Annonce
I 2007 var det en god idé. I 2008 tog Simon Christensen kontakt til New Yorker-filmkunstneren Bill Morrison. Og nu mine damer og herrer har projektet TRIBUTES – Pulse. Et moderne requiem for det 20. århundrede verdenspremiere den 16. juni på Skuespilhuset i København.
Aug 31 2008
»Dear Bill,
I sent you a request on Facebook, but now I found this email and this gives me the opportunity to explain my project for you and hopefully it includes working with you. A very good Danish saxophone player, Peter Navarro-Alonso has commissioned 4 new pieces for four different Saxophones, Electronics and percussion; all to be written by me. I have listened a lot to David Lang and have seen the "video" for How To Pray and thought, if it’s possible, to include you in this project? (…) Simon« (blog s. 5)
Sådan startede deres samarbejde, og sådan fortsatte det. Kunstnerne har mødt hinanden én gang under værkets tilblivelse, resten af deres korrespondancer er foregået på mail, facebook og en blog, der blev oprettet for det samme. En af præmisserne for arbejdsprocessen var at den skulle være åben og tilgængelig for enhver.
Processen, siger Christensen, var fra starten tænkt som et eksperiment, et åbent laboratorium hvor alt var til offentlig beskuelse. »Eksperimentet er til en vis grad vellykket, men vores tilgang til den kunstneriske arbejdsproces er meget forskellig og det har betydet en til tider, envejs "upload". Men bloggen står i sidste ende alligevel frem som en form for dokumentation af projektet.«
08/05/2011
»Hi Bill.
What I have seen, it looks really promising! I have just too much work to do at the moment, so I haven't seen all of them - but I will soon. The trailer and text is great! « (Blog. s. 1)
07/05/2011
»Hi Simon
I am sending a new trailer now that has the corrected spelling of your band's name, as well as some additional edits and is formatted for 16x9 HD upload to Vimeo. Please also note that there are four new films in my Dropbox folder fully uploaded. These are still draft versions - I will finalize the edit when I have your new recordings next week. « (Blog s. 1)
Morrison, der fokuserer på deres måde at arbejde, forklarer: »en stor del af vores samarbejde var baseret på nonverbal kommunikation, gennem lyd, billede, rytme, gentagelse og trance. Ved at dele film- og musikklip fandt vi ud af at den type billeder jeg tænkte på at bruge, ville passe godt sammen med den type musik, Simon var i gang med at komponere. Først da alle fire dele af musikken var færdig, lavede jeg filmen«. Det er altså lykkedes at skabe et kunstværk med Atlanten i mellem dem ved at udnyttet det 21. århundredes onlinekultur og sociale medier. Også dialogen med musikerne er foregået på bloggen, hvor noder og retningslinjer er lagt op.
I musikken sættes fortiden og nutiden i spil gennem instrumentvalget, der rummer både akustiske og elektroniske instrumenter: violin, sopranino-, sopran- og tenorsaxofoner, slagtøj, citer og elektronik. Desuden er musikken inspireret af både afdøde og nulevende amerikanske komponister.
03/05/2011
»Dear Bill (…) all I know is that the music is about pulse (!) and there's a Tribute to four great composers:
Charles Ives (1874-1954),
Steve Reich (f. 1936),
Colon Nancarrow (1912-1997)
and Trent Reznor (f. 1965).
But it's also a story of moving - the city pulse - the pulse of the ocean - or the movement from one place to another. (…)
Simon« (blog s.1)
Tributes 1-4
Om valget af de fire amerikanske komponister fortæller Christensen: »Ives' tværgående musik, Nancarrows ekstreme polyrytmik og Steve Reichs "phasing" har haft skelsættende betydning for mig som komponist. Trent Reznor er her repræsentant for hyldesten til beat - den konstante puls - og hans æstetik har desuden været stærkt medvirkende til, at min musik har ændret lyd«. Værkets fire dele er dedikeret til de fire komponister med hver deres pulserende overskrift: Shifting (slightest change), Multiple (simultaneously different), Across (different directions) og Beat (moving synchronized). På bloggen beskriver Christensen indgående om idéerne bag hvert af de fire afsnit:
Email, December 15 2009
»Hi Bill, (…) Here's some thoughts and ideas about the four tributes, please let me know what you think. More will follow tomorrow.
Tribute 1 is a tribute to Steve Reich and the compositional technique, phase shifting. It’s Gonna Rain and Violin Phase are important compositions that has inspired me and changed my approach towards rhythm/pulse. The subtitle, - the slightest, is for me the essence of phase shifting and is somewhat more poetic than shifting. Shifting – the slightest is the idea of a heterophonic composition.
Tribute 2 is a tribute to Conlon Nancarrow and the compositional technique, polyrhythm. All of his Studies opened my ears for the possible of complex multiple rhythms going on at the same time. The subtitle, -simultaneously different, was to illustrate the concept of polyphony and also because I found different inspiring.
Tribute 3 is a tribute to Charles Ives and his work. Fourth Symphony made use of “satellite ensembles” or polymusic: groups playing different music in different tempos at different locations - music versus music. My intention with this piece was to create a contrast to Tribute 1 & 2. Concept music where the different directions are important themselves and not aiming at music with a certain aesthetic/sounding result – which I usually do.
Tribute 4 is a tribute to beat (!) or a tribute to Trent Reznor. This is music moving along with a constant pulse. The historical importance of Trent Reznor is maybe not evident, but his sound and imaginative use of rhythm, has made a great impact on me. Beat – moving is a good title and the idea of a constant pulse in this tribute, versus the likely rhythmic complexity in the other Tributes, seems right (…) Simon« (Blog s. 5)
Også pulsen fik betydning for titlen TRIBUTES- Pulse. Et moderne requiem for det 20. århundrede på flere planer. Christensen forklarer »pulsen er den parameter i musikken, jeg altid har haft en særlig interesse for og er afgørende for om et værk er vellykket eller ej. Pulsen er på en gang den overordnede timing og musikkens hjerte. Derfor denne hyldest til pulsen. En titel har en klang og TRIBUTES-Pulse har den helt rigtige klang - titlen opstod tilbage i 2007«.
Før, nu og …
Tiden spiller en væsentlig rolle og Morrison fortæller at »værket mindes det forgangne århundrede. Ved genbrug af arkivfilm, der aktivt forgår, såvel som de oprindelig 16mm mørnede filmruller, fortælles historien om det forrige århundrede gennem biografmediet. Et medium, der engang dominerede den fysiske verden og nu i stigende grad kun afspejler den digitalt. Gennem billederne undersøger vi tabet af grænser, mekanisering af industrien og planetens fremtid.«
Ives, Reich, Nancarrow og Reznor og deres samtid har inspireret Morrisons valg af billedmotiver, der er industrielle motiver, billeder af naturen og klip fra den menneskelige livscyklus. Christensen fortæller at Morrisons »film grundlæggende ændrer musikken og skaber en anden dimension, der normalt er helt uden for musikkens rækkevidde. Sammen er de noget og jeg har gennem hele kompositionsprocessen haft hans film i baghovedet. Resultatet er en unik symbiose.”«
Facebook message, March 18 2010
»Hi Simon
Yes it is really great that you and Klaus were able to put this together. I'm very excited about the project. (…) As there is a Copenhagen element to the film, namely filming in the port and (hopefully) the use of Danish archives, I will need to come there eventually. (…)
Looking forward, Bill»
Email, May 03 2010
»Hi Simon;
Yes, I will bring a small HD flip camera with me, and will shoot from the boat, and wherever else we might go. According to Thomas of the DFI (red. Danske Film Institut), most of their public domain films are available online. (see message exchange below). But I would like to visit there for a few hours on Friday morning nonetheless. Perhaps we can find something on the ports, for instance. I would be happy to tour the city Friday afternoon with you. Please send me your mobile number so we can text at CPH.
Looking forward! Bill»
Som citaterne fra bloggen illustrerer, fik Morrison kontakt med det danske filminstitut og har brugt filmstumper fra deres arkiv til projektet, side om side med videoklip fra København anno 2010. Bill Morrisons teknik er at digitalisere motiver fra nitratfilm. Et medium hvor filmbasen består af cellulosenitrat. Da det er brandfarligt, og over tid kan blive selvantændeligt, blev materialet kun brugt i filmmediets barndom, dvs. slutningen af 1800 tallet indtil 1950-51. For at digitalisere disse tudsegamle og ofte fordærvede filmruller i en høj opløsning, bruger han den nyeste teknologi på området.
Gennemgående for projektet, både processen og det færdige værk, er tilstedeværelsen af fortid og nutid. I musikken ses det ved at instrumenter og elektronik blandes og at der blandt de valgte komponister både er nulevende og døde. I billederne indgår klip fra historien og klip fra i dag. Filmteknisk bruger Morrison, hvad der kunne blive fremtidens arbejdsmetode, da den ville kunne sikre de mange filmruller, der er gemt væk rundt omkring, og fyldt med dokumentation af fortidens filmhistorie. Endelig er der processen, der afstanden til trods, vidner om et tæt samarbejde, der tager alle moderne kommunikationsmidler i brug. På den baggrund får kunstnerne skabt en hybrid af et værk, der hylder rytmen fra fortiden, pulsen i nuet og peger mod fremtiden.