Annonce
Den i dag 85-årige Eliane Radique er en af den elektroakustiske musiks pionerer. I de tidlige 50'ere studerede hun hos den konkrete musiks fader Pierre Schaeffer, og i de tidlige 60'ere blev hun assistent for Pierre Henry, der er en anden af den konkrete musiks koryfæer. Som kvinde i dette mandsdominerede miljø ligner hendes historie historien om vores egen Else Marie Pade. Og de billeder, der ledsager fortællingen om hendes tidlige karriere, minder om billederne af den unge Else Marie Pade og spiller som dem på kontrasten mellem den følsomme unge kvinde og studieteknologiens maskuline udtryk.
Som kvinde i dette mandsdominerede miljø ligner hendes historie historien om vores egen Else Marie Pade
Trods disse lighedspunkter er der dog langt mellem de to kvinders kunstneriske signaturer. Ganske tidligt i sin kunstneriske udvikling bevægede Eliane Radique sig væk fra de æstetiske idealer, der kendetegnede miljøet omkring Pierre Schaeffer, og det siges, at hendes voksende interesse for arbejdet med mikrofon-feedback og båndsløjfer førte til et slags brud mellem dem. Fra midten af 1970'erne udviklede hendes musik sig i en meditativ retning, og hun kom under indflydelse af tibetansk buddhisme, som hun konverterede til og studerede under guruen Pawo Rinpoche.
Eliane Radique komponerede sit sidste elektroakustiske værk i 2001 og har siden kun arbejdet med akustiske instrumenter, som det også er tilfældet med værket OCCAM OCEAN, der blev opført ved en velbesøgt koncert i Holmens Kirke i København.
Eliane Radigue fotograferet i 2014
Ensemblet ONCEIM, der spillede for os, er ikke mindre bemærkelsesværdigt end komponisten og hendes værk. Dette franske ensemble er specialiseret i eksperimenterende musik på tværs af genrer, herunder orkester-improvisation. Som det optrådte for os i Holmens kirke, bestod det af ca. 30 musikere. Instrumenterne var overvejende, som vi kender dem fra det klassiske symfoniorkester, dog suppleret med rigeligt slagtøj, akkordeon og tre guitarer, der blev strøget med buer som en violin eller en cello. Der blev spillet uden synlige noder på podiet, og direktionen begrænsede sig, så vidt jeg kunne se, til en meget lydhør afstemning af balancen mellem de forskellige instrumentgrupper.
I indbydelsen til koncerten forberedes vi på en »… betagende bro af droner, langstrakte klange og spirituelle stemninger i et stort orkesterlydbillede, som man denne aften vil kunne opleve folde sig ud i Holmens Kirkes smukke rum«. Konfronteret med en sådan foromtale får jeg bange anelser om at skulle høre et langt og begivenhedsløst værk, der ikke giver kunstnerisk mening i sig selv, men kræver, at vi søger ’ud over’ eller ’bag ved’ for at finde en transcendent spirituel mening i galskaben.
Javist, det er musik, der udvikler sig langsomt. Og kald den gerne meditativ. Men det er meditation for den vågne opmærksomme lytter
Heldigvis blev min bekymring usædvanligt grundigt gjort til skamme.
Klangtransformation
Det timelange værk var ikke et sekund for langt. Det lød bragende godt fra start til slut, og i hele forløbet var der subtilt kontrollerede klanglige begivenheder at gå på opdagelse i. Javist, det er musik, der udvikler sig langsomt. Og kald den gerne meditativ. Men det er meditation for den vågne, opmærksomme lytter.
Det er mindre vigtigt, hvad vi kalder musikken. Kald det drone-musik, klangmusik, meditationsmusik eller hvad du vil. Det vigtige er, at vi finder en produktiv lyttemåde, og i den sammenhæng er begrebet klangtransformation det første, det falder mig ind. I det begrebs perspektiv drejer det sig om en følge af akustiske situationer og om de processer, der fører os fra den ene til den anden situation. Jeg vil ikke give indtryk af at have teknisk forståelse af alt, hvad jeg hørte. Men jeg er fascineret af de interferensfænomener, som skaber et sådan værks akustiske spindelvævsunivers: svævninger, stødtoner, sære pulseringer og andet af det, som Per Nørgård i anden sammenhæng har kaldt lydlige ’mellemværender’.
Ofte er værker med avanceret klangbehandling, som vi oplevede den her, skæmmet af banaliteter på det man kunne kalde det storformale niveau. Jeg tænker på crescendi og diminuendi eller lydpanoreringen rundt i orkesteret, der er alt for entydige og virker påklistrede i forhold til de mangelagede klanglige processer. Det problem oplevede jeg ikke i dette værk. Ganske vist startede det med en meget lang (20 minutter måske) panorering fra venstre mod højre og bagom i orkesteret, og ganske vist spurgte jeg sig selv mod værkets slutning, om det ville ende i et tutti-crescendo eller – som tilfældet viste sig at være – med en udtydning mod tavshed. Men jeg oplevede hele tiden, at der var dækning for den slags storformale markører i det klanglige, som hele tiden var hovedsagen. De tjente her på positiv vis til at skabe nogle forventninger, der kunne indfries eller skuffes, og som var med til at fastholde min koncentration og interesse.
Med den elektroakustiske musiks erfaring
Som allerede sagt er dette værk skrevet af en komponist med tungtvejende erfaringer fra arbejdet i den elektroakustiske musiks studier, der først relativt sent i sin kunstneriske karriere begyndte at arbejde med traditionelle musikinstrumenter. Værkets særegne kvalitet bekræfter betydningen af de elektroakustiske erfaringer, der gav os et nyt og anderledes greb om klangens objektagtighed og materialitet, og det minder os om de traditionelle instrumenters uovertrufne akustiske rigdom. Tilfældet har en fjern parallel i György Ligetis klangkompositioner fra 1960'erne, hvor erfaringerne fra datidens elektroakustiske studie havde bundfældet sig i en ny ’sonisk lyttemåde’, der satte ham i stand til at tænke den store orkestermusik på en radikalt ny måde.
Koncerten blev i øvrigt dokumenteret, og kan streames via youtube.
Alt i alt var koncerten med Elaine Radiques OCCAM OCEAN og ensemblet ONCEIM en meget fin oplevelse. Man glædede sig over Holmens Kirkes smukke kirkerum, man glædede sig over det gode fremmøde, og ikke mindst glædede man sig over musikernes koncentration og hengivenhed, der bredte sig til tilhørerne.
Det, der foregik, lignede i mange henseender en improvisationssituation mere end opførelsen af et noteret og fikseret musikalsk værk
Det er åbenlyst, at ensemblet ONCEIM er bevidst om den store betydning af opførelsessituationen. Det viser sig blandt andet i orkesteropstillingen, der prioriterer musikernes indbyrdes kommunikation, og i den minimalt indgribende og lidet iøjnefaldende dirigentadfærd. Det, der foregik, lignede i mange henseender en improvisationssituation mere end opførelsen af et noteret og fikseret musikalsk værk. Succesen gør mig nysgerrig på arbejdsprocesserne bag. Foromtalen fortæller om et nært samarbejde mellem komponisten og ensemblet. Det ville være interessant at vide mere om dette samarbejde. Hvordan fx er Eliane Radiques værkideer overført til ensemblet, der som sagt spillede uden noder, og hvordan er forholdet mellem det komponerede og det improviserede?