Annonce
Annonce
Annonce
Temaet i år var ny dansk & fransk musik. Det forholdt arrangørerne sig dog også i år ganske frit til. Sympatisk, da det giver plads til koncerter der er gode, selvom de ikke lige falder ind under temaet.
Rundt regnet har jeg været til en tredjedel af koncerterne – 8 i alt: Man Money Maracas, På sporet af lyd, Sange på et ukendt sprog, Byens Hemmelige haver, Cello Chamber Dance, Forspil, Fremdrift og uskyld, Portræt af stilheden og Glemslens territorier. Det er disse koncerter der er i al deres forskellighed er afsættet for nærværende artikel.
Dansk-franske forbindelser
En oplagt temakasse man dog kan presse ned over artiklen, er de fransk-danske musikforbindelser. 22 af de 28 værker jeg hørte, havde enten dansk eller fransk komponistislæt. Den ydre anledning var Debussys 150 års og Per Nørgårds 80 års fødselsdag. Og netop Nørgård har faktisk ydet stor indflydelse på hovedfigurerne inden for nyere fransk musik. Blandt andet fortalte Tristan Murail ved et foredrag i Danmark for et par år siden, at han er inspireret af Nørgård og hans tidlige brug af overtonerækker. Og den anden store hovedfigur i nyere fransk musik Gerard Grisey har også erklæret sin gæld til danskeren.
Men så kan vi også tage klaphatten af for denne gang. For selv om det er svært det med at identificere påvirkninger, og pilene i managementsprog altid går begge veje, er det mit klare indtryk, at inspirationen typisk går den modsatte vej. Her må vi nok påtage os lillebrorrollen. At eksempelvis Niels Rosing Schow er frankofil er vist ingen hemmelighed.
NB! Forbehold
Det er med lige dele alvor og glimt i øjet, at jeg nedenfor bruger betegnelserne fransk stil og fransk musik. Det er umådelig svært at tale om nationale karakteristika i disse globaliserede tider. Og forbeholdene, inden jeg begynder at bruge sådanne betegnelser, bør være talrige. Alligevel vil jeg vove pelsen og tale om fransk musik. Fordi jeg mener, at en stor del af nyere fransk musik har haft en bestemt tone.
Det er blevet sagt, at fællesnævneren for fransk musik er klang. Historien er ultrakort fortalt: Rameau som komponist og harmonisk teoretiker, hvor harmonier var vigtigere end melodier. Debussys harmoniske opfindelser og en bevægelse væk fra funktionsharmonikken hen imod klangen som kvalitet og enhed i sig selv. Og spektralkomponisterne – bl.a. førnævnte Grisey og Murails klanganalyser og kompositioner med resultaterne. Af fransk musik, som ikke er i fransk stil, kan fx nævnes Mark André, som kan karakteriseres som værende mere tysk i tonen.
Raphaël Kennedy med Ensemble TM+ i Five Meetings, foto: Alexander Banck-Petersen
Byens Hemmelige Haver – blå toner fra TM+
Lad mig vende tilbage til Niels Rosing-Schow, som var to gange på programmet ved koncerten mandag. Det var det franske Ensemble TM+, der var på scenen. Niels Rosing Schows værker kan bruges som en eksemplificering af, hvad den franske stil er, og hvordan den måske har udviklet sig. ’Vocabulary’ fra 1997 indledte koncerten. Vi fik indledningsvis at vide, at det handlede om dekonstruktion og noget selvrefererende, men at værket samtidig antog en kritisk distance til disse trends, som prægede kunsten på det tidspunkt. Min musikalske oplevelse var som den typisk er med fransk ny musik: En vuggende, parfumeret, blød, organisk oplevelse med lækre, brede klange. Og en fin performance af sopranen Raphaël Kennedy, som hakkede ordene Five Meetings i stykker på grænsen mellem sang, tale og lyde. Aftenens tredje værk var så et helt nyskrevet værk af Rosing Schow. Et meget mere skarpt, fragmentarisk og hårdt værk, men stadig med fokus på det klanglige, men denne gang med mere rå klange og hårdere gestikker og formmæssige opbrud.
Hvad fransk musik anno 2010 også er, oplevede jeg i aftenens sidste værk. Dirigenten Laurent Cuniots tørre, muligvis professionelle og kompositionstekniske flotte øvelse, men for mig alt, alt for lange transformation af lyd også i typisk fransk stil. Hele koncerten var i forvejen for lang. Der var varmt i salen, og min største bekymring gik på om en af musikerne ville kollapse. De svedte godt.
Og så har jeg ikke fået nævnt den franske joker George Aperghis, som havde skrevet de to bedste værker, jeg hørte ved festivalen. For mig er Aperghis til tider i stand til at ramme plet med sit særegne lydunivers og så er han sit håndværk. Aperghis er oprindeligt græker, men har boet i Frankrig siden han var 18. Ikke ulig en anden græsk født franskmand: Iannis Xenakis, som Aperghis i øvrigt også har studeret hos. I mine ører kan Xenakis og Aperghis lidt af det samme: De har noget fransk, men alligevel har deres musik noget væsentligt mere legende og centraleuropamodernistisk over sig. Mandagens værk hed La nuit en tête – en pragtfuld, aktiv komposition, der moser derudaf på forkant med lytteren. Lyrisk, let, staccato og humørfyldt uden at være forceret. Hør den og nyd den fx her: http://www.youtube.com/watch?v=aK1zrIZN-uQ .
Jeg hører flere franske træk i den: Det er ikke, hvad jeg vil kalde, en decideret negativ, materialekritisk æstetik; instrumenterne spiller nogenlunde normalt. Formelementerne glider rundt mellem hinanden i forskellige tilstande. Men den typiske franske stil er mindre humoristisk, mindre skarp, mere legato og mere fokuseret på den rene klang.
Donatienne Michel-Dansac, foto: Alexander Banck-Petersen
Sange på et ukendt sprog – Donatienne Michel-Dansacs virtuose vokal
Det var min yndlingskoncert ved festivalen. Endnu en fransk sopran, Donatienne Michel-Dansac sang og reciterede Récitations – også et Aperghis-værk. Og her skal lyde en cadeau til programsætterne: Koncerten var sat til sen søndag aften på caféscenen. Efter to meget iscenesatte koncerter tidligere på aftenen var Sange på et ukendt sprog dejlig simpel i set-uppet. Lige hvad jeg havde brug for på det tidspunkt. En sopran og en masse forskellige lyde, som host, mumlen og løsrevne ord. Ikke så meget hurlumhej, bare ren, god musik. Michel-Dansacs lette sommerkjole stod dejligt til lyset udenfor. Og værket, som sikkert ikke har været let at opføre, blev leveret med overskud, elegance og fjerlethed, som var det et Mozartstykke: Let at følge med i forløb og strukturer, der leveres stramt med legende humor.
Glemslens territorier – Rolf Hind på opdagelsesrejse
Jeg formoder, at det, pianisten Rolf Hind skulle opdage, var old school ny fransk musik, i form af Tristan Murails halvtimelange værk Territoires de l’Oubli (1977).Med sustainpedalen nede konstant, transformationer af klange, glidende overgange og flimren. Meditativt, typisk fransk og effektfuldt eksekveret af Rolf Hind, som var en god oplevelse den aften. Aftenens andet værk var Anders Brødsgaards In Girum imus nocte et consimimur igni – et palindrom. Værket faldt i 7 satser, hvor de fleste af dem ligesom Murails, også var til den sustainede side. Formmæssigt var det et rigtigt fint værk, der satte gang i mange synæstetiske oplevelser. Det mindede mig om store malerier med store chancherende farveflader, i klare farver, hvor man tydeligt kan se penselstrøgene.
Cello Chamber Dance – virtuose toner og trin
Senere på ugen fik jeg yderligere empirisk belæg for min fornemmelse for, hvor fransk musik er på vej hen: Philippe Hurels D’Un Trait (2007) for solocello. En mand alene med instrumentet. Et værk meget baseret på klang, men ligesom Niels Rosing Schows nyskrevne værk en mere støjende klang. Måske er det støjende netop en yderligere, mere skrøbelig og nøgen tematisering af instrumentet end spektralkomponisterne i 70’erne? Hurels eget Grisey-citat fortæller i øvrigt meget godt, hvordan værket lød: ”Musik befinder sig midt imellem tal og drama, mellem vildskab og struktur.” Instrumentet forekom meget fysisk og til stede i denne komposition. Endda så meget, at det endte med at blive en hindring, idet den ene streng knækkede 2/3 inde i værket.
Toke Møldrup, foto: Alexander Banck-Petersen
Koncertens andet værk var et langt dansestykke af Lettiske Peteris Vasks. Et værk i, hvad jeg vil kalde den ny-romantiske ende. Mere sovs, mere føleri og med 13 dansere med store, bløde bevægelser i forgrunden. Værket forekom spøjst sammensat med Hurel-værket, men desto mere forstærkede værkernes indbyrdes modsætning effekten af hinanden. For celloen fik en ny streng på, og Toke Møldrup færdiggjorde D’Un Trait. Så koncerten fik en utilsigtet, men fin og ganske pudsig 3. sats. Personligt var det mig en glæde at få den ret energiske og rå musik og lyden af celloen og dens materialer tilbage.
På sporet af lyd – Lydenskab udforsker klang
Jeg tænker, at de lidt utraditionelle sammensætninger af værker, er en del af festivalens imødekommende profil. ”Når vi nu har lokket folk ind, har vi muligheden for at præsentere dem for lidt af hvert.” Det giver en større skydeskive at ramme og gør koncerterne mere mangfoldige i deres udtryk.
På sporet af lyd var måske det mest tydelige eksempel på en koncert, som stikker i mange retninger, og som samtidig var imødekommende. Det danske Lydenskab-ensemble havde her iscenesat en koncert med lysvirkninger, udklædning og en karismatisk gæsteperformance. Musikalsk gik det fra indadvendte klangstykker til noget, som jeg i mangel på bedre ord, vil kalde moderne teater/performance-fest.
Eyvind Gulbrandsens Den fyrste song eg høyra fekk indledte koncerten i 90% mørke. Bevidstheden om, at publikum blev overværet bagfra af en oplyst Mannequin sextet med installerede højtalere, var en stærk oplevelse. Og at alle i blandt publikum nok ikke var klar over det, gjorde det på en eller anden snobbet måde endnu stærkere. Musikken var tyst, fjern, stemningsfuld, Sigur Ros’et, horisontal og – fristes jeg til at skrive - rigtig nordisk. http://eyvindgulbrandsen.dk/eyvindgulbrandsen.dk/den_fyrste_song.html.
Henrik Buddes værk Terribly Cold and Nearly Dark havde også noget poetisk og tyst. Og også en mørk belysning. Som i den lille pige med svovlstikkerne (Helmut Lachenmann har lavet et lignende trick i sin opera om hende) gav antænding af tændstikker et indblik i en anden musikalsk verden. En oplyst og klar verden, som stod i modsætning til det fjerne, stille og dunkle univers, som man hørte, når tændstikkerne ikke var tændt. En komposition med en meget effektfuld og god idé, men som kompositorisk også godt kunne trænge til at blive strammet lidt op: Den ikke-antændte verden ville måske lidt for meget.
Koncerten sluttede af med performancekunstneren Lilibeth Cuenca. At Lydenskab har fået hende med er et stort scoop. Temaet var mænd, og hun var udklædt som sådan. Fra jakkesætsklædt sanger til præst, der prædikede manderettigheder, til tysksyngende danser med bongotrommer på numsen (tænk på fx Josephine Baker). Ich bin böse und sauer! – blev der råbt. Musikken frem stod ikke særlig markant, men vigtigst var måske også, at den skulle fungere som akkompagnement til performeren, der sugede meget af opmærksomheden til sig.
Det er mit klare indtryk, at Lydenskab kan erobre markedsandele, fordi de placerer sig i et felt, hvor der er en manko. Det var første gang jeg så dem, men dømt ud fra denne ene koncert, handler deres projekt om at formidle den del af den nye musik, som ikke er helt så elitær, eller indelukket om sig selv og institutionen. Ja faktisk i endnu højere grad end fx Dygong. De har klart potentialet til at nå ud til nye publikumsgrupper, og derfor er det ekstra positivt, at de hovedsageligt tager unge, danske komponister op.
Man, money and maracas – percussion og performance
var et ækvilibristisk one man percussionshow. 6 percussionværker udført af Matthias Reumert. Og selve koncerten, performancen og iscenesættelsen sugede også opmærksomhed her, men uden at det gik ud over det musikalske. Musikken var klart i centrum. Det var et performanceportræt af den moderne mand, hed det sig, med Mathias Reumert på alskens percussive genstande (Thomas Eje go home!). Et flot kurateret og sammensat show med overgange og en lille smule skuespil. Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne holde ud at lytte på lutter percussion i så lang tid, men showet var så tilpas varieret, at det faktisk godt kunne lade sig gøre. (Og bemærk lige, at jeg bruger ordet show, for det var det lige så meget, som det var koncert.)
Min sympati for Mathias Reumerts projekt er kæmpestor. At lave en hel, sammenhængende solopercussionkoncert, som ikke er kedelig, og som giver en lyst til at gå rundt og tromme på alt muligt bagefter, er beundringsværdigt
Koncerten blev kaldt et performanceportræt af den moderne mand. Sådan en er jeg vel, og jeg følte mig da også på en mærkelig, abstrakt måde ramt. Og det selv om temaet var tillagt værkerne og ikke værkerne, der fortolkede temaet. På sin egen, abstrakte, underfundige vis gav de faktisk et bud på, hvad jeg vil kalde en farbar vej ud af denne mandens krise. Men så er jeg nok heller ikke i stand til at eksplicitere det så meget yderligere. Dog vil jeg sige, at Kashmirs linier: ”Every home should have a mom in love, and a daddy in space,” klingede i mit hoved.
Stærkest for mig stod aftenens første værk Globokars ?Corporel, hvor Reumert spillede på sin bare overkrop med næverne. Et musikalsk set skarpt komponeret værk, hvor musikken bliver ekstremt kropslig på en meget, meget konkret og ydre manifesteret måde. Se den fx her http://www.youtube.com/watch?v=B0AP1hW0t34.
Pierre Jodlowskis (koncertens eneste franskfødte komponist) Time and Money satte med sin enorme mangfoldighed mange ting i gang i mit hoved: Første del med kun et bord og håndflader og real time motion capture, som kunne give lyde ved blotte fagter i luften (se billedet). Anden del med et trommesæt, electronica med loops af radiosignaler, stumper af filmdialoger, videoprojektioner og en hel masse mere.
Min sympati for Mathias Reumerts projekt er kæmpestor. At lave en hel, sammenhængende solopercussionkoncert, som ikke er kedelig, og som giver en lyst til at gå rundt og tromme på alt muligt bagefter, er beundringsværdigt. Og så oven i købet lægge den moderne mand, som en ekstra fortolkningsramme oven på. Det kunne nemt have fået projektet til at vælte. Men det gjorde det bestemt ikke.
Trio Zoom fremfører Being Apu Sakar af Christian Winther Christensen, foto: Alexander Banck-Petersen
Portræt af stilheden – Trio Zoom spiller op
var sammen med de to sidstnævnte koncerter eksempler på, at fransk-dansk-temaet ikke blev en spændetrøje, som koncerterne blev hæmmet af. Der var faktisk et fransk værk på programmet, men det blev taget af grundet koncertens sene start, og at det næstsidste værk indbefattede en hel del rødvinsdrikkeri. En klog beslutning viste sig, da rødvinsdrikkeriet blev til et grineflip. Tre ting, der gjorde størst indtryk på mig den aften: Den spinkle, rødklædte asiatiske percussionist, som skulle drikke et stort glas rødvin under Christian Winther Christensens Being Apu Sakar. Trio Zooms glæde og uformelle sammenspil. Og Niels Rønsholdts Hammerfall, som portrætterer vores allesammens indre teenagepige og de indre kampe som hermed følger. Vi snakker her stilhed, ridepisk, stykker af plastik, sprængte glas, og pianistens tydelige åndedræt og hvisken. Min sidekammerat af det kvindelige køn, og som jeg ikke kendte i forvejen, prikkede mig faktisk på skulderen og sagde: ”Det er ramt godt det dér!”
Forspil, fremdrift og uskyld – Debussy, Nørgård og Bruun
Desværre er denne artikel blevet et eksempel på noget, jeg ikke bryder mig om: At det, der har lettest ved at blive omsat til ord, også er det som bliver indholdet. Derfor har jeg ikke rigtig fået plads i min gyldne tråd først om fransk og siden om iscenesatte koncerter, til en helt traditionel koncert, Forspil fremdrift og uskyld med helt traditionelt setup, - og faktisk rigtig god musik. Århus Sinfonietta med cellist Toke Møldrup spillede Per Nørgårds nyligt skrevne anden cellokoncert Momentum. For mig var værket et eksempel på, at fremragende komponisthåndværk er en fornøjelse at høre på – og faktisk en af de absolut bedste musikoplevelser, jeg havde på festivalen. En bevægelse fra individet mod det menneskelige fællesskab og i sidste instans mod kosmos. Niels Rosing-Schows transskriptioner af Debussy’s præludier for sinfonietta, og Peter Bruuns fløjtekoncert Innocent Mind and Mayday var også gode oplevelser.
Er fransk musik outdated?
Jeg ved ikke helt, om festivalen har gjort mig klogere på, hvad fransk musik er, end jeg var i forvejen. Eller hvordan det lige er med forholdet mellem fransk og dansk kompositionsmusik. Og måske er det heller ikke meningen. Der er jo trods alt grænser for, hvor meget empiri man kan nå at samle på en uge. På en eller anden måde virkede temaet Frankrig lidt ’outdated’ på mig, og netop derfor er det relevant. Her mener jeg ikke på retromåden. Men ’outdated’ dels pga. Frankrigs generelle tab af terræn som kulturmagt, og musikalsk set fordi de yngre danske komponister virker til i mindre grad at kigge mod Frankrig end tidligere.
Og netop derfor er det samtidig relevant: Fordi der er noget opmærksomhed, der igen godt kunne trænge til at blive rettet i den retning. Jeg holder af, at festivalen de sidste to år har valgt en hel nation som tema. Ganske enkelt fordi man på den måde kommer lidt i dybden med en hel kultur og udtryksform. Hvis det også bliver tilfældet næste år, kunne jeg personligt godt ønske mig Østrig/Schweiz, Italien eller måske endda Spanien, som i disse år blomstrer på ny musik-scenen. Lige meget hvad, håber jeg allermest, at Athelas New Music Festival stadig vil kunne tiltrække internationale ensembler og kunstnere. Det bliver spændende at se, hvad den nye ledelse, Pierre-André Valade, Rune Glerup og Christian Winther-Christensen kan diske op med. Men mon ikke de holder fast i den inkluderende linie?