Dødsdans

Lad mig sige det med det samme: Det er direkte, det er råt, og det er et utrolig konsekvent værk Bill Morrison og Simon Christensen har skabt. Tributes-Pulse sætter dine sanser på hård prøve, men det er ikke desto mindre fantastisk fremragende og magisk at blive trukket ind i. Ensemblet, Kundi Bumbo, som Christensen selv er en del af, spillede live til visningen af filmen, der også kan opleves som installation ved Skuespilhuset indtil 25. september. De kalder det selv et requiem for det tyvende århundredes kunst. Men koblingerne til den amerikanske modernisme, som jeg ved Christensen sætter særlig pris på, er i udpræget grad presente. Deri også forholdet til puls, som titlen antyder. Et parameter de amerikanske minimalister med Steve Reich og Terry Riley arbejdede med og som Christensen har dyrket  i sine instrumentale og elektroniske kompositioner.

Bill Morrison har skabt en film af gamle krakkelerede filmstumper. Han anvender de fejl eller skader på filmenene, der er opstået gennem årene til at opbygge et univers, der på én gang rummer konkrete billeder og abstrakte former. Stilfuldt sat sammen og udvalgt efter farvetoning og tematik. Pletterne åbner for associationer, mens billederne trækker en tilbage i det konkrete univers. Det giver en  fascinerende kamp mellem disse to verdner, hvor balancen veksler mellem at være mest konkret og mest abstrakt. I begyndelsen foregår denne kamp i et rasende tempo, der nærmest får ens hjerne til at brænde sammen, fordi informationsmængden er så stor. Musikken evar altid afstemt efter filmens tempo og dermed smelterde de to kunstformer fint sammen.

Filmen er inddelt i flere dele med to store tematiske hoveddele. Første del er som nævnt skabt af de krakkelerede billeder mens anden hoveddel er en simpel film af en skibskirkegård filmet fra i fuglehelikopterperspektiv, hvor rustne skibe ligger klar til ophugning. Trods den umiddelbare, store kontrast til første del i ”billedlig” tematik og intensitet er der en klarsamhørighed med første del. Ikke mindst i den fælles forfalds/nostalgi æstetik. Denne del er, for mig at se, en smuk døds- eller begravelsesscene over det 20. århundredes menneskeskabte industri. Heldigvis for værket bliver det ikke patetisk. Heller ikke i musikken, som ellers med største lethed havde kunnet fordreje billeder af den slags til at blive en omgang følelsesladet sødsuppe. En meget smagfuld beslutning, der lader billeder og musik være ligeværdige partnere. Man sad ikke tilbage med følelsen af, at det var et sørgeligt farvel men nærmere et tak for et langt bekendtskab, som havde nået sin naturlige ende og det var fantastisk forløsende og positivt.

 Kundi bombo leverede en fabelagtig præstation, med Simon Christensen selv på slagtøj, elektronik og citar, Peter Navarro-Alonso på saxofon og Christina Åstrand på violin. Musikken begyndte ganske spartansk med en rytme lig tempoet i filmen. Der var meget svage antydninger af melodi i de forskellige instrumenter; alt virkede ganske fragmentarisk. Faktisk gik der ganske længe før Christina Åstrand overhovedet anvendte buen til at spille med. Indtil da, havde besætningens mest klassiske instrument ageret som et raslende, gammelt (primitivt) slagtøjsinstrument, der på grund af den kraftige forstærkning gav en meget charmerende grundlyd.

I det hele taget kan man karakterisere musikken som værende ganske krakkeleret og fragmentarisk – som filmen – og kun når Christensen slog an på trommerne, blev der faste holdepunkter, der fremhævede pulsfornemmelsen. Et interessant karakteristika, som dog krævede ganske meget af de tilhørendes koncentration. Ikke alle forstod at værdsætte dette.

De rå og upolerede klange var i høj grad et spil mellem violin og saxofon. Sidste del af værket bestod i disse instrumenter af tunge akkorder af dobbeltgreb og ”ustemte” multifoner, som korresponderede fint med de rustfarvede billeder. Jeg forestillede mig, at disse akkorder var et billede på disse giganters (skibenes) tunge gang mod døden.

Forholdet mellem installation og koncert som fundamentalt set værende samme værk, udstillede måske koncertens mangler en smule. Man fik ikke helt fornemmelsen af den rumlighed, som værket fortjente. I hvert fald ikke fra hvor jeg sad. Nu vel, det kan være svært at genskabe i en stor koncertsal i forhold til en lille installationskube. Men alligevel forlod jeg salen med det indtryk, at dimensionerne på både film og lyd kunne have været større. Noget man eventuelt kan komme til at opleve i fremtiden. Ellers må jeg sige at Tributes-Pulse er noget nær skælsættende for dansk kunstmusik og hvis ellers Seismograf opererede med karaktergivning, ville jeg ikke kunne andet end uddele ganske mange stjerner eller hjerter for denne fantastiske præstation. Både for opførelsen og ikke mindst for modet til at kaste sig ud i noget så stort – og for at lykkes med det.