reportage

Ensemblet som livsnerve

Den tilbagevendende Spectrum-festival er noget så usædvanligt som en festival, der er bygget op over ét enkelt ensemble og to komponister samt noget så specialiseret som rumænsk spektralmusik. Lyder det kedeligt? Det er det ikke. Tværtimod er det en både radikal og fornøjelig omtænkning af såvel festivalbegrebet som forholdet mellem komponist og ensemble.
Af
13. december 2011

En mørk novemberaften bevæger jeg mig gennem en ikke videre livlig gade i Berlin mellem kvartererne Neukölln og Treptow. Da jeg når frem til adressen på Elsenstraße 52, oplyses jeg på en provisorisk seddel om, at skulle døren til baggården være låst af, bedes man ringe på et angivet mobilnummer. De ydre rammer er ydmyge, men inde i baggården gemmer sig et sted med store ambitioner. Det relativt nye spillested N.K. forsøger nemlig at udfylde et tomrum i det berlinske musikliv – et tomrum mellem den mere akademiske avantgarde og de mange mere græsrodsorienterede miljøer for forskellige afarter af eksperimenterende musik. Muligvis kan man undre sig over, at Berlin af alle byer har savnet sådan et sted, men det har faktisk været en mangelvare. For nok skorter det ikke på små artist spaces, hvor man ofte kan opleve eksperimenterende musik af høj kvalitet, og nok finder man her stort anlagte festivaler som Club Transmediale. Et sted, der binder bro mellem disse verdener har man nu fået med N.K., der i profil til dels kan minde om spillestedet Mayhem i København, idet det også drives af en sammenslutning af kunstnere og ofte præsenterer musik i et lignende grænseområde mellem noise, improv og partiturmusik. N.K. afholder dog også mere workshoporienterede seminarer om bl.a. open source teknologi.

Struktur og frihed
Heldigvis er porten denne aften åben, hvor jeg er taget til festivalen Spectrum XXI – en ret usædvanlig to-dages festival, der er som skabt til netop N.K. Det usædvanlige er, at selve festivalen vandrer mellem forskellige (primært europæiske) storbyer, og at hele festivalen år efter år er helt og aldeles bygget op omkring et ensemble og to komponister. Det drejer sig om det internationale Hyperion-ensemble og komponistægteparret Iancu Dumitrescu og Ana-Maria Avram. Det kan måske virke lidt krukket at bygge en årligt tilbagevendende festival op omkring sin egen musik på den måde (lugter det lidt af Wagner-kult?), men det har også sine grunde. Én er givetvis den pragmatiske, at spektralmusik – og endda meget specifikt den rumænske skole inden for spektralmusik – næppe er noget, alverdens festivaler står i kø for at booke. En anden og mere væsentlig grund ligger i musikken selv, i Dumitrescu og Avrams holdninger til sammenspillet mellem rum, publikum, ensemble og komponist. For ikke at tale om sammenspillet mellem det komponerede og det improviserede, eller mellem ”structure and freedom”, som det hedder i programteksten. 

Denne holdning gennemsyrer hele to-dages programmet i Berlin (festivalen fandt i år også sted i London, Paris og Bukarest). Et program, der på mange måder stiller spørgsmålstegn til, hvad en festival er, og hvad forholdet mellem ensemble og komponist kan være.

Spektralmusikken
Spektralmusikken føres ofte tilbage til den italienske komponist Giacinto Scelsi, der efter et nervesammenbrud i 1950'erne brød med sin tidligere komponistpraksis og kompositionsbegrebet som sådan for at arbejde i retning af en nærmest rituel musik primært baseret på klang og mikrointervaller. Som musikalsk skole blev spektralmusikken udviklet i 1970'erne, primært omkring det franske Ensemble l'Itinéraire. Sideløbende med den franske har Dumitrescu og Avram så udviklet en særlig rumænsk skole inden for spektralmusikken. Som hos den franske skole betones en filosofisk udforskning af klang og struktur. Hos Dumitrescu og Avram er det filosofiske grundlag først og fremmest fænomenologiens forhold til kroppen i tid og rum, hvorfor netop lytterens interageren med musikken spiller en væsentlig rolle. Det afspejles på mange måder under festivalen i Berlin, der kendetegnes ved en meget flad struktur mellem komponist, musikere og publikum og ved en udpræget betoning af live-element frem for bundethed til et partitur.

Den rituelle og nærmest sakrale klangbund i Scelsis musik fornemmes også. I Hyperions tilfælde knyttes der primært an til arkaisk rumænsk og byzantinsk musik – og til den rumænske folkemusik. Det klanglige spektrum er bredt. Her er både rene elektroniske musikstykker, stykker for stemme eller soloinstrument og mere udfoldede ensemblestykker, der både inddrager instrumenter som cello, klarinet og trommesæt, og nogle vældige savklinger, der hænger ned fra loftet i N.K. Endelig har Hyperion medbragt en special guest i form af Stephen O'Malley – den amerikanske guitarist, der primært kendes fra doommetal-orienterede projekter som Sunn O))), og som tilføjer sin olmt rumlende el-guitar til flere af stykkerne, ligesom han også bidrager med en enkelt komposition på andendagen.

Begge aftener er i det hele taget bygget op over lige dele improviserede stykker, kompositioner fra Dumitrescu og Avram (hvoraf flere er uropførelser) samt enkeltkompositioner fra medbragte gæster.  Det ret unikke festivalformat består altså i, at festivalen er bygget op over et grundensemble, der så rejser rundt og år efter år inddrager nye stemmer. Dumitrescu og Avram udvikler på den vis deres egen musikalske vision i tæt samarbejde med ét ensemble, men tager også en vis talentudvikling på sig ved at skabe rum til nye musikere og komponister. En af disse er den israelske Maya Dunietz, der får lov at åbne festivalen i Berlin med en improvisation og som også på andendagen bidrager med en komposition. Efterfølgende deler hun kys og kram rundt til alle medlemmer i Hyperion og holder en tydeligt bevæget tale om, hvor beæret hun er over at få muligheden for at fremføre sin komposition med dem.

Der krammes i det hele taget meget, ikke bare til slut, men ofte mellem hvert nummer. Og der holdes taler. F.eks. griber den rumænske cellist Andrei Kivu ordet, efter at have opført et overrumplende solostykker, hvor han spiller med to buer på celloen, og taler om, hvordan Dumitrescu har været som en faderfigur for ham, en person, der har lært ham at lytte. 

Koncentration og leg
Som festival eller koncertform betragtet er Spectrum en pudsig blanding af høj koncentration og afslappet attitude. Man har indtryk af, at alle medvirkende tager musikken meget alvorligt, men dette giver sig ikke udslag i en selvhøjtidelig holdning. Det passer godt til netop N.K., og det er samtidig fantastisk befriende. Rent personligt har det altid undret mig, hvorfor så mange festivaler for såkaldt ny musik skal finde sted i så stive og ritualiserede rammer, samtidig med at musikken angiveligt skulle være nyskabende. Eller sagt på en anden måde: Den traditionelle koncertsal og dennes kultur kan ofte virke som et decideret forstyrrende element i forhold til eksperimenterende musik. Lige så forstyrrende kan de alt for påtagede forsøg på at tage musikken ud på ”overraskende steder” dog nemt være. Hyperion gør for mig at se det helt rigtige. Formen minder vel mere om en rockkoncert. Musikerne drikker afslappet øl mellem numrene, laver sjov med hinanden og hyggesnakker med publikum i pauserne. Ligeledes sidder Ana-Maria Avram kort før koncertstart og tjekker sin Facebook. Da hun skal opføre en egen komposition for elektronisk bearbejdet stemme, kommenterer hun godt nok, da hun mod slutningen får et hosteanfald, at hun ikke lige er vant til at fremføre stykket i et så røgfyldt rum (for ja, der pulses også løs under koncerterne). Men også dette tages med et smil, ligesom det tages med et smil, da Dumitrescu lige beder O'Malley om at skrue lidt ned for sin guitarforstærker, fordi den står og brummer højlydt under nogle af de andre numre.

Ikke fordi jeg er fan af, at der ryges under koncerter, men det er fantastisk at se en så avanceret, filosofisk og udfordrende musik blive til under så afslappede forhold, hvor der også er plads til masser af leg og improvisation. Dette har selvfølgelig også noget at gøre med forholdet mellem ensemble og komponister, der nærmest virker som en stor og sammenslynget familie med medbragte venner, eller om man vil - som et levende og fint sansende nervesystem. Dog er det en mindre version af Hyperion, vi er vidne til. Som Avram forklarer, kunne de nemlig ikke finde plads til alle i de trods alt ret små rammer, som N.K. tilbyder. Det fører dog bare til desto større leg. Flere af de programsatte kompositioner droppes spontant for at skabe plads til andre – eller til netop egentlige improvisationer. Det står dog ikke i vejen for den filosofiske kerne eller den spirituelle gnist i musikken. Snarere tværtimod. Legen udspringer netop af denne, og også i den forstand underbygges udsagnet om ”structure and freedom”. For musikken er også frisat fra alle den traditionelle koncertsals dogmer. Af samme grund virker det også helt naturligt, at publikum er en løs blanding af avantgarde-entusiaster, kunstnerbohemer og metalfans, der tydeligvis er kommet for at høre O'Malley, men som også gerne tager lidt rumænsk spektralmusik med i købet. Og i det hele taget er det glædeligt at se, at festivalen faktisk har samlet et ret talstærkt publikum. Det lover godt for både Spectrum-festivalen og for N.K.

Fantastiske ambassadører
At spektralmusikken kan forekomme esoterisk og svært tilgængelig i sit udgangspunkt bør således ikke skræmme nogen væk. Dumitrescu, Avram og Hyperion er fantastiske ambassadører for musikken med deres Spectrum-festival, der insisterer på en musikalsk tyngde, men kombinerer denne med en åbenlys spilleglæde og begejstring ved at dele musikken med et publikum. Næste år må de gerne slå vejen forbi Danmark med deres festival, som både kan skabe inspiration i rock-, improv- og avantgardemiljøet. Og skal du til Berlin, anbefales det ligeledes kraftigt, at du holder dig orienteret om N.K.'s øvrige aktiviteter. Det er en tur ind i den mørke baggård værd.