Ny ekspressionisme og mørk electronica
Klaus Ib Jørgensen har skabt et virtuost og komplekst univers, hvor ekstreme dynamikker – fff versus ppp – igen og igen står over for hinanden … som var dette udtryk det naturligste i verden. Jeg spekulerer på, hvad Moon-pain mon ville have gjort ved mig, hvis jeg havde hørt værket som 17-årig i en af mine nihilistiske stunder. Måske ville det have taget ved mig – som Den unge Werthers lidelser gjorde ved unge mennesker for lidt over 200 år siden?
Moon-pain-udgivelsen er en voldsom følelsesudladning, men en smuk en af slagsen, fordi stykkerne ganske enkelt bare er så enormt godt skruet sammen. Kompositionerne har trods deres store kontrastrighed en overbevisende fremaddrivende gestik. Men det er for min del ikke hverdagskost at skulle svinge sine følelser op til dette leje. Om ‘ny ekspressionisme’ som stil har gang på jord anno 2010, er en smagssag. Jeg har stor sympati for idéen om en medrivende musik.
Moon-pain er noget af det bedste danske kammermusik skrevet i nyere tid
Ensemblespil såvel som produktion er helt fremragende! Hvis man leder efter baggrundsmusik, er denne CD en af dem, der egner sig allerdårligst til formålet. Til gengæld synes jeg, at Moon-pain er noget af det bedste danske kammermusik skrevet i nyere tid.
Musikernes performance, virtuositet og sound: 21/25 point.
Komponistens værk, substans, forløb og udtrykskraft: 35/50 point.
Producentens produktion, optagelse, mix og mastering: 21/25 point.
I alt 77/100 point.
Klaus Ib Jørgensen: »Moon-pain«. Iris Oja, Remix Ensemble, Paul Hillier, KlettWood. Dacapo Records, februar 2009.
Perfektionistisk og mørk electronica
Rumpistols (aka. Jens Berents Christiansens) seneste album hedder Dynamo. Og her beviser han endnu en gang, at han er en af Danmarks allerbedste håndværkere på sequenzer-niveau, med tracks fulde af superlækre detaljer. (God idé at have indstillet højttalere og subwoofer rigtigt for at få det fulde udbytte.) Personligt savner jeg substans i selve kompositionerne på det harmoniske, melodiske og formmæssige plan, men inden for denne genre er dette en smagssag.
Musikernes performance, virtuositet og sound: 20/25 point.
Komponistens værk, substans, forløb og udtrykskraft: 27/50 point.
Producentens produktion, optagelse, mix og mastering: 21/25 point.
I alt 68/100 point.
Rumpistol: »Dynamo«. Rump Recordings, 20. oktober 2008.
Opdateret 30. april 2020 med ny korrektur, nyt layout og ny rubrik (oprindeligt to artikler: »Ny ekspressionisme i verdensklasse« og »Perfektionistisk og mørk electronica«).