Politiske mig?

Årets SPOR-festival i Aarhus sejlede under et flag, med opfordringen “Speak up!” En rød tråd gennem programmet var folkekultur, hvilket måske var baggrunden for, at den norske komponist Lars Petter Hagen var inviteret som gæstekurator, han og Trond Reinholdtsen gav nemlig Nordiske Musikdage en lignende folkelig tematik i  2009. Folkekultur var også tema for en festival som Figura Ensemble kuraterede i København i vinter. Det folkelige er altså et  tilbagevendende tema i ny nordisk musik for tiden.

Poesi og krig
Spor knyttede det folkelige til en politisk overbygning. Det første der mødte mig, da jeg på festivalens tredje dag overtog Seismografs anmelderstafet fra Jexper Holmen (se Pop, power og pågående musik, red), var franskmanden Franck Leibovicis chinese portraits. Leibovici arbejder i en postproduktiv tradition, hvor forfatteren vælger, klipper i, vrider og vender på eksisterende tekstmateriale. Ofte drejer det sig om tekster, hvis indhold er kontroversielt. chinese portraits er sat sammen af reportager fra krigene i Afghanistan og Irak - nyheder, pressemeddelelser og vidneudsagn blandet sammen. En sådan klippe-klistre-teknik kan give frugtbare kollisioner, og fremfor alt: Grelle udstillinger af det faktiske indhold i udsagn, der ellers farer forbi os som automatiseret retorik.  

Når Leibovici selv læser, iscenesætter han ofte oplæsningen som en social situation, for eksempel ved at invitere publikum til kollektiv højtlæsning. På den anden side skabte monologformen på SPOR en ubehagelig kontrast mellem de stærke ord om krig og martyrdød, og kunstbygningens trygge, hvide vægge.

At samle tekstmateriale på denne måde, opløser på sin vis centralpoesiens lyriske jeg og ideen om digtet som et jegs udsagn. Indtrykket af collage forsvinder imidlertid i Aarhus kunstbygning, ved at teksterne formidles af én stemme og én krop. De forskydninger og paradokser, som jeg vil tro opstår i sprækkerne mellem Leibovicis tekstfragmenter, hvis de opleves på skrift, blev svære for publikum at få med sig, da teksterne blev oplæst kronologisk med den samme stemmefarve. Når Leibovici selv læser, iscenesætter han ofte oplæsningen som en social situation, for eksempel ved at invitere publikum til kollektiv højtlæsning. På den anden side skabte monologformen på SPOR en ubehagelig kontrast mellem de stærke ord om krig og martyrdød, og kunstbygningens trygge, hvide vægge. 

Kunst om folket – til folket
Flere af festivalens installationer befandt sig på Godsbanen, et konglomerat af rum for produktion og fremvisning af teater, musik og billedkunst, hvor man umiddelbart kunne fornemme savspåner og et større engagement i luften. Det tilbagelænede spisested i stueetagen hedder Aarhus Folkekøkken. Med andre ord er det ikke kun i den nye kunstmusik, at vi er optagede af ’ folket’ for tiden. I foyeren lige indenfor folkekøkkenet havde de to kunstnere Angel Nevarez og Valerie Tevere filmet de mange ting, der foregår samtidigt på Plaza de La Liberación i byen Guadalajara i Mexico. Værket omhandler det sammensatte, offentlige rum som samtidig er et fælles rum. Et mariachi-orkester af smilende mænd med blankpudsede uniformer spiller side om side med en politisk demonstration. Det tager lidt tid før man fanger, at det, de uniformsklædte mænd spiller, er Joy Divisions Transmission fra 1979 – med andre ord en sammensmeltning af lokal tradition og global populærkultur. Byen fremstår som smeltedigel, ingen kultur er ren. Det er en smuk kollision, og værkets placering over hovederne på Godsbanens brugere, på vej til og fra deres atelierer og arbejde, giver god mening. 

Politisk kammermusik
På Granhøj Dans mødte vi derefter en buket komponerede værker fra et call for proposals, der tidligere var sendt ud fra festivalen. Opgaven lød på værker der omhandlede "folkekultur, elite versus massekultur og kunstneriske projekter der arbejder med politik og samfund i en musikalsk sammenhæng." Rammen var ensemblet Gáman, en trio bestående af blokfløjte, akkordeon og violin. Alle de tre værker på koncerten involverede også på forskellig vis stemmen. Litauiske Lina Lapelytes Candy shop satte live video og klangligt spændende forløb til hiphop-tekster. Lapelyte er violinist, lydkunstner og komponist, og deltog selv i ensemblet. I det næste værk, Politics of sound, bevægede britisk-israelske  Anat Ben-David sig i et spænd mellem abstrakt lyd og meningsfulde ord, mellem hendes egen krop forstået som instrument og højttalerens løsrivelse af lyden fra kroppen. 

I begge disse værker dukkede den samme person, som sad eller stod foran os i kød og blod, op på lærredet. Ofte skete det samtidig med, at den akustiske lyd af udøverens stemme eller instrument blev afspillet i højttalere. Sådanne optagelsesfordoblinger står i fare for at blive tomme og flade, hvis der ikke findes forskelle mellem original og kopi.

Givet at overskriften var politik og samfund, savnede jeg i begge værker en større bevidsthed om forskellen mellem at tale med en kopi af sin egen stemme, og at tale med eller spille sammen med et andet menneske.

Disse forskelle var tydeligst hos Ben-David. Hun skjulte og forstyrrede sine egne ord så det var svært at fange, hvad hun sagde. Jo længere denne forstyrrelse varede, jo mere tungt blev det som lytter at holde sin nysgerrighed i live. Værket ville måske lokalisere netop dette balancepunkt mellem at invitere os ind og lukke os ude, men det føles ensomt at være publikum når det sidste sker. Givet at overskriften var politik og samfund, savnede jeg i begge værker en større bevidsthed om forskellen mellem at tale med en kopi af sin egen stemme, og at tale med eller spille sammen med et andet menneske.

Måske kan man sammenligne med Kaj Aunes enmandsperformance over Wagners operacyklus Nibelungens Ring, som fandt sted dagen før jeg kom, men som jeg har set i en tidligere version i vinter. Den iscenesætter også den individuelle kunstner. Men en vigtig dimension i at ville fremføre fire romantiske operaer alene, er at det er umuligt. Det ligger i dette projekt, at det skal bryde sammen. Denne konstante risiko er umiddelbart mest til stede i den gebrækkelige scenografi, men den inddrager også os som publikum i værket som vidner, i og med at forløbet jævnlig truer med at falde sammen. Med Wagners Gesamtkunstwerk og tilhørende grandiose tanker om kunstnerrollen som bagtæppe, udstiller Kaj Aune på en gang individets og kunstens koncentration om sig selv, og det umulige i at nogen af dem kan klare sig alene. 

Det sidste værk under den politiske overskrift, var mexikanske Hugo Morales Murguias The fundamentals of the economy are sound. Her udforskede og oversatte komponisten, med Gámans hjælp, lyden af statsledere, der taler til deres folk om økonomiske fremtidsudsigter, til et minimalistisk udtryk. Stemningen i musiken var hektisk, men sikkert formet, og her var fællesskabet på plads som klangbund i værkets tema. Titlen citerer en tale af Barack Obama, og den dobbelte betydning af ordet sound træffer præcist værkets eget spørgsmål om hvorvidt musik egentlig kan sige noget om politik. 

Hiphop’erne i Dreamers Circus, som skulle afslutte, var blevet syge, og som erstatning fik vi en folktrio med tre unge musikere. Blues, irske reels og musik fra Langeland blev sidestillet uden anden intention end at underholde og give publikum en god oplevelse. Koncerten utstillede musik som noget relativt upolitisk. Om end utilsigtet – blev det i sig selv et indlæg i diskussionen om musik kan og skal udtrykke politik.

Elle-Mie Ejdrup Hansen & Marie Højlund's LYS på Musikkonservatoriets tag, foto: Samuel Olandersson

Lys på toppen
På toppen af Det Jyske Musikkonservatorium kunne man hver aften fra mørket faldt, opleve installationen LYS - landskab og stemmer. Det umiddelbare indtryk var lidt event-agtigt. Glatte, hvide metalsøjler stod spredt over hele tagterrassen under en lang, skarp laserstråle, der skar tværs over himlen og tilsyneladende favnede hele byen. Projektet har rejst rundt med et optagestudie i en campingvogn, hvor man har fået 750 mennesker til at læse Inger Christensens digt Lys op. En tekst i festivalprogrammet knyttede, uden yderligere begrundelse, digtet til festivalens politiske overbygning ved at skrive at det er et elitistisk digt. Inger Christensen er en forfatter, der er nået vidt, og måske laver en sådan påstand eksakt den samme ekskluderende retoriske bevægelse, som den beskylder elitismen for at lave. Den insisterende, partygrønne laserstråle virkede umiddelbart som en reduktion sammenlignet med tekstens mange forskellige ord om lys. Men heldigvis var der taget vare på det mangfoldige i lyden. De mange og varierede stemmer var lagt oveni hinanden og redigeret, så helhedsindtrykket af lydtæppet de lavede, langsomt cirkulerede mellem kvinde- og mandsstemmer eller lys og mørk klang. Installationslyd er ofte formet udelukkende for at give mening i det korte øjeblik lytteren passerer den, så jeg fandt bevidstheden om det store formforløb i LYS meget tiltalende. Til forskel fra den mere abstrakte stemme i Anat Ben-Davids performance, var ordene som kom ud af metalsøjlerne her stadig næsten forståelige, på en sådan måde, at jeg blev fanget ind og gjort nysgerrig efter at høre mere.

Den insisterende, partygrønne laserstråle virkede umiddelbart som en reduktion sammenlignet med tekstens mange forskellige ord om lys. Men heldigvis var der taget vare på det mangfoldige i lyden.

Støj og gimmicks
Dagen efter bød SPOR på to koncerter, først med Kundi Bombo og derefter med det islandske kollektiv S.L.A.T.U.R.. De sidstnævnte havde skrevet deres værker under et residensophold i Aarhus inden festivalen løb af stablen. 

Kondi Bombo, foto: Samuel Olandersson

Kundi Bombo kombinerer akustisk kammermusik og elektronisk noise. Komponist Simon Christensens nye værk cirklede rundt om få intervaller med små variationer, før et noise-univers gradvis lagde sig foran og over det hele. Kombinationen af det elektroniske og det akustiske skaber nødvendigvis et mere velopdragent noiseudtryk der ikke er så ekstremt. Men i festivalens sammenhæng var værket befriende, i og med at det tydelig arbejdet med en indre modstand og spillede det akustiske og det elektroniske ud mod hinanden.

Slatur præsenterede en række værker for elektronik, instrumenter og video. I alle værker fik musiken følge af en video som visualiserede noget af det, der skete i musikken. Objekter i klare farver bevægede sig fra højre mod venstre langs nodelinjer på lærredet og kunne give associationer til tidlige computerspil. Nogle af værkerne var rent elektroniske, andre inkluderede også akustiske instrumenter. Hver udøver spillede når "hendes" objekt nåede frem til et bestemt punkt eller linie. Som publikum begyndte man automatisk at lede efter sammenhæng mellem billede og lyd: Hvilken musiker følger de røde cirkler? Musikalsk var de værker, der bød på en sådan interaktion, mest levende, hvad enten musikerne spillede på store fløjtelignende instrumenter eller plastflasker af forskellig størrelse hængende i snore fra deres håndled. Som helhed blev værkerne imidlertid meget ens, måske fordi "partiturerne" lignede hinanden så meget visuelt.

S.L.A.T.U.R. spiller efter live-partitur, foto: Samuel Olandersson

Som man råber i skoven ...
Den der siger noget, vil gerne blive hørt. Som andre eksperimenterende kunstformer må også den nye musik forholde sig til paradokset i at musikken af og til diskuterer i en sammenhæng hvor det kun er meningsfæller, der lytter. Under mine besøg på alle SPORs installationer, med undtagelse af LYS, var jeg altid alene. Særlig som eneste modtager af budskabet fra en forvirret megafon i Marina Rosenfelds installation på Godsbanens store hal, der stadig vendte sig i nye retninger, men samtidig hang låst til et punkt under taget, tænker man uvægerlig på meningen i, at råbe op. Men megafonens spejden rundt i rummet efter sine lyttere tematiserede netop dette meget fint.

Efter tre dage sad jeg tilbage med en oplevelse af, at værkerne forholdt sig meget forskelligt til festivalens tematik – og til mig som publikum. Nogle virkede kun snaksalige. Andre, som Ben-David eller Franck Leibovici, åbner et rum, som jeg selv kan tænke i, men uden at værket tager stilling. Kunst søger ofte mod et sådant tavst punkt, der unddrager sig det tydelige. Men der er en tynd linie mellem det, og at utydelighed alene bliver budskabet. 

De værker fra årets SPOR som sidder stærkest tilbage hos mig, er af to typer: Den ene opstillede en modstand, lod violiner blive slugt af højttalerlyde eller løftede den trivielle lyd af billige plastflasker op til at akkompagnere et partitur. Den anden var musik som behøvede mig som lytter, hvad enten jeg stod under en søgende megafon eller forsøgte at forstå ord om lys i en strøm af stemmer. Begge typer er musik, der selv har noget, den vil sige.