© Louise Herrche Serup

Det summer af velfærd over Danmark

I svømmehallens fugtige rum kommer klassesamfundet til genforhandling, når sangere fra koret Ensemble Edge driver gennem det klorholdige vand i scenograf og instruktør Jon R. Skulbergs og komponisten Lil Lacys seneste produktion, »CRAWL CRAWL CRAWL«, som de kalder en følsomhedsanalyse af ulighedens væsen. Stykket spiller 28. og 29. juli i Helsingør Svømmehal under Passage-festivalen.
Af
22. Juli 2022
  • Annonce

    Unsound Festival
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Det lugter af klor, og den tunge luft fylder lungerne. Koret synger om fællesskabet og om individet. Vi befinder os i svømmehallen på Idrætshøjskolen i Aarhus til prøve på stykket CRAWL CRAWL CRAWL, og her er varmt. Man trækkes ind i en suppe af fugt. Stemmerne rejser anderledes her.

I starten registrerer koret mødet mellem rum og krop. Ord som »gåsehud« og »flise« klinger igennem. Men så: »Summen af verdens tårer er konstant.« Og med ét bliver bassinet til en tårebeholder. I den dybe ende af vandet sidder dirigenten Mathias Skaarup Sørensen på en stige, og i den anden ende er sangere fra Ensemble Edge ved at stige ned i bassinet. Men hvorfor er vi her, og hvad handler det hele om? Vi spurgte scenograf og instruktør Jon R. Skulberg og komponisten Lil Lacy om deres tanker bag denne performance. 

»Det handler om folkesundhed. Men selvfølgelig er hele idéen om klasse til stede i alle disse her institutionelle læringsrum, vi bringer i spil«

© Louise Herrche Serup
Ensemble Edge i svømmehallen på Idrætshøjskolen i Aarhus under prøve på stykket CRAWL CRAWL CRAWL. © Louise Herrche Serup

Et kor i klor

»CRAWL CRAWL CRAWL« indgår i en trilogi om det, som du, Jon, kalder »læringsrum«. Den første forestilling foregik i en gymnastiksal – og denne foregår i en svømmehal. Har du valgt rummene fra starten? Eller er valget født ud af emnet?

»Jeg har længe villet lave noget i de rum,« fortæller Jon R. Skulberg, »og det sidste rum bliver så et klasseværelse. For mig som iscenesætter er det en måde at tænke ud af boksen. Men svømmehallen var den største praktiske udfordring. Svømmehallen skaber en kontekst, hvor vi kan fokusere på klasse og velfærdsstat. Men alle læringsrummene tilbyder noget forskelligt. Faktisk kontaktede jeg min gamle folkeskole for at høre, om vi kunne bruge deres gymnastiksal til vores første workshop – altså til del 1 af trilogien – hvilket er lidt et traumatisk rum for mig. Men det er jo et forskelligt rum for forskellige mennesker. Er du ung, er det et rum, der er en del af din realtid, og som du måske befandt dig i sidste torsdag, og er du ældre, er det muligvis et erindringsrum. På den måde bliver rummet både en emotionel og tematisk ramme og dermed også en medspiller.«

Men rummet byder vel også på nogle lydmæssige udfordringer, når man arbejder med et kor, som befinder sig i vand?

Jon forklarer, at det faktisk har været færre, end han regnede med. »Men Ensemble Edge har også været meget professionelle. Der er flere synsvinkler på én gang, da publikum sidder på begge sider af bassinet, samt en anden kommunikation af blikke fra sangerne, hvilket er anderledes, end det ville have været på en konventionel teaterscene. Folk kigger i flere retninger, og dirigenten Mathias er også en del af scenen.«

»Ja, og så sidder han i vandet med waders på,« siger Lil. »Men i forhold til dit spørgsmål, så er rummet jo et vilkår, man må arbejde med. På den måde er der små ting, der påvirker lydbilledet. Og det er også et anstrengende værk for performerne. Dog var det vigtigt for os, at vandet i bassinet ikke overskyggede stemmerne. Derfor fik vi personalet i svømmehallen til at hæve vandstanden, hvilket giver et andet lydbillede.«

lil
© Louise Herrche Serup

Mellem individ og samfund

Samtidig er det jo netop vandet, der kommer til at larme af og til. Som når nogle af sangerne plasker eller kaster sig ned i vandoverfladen. Der er en støj, der af og til bryder gennem det mere generelle lydbillede.

Lil påpeger, at hele stykket handler meget om individets forhold til resten af samfundet, om forholdet mellem det individuelle og det kollektive. De lydmæssige afbrydelser er derfor også en del af dette. Jon kommenterer samtidig, at en svømmehal her fungerer som et symbol på den måde, vi som individer er aktører i velfærdssamfundet: »Tænk at få lov til at gå i en offentlig svømmehal. Less is more, if you have enough! For det er jo billedet på en relativ aktiv velfærdsstat og et samfund med overskud. Det handler om folkesundhed. Men selvfølgelig er hele idéen om klasse til stede i alle disse her institutionelle læringsrum, vi bringer i spil.«

En del af stykket foregår i mørke. Og da loftslyset tændes igen, svømmer sangerne til den anden side af bassinet, hvorefter Mathias, dirigenten, siger: »Det er morgen – og du har overlevet.« Der er noget næsten cyklisk over det. Som om stykket foregår hen over et døgn. Eller måske henover et liv. Var det noget, I besluttede fra starten? 

»Vi blev hurtigt enige om, at 3. sats skulle foregå i mørke. Ligesom vi også vidste, at sangerne skulle flyde i vandet på et tidspunkt. Hvilket faktisk var en udfordring. Men lyset er i det hele taget vigtigt for produktionen, da vi arbejder både med rummets almindelige loftslys og andre lamper vi selv har bragt ind,« fortæller Jon.

»Librettoen bygger til dels på Finansministeriets ulighedsrapport fra 2020 og på Bibelen«

Jeg, mig og dem, vi kender

I stykkets mørke sekvens udviskes konturerne af de enkelte performere. Det leder tankerne hen på nogle temaer i selve librettoen. Der er mange jeg’er i den. Hvordan arbejder man med et jeg og et kor samtidig?

»Librettoen, som jeg har skrevet med dramaturgen Astrid Hansen Holm og i samarbejde med Lil, bygger til dels på Finansministeriets ulighedsrapport fra 2020 og på Bibelen, samt et enkelt citat fra den franske økonom Thomas Piketty,« siger Jon, og leder igen samtalen hen på individets relation til det kollektive i forhold til både sociale strukturer og mytiske forestillinger. 

© Louise Herrche Serup
© Louise Herrche Serup

Det virker også, som om der er fokus på, hvad en stemme er, og på begreber som stemmeret og det at finde sin stemme. Som når koret synger eller siger: »Giv din smerte en stemme.« Har det været et tema, I har tænkt på under produktionen? 

Jon fortæller, at koret også har en konceptuel funktion. De symboliserer en flok. Men påpeger samtidig, at det var Lils idé at introducere en talesekvens. 

»Da jeg skrev værket, havde jeg i midten af 2. sats omkring 32 forskellige sætninger med ’Jeg er...’ og ’Jeg ønsker...’,« forklarer Lil Lacy. »Da koret fik værket, bad jeg dem alle om selv at vælge fire-seks af disse sætninger uafhængigt af hinanden. Det skulle være sætninger, som tiltalte sangerne på én eller anden måde, så flokken derved repræsenterede individet via resonans. Derfor kom nogle af sætningerne ikke med, mens andre gentages, endda flere gange. Dette sker på baggrund af de enkelte individer, som udgør kollektivet. De enkelte stemmer, der udgør klangen. Det er en anden måde at fremhæve resonans og forsøge at udøve en repræsentation af flokken, samfundet eller helheden. For vi er som gruppe ofte både meget ens omkring nogle emner og meget forskellige omkring andre. Dette ville Jon, Astrid og jeg gerne fremhæve i teksten, men hvis vi dikterede alle sætningernes værdi, så ville det mere have været et udtryk for os tre, end repræsentationen af en flok på 12 stemmer. Det er os, der har formuleret sætningerne, men det er 12 mennesker, der selv har udvalgt de specifikke sætninger, der resonerede i dem. Og det var præcis det, som vi søgte gennem denne manøvre ind i librettoen.«

© Louise Herrche Serup
© Louise Herrche Serup

Gentagelsen af ordet »crawl« i titlen introducerer også en panik og et pres. Svøm for helvede!

»Jeg har arbejdet meget med de forskellige stemninger, der findes i teksten,« fortæller Lacy. »Kor er netop tredimensionelt,« fortsætter hun. »I opera er der oftest et narrativ, der driver stykket fremad, men her har det været muligt at arbejde med nogle lag på tværs. I modsætning til eksempelvis opera, så er kor mange stemmer på én og samme gang. Det er en anden måde at tænke tekst-som-lyd på og ikke at tænke den som en fremadrettet fortælling.«

Outro 

Da vi forlader interviewet, står et spørgsmål stadig tilbage. Spørgsmålet om, hvorvidt velfærdsstaten her fremstilles som en gave eller et fængsel. Hvem bliver vi til i dette kor af stemmer? For der hviler en melankoli over hele stykket. Noget er vundet, men noget er også mistet. Hvor ens kan vi blive? Hvilket »jeg« står tilbage? For gentagelsen af ordet »crawl« i titlen introducerer også en panik og et pres. Svøm for helvede! Og hvis du er heldig, når du over på den anden side inden daggry. CRAWL CRAWL CRAWL folder sig ud i dette spændingsfelt mellem kampen for den individuelle frihed og drømmen om det idéelle fællesskab.

 

»CRAWL CRAWL CRAWL« er skabt af Convoi Exceptionnel og Jon R. Skulberg i kollaboration med komponist Lil Lacy, dramaturg Astrid Hansen Holm, dirigent Mathias Skaarup Sørensen, designer Kit Wan og vokalensemblet Ensemble Edge. I Aarhus blev stykket opført i samarbejde med Bora Bora, og 28. og 29. juli kan det opleves i Helsingør Svømmehal i forbindelse med Passage Festival. Til næste år præsenteres »CRAWL CRAWL CRAWL« på ny sammen med Dansehallerne i København. Convoi Exceptionnel er et scenekunstkompagni ledet af scenograf og iscenesætter Jon R. Skulberg.