Pulsar 2015 – Instruments. Åbningskoncerten: Meetings

Festivalen Pulsar på det Kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM) giver som sædvanlig publikum god mulighed for at høre, hvad der rører sig blandt de helt unge komponister. Åbningsbegivenheden torsdag den 5. marts var som vanligt delt i to: en længere instrumentalkoncert i konservatoriets store koncertsal og en efterfølgende, elektronisk præget koncert på Studiescenen.

Scenatet, ensemble for art and music, indtog koncertsalen med et ensemble af 13 musikere på klassiske europæiske instrumenter og to kinesiske solister deltog med deres klassiske kinesiske instrumenter. Konservatoriet i København har gennem en del år haft et samarbejde med Musikkonservatoriet i Beijing, som i 2012 blev etableret som The Music Confucius Institute (MCI). Udvekslingen muliggør bl.a. at komponiststuderende på DKDM kan stifte bekendtskab med de klassiske kinesiske instrumenter og høre uddannede musikere spille på dem. Og de der har hørt rigtig kinesisk klassisk musik, ved at den med sin frapperende opfattelse af rytme og intonation ikke står tilbage for den europæiske avantgarde!

Scenatet er i sig et ensemble med ærkeeuropæiske, tværkunstneriske koncertinstallationer og performances som speciale. Ensemblet er startet i 2008 og gennem deres energiske stifter og daglige leder, Anna Berit Asp Christensen bragt til et yderst aktivt niveau, både nationalt og internationalt.

Still grovin' up
Aftenens første koncert var dog ikke præget af ”performance”, selvom denne semidramatiske koncertform er en ganske udbredt trend blandt de yngre komponister. Spillestilen kunne i stedet karakteriseres som mere ”normal” musiceren, altså pænt opstillede ensembler, der spiller noteret musik under en dirigent.

Hvis man skulle ane en trend, var det i de første to værkers tilknytning til støj-æstetikken. 

Hvis man skulle ane en trend var det i de første to værkers tilknytning til støjæstetikken, som den kommer til udtryk i Simon Steen-Andersens og måske især Rune Glerups værker. Særligt Martin rane Baucks (f.1988) Misantropi IIIb (jaja, en rigtig misantrop katalogiserer naturligvis sin misantropi i over- og underkategorier!) virkede stærkt inspireret af disse markante komponisters udtryk.

En støjmusik – altså støj forstået som instrumentallyd produceret på alle andre måder end den for instrumentet oprindeligt tiltænkte – der egentlig var gennemført meget konsekvent med fastlåste mønstre af støjlyde og et simpelt ”tonehøjdegitter”. Koblingen til de ovennævnte (og i øvrigt mange andre yngre, især tyskorienterede) komponister består bl.a. i den pulserende iscenesættelse af lydene, så der kommer noget næsten rituelt over musikken. Noget som man ikke finder hos de tidlige støjkomponister, hvor lydene lever deres eget organiske liv, med tid til ansats og udklang.

Man aner den historiske udvikling fra den tidlige syntetiske lydfrembringelse med ASDR-teknologien (Attack-Sustain-Decay-Release) som lovmæssigheden for den enkelte, frie lyds organiske liv - som den gav sig udtryk i Stockhausens, Xenakis’ og Pendereckis musik - frem mod den senere MIDI-teknologis fastlåsning af disse lyde i et rytmisk kvantificeret univers, som præger de yngre støjkomponisters tilgang.

Man må tage hatten af for Martin Rane Bauck, som holdt fast i det puritanske univers og ikke lod sig friste til ungdommelige udskejelser. Konsekvens og afholdenhed er helt nødvendige dyder i denne æstetik.

Den unge Arvid Hansell (f.1993) kunne ikke helt dy sig for at ”skeje ud”. Hans stykke, Walking in the jungle, then suddenly; a green temple, begyndte også i en støjpræget æstetik, men indflettede efterhånden tonale kadencer i nogle koralagtige afsnit – ’det grønne tempel’, formoder man. Der var efterklange af Debussys berømte klaverpræludie, Den sunkne katedral, i værkets programmusikalske opsætning, og man sad og håbede - som man så ofte gør, ved lytning til unge komponisters første værker - at han vil udvikle mod til at trodse trenden og skrive den musik han har lyst til. Lige meget hvor galt det kan gå!

Koji Takahashis (f.1986) sekstet, Still grovin’ up!!!, virkede betydeligt mere moden end titlen lægger op til. Tonefaldet er knyttet til 50’er-modernismens gestiske udtryk, med en rubatopræget rytmik og et eksperiment med den rumlige opstilling af musikerne. Cello og violin, som i følge komponisten skal høres som solister i denne lille dobbeltkoncert, sad sammen med slagtøjet centralt på scenen med fløjte og klarinet placeret på yderfløjene og fagotten på balkonen. Det var et meget velskrevet og medrivende stykke med mange spændende detaljer og behøvede ikke den lidt undskyldende titel.

Det var et meget velskrevet og medrivende stykke med mange spændende detaljer, og det behøvede ikke den lidt undskyldende titel. 

Som så ofte ved forsøgene på at flerdimensionere lyden i forhold til den traditionelt ensrettede lyttemåde i koncertsalen, var det kun delvist succesfuldt. Hvis man som lytter var placeret på balkonen, blev fagottens rolle lidt malplaceret - som om man sad lige op ad et tilfældigt orkesterinstrument - også fordi instrumenternes roller i stykket ikke virkede til at være komponeret som selvstændige, antagonistiske stemmer, men egentlig ville kunne opføres bedre i et traditionelt ”stereo”-lydbillede. Dette ikke sagt for at nedskyde denne slags eksperimenter - man håber da, at komponisterne vil blive ved med at udfordre den traditionelle lydopstilling, men også at de husker, at menneskets ører (og øjne) vender på en bestemt måde.

Instrumentmøder

Koncertens overskrift var Meetings, formodentlig med særligt henblik på mødet mellem de kinesiske og europæiske instrumenter, som dog kun de to sidste værker beskæftigede sig med.

James Black (f.1990) havde skrevet for den enstrengede kinesiske ”violin”, erhu. En krævende opgave, da instrumentet ikke har vanvittig mange klangvariationer, men til gengæld et meget insisterende espressivo, som Black udnyttede både som en stemme i ensemblet og som solistisk indslag; udtryksfuldt og klangfuldt udført af Yan Yan fra Confuius Instituttet.

Aftenens bedste stykke var Piotr Peszats (f.1990) Mo-Yan, skrevet for guzheng, klaver, slagtøj, accordeon og cello. Guzheng er et zitherlignende aflangt instrument (på afstand ligner det et stort bæltedyr) med 21 strenge, der anslås med skildpaddeskjoldplektre. Det var ikke fordi man hørte specielt meget guzheng-agtig musik i stykket – mest percussive støjlyde fra det elektrisk forstærkede instrument – men klangverdenen i ensemblet var meget fantasifuld og utrolig effektfuldt skrevet. Lange, glidende klange med mindelser tilbage til 60’ernes klangskyer, som i Stockhausens Mikrophonie II for mikrofonforstærket tam. En velgørende afveksling fra pulseringsmanien i de andre unge komponisters musik.

 Late Night: Situationer, musik og mikrofoner 
Traditionelt efterfølges Pulsars åbningskoncert af en elektronisk præget, mere eksperimenterende koncert på den mindre Studiescene under ledelse af DKDMs elektroniske studielektor, Hans Peter Stubbe Teglbjærg. Teglbjærg sørger i øvrigt for, at konservatoriets tonemesterstuderende bliver aktiveret under festivalen, og at alle koncerterne bliver dokumenteret – til glæde for komponisterne, de udøvende instrumentalstuderende - og for eftertiden!

Der var – igen traditionen tro – virkelig underlig musik på programmet, men man mødte også komponister, som bevæger sig i en mere traditionel verden, og som man egentlig ønsker ville turde udforske den mere. Det gælder f.eks. Finnur Karlsson (f.1988) hvis stykke, Waves, for fløjte og accordeon, havde et fint rytmisk drive og en interessant udvikling, som var interessant at følge; den var nok i sig selv og behøvede ikke hele tiden at udvikle nye idéer.

Det samme kan man sige om Marcus Leases (f.1982) Caput Mortuum for strygekvartet, som begyndte at blive rigtig spændende, da den var ved at slutte.

Hardcore nadver
Anton Bigum Kampe (f.1991) lagde ud med et virkelig hardcore nummer. Inspecting Straight vol.II, lød den mysteriøse titel, for basklarinet, trompet, basun og en slagtøjsspiller (som spillede på en omvendt køkkenvask). Derudover skulle nogle af musikerne betjene en ghettoblaster, som – afbrudt af ildevarslende pauser – tonsede fragmenter af amerikansk, trashprægede, svært dechifrerbare lydoptagelser ud i rummet. Musikerne syntes at være instruerede i at følge tonefaldet i disse dokumentariske stemmeoptagelser på deres instrumenter, og alt i alt tegnede der sig et misantropisk David Lynch-agtigt stemningsbillede. Var det et forhør, et interview eller hvad…?

Det er interessant, at sådan et udtryk denne dag kunne opleves på det Kongelige Danske Musikkonservatorium og ikke på et kunstakademi

Det var virkelig mærkeligt og svært at se, hvor komponisten vil hen med sit stykke, men det er interessant, at sådan et udtryk denne dag kunne opleves på det Kongelige Danske Musikkonservatorium og ikke på et kunstakademi! 

Jeppe Ernsts (f.1985) værk, Nadver, befinder sig i samme univers som Kampe. To ”sangere” har monteret kontaktmikrofoner på halsen omkring deres strubehoved. Ernst sidder (som altid, når han viser sig på scenen) med ryggen til og optræder som den sorte eminence, der uddeler nadveren (et plasmalignende stof og en slurk rødvin) til de to sangere.

De to synger en lille skala og komponisten prikker dem på maven og manipulerer deres lufttilførsel ved at presse på kontaktmikrofonerne og fremprovokerer derved - til tider hårdhændet! - en direkte påvirkning af lyden i form af vibrato og tremolo samt en følelse hos publikum af torturkammer; vi er ikke vant til at se sådan en direkte fysisk sammenhæng mellem lyd og fysik. Heldigvis.

Vi er ikke vant til at se sådan en direkte fysisk sammenhæng mellem lyd og fysik. Heldigvis.

Som sædvanlig kan der skrives en hel del om Jeppe Ernsts optrin, som de har fundet sted ved adskillige Pulsar-festivaler, og man begynder at længes efter et mere overordnet udsagn fra komponisten. Jeg sidder tilbage med spørgsmålet: Hvor skal vi hen?

Den dybe tallerken
Men ellers stillede denne lille koncert også nogle spørgsmål til konservatoriets komponistuddannelse. Nogle spørgsmål, som af og til cirkulerer i miljøet: Gælder modernismens definitioner stadig? Skal man være oprører for at være moderne kunstner? Er der en objektiv definition af materialet og omgangen med det, der er uomgængelig for at kunne kalde sig en sand nutidig kunstner? Og kan man i benægtende fald indtage den postmodernistiske position, som blot forholder sig demonstrativt ironisk til modernismen? Eller kan man indtage en position, hvor man helt udmelder sig af denne diskussion?

Daniel Fladmose (f.1989) har ved flere Pulsar-festivaler vist sig som en komponist i sidstnævnte position. Det kræver stort mod at sætte sig uden for den gængse modus, og det mod har Fladmose til fulde demonstreret med sine værker på festivalen gennem årene. Og det har faldet mig svært at se, hvad han ville med værker som Elverhøj i 2013 og for så vidt også strygekvartetten, Ich bin, du bist, wir bin, som blev opført denne aften. Andenviolinisten spiller først sin stemme alene, akkompagneret og til tider næsten overdøvet af lyden fra den walkman han har i øret. I temmelig lang tid. Derefter spiller de tre resterende medlemmer den samme kvartet igen, uden ham. En noget håndfast pointe.

Men der må stå respekt om en komponist, der insisterer på et særstandpunkt, og jeg blev glad, da jeg hørte hans stykke Til en ukendt romer for dobbelt blæserkvintet på en af de senere Pulsarkoncerter (der ligger udenfor denne anmeldelses horisont), som syntes at være på vej væk fra en noget kontrær, konservativ position.

Det må være det der er meningen med konservatoriets komponistuddannelse: at den unge komponist finder sin personlige stemme, uden at være bange for ikke at være cutting edge nok, men samtidig er bevidst om historien og ikke naivt genopfinder den dybe tallerken eller benægter mikroovnens eksistens.

Aftenens unge komponister peger i hvert fald i vidt forskellige retninger, så det skal nok gå.

Stine Johanne Thiesen