Mennesket i gentagelsen

Tuuuut. Det lyder mest som et rustent spøgelsesskib, der hænger fast i enorme klynger af alger og havskrald. Skramlet og ustabilt, men alligevel bastant. Som om man for længst har opgivet at komme fri og nu bare mest af vane tuder videre med sit defekte horn. Med faste intervaller tager skibet luft ind, lytter i et par sekunder efter andre lyde end verdens stilhed – og blæser så ufortrødent videre med en næsten uændret klang.

Manifest. Titlen på Simon Christensens anden strygekvartet er lige så bombastisk, som udtrykket er tvivlende. Strengene er stemt lidt for højt og lidt for lavt, og alle spiller efter hver sit umulige metrum. Naturens store kræfter, der har frit spil? Nej, tværtimod, selvom det kan lyde som et ukontrolleret kaos, når man første gang møder det fem kvarter lange og meget lidt foranderlige monster.

De tætte frekvensers uendelige muligheder ville hurtigt kunne resultere i en uhæmmet ekspressivitet, hvis partituret havde været åbent

Men store kræfter ér der ganske vist på spil. Med mikrotonaliteten åbner der sig store faldgruber, hvor komponisten må træde i karakter. De tætte frekvensers uendelige muligheder ville hurtigt kunne resultere i en uhæmmet ekspressivitet, hvis partituret havde været åbent og frit eller med mulighed for improvisation. Så havde alt afhængt af den enkelte kvartet og den enkelte musiker.

Simon Christensen griber sit arbejde an med en helt anden grad af styring. Som en anden Schönberg holder han spøgelsesskibets potentielle sentimentalitet i stram snor med en seriel matematik, der bliver hans bolværk mod det for ekspressive. Manifest er ikke et grådlabilt tableau fra en af den moderne tilværelses fortabte eksistenser.

Velkommen i klostret
Partituret afslører en streng komponist. Alle toner skal bringes til verden med et egalt forte; en klassisk og stringent måde at undgå det alt for personlige på. En af de få oplysninger, der følger med cd’en, er netop, at manifestet ønsker »noget andet end de allestedsnærværende dynamiske udsving«. Det ønsker også »at undgå bevægelser op og ned«, så når klyngerne sættes i gang efter de korte stilheder, spiller hver musiker kun på én løs streng uden at ændre tonehøjde, før næste klynge fødes.

»Manifest – But There’s No Need to Shout« er indspillet i Frederiksberg Slotskirke af Birgitte Bærentzen Pihl, violin, Signe Madsen, violin, Mina Fred, bratsch, og Sofia Olsson, cello. © Dacapo Records

Målet er imidlertid langtfra en amatøristisk æstetik. Hvad der er sparet på i dynamik og melodi, opvejes af Christensens rytmiske kompleksitet. Spøgelsesskibets klagende droner er konstrueret af veltilrettelagte svingninger, ansatser og sammenstød. Og med en unægtelig forbindelse til seriel tankegang er Manifest bygget op som 16 sektioner med et hele tiden faldende antal undersektioner. Når de enkelte dele ikke glider direkte over i hinanden, adskilles de af en fem sekunder lang fermat, der i løbet af værket også begynder at optræde mere end én gang i hver undersektion. De tudende droner begynder langsomt at hakke lidt i det.

Resultatet er næsten asketisk. Manifest er komponeret i 2012-13, og bortset fra førstesatserne i Monody (2012) og Solo + (2016) er den kompromisløse stringens uden nære slægtninge i Christensens tidligere og senere værker. Det er én lang penduleren mellem tætte og slanke disharmonier. Fem kvarters insisterende gentagelse med kun en undseelig vilje til forandring. Et olympisk foretagende. Megalomant!

Efter revolutionen
Men titlen er selvironisk. Manifestet skal ikke tages alt for alvorligt. Christensen er godt klar over, at slaget om gentagelsens gode rygte for længst er udkæmpet. I tresserne blev den amerikanske minimalisme udsat for hån, spot og latterliggørelse, fordi den hev den musikalske gentagelse helt frem i rampelyset. Boulez mente, det var udtryk for det amerikanske publikums primitivitet; Elliott Carter sammenlignede stilen med Hitlers taler; og i New York Times kunne man læse, at den repetitive musik kun vandt indpas, fordi de unge var på stoffer.1

I dag er den insisterende gentagelse en hovedstrømning i alt fra techno og støjmusik til postminimalisme og spektralmusik. Hvis man lidt friskt prøver at karakterisere brugen af gentagelsens sprog i dag, kan man måske sige, at den stadig bærer et solidt aftryk af det 20. århundrede: Gentagelsen kædes i høj grad stadig sammen med en bevægelse væk fra det ekspressive. Det er stadig udbredt at kæde techno sammen med maskiner og droner med naturens urkræfter. Som mennesker har vi vist stadig et ønske om at distancere os fra gentagelsen som et udtryk for noget grundlæggende menneskeligt.

Her skiller Simon Christensen sig ud i mængden. Ganske vist tilføjer værkets titel og undertitel et lag af distancerende selvironi, men selve kompositionen er alvorligt nok ment. Manifest bliver trods sin asketiske, konceptuelle stringens et meget sigende monument over hans personlige udtryk, der indebærer en forbrødring af den repetitive tradition og det ekspressive udtryk. Her er lige præcis plads til både gentagelsen og den lyriske poet.

Poetens næse
Den insisterende gentagelse og de lyriske øjeblikke har karakteriseret Christensens værker siden begyndelsen. Han kombinerer gerne sine rytmisk komplekse cirkler med en diskret ustabilitet – enten i selve rytmen, klangen eller det harmoniske – og bruger den skælvende scene, som opstår i kombinationen, til at lade det poetiske moment træde frem. Ligesom hos andre romantiske sjæle i moderne forklædning kan de lyriske øjeblikke opstå med en splintrende pludselighed midt i et ellers hårdt pulserende univers.

I Manifest møder man undersektioner bestående af mikrotonale klynger, der nærmer sig en ren klang. Men akkurat kun nærmer sig. Her bliver de tætte disharmonier – som der er flest af – til denne skælvende scene, hvor de mere spredte klange kan stille sig op og gøre en slet melankolsk og dramatisk gestus: næsten-harmonien. Det er en næsten paradoksal lyriskhed, der overlever i Christensens stramme skematik, men samtidig er det de strenge serier, der forhindrer det lyriske i at slå om i sæbeopera.

Det er en næsten paradoksal lyriskhed, der overlever i Christensens stramme skematik

Det megalomant tænkte værk ender med at nedbryde sit eget kommuniké. Det ville så gerne stille sig helt udenfor og være på tværs, til punkt og prikke undgå bevægelserne op og ned. Men det kan ikke lade være. Undervejs begynder bratschen og celloen med stigende frekvens at skifte streng i løbet af hver undersektion. Dronerne hakker og vil steder hen. Som manifestet så fuld af selvindsigt konstaterer, så »ender det som en manifestation af harmonier, der bevæger sig op og ned«. En tør, men sigende konklusion.

Manifest er en sjov åbning af og vej ind i Simon Christensens værker, der ellers som regel er fyldt med varierede lydbilleder – fra det elektroniske til det orkestrale – og er så rige på idéer, at de kan gøre helt rapsodiske omslag. Manifest er næsten absurd i sit på den ene side enorme omfang og på den anden side kirurgiske zoom. Det er som at se en hel film, hvor man kun har skudt nærbilleder af nogens næse. Men så står sandheden om denne næse til gengæld lysende klart: at i Simon Christensens musik findes der altid et menneske i gentagelsen.

• 1Robert Fink: »Repeating Ourselves: American Minimal Music as Cultural Practice«. Berkeley & Los Angeles: University of California Press, 2005, s. 19.