værkets stemning i de ca. 25 minutter, det varede. En tydelig form var med til at give det lange værk retning - en kærkommen variation i forhold til de mere intuitive former, Holmen benyttede sig af i de andre stykker.

Fra Jexper Holmen's Lullabies. Foto: Hanne Budtz-Jørgensen

Stemning og klang
Holmens musik er mest dragende, når den udforsker de mere utraditionelle klange, og hvert værk udgør sit eget mikrokosmos med en særegen stemning. Hans tanker omkring katastrofer, kan jeg godt følge, for der er ofte en meget lurende og dyster atmosfære i hans værker.

Det er stemningen og klangdyrkelsen, der er det specielle i Holmens musik. Disse aspekter fastholder lytterens opmærksomhed, og får musikken til at fungere på andre præmisser, end hvad man kan opleve i en eksempelvis strukturelt baseret musik, hvor indholdet ofte tjener til at illustrere en bestemt form og kan være i fare for at miste sit særpræg, hvilket desværre sker ofte i den nyere musik.

Ud fra denne synsvinkel var ”Lullabies”, ”Prefer” og ”Into Your Mind” koncertens mest interessante værker, mens værket ”Sabi” havde mindst interesse. Ikke at der var noget galt med fremførelsen, men ganske enkelt fordi det var omgivet af så klangligt fyldige værker, at guitarklangen ved sammenligning syntes en kende spinkel og udfordret. Dette havde dog ikke den store betydning i forhold til koncerten som helhed, der alt i alt var en berigende oplevelse.

Jexper Holmen taler med sin egen stemme og har noget på hjerte. Det bliver derfor spændende at følge hans produktion de kommende år og rejse rundt i hans forskellige kosmos. Tirsdag aften bekræftede, at katastrofer kan være velgørende i de rette sammenhænge. I hvert fald når ophavsmanden hedder Jexper Holmen.